Læsetid: 5 min.

Dem og os

Journalisterne på Nationaltidende forsøger at gennemskue, hvor deres kolleger placerer sig i forhold til den nye besættelsesmagt. Imens ringes de store blades redaktører op af den nye tyske presseattaché, der indskærper pressens pligt til at holde befolkningen i ro og udelade enhver oplysning, der kan skade forholdet til Tyskland
Journalisterne på Nationaltidende forsøger at gennemskue, hvor deres  kolleger placerer sig i forhold til den nye besættelsesmagt. Imens ringes  de store blades redaktører op af den nye tyske presseattaché, der indskærper pressens pligt til at holde befolkningen i ro og udelade enhver oplysning, der kan skade forholdet  til Tyskland
19. juli 2010

Hvem kan vi stole på? Hvad mener han? Så forklarer Nationaltidendes legendariske udenrigsredaktør Franz von Jessen, at han har oplevet Første Verdenskrig i Frankrig og ved, at der kan ske mange mærkelige ting. Folk kan blive upålidelige, når fjenden står i landet. Resten af aftenen og den halve nat bruger kredsen af journalister på at inddele deres kolleger på Nationaltidende i tre grupper: de tilstedeværende, de neutrale, som sikkert vil passe deres job og ikke blande sig i noget, og så de upålidelige.

De forlader bladhuset i natten og spreder sig gennem et København i buldrende mørke. Gadelygterne er slukket, de lukkede vinduer dækket indefra med sort papir. En enlig cyklist passerer, næsten usynlig med farvet papir om lygten. På Knippelsbro står en mand og kigger på stjernehimlen, mens han af angst for overfald knuger om sit knojern i lommen. Han er tidligere proletardigter og journalist på Nationaltidende, nu kriminalreporter på Politiken, og har besluttet at »proppe tiden på flasker«. Vilhelm Bergstrøm vil skrive udførlig dagbog med fyldige udklip fra den Besættelse, han frygter kan vare det meste af et år.

Med den tyske invasion ændres pressens vilkår dramatisk. I hælene på de tyske soldaterstøvler hasteekspederes et øjeblikkeligt skriveforbud mod Berlingskes Nicolai Blædel. De store blades redaktører ringes op af den nye tyske presseattaché Gustav Meissner. Han indskærper pressens pligt til at holde befolkningen i ro og udelade enhver oplysning, der kan skade forholdet til Tyskland.

En lydig presse er et af de krav, som den tyske gesandt Renthe-Fink har haft med i mappen, da han tidligt den 9. om morgenen truede P. Munch med de mørke tyske bombefly hængende over København. Enhver omtale af militære forhold kræver herefter tysk godkendelse.

Da københavnerne næste dag åbner deres aviser, er der hvide pletter, hvor censuren eller selvcensuren har klippet.

»En tung Prøvelsens Tid er oprundet for det danske Folk,« varsler Nationaltidendes leder, skrevet af Franz von Jessen.

Bladet bringer pligtskyldigt ordlyden fra de grønne flyveblade på et korrigeret dansk.

Næste dag bliver redaktør Aage Schoch kaldt til Udenrigsministeriet for at modtage et tysk krav om øjeblikkeligt skriveforbud mod Franz von Jessen på grund af hans åbenlyse anti-nazisme og kritik af jødeforfølgelserne i 1938.

»Tak, det var vel at vente,« lyder von Jessens reaktion.

»Oprigtigt talt synes jeg selv, at tyskerne skyldte mig denne udmærkelse.«

Bagefter brænder han sin dagbog i villafyret.

Torneroseland

Gustav Meissners advarsel har ikke den store effekt på Slagelse Gymnasium, hvor en dreng med det kække navn Arne Sejr er elev. På sin lillebrors værelse skriver han med særligt hektografblæk en løbeseddel, »Danskerens 10 Bud«, som han kopitrykker med gelatine og syre og hænger op i byen på Besættelsens anden dag.

På Kastellet i København går en anden ung mand Bjørn Karbo rundt blandt de nyankomne tyske soldater. Han gør sig gode venner med dem, deler æbler ud og får fingre i soldaternes instruks om behandlingen af danskerne, som han i smug duplikerer og deler ud.

Sejr og Karbo bliver senere aktive i modstandsarbejdet. Deres løbesedler nævnes af Børge Outze som de første illegale publikationer under den tyske Besættelse.

Men det er ikke normen. Oven på chokket den 9. april skal danskerne vænne sig til at leve under tysk kontrol, men så vidt muligt administreret af danske myndigheder. Statsminister Stauning har under et bevæget aftenmøde i Rigsdagen den 9. april fremlagt de nye vilkår for at »sikre land og folk mod krigens ulykker«. Han forventer ro og orden gennem »en forstandig og loyal holdning af alle landets borgere«.

Samme aften har Gustav Meissner gjort det klart for den danske nazi-leder Frits Clausen, at man ikke fra tysk side tilstræber et statskup eller en regering af lokale nazister, som Quisling forsøger sig med i Norge, og som den nazistiske avis 'Fædrelandet' kræver i Danmark. Nok har Quisling gamle danske aner og sit navn fra Kvislemark ved Slagelse, men hans vej er ikke Danmarks. Fra tysk side vil man have samarbejde og ro, leveret af dansk politi og domstole, smør og flæsk fra landbruget, og en underdanig befolkning, dysset ned af medgørlige danske medier. Et lurmærket torneroseland.

