Læsetid: 5 min.

For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
'Vi er klar til at gøre det, vi tror på. Men lige nu er Forsvaret spændt så hårdt for, og ingen ved præcis, hvor den næste store konflikt kommer, og om det bliver med eller uden FN-mandat', siger forsvarsminister Gitte Lillelund Beck.

'Vi er klar til at gøre det, vi tror på. Men lige nu er Forsvaret spændt så hårdt for, og ingen ved præcis, hvor den næste store konflikt kommer, og om det bliver med eller uden FN-mandat', siger forsvarsminister Gitte Lillelund Beck.

Kristine Kiilerich

27. juli 2010

Flaget i Finansministeriet hænger 20 cm fra toppen. Ovre i Forsvarsministeriet, på den modsatte siden af Slotsholmens Kanal, får Gitte Lillelund Bech (V) øje på miseren, netop som fotografen er færdig med at fotografere hende i vinduet.

»De har ikke fået flaget helt op derovre. Men kan jo ikke se, om de flager på halvt eller helt,« siger forsvarsministeren og beder en sekretær ringe til Finansministeriet og få dem til at rette op.

»Vi hejser jo flaget på halvt, når der er faldne. Så det er mere, hvis nogen kigger herover, så skal det være i orden,« fortsætter hun.

Siden den første danske soldat faldt i Afghanistan for otte år siden, har Gitte Lillelund Bech fulgt Forsvarsministeriets flag op og ned 38 gange. Hun havde direkte udsyn til det fra sin plads på Christiansborg.

Selv nåede hun at stå ved roret i tre måneder som Danmarks første kvindelige forsvarsminister, inden Danmark fik sin første dræbte kvindelige soldat. Siden er én mand fulgt efter.

Statistisk set vil endnu fem soldater dø, inden året er omme. Hvordan er det at træffe beslutninger på det grundlag?

»Det sidder jeg ikke og tænker på. Jeg tæller det ikke op. For jeg ved ikke, hvor mange vi risikerer at tabe. Det ved jeg simpelthen ikke. Men hver eneste gang, at jeg får ønsker fra soldaterne om bedre udstyr eller andet, så kigger vi på det. Om vi kan gøre noget for i højere grad at beskytte vores soldater.«

Men man kan vel ikke føre krig på princippet om, at én dræbt soldat er én for meget?

»Jo, fordi for den enkelte familie er én dræbt altid én for meget. Mit udgangspunkt er, at det ville være det allerbedste, hvis vi fik dem alle sammen hjem. Men samtidig er jeg også realist. Når der dør en soldat, er der mange, der spørger mig, om det så er den sidste, vi får hjem. Og der må jeg sige nej, det tror jeg roligt, vi kan regne med, at det er det ikke.«

Rå jargon

I Folketinget var de klar over, at krigen i Irak og Afghanistan måske ville koste dræbte danske soldater, siger Gitte Lillelund Bech. Men hun mener ikke, man burde have sat tal på antallet af forventede dræbte.

»For man kan ikke sætte tal på. Vi baserer den politiske beslutning på, hvad Forsvarets Efterretningstjeneste og andre efterretningstjenester vurderer om trusler og risici. Taleban ændrer hele tiden mønster, så det kan man ikke sætte tal på.«

Har du gjort dig nogen overvejelser om, at dine beslutninger har en anden konsekvens, nu du er blevet forsvarsminister?

»Både og. Som formand for Udenrigspolitisk Nævn gjaldt mange af mine beslutninger også liv og død. Som ordfører i folketingssalen har jeg også tænkt på det hver eneste gang, jeg trykkede på knappen for at sende soldater af sted, at det kunne have konsekvenser for nogle af dem. Som minister gælder det mere, at jeg hurtigere kan være med til at sætte gang i nogle ting. Bedre udrustning til soldaterne for eksempel.«

I sine skiftende funktioner har Gitte Lillelund Bech ofte besøgt missionsområderne i både Irak og Afghanistan. Alligevel blev hun noget overrasket over det, hun så i dokumentarfilmen Armadillo, der både viser de udsendte soldaters virkelighed i lejren og ved frontlinjen i kamp mod Taleban.

»Det, der slog mig, var, at tonen i filmen er en anden, end når jeg er ude at tale med soldaterne. På et tidspunkt er der en, der siger, hold kæft, hvor er det edderpikkema godt at se jer. Det var nok ikke lige det, du ville sige, hvis du kom hjem til svigermor.«

»Men jeg er lidt ked af, jeg fik sagt det med jargonen, fordi det blev så stort et omdrejningspunkt i forhold til, hvad filmen faktisk viser,« tilføjer forsvarsministeren og peger i stedet på billedet af det pres, danske soldater er oppe imod, som filmens vigtigste kvalitet.

Klar til krig

Danmark har valgt at blande sig i omverden, hvor vi kan gøre en forskel, hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater. Hvis der bliver behov for det, er vi også klar til at gå i krig igen uden et FN-mandat, som det skete i Kosovo og i Irak, mener Gitte Lillelund Bech.

