C'est le diable fait liquide ('Det er djævlen i flydende form')
Raul Ponchon
Mystisk og sofistikeret, fatal og dragende er absinten. Så indhyllet i mytologisering er dette bleggrønne fluidum, at det savner sin lige i alkoholens rige. Ja, så diabolsk en magt blev dette rus- og nydelsesmiddel tillagt, at det meste af verden opretholdt et næsten 100-årigt forbud mod det.
Først i dag er absinten tilbage i fuld majestæt. Den grønne fe, som dens tilbedere kaldte den - eller 'djævlens grønne gifttand', som dens modstandere betegnede den - står over for en renæssance.
I grunden er absint ikke væsensforskellig fra søsterdrikke som pastis, anisette eller ouzo, selv om kendere vil insistere på, at den bibringer en langt mere forfinet nydelse, såfrem den ellers er destilleret af en tilstrækkeligt kyndig hånd.
Men absintens særlige forlokkelse ligger i nok så høj grad i dens psykoaktive og kulturelle virkningshistorie. Det er den virkningshistorie, som absint-elskeren, den såkaldte absintheur, kan drømme sig ind i og føle, at han eller hun bliver del af for hvert nydende nip.
At drikke absint er uundgåeligt at påberåbe sig videreførelsen af en kulturarv bestående af kunstnerisk oprørstrang, subversiv avantgarde og 'bevidsthedsudvidelse'. At drikke absint er at ville fremmane den grønne muse, poesiens tredje øje. At drikke absint er at tage en tidsmaskine tilbage til verden af i går, Til La Belle Époque (den smukke epoke - tiden fra 1900-1914) og datidens bohememiljøer.
Absint var inspirationskilde for billedkunstnere som Degas, de franske impressionister, Toulouse-Lautrec, Audrey Beardsley, van Gogh og Picasso. Absint indhyllede en hel litterær guldalder fra Alfred de Musset over Edgar Allan Poe, Baudelaire, Rimbaud, Verlaine, Oscar Wilde, James Joyce, til Hemingway i sit forførerisk spillende, grønne skær. Absint blev på en gang symbol på nybrydende højdepunkter i samtidskunsten og kom til at stå som indbegrebet af dekadence, degeneration og fortabelse.
En bemærkelsesværdig bedrift for en urtetonic, der ikke nødvendigvis er særlig indviklet i henseende til komponenter og fremstillingsmetode. Absint er grundlæggende et destillat af et alkoholvædet urteopkog med malurt, fennikel, mynte og anis som de dominerende urter.
Elskovsfremmende oinos
Oprindelsen fortaber sig i det uvisse. Tidlige referencer kan findes hos Pythagoras og Hippokrates (ca. 400 f.v.t.) - sidstnævnte roste de elskovsfremmende og kreativitetsstimulerende egenskaber ved en drik kaldet absinthites oinos. I nyere tid kan absintens opkomst dateres ret præcist. Grundopskriften skyldes angiveligt den franske, men i Schweiz bosatte læge Pierre Ordinaire i 1792. Absintfremstilling i industriel målestok blev sat i gang af en vis Henri Louis Pernod i 1805, og firmaet Pernod Fils blev snart en førende fransk fabrikant af spirituosa.
I nogle årtier var absinten blot en regional drik i det fransk-schweiziske alpeområde, men med Frankrigs erobring af Algeriet bliver den populær hos kolonimagtens soldater som lindrende middel mod dysenteri. Hjemvendt fra tjeneste udbreder de absinten til hele landet. Og så går det stærkt. Frankrigs produktion af absint eksploderer fra 700.000 liter i 1874 til 36 mio. liter i 1914. Ved århundredskiftet er et glas absint billigere end et glas vin, og drikkens folkelige gennembrud sikret. På dette tidspunkt er alkoholisme en veritabel folkesygdom, og absinten bliver potenseret som den grønne dæmon, der får skyld får alle dårligdomme. Den fører til blindhed, den fører til kriminalitet, den ødelægger nationens fremtid hævder en stadig stærkere afholdsbevægelse.
Tilbage til virkningshistorien. Med Alfred de Musset (1810-57) som en tidlig pioiner blev absint den kunstneriske bohemes varemærke. Denne senromantiske digter og Frankrigs svar på lord Byron besang i sine absintpåvirkede digte »den tøjlesløseste sanselighed og mest brutale vellyst«.