Pressens mundkurv

Siden verdenskrigens udbrud i september 1939 har den danske presse været underlagt et cirkulære fra Statsministeriet, der af hensyn til Danmarks neutralitet kræver »stor tilbageholdenhed i behandlingen af udenrigspolitiske, militære og økonomiske forhold«. På områder som militæranlæg, troppe- og skibstransporter og spionage er der tale om en reel censur. Enhver tvivl skal forelægges den ansvarlige kontrollant, kontorchef Karl Eskelund. Den tidligere formand for de københavnske journalister er nu leder af Udenrigsministeriets Pressebureau.

Med tyskerne i landet får han ansvaret for en udvidet pressecensur, formuleret af Statsministeriet i et cirkulære af 6. maj, som hver ledende redaktør skal underskrive. Ritzaus Bureau kommer under direkte censur. Alt stof fra telegrambureauet må bruges; det er godkendt, når det sendes ud. For pressen og radioen foretrækker tyskerne derimod, at redaktørerne selv strammer mundkurvens reb.

Når de centrale censorer griber ind, røber de sig for de indviede ved farven på deres overstregninger. Værnemagten streger med grøn blyant, det tyske gesandtskab med rød og det danske udenrigsministerium med blå.

Der indføres skarp kontrol med alle opkald og telegrammer til udlandet. Aviserne pålægges at trykke en sværm af officielle meddelelser, og telegrammer fra Deutsches Nachrichtenbüro breder sig. Nationaltidende forsøger at afbalancere ved hjælp af nyheder fra United Press.

Den første søndagsavis efter invasionen afspejler forvirringen. Forsiden viderebringer den nye samlingsregerings krav om tilflugtsrum i alle huse til værn mod luftangreb, og Outzes 2-spalter bebuder et øjeblikkeligt stop for al privat bilkørsel, mens præsident Roosevelt lufter USA's interesse for Grønland. Inde i bladet fortæller Børge Outze over en halv side om Spøttrup i Salling, Viborg-bispernes gamle borg, der er renoveret med volde og befæstninger som i middelalderen - eller som Outze skriver »atter er sat i Forsvarstilstand!« Ugen efter er Outze tilbage med sine små skæve notitser under »Utroligt - men sandt!«, nu aktualiseret med et tip om en selvlysende maling fra I. G. Farbenindustrie, der kan lyse i mørket bag de sorte gardiner.

Gennem aviserne erfarer læserne, hvad der passer den tyske besættelsesmagt at vise: et Europa i tyskernes vold. En måned efter Besættelsen af Danmark og Norge drejer Hitler sin militærmaskine mod vest.

Som dominobrikker falder Nederlandene, Belgien, Paris og det halve Frankrig, mens over 300.000 fortrinsvis britiske soldater i hast må sejles hjem over Kanalen. Mod øst sender Stalin Den Røde Hær ind i de baltiske lande, mens Sovjetunionen vinder tid til at opruste. Tyskland triumferer, kun Storbritannien holder stand, men hvor længe?

Danskerne reagerer på deres egen bekymring og afmagt med et hidtil overset træk på krigens skakbræt. De begynder at synge. Fra Ålborg breder den såkaldte alsang sig over landet, først tøvende - der er indført forbud mod offentlige møder - men snart med store sommerstævner under åben himmel, hvor tusinder af mennesker stemmer i med fællessang fra 1800-tallets nationalromantik, Adam Oehlenschlägers Der er et yndigt land og H.C. Andersens I Danmark er jeg født.

Det er der ikke meget krig i, ræsonnerer de tyske generaler, der i juni ændrer Danmarks status fra militært operationsområde til det samme som den tyske hjemstavn: Heimatskriegsgebiet.

Uddrag af Ole Langes og Alex Frank Larsens bog 'Outze - Reporter, Redaktør, Revser'. Informations Forlag.

Serie

Seneste artikler

  • Det folkelige vendepunkt

    4. august 2010
    I august 1943 brød en række strejker ud i Odense, efter at byens tyske kommandant havde posteret bevæbnede vagter ved bygningen af et tysk marineskib. Strejkerne bredte sig til gadekampe i byen, der snart blev hjemsted for en folkelig vrede med scenerier, som ikke tidligere var set under den nazistiske besættelse af Danmark. Det blev Outzes ilddåb og Informations dåb.
  • Klapjagt på nyheder

    2. august 2010
    Den intensiverede jagt på illegale medfører, at Aksel Larsen og andre tilknyttet 'Frit Danmark' bliver afsløret og anholdt. Ole Kiilerich overlader sin redaktørpost på 'Frit Danmark' til Kate Fleron, der er kollega på Nationaltidende og i øvrigt bor sammen med sin afsatte chef Aage Schoch...
  • Fronterne trækkes op

    28. juli 2010
    Sidst i februar 1942 lykkes det endelig for den tyske presseattaché og gesandtskabet at få Nationaltidendes chefredaktør Aage Schoch sat på porten fra bladhuset Ved Stranden. Det er kulminationen på en lang strid om ord
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu