Når Københavns Kommune har sagt ja tak til A.P. Møllers gavebrev på 165 millioner kr. plus moms til fire nye havnebroer, er det ikke alene, fordi operagæsterne skal kunne gå tørfodede fra Nyhavn til Operahuset. Nej, det er mere for at gavne cyklisterne i byen, fremgår det af kommunens lokalplanforslag.
En mindre del af skibsrederdonationen skal således anvendes på anlæg af en cykelrute på Nyhavns sydside, som sammen med havnebroerne indgår i kommunens projekt om en grøn 'Christianshavnscykelrute', hvor fodgængere, cyklister og måske også knallerter kan komme fra Nyhavn og indre by over havnen og kanalerne og videre ud mod Amager Strand.
Mellemstationen hedder Christiania, og i folkemunde kaldes A.P. Møllers bro over inderhavnen af og til for 'Christianiabroen'.
Kommunen har valgt at lægge cykelruten med op til 5-7.000 daglige cyklister - ifølge et til lejligheden udarbejdet trafikskøn fra rådgivningsfirmaet COWI - tværs gennem fristaden på det måske mindst egnede sted.
Det mener Ole Lykke, medlem af Christianias lokalplansgruppe. Kommunens forslag til linjeføring for cykelruten gennem Christiania vil skabe problemer og være et voldsomt indgreb i fristadens rekreative områder, forudser han og understreger, at Christiania først har sagt nej til kommunens forslag efter flere forsøg på at finde en rute, der ville skabe færre problemer med så mange cyklister, i forhold til at den dominerende trafik i fristaden er fodgængere.
»Vi har bl.a. foreslået en mere nænsom rute lidt længere mod nord, hvor Christiania er smallest, men set i lyset af de uløste problemer for kanalmiljøet på Christianshavn, er vi nu stemt for ideen fra Indre Bys Lokaludvalg om en nordligere tunnel under havneløbet, som på sigt er billigere, giver hurtigere forbindelse til Amager Strand og følger et eksisterende voldgennembrud på Refshalevej,« siger Ole Lykke.
Tre meter til 7.000 cykler
I sagsfremstillingen til Teknik- og Miljøudvalget skriver forvaltningen, at »Christiania ønsker ikke en cykelrute«, og at det »på nuværende tidspunkt« ikke er muligt at få en dialog med fristaden om cykelruten. Derfor fastholder kommunen en rute, som ifølge Ole Lykke er designet til at give problemer: Fra Resfhalevej skal cyklisterne først krydse Christianias centrale hovedgade, Langgaden, dernæst passere en af fristadens daginstitutioner, Rosinen, for så at skulle gennem en snæver passage mellem til den ene side en af forsvarets fredede bygninger, Mælkebøtten, og til den anden det historiske voldanlæg. Ifølge Ole Lykke er afstanden det pågældende sted godt tre meter. På grund af fredningen vil det ikke være muligt at øge bredden.
Kommunen skal selv bekoste en ny cykelbro over Stadsgraven tæt på den eksisterende træbro, der i forvejen forbinder Dyssen med resten af Christiania. Via den nye bro skal cykelruten føres forbi nabokolonihaverne ud til Kløvermarksvej og herfra videre til Uplandsgade.
»Området omkring Langgaden, Mælkebøtten og broen til Dyssen er det mest rekreative på Christiania, så hvis der dagligt skal passere 7.000 cyklister gennem området, bliver det et meget voldsomt indgreb,« mener Ole Lykke.
Projektchef Lisbet Østrup fra kommunens Center for Anlæg og Udbud oplyser, at kommunen vil respektere Christianias gældende forbud mod unødvendig motorkørsel, hvorfor knallertkørsel bliver forbudt på den strækning af cykelruten, der går gennem fristaden. Derimod er det endnu ikke besluttet, om knallertforbuddet også skal gælde resten af ruten, herunder havnebroerne.
Alternativ rute nej tak
Siden 2005 har Ole Lykke nøje fulgt skiftende udmeldinger fra kommunen, siden ideen om en grøn cykelrute første gang opstod. Allerede dengang arbejdede en arbejdsgruppe på Christiania med forslag til en alternativ linjeføring, hvor cykelruten blev ført igennem fristadens Nordområde. Strækningen gennem Christiania er her meget kortere, og området er meget mindre bebygget end der, hvor kommunen vil have cykelruten.
Arbejdsgruppens alternative ruteforslag ville dog nødvendiggøre et mindre gennembrud i voldanlægget, alternativt et diskret tunnelrør gennem eller under volden, men det har Kulturarvsstyrelsen prompte afvist - selv om voldanlægget i forvejen er gennembrudt adskillige andre steder.
»I august sidste år var vi på rundtur med folk fra kommunen for at vise dem vores forslag til linjeføring, men det var ret tydeligt, at de ikke var begejstrede, bl.a. fordi ruten blev nogle få hundrede meter længere at cykle,« siger Ole Lykke.
For to uger siden vedtog et flertal i Teknik- og Miljøudvalget kommunens forslag til rute. Ole Lykke ærgrer sig over, at muligheden for at finde et godt kompromis nu erstattes af konflikt.
»Christiania tror jo virkelig på cykler, men med den vedtagne linjeføring kommer der en masse problemer, fordi så stor trafik vil ødelægge vores mest rekreative område,« forudser han.
Beregninger udført af lokalrådet på Christianshavn har vist, forklarer Ole Lykke, at besparelsen målt i meter på strækningen Kgs. Nytorv til Uplandsgade med den nye cykelrute i forhold til at køre over Knippelsbro kun vil være 300-400 meter. »Sjældent har man tænkt sig at ødelægge så meget for så lidt,« lyder hans kommentar.
Cykelisme er et gode, ja det er!
Men Bondams CYKELFASCISME*,
kan I beholde for jer selv, i København.
Man smadrer gladeligt et maritimt miljø på Christianshavn, og rekreative områder på Christiania....for at spare 1 minuts cykeltid.
Torskedumt, hvis man spørger mig!