»Vi er klar til at gøre det, vi tror på. Men lige nu er Forsvaret spændt så hårdt for, og ingen ved præcis, hvor den næste store konflikt kommer, og om det bliver med eller uden FN-mandat.«

Rollen som krigsførende nation er ny for Danmark, men den folkelige opbakning er stor. Ifølge forsvarsministeren er en af de væsentligste forandringer, krigene har forårsaget herhjemme, vores ændrede holdning til soldater. Hvor soldaterne måske havde det dårligt med at gå rundt i uniform på gaden for 10 år siden, så er tendensen skiftet nu.

»Dengang blev der set lidt skævt til dem, og nu er der en meget større accept af, at vi har soldater ude. Det viser for mig et skifte, at soldaterne nu er stolte over at tage uniform på.«

Ville det være ønskværdigt, at vi fik en veterankultur som i USA, hvor folk lader soldater komme foran i køen i supermarkedet?

»Det er ikke noget, vi skal lovgive om. Men det er vigtigt, at vi ser på hele veteranpolitikken som noget, der også omhandler de raske veteraner. Støtte og anerkendelse er en vigtig del af det. Mange virksomheder vil gerne sende småkager eller andre ting, som kan forsøde tilværelsen, hvis vi kan transportere det ned til soldaterne. Det kunne vi godt have mere af.«

Fra officielt hold har Danmark fået én konkret ændring. Flaget har fået en mere positiv rolle end blot at markere dræbte soldater. Sidste år fik alle udsendte soldater deres egen nationale flagdag, 5. september, og dagen blev markeret med store militærparader landet over.

»Militærparader er ellers ikke noget, vi har gjort det voldsomt meget i før,« som Gitte Lillelund Bech bemærker.

Interviewet er slut. På vej ud af kontoret hører jeg forsvarsministeren råbe en sidste kommentar på vejen:

»Så, nu kom flaget helt op ovre i Finansministeriet.«

Så fik ministeren også udrettet noget i Finansministeriet i dag, konstaterer hendes pressesekretær.

Serie

Seneste artikler

  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
  • 'Det er dem derhjemme, der er normale'

    22. juli 2010
    Når man er i krig, lever man i en parallelverden, og skiftet til den danske hverdag er brutalt. Forfatter og officer Anne-Cathrine Riebnitzsky kommer aldrig til at se på Danmark som før, og hun frygter for de soldater, der ikke har forstået, at det er dem derhjemme, der er normale
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor jeg dog savner, at journalisten spørger mere kritisk ind til forsvarsministeren! F.eks. om Danmarks forhold til FN, der jo kraftigt undergraves af holdningen om, at vi kan angribe suveræne stater uden mandat fra Sikkerhedsrådet. Det ville være interessant at få formuleret regeringens konkrete forsvarspolitik på det område. Hvis vi ikke er sammen med FN længere, hvem er vi så sammen med?
Og helt ærligt: småkager til soldaterne...! Alt tyder på, at de har mere brug for nogle bedre mandskabsvogne.

"Hvis der bliver behov for det, er vi også klar til at gå i krig igen uden et FN-mandat, som det skete i Kosovo og i Irak, mener Gitte Lillelund Bech."

Nu var det faktisk Serbien der blev angrebet, altså en suveræn europæiske stat, der ikke havde udvist agression over for andre nationer.
Men ministeren må jo gøre sig klart, at hun kan ende på anklagebænken i den Haag, såfremt hun fremover orkestrerer dansk deltagelse i ulovlige angrebskrige.

Det burde jo mane til eftertanke hos ministeren, at filmen Armadillo viste mere om virkeligeheden, end hun havde erfaret under sine tilsyneladende mange besøg.
Hun bør jo gøre sig klart, at når ministeren kommer er alt forberedt og pudset - alt hvad der ligger inden for den militære chefs kontrol er enten i orden, eller gemt væk.

I sin egenskab af minister, vil hun ikke blive i stand til at møde soldaterne på lige fod, hvilket hendes overraskelse over den rå tone til fulde er udtryk for.

Birgitte Albrechtsen

"Danskerne elsker krig", skriver militærekspert Peter Viggo Jacobsen, lektor på KU, i sin artikel i Ekstra Bladet 2. aug. Noget kan desværre tyde på det. Holland trækker sine trupper hjem fra Afghanistan, andre lande har også fået nok, men Danmark fremstår igen, igen øverst på listen med ødelæggende rekorder: her med større folkelig opbakning til engagement i Afghanistan end andre NATO lande.

Hvem er så naiv at tro på, at denne krig kan vindes? Jo mere krig, jo mere terror! Og er det i det hele taget Danmarks opgave at ændre regeringsstyre i andre lande?

Så klistermærkerne på bilerne med STØT SOLDATERNE skal udvides med ordene: TRÆK DEM HJEM. Desuden er det næsten uudholdeligt, at regeringen igen, igen er klar til igen at gå i krig igen udenom Folkeretten, uden om FN som i Irak i 2003. Hvad skal vi så have FN for, Gitte Lillelund?

Jeg flager på halvt for dine og regeringens forsvars- og krigsholdninger.