Nyhed
Læsetid: 3 min.

Danskerne er ligeglade med overvågning

I Sverige har debatten om overvågning ophidset redaktører, borgere og politikere. I Danmark var flertallet af politikerne til gengæld enige om at indføre loven, og de færreste danskere har efterfølgende protesteret
Indland
24. juli 2010

Herregud. Lidt overvågning skader vel ikke. Hvis bare de kriminelle bliver fanget, så har jeg ikke noget imod at blive overvåget. Sådan kan det lyde, hvis en dansker bliver spurgt om sin holdning til overvågning. For de færreste danskere hidser sig op, når de hører, at en del af lovgivningen i terrorpakke I betyder, at alle vores sms'er, mails og telefonopkald bliver registreret og gemt i et år. Ifølge lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet Peter Lauritsen handler det især om, at danskerne har stor tillid til staten.

»Vi lever i en velfærdsstat, som tager vare på os fra vugge til grav, og hvis den stat siger, at vi har brug for at indføre mere overvågning, så stoler vi på, at det er en god idé,« siger han.

Peter Lauritsen vurderer, at danskerne er gode til at se bort fra de negative sider, der kan være ved overvågning.

»Når politikerne siger, at vi har brug for mere overvågning eller en lov om registrering, fordi vi skal beskytte borgerne, så stoler vi på, at de har gode grunde til at sige det. Vi har tillid til, at overvågning vil os det godt,« siger han.

Manglende politisk debat

I Sverige er EU's krav om registrering til gengæld blevet mødt med stor skepsis. Flere landsdækkende aviser har taget afstand fra loven, og generelt har debatten blandt befolkningen været omfattende. Ifølge adjunkt og ph.d. ved Århus Universitet Anders Albrechtslund kan det hænge sammen med, at Sverige tidligere har diskuteret den såkaldte FRA-lovgivning, som har øget politiets mulighed for at overvåge data og telefoni.

»Den debat har gjort folk bevidste om, hvad nye ændringer kan få af konsekvenser,« siger han.

Men ifølge Anders Albrechtslund handler forskellen mellem de to lande også om, at den politiske debat i Sverige har været langt mere hidsig end i Danmark.

»I Danmark var flertallet af politikerne enige om, at loven skulle gennemføres hurtigt, og det betød, at der aldrig kom en egentlig debat i offentligheden. Den store debat om, hvad loven betyder for det danske samfund, har generelt været ret begrænset,« siger han.

Lov lagt på is

EU-direktivet om registrering blev indført af et bredt politisk flertal i Folketinget tilbage i 2007. Men i Riks- dagen kan de svenske partier fortsat ikke blive enige, og EU-direktivet er nu lagt på is, indtil valget til september er afsluttet. Den beslutning kommer ikke bag på forfatter og tidligere chefredaktør på Sveriges største avis Dagens Nyheter Arne Ruth.

»I Sverige er der en voksende bevidsthed om, at vi skal sikre hver enkelts rettigheder. Derfor er der meget fokus på indgreb og overvågning, som griber ind i det enkelte menneskes liv,« siger han.

Arne Ruth ser svenskernes holdning til loven om registrering som et udtryk for, at perioden omkring 1970'erne stadig spiller en stor rolle i svenskernes bevidsthed.

»Da den socialdemokratiske regering vendte tilbage til magten i 1972, kom der fokus på, at Sverige havde udviklet sig til et overvågningssamfund. Der var mange, der mente, at statsmagten var blevet alt for stærk, og det betød, at der blev sat en ny politisk udvikling i gang,« siger han.

Udviklingen var inspireret af den amerikanske konservatisme og kom til at repræsentere Sveriges svar på nyliberalismen. Ifølge Arne Ruth spiller inspirationen fra USA stadig en vigtig rolle i dag. Det gælder især, når det handler om moderne former for kommunikation.

»Svenskerne dyrker den teknologiske udvikling og er langt fremme, når det kommer til datalogi. De sociale medier og bloggene er blevet en del af manges identitet, og derfor er svenskerne opmærksomme på, at det er områder, som skal beskyttes,« siger han.

