'Det er dem derhjemme, der er normale'

Når man er i krig, lever man i en parallelverden, og skiftet til den danske hverdag er brutalt. Forfatter og officer Anne-Cathrine Riebnitzsky kommer aldrig til at se på Danmark som før, og hun frygter for de soldater, der ikke har forstået, at det er dem derhjemme, der er normale
Udsendelserne til Afghanistan forandrede i vid udstrækning Anne-Cathrine Riebnitzsky, som gerne vil have, at danskerne forholder sig til både de positive og negative sider af krigen.

Udsendelserne til Afghanistan forandrede i vid udstrækning Anne-Cathrine Riebnitzsky, som gerne vil have, at danskerne forholder sig til både de positive og negative sider af krigen.

Sigrid Nygaard
22. juli 2010

»Husk nu, at det er os, der er de sære og dem derhjemme, der er de normale.«

Det var en talemåde i lejren i Helmand. Det virkede så naturligt at gå rundt med våben og tage til møde i byen uden at vide, om det var i dag, man blev sprængt i luften. Derfor var de nogle stykker, der gik og huskede hinanden på, at det var dem, der var ude, der var sære, og dem derhjemme i Danmark, der var normale, fortæller reserveofficer og forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky.

»Man opbygger en normalitet derude, der fungerer fint efter sine helt egne regler. Og hvis ikke man passer på, så lander man i et felt, hvor man tænker, dem derhjemme de fatter ikke en meter. Selv om vi nogle gange synes, det var nogle underlige ting, de gik op i.«

Anne-Cathrine Riebnitzsky var først udsendt til Helmand i 2007 som officer i det civilt-militære samarbejde, hvor hun etablerede kontakt til en gruppe afghanske kvinder. Et halvt år efter sin hjemkomst vendte hun tilbage til Helmand som civil udviklingsrådgiver for Udenrigsministeriet for at fortsætte sit arbejde. I dag beskæftiger hun sig som forfatter og foredragsholder og debuterede i foråret med bogen Kvindernes Krig.

Hun tilbragte i alt 14 måneder i Afghanistan, hvor hun mødte kvinder, der var overbevist om det rimelige i deres egne manglende rettigheder, når nu de kun var kvinder. Hun gik hundredvis af fodpatruljer, arbejdede konstant og oplevede en af de afghanske kvinder, hun arbejdede med, blive likvideret på gaden. Hjemkomsten til Danmark var barsk.

»Da jeg kommer hjem, oplever jeg et tab af mening. I lille trygge Danmark har ingen brug for mig. Jeg kommer fra en position, hvor jeg vitterligt har hjulpet nogle mennesker. Folk kender mig og ved, hvem jeg er, jeg har en reel indflydelse. I Danmark er der som sådan ikke behov for mig. Det er både et tab af status og et tab af mening, som jeg tror, mange soldater og andre udsendte vil kunne genkende.«

Kontrasten

For nogen tid siden så Anne-Cathrine Riebnitzsky et indslag i TV-avisen, hvor en DSB-medarbejder mente, det var en menneskeret at få fri fra arbejde, når Danmark skulle spille VM i fodbold. Da hun hørte ordet menneskeret, var hun nødt til at forlade stuen.

»Jeg bliver aldrig den samme igen. Der vil altid være noget i mig, som bliver irriteret og indigneret, når nogen råber om menneskerettigheder om en fodboldkamp, fordi jeg har set nogle helt andre vilkår, hvor jeg synes, det er rimeligt at være utilfreds.«

Udsendelserne har taget hårdt på hende. Hun har gået til psykolog for at komme ovenpå igen, men omvendt har hun fået en klarhed i livet, som hun godt kunne unde andre mennesker.

Tilværelsen i Danmark kan godt være for tryg, for den skærmer os fra at koncentrere os om de vigtige ting i livet. Vi lever inde på midten, mener hun.

»Jeg oplevede derude en meget stor grad af tilfredshed, for jeg var tættere på ekstremerne af liv og død hver dag. Jeg tror, det havde samme effekt på mig, som det har på kræftsyge mennesker at få at vide, de har et halvt år tilbage at leve i. Der er pludselig nogle ting, der bliver væsentlige. Det kan også være små ting. Jeg sidder i vindueskarmen hver morgen og spiser min morgenmad og drikker min kaffe og tænker, hvor er det fantastisk. Der er kommet mere påskønnelse ind i mit liv.«

Subkultur

Problemet er de soldater, der kommer hjem og ikke regner andre mennesker for noget, når de bare har levet den trygge tilværelse herhjemme. På en måde forstår Anne-Cathrine Riebnitzsky godt de soldater. For de har prøvet deres grænser af og overlevet noget, som ikke ret mange har været i nærheden af.

»Men du har først for alvor bestået prøven, hvis du evner at komme hjem og være dig selv og ikke se ned på andre mennesker. Det er jo ikke bager Hansens skyld, at han ikke har været i krig. Det, jeg frygter, er, at der kommer en gruppe af tidligere udsendte, som bliver i den tankegang, at de ikke respekterer de andre danskere, fordi de ikke forstår krigen.«

På den måde bliver soldaterne aldrig en del af samfundet igen, og samfundet bliver heller ikke klogere på, hvad de har været igennem.

Omvendt har Anne-Ca-thrine Riebnitzsky mærket, at samfundet i stigende grad sætter pris på soldaternes indsats. Hun havde selv en kæreste udsendt på det første hold til Helmand i 2006, og dengang følte hun en vrede fra folk mod soldaterne, fordi de havde kastet sig ud i så hårde kampe. I et debat-indlæg skrev hun, at det ikke var soldaterne selv, der havde valgt krigen, men Folketinget, der havde sendt dem ud. I dag er det en indlysende skelnen, men for fire år siden var det så overraskende, at det bragte hende i TV-avisen to gange på en aften.

Der er skabt en generel respekt for de udsendte soldater, men det kniber stadig med at forstå, hvad vi sender dem ud til, mener Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Dyre bomber

Vi forstår ikke, hvorfor danske soldater skal samarbejde med korrupte politifolk. Vi forstår ikke, hvordan danske familiefædre kan tage uniform på og slå ihjel uden at være umennesker. Vi forstår ikke, hvorfor krigen skal koste så mange unge danskere livet. Det er i hvert fald de spørgsmål, Anne-Cathrine Riebnitzsky bliver mødt med, når hun er ude at holde foredrag om sine erfaringer fra Afghanistan.

»På et tidspunkt i mine foredrag plejer jeg at sige, at vi mister 400 mennesker om året i trafikken. Det er en omstændighed, vi har accepterer ved vores tilværelse i Danmark. Men at vi går uden for landets grænser og slår mennesker ihjel og får vores egne slået ihjel, det er ikke en accepteret omstændighed endnu.«

Hvis ikke vi forstår krigen og accepterer dens vilkår, kan vi heller ikke vinde den og skabe fremskridt. Vi kommer til at bruge ressourcerne forkert, hvis vi er bange for at diskutere krigen på et åbent grundlag, mener Anne-Ca-thrine Riebnitzsky.

Efter at have arbejdet tæt sammen med de lokale afghanere og siddet med til et utal af briefinger og hemmelige møder, står det klart for hende, at vi ikke kan slå Taleban ihjel ved at skyde krigerne ned. Der skal udvikling og uddannelse til, så unge mænd har et alternativ, hvis de vil tjene penge. Eksempelvis tjener landets få håndværkere bedre end dem, der dyrker opium, siger hun.

Alligevel går pengene i langt højere grad til bomber end til udvikling.

»Det er ikke altid, det kan betale sig at skyde to talebanere ned med et våben til 6.000 dollar. Måske kunne vi have brugt pengene på noget andet og kommet længere. Men det vinder du ikke ret let gehør for,« siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Den nødvendige krig

Med jævne mellemrum rammer bomberne de forkerte og skaber stor vrede i lokalbefolkningen. Alligevel er det en problematik, der ikke bliver taget op, fordi den er så politisk følsom, mener Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun tror ikke, at færre bomber vil betyde flere dræbte soldater, men vi er for bekymrede for soldaternes sikkerhed til at starte diskussionen.

»Demokrati er også en skrøbelig størrelse. Den øjeblikkelige folkestemning har en stor indflydelse, så det kræver en del vedholdenhed og principfasthed at stille sig op og sige, 'nu bliver vi ved'. For det kan være, man ikke får stemmerne næste gang. Det er svagheden i systemet.«

I takt med at samfundet får bearbejdet krigen intellektuelt, håber hun, at vi når til en erkendelse af, at krig ikke nødvendigvis er den bedste løsning, men at det kan være en nødvendig løsning. Vi kan ikke altid gøre tingene perfekt, men vi må gøre det, vi kan.

»Jeg ser det som en positiv udvikling. For så kan vi bedre vælge krigen til og fra, i stedet for bare at gøre det, de andre gør. Så kan vi forholde os mere kritisk og rent til krigen.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

36 år.

Uddannet fra forfatterskolen og sprogofficer.

Udsendt til Helmand for Forsvaret med fokus på civilt-militært samarbejde fra august 2007 til februar 2008.

Udsendt til Helmand som civil rådgiver for Udenrigsministeriet fra august 2008 til april 2009.

Forfatterdebut med bogen ’Kvindernes Krig’ i 2010.

Foredragsholder om Afghanistan.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg tror aldrig jeg lære at forstå militærlogik...

»Det er ikke altid, det kan betale sig at skyde to talebanere ned med et våben til 6.000 dollar.«

...er det mig der er romantikker, når jeg tror, at danske Nato-soldater kun skyder folk ned, hvis de truer dem på livet.

eller

...er det mig der er kyniker, når jeg mener, at i livstruende situationer, skal man ikke skele til materielle omkostningerne for at redde sig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Ling

Det er da bestemt dig der er romantiker. NATO laver da konstant aktioner for at rydde områder for Taleban et al hvor de angriber førnævntes stillinger.

Pointen er at resourcerne (penge, menneskehænder, tid) nogle gange ville være bedre brugt på at skabe et alternativ til krig end at skyde modstanderen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

ok, jeg lod mig forblænde af udtrykket "to talebaner", samt mit billede på nethinden af en amerikansk helikopter, der nakker en 8 - 10 mistænkte på en trafikeret gade...

I en decideret kampsituation er der naturligvis gensidige trusler på livet og der anvendes vel de våben, der er nødvendige. Spørgsmålet om en ændring af krigens karakter til humanitær indsats, kan vel ikke stilles så forenklet op som i artiklen....altså et spørgsmål om prisen på de våben man indsætter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom W. Petersen

Der er egentlig intet nyt i alt det med vanskelighederne med at komme hjem til det normale samfund efter at have deltaget i krig.
I 1946 lavede William Wyler således den meget seriøse film om dette emne "De bedste år" med fine skuespillere som Myrna Loy, Dana Andrews, Harold Russell og Frederic March i hovedrollerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Ling

Nej, det er der ikke. Det nye i denne forbindelse er vel kun at det nu er danskere der kommer hjem.

Man oplever iøvrigt symptomer hos alle grupper der har været ude i situationer hvor forskellen mellem succes or fiasko er tydelig og stor (liv eller død) og derefter kommer hjem til et samfund uden den store risiko, relativt set.

Udover soldater har nødhjælpsarbejdere de samme "missionsjunkies".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aksel Gasbjerg

»... vi mister 400 mennesker om året i trafikken. Men at vi går uden for landets grænser og slår mennesker ihjel og får vores egne slået ihjel, det er ikke en accepteret omstændighed endnu.«

Det er det lille ord "endnu" der er afslørende. Forfatteren ser altså gerne en udvikling, hvor krig bliver en del af hverdagen. Dræbte i trafikken og dræbte i krig er åbenbart et fedt for forfatteren. Det er kynisme for fri udblæsning.

Krigen som cost-benefit beregning skinner igennem flere steder i interviewet. Vi skal "bearbejde krigen intellektuelt" (sic) for "så kan vi bedre vælge krigen til og fra".

Endvidere misbruger forfatteren den alt for kendte militær-politiske frase ” at krig ikke nødvendigvis er den bedste løsning, men at det kan være en nødvendig løsning”. Det er et udtryk fuldstændig tømt for indhold, men kan hives frem, når man mangler argumenter.

Forfatterens sammenligning af krig og trafikulykker samt forfatterens overbevisning om, at krig kan afgøres ved en ”intellektuel” cost-benefit-analyse, er medvirkende til nutidens verdensomspændende erosion af den i forvejen alt for skrøbelige barriere mellem krig og fred.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rachel  Henderson

"»På et tidspunkt i mine foredrag plejer jeg at sige, at vi mister 400 mennesker om året i trafikken. Det er en omstændighed, vi har accepterer ved vores tilværelse i Danmark. Men at vi går uden for landets grænser og slår mennesker ihjel og får vores egne slået ihjel, det er ikke en accepteret omstændighed endnu.«

Jeg (og sikkert mange andre) accepterer altså ikke at der dør 400 i trafikken om året. Det er en helt gal opfattelse. Tværtimod gøres der jo temmelig meget, men ikke nok, for at minimere dette antal.

Der skal gøres meget mere, for at få antallet af trafikdræbte og -lemlæstede ned, i form af fartbegrænsende foranstaltninger, bilfrie områder m.m.

anbefalede denne kommentar