Om Musset heddet det i en leksikonartikel, at hans liv »flød fra passion til skuffelse, fra umættelig nydelsestrang til den bitreste livslede.« Om det var absinten eller hans elskerinde George Sands utroskab, der knækkede Musset, vides ikke. Men samtidige kilder fortæller, hvordan han drak sig fra sans og samling i absint på Café de la Régence og hver aften måtte følges hjem af tjeneren.
Degas malede i 1876 det banebrydende værk L'Absinthe, der viser to slemt tillakkede cafégæster, som kigger ud på verden igennem grønne absintglas. Maleriets brutale realisme vakte skandale. Tidligere, i 1859, havde også Manet malet en absint-drukkenbolt, Le buveur d'absinthe.
Blandt tidens absintdrikkende malere var også Vincent van Gogh. Det er næppe et tilfælde, at flere af hans værker er holdt i bleggrøn absintnuance. Iblandt disse findes også selvportrætter af kunstneren på bar med et glas absint i hånden. Van Gogh var berygtet for sine absint-drikkelag i Arles med kunstervennen Paul Gauguin og deres deraf resulterende excentriske opførsel. At absint drev van Gogh til vanvid, til at skære sit ene øre af og endelig til selvmord, findes der dog intet belæg for.
Den store franske og stærkt alkoholiserede digter Verlaine var forfalden til absint, og ifølge legenden forsøgte han i en absintrus at myrde sin elsker og rivalisende digter, det purunge vidunderbarn Arthur Rimbaud. I fængslet blev han tørlagt, men på hans gamle dage kunne man ud på den sene eftermiddag iagttage en nedbrudt Verlaine på stamcafeen Le Procope i Paris' latinerkvarter i færd med at bælle den ene absint efter den anden. Igen var det næppe absint, der drev ham i døden i 1896, men snarere følgerne af syfilis. Under puden på hans dødsleje på et hospital i Paris, fandt man små flasker absint, som kammerater havde smuglet ind.
Som en solnedgang
Også Oscar Wilde var en ivrig absintheur under sine besøg i Frankrig. Han sagde i den anledning:
»Absint har en magnifik farve, grøn. Et glas absint er lige så poetisk som hvad som helst andet i verden. Hvilken forskel skulle der være på en solnedgang og et glas absint?«
Ernest Hemingway var passioneret elsker af absint, som han fortsatte med at drikke i Spanien og Cuba, da drikken blev forbudt i Frankrig. I hans Hvem ringer klokkerne for? findes en berømt passage, hvor helten Robert Jordan, skal sabotere en bro med dynamit og som sin eneste trøst på den farefulde færd har medbragt en flaske absint som et minde om det søde liv i Paris. Og i et dagbogsnotat fra 1931 skriver Hemingway:
»Har fuldet mig med absint og leget med knive. Med stor succes fik jeg plantet knivene i klaveret. Heldigvis er det i forvejen så ormædt, så jeg kan altid påstå, at det er træorm, det har gjort det.«
Citatet er et raffineret ordspil, idet wormwood på engelsk både betyder malurt og træorm.
Absint blev atter tilladt i Frankrig i 1999 efter at være blevet videnskabeligt frikendt for enhver mistanke om, at drikken skulle have skadevirkninger, der afveg fra dem, som generelt er forbundet med alkoholmisbrug. Påstanden om, at absint skulle være hallucinogent har heller ikke kunnet opretholdes. Men myterne om den grønne fe og hendes helt særlige virkning lever videre og forbliver en væsentlig del af absinten aura og nydelse.
Kilder: www.museeabsinthe.com Phil Baker: 'The Dedalus Book of Absinthe,' forlaget Dedalus, 295 sider, 6,99 britiske pund. Jad Adams: 'Hideous Absinthe. A History of the Devil in the Bottle,' 295 sider, Tauris Paperback, 7,58 britiske pund. Christoffer Gertz Bech: 'Den sorte bog om absint,' Det Danske Absintselskab/Forlaget Dark Lights, 250 sider, kr. 105
Danmarks mest velassorterede og kyndige absintforhandler er Juuls Vin og Spiritus, Værnedamsvej 15, Frederiksberg C