»Ideen om, at man skal værne om sine individuelle rettigheder, betyder, at der er stor bevidsthed om bagsiderne ved registrering og overvågning«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Danskerne er generelt et dumt og ignorant folkefærd. Det ses tydeligt i resultaterne fra de sidste folketingsvalg!!!

Marianne Mandoe

Jeg tror ikke danskerne er specielt dumme. Eller ignorante.
Jeg tror de er ligeglade og egoistiske.
Så længe det ikke rammer MIG, så kan det være ligegyldigt. Så længe jeg kan bruge min Webergrill og lave mad i mit samtalekøkken så kan resten af verden rende mig.

Hvilket i mine øjne er langt værre end at være dum og ignorant.

Marianne Mandoe,
Dum, ignorant, ligeglad og egoistisk ... av av. Det er nu ikke mit personlige indtryk af danskerne i almindelighed - og sikkert heller ikke dit - men flertallet af danskerne har åbenbart ikke overskud til at gennemskue de statsfinancierede mediers virkelighedsbillede. Det er et demokratisk problem.

Heinrich R. Jørgensen

Hovedparten af danskeres tillid til staten, bunder i, at de er blevet indprentet at stat og velfærdsstat altid er godt. Det er blevet indkodet, lige siden statsansatte overtog opgaven med at skifte deres bleer, hele vejen gennem skolesystemet og i alle de medier de er kommet i berøring med.

Denne træning i at være borgere, der ikke udfordrer den aktuelle samfundsorden, og konsekvent offentligt straffer afvigere, kommer til udtryk ved en næsten grænseløs naivitet og en voldsom konfliktskyhed når det gælder statslige tiltag.

Jeg mener ikke, at denne hovedpart af danskere nødvendigvis er dumme, ignorante, ligeglade eller egoistisk. De er såmænd hjernevaskede til at reagere på en bestemt måde.

Peter Lauritzen

Godt skrevet Heinrich, man kan måske tilføje autoritetstro.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Lauritzen:
"man kan måske tilføje autoritetstro"

Måske på nogle områder -- det er lidt dobbelt, synes jeg...

Det absurde er jo, at de fleste danskere sagtens kan få øje på, at politikere er fuld af varm luft -- hvis ikke ligefrem en tungere og mere kompakt masse med samme duftprofil -- men alligevel bevarer deres tillid deres tillid til den samfundsorden disse er de fremmeste eksponenter for.

Det er så vanvittigt og ulogisk, at det vel nærmest er det klareste indicie på at en hjernevask har fundet sted ;-)

Peter Lauritzen

Tæller du politikere med til autoriteterne. Jeg tænkte nu mere på de administrative strukturer. Da ordet autoritetstro i slutningen af tredserne blev et skældsord, var det ikke rettet mod politikerne, men institutionerne.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

ministre, ministeriet og hele forvaltningen er autoriteter, men pga. den manglende adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt, hvor et flertal blandt lovgiverne reelt også tegner den udøvende magt, er Folketingsmedlemmerne også reelt autoriteter.

Jesper Wendt

Jeg tror Danskerne generelt har den opfattelse af det er et nødvendigt onde, forstået på den måde, at de er bange for at tingene skal blive til det værre.

Skulle de vove pelsen og rent faktisk stemme med hjertet, ville det kræve noget specielt. Det positive som jeg fornemmer er dog, at de fleste DF tilhængere efterhånden har fattet det ikke tjener deres sag. Omend de er lidt langsommere end resten af befolkningen, for lige at generalisere lidt, hvilket jo ikke er pænt. Men undtagelsen skal jo bekræfte reglen.

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Wendt:
"Skulle de vove pelsen og rent faktisk stemme med hjertet"

Vove pelsen?

De ultimative umyndiggørelse af befolkningen i et regime, magthaverne påstår er demokratisk, er når de fortæller borgerne, at deres demokratiske magt består i at sætte et kryds -- analfabeternes tegn på accept -- på en fortrykt bestillingsseddel hvert fjerde år.

Den ultimative naivitet og dumhed er, at langt de fleste accepterer at det skulle hænge sådan sammen.

Alene det forhold, at de færreste tydeligvis "vover pelsen" og stemmer på partier med integritet, burde afsløre bedraget for enhver med evne til selvstændig tankevirksomhed.

Gorm Petersen

Jeg kender de skide danskere.

I samme sekund man hører om, at overvågningen rent faktisk er blevet brugt til noget overfor de "pæne" og småkriminelle danskere, vil der lyde et ramaskrig uden sidestykke:

Med overskrifter som:

"Sort arbejde afsløret af telefonaflytning"

"Skattesnyd afsløret via netovervågning"

"Fartbølle afsløret da han i telefonen pralede med et testresultat fra dansk motorvej".

vil BT og Ekstrabladet kunne stoppe al overvågning på under et døgn.

Vi lever i et land, hvor landbetjenten kan se gennem fingre med, at førtidspensionisten har en enkelt hampplante stående i sin kolonihave (herregud - hvad skal han ellers få tiden til at gå med) - hvis retssystemet faktisk begyndte at gå efter en fuldstændig overholdelse af den skrevne lov, ville danskerne vise sig langt mindre tolerante overfor politistaten end i de fleste andre lande.

Husker Lene Espersen - mens hun var justitsminister - i et direkte telefonprogram undskylde mangelfuld opdatering af hjemmesider, hvor "borgeren" skulle kunne se, hvor der er fartkontrol, så "borgeren" ikke unødigt kommer til at lette trykket på speederen.

Vi er allerede så langt ude i hampen at enhver sammenligning med andre lande er meningsløs.

Enhver dansker der flytter til et andet land, bør starte opholdet med at afsone 3 mdrs. fængsel - sådan helt uspecificeret - bare for at få kriminaliteten ud af kroppen.

Peter Lauritzen

Fuldkommen uenig med GP. Du kender ikke danskerne. Staten har en direkte preussisk tilgang til overholdelse af lovene, og desværre støtter flertallet af danskerne den stramme fortolkning. Danskerne er mere end villige til at stikke naboen både for skattesnyd, sort arbejde og spritkørsel.
Politi og justits er uegnede til at bruge udlægninger af lovene, der medfører retfærdighed. Se f.eks. knivloven, Christania, Ungdomshuset osv.
Det borgerlige Danmark har sgu ingen vilje til at se gennem fingrene med noget som helst, desværre.

Der findes en pæn rapport fra selveste Scotland Yard i hvilken de har undersøgt virkningen af udvidet overvågning på kriminaliteten. Storbritannien har jo overvågning i en grad der fremkalder minder om Big Brother.

Konklusion: effekten er meget lav.

Jeg prøver lige at grave en url frem på den.

Gorm Petersen

Til: PL

Det er jo netop det nye og fremmedartede.

Jeg kan love dig, at det borgerlige Danmark er villigt til at se gennem fingrene med kernevælgernes lovovertrædelser (Skat er f.ex. blevet drænet for medarbejdere).

Man skønner blot, at kernevælgernes interesse i Christiania er mere negativ end positiv.

Det nye er, at "blokpolitikken" har afløst "midterpolitikken".

Hvis det skulle lykkes at bryde DF's magtmonopol (på trods af den borgerlige presse) bliver det spændende at se, om resultatet bliver en ny blokpolitik med modsat fortegn, eller tilbagevenden til tidligere tider.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Som sagt.....danskere er som de køer der græsser eller endnu værre, de der er spærret inde i stalde.

Peter Lauritzen

Der bliver aldrig nogen tilbagevenden til tidligere tider. Der bliver kun flere forbud og mere overvågning. I den hellige sikkerheds og sundheds navn.
For nyligt læste jeg at afholdsforeningen vil opgive, fordi de har tabt. Hvor latterligt, om få år har de vundet.

Torben Jakobsen

Danmark er nok et af de eneste lande hvor man ude på heden kan se en gut stå at vente for rødt lys på en vej uden nogle biler, når der så bliver grøn mand går han over gaden til sin nabo, hvor han udfører sort arbejde.

Det er selvfølgelig let at generalisere, men forhold til hvad der er rigtig og forkert er komplekst i bette danmark