Læsetid: 3 min.

Flittig-Lisbeth

Berlingske Media lancerer det ene nye projekt efter det andet. Og koncernchefen er alle vegne. Det efterlader et indtryk af udvikling uden afvikling. Men myten om den røde Lisbeth er effektivt manet i jorden
2. juli 2010

Berlingske Medias øverste chef hedder Lisbeth Knudsen. Hun råder over næsten 3.000 medarbejdere og et budget i milliardklassen. Hun er en flittig skribent i sin egen avis, altid til rådighed for radio, tv, høringer og konferencer. Hun svarer altid på mails. Hun er alle vegne, og der går ikke en uge, uden hun fortæller om et nyt projekt.

Da Lisbeth Knudsen blev chef for Berlingske lød der ildevarslende rumlen på den politiske højrefløj. De glemte, at hendes karriere startede som politisk redaktør, erhvervsredaktør og søndagsredaktør i Berlingske Tidende. Men så blev hun chef for fagbevægelsens penge- afbrændingsanstalt Det fri Aktuelt, hvor hendes succes bestod i at sælge Aktuelts hovedsæde på Rådhuspladsen og investere pengene i et byggeri på Kalvebod Brygge, som senere kunne sælges med en pæn fortjeneste. Men hun fik stemplet som socialdemokrat til trods for, at det var på det rå boligmarked, at hun høstede sin største succes.

Samlet op af Mecom

Og i den nu hensygnende værdikamps glansperiode var hun direktør for DR-Nyheder. Så må man jo være rød, selvom det 'røde' var under hastig afvikling i DR. Uden større hensyntagen til indholdet, organiserede og udvidede hun DR-Nyheder, så det samme antal medarbejdere skulle producere på alle tænkelige platforme, teknologier og kanaler. Målet var primært at fastholde lyttere, seere og netbrugere, mindre at udvikle journalistisk kvalitet eller Public Service. Efter hendes fald - ikke på ærens mark, men i en af de struktur- og personkampe, som fortsat præger DR - blev hun samlet op af Mecoms David Montgomery. Han havde lige købt det hæderkronede Berlingske Officin af den norske sodavandskoncern Orkla og ville tjene penge. Han var fløjtende ligeglad med de indfødte danskeres ligegyldige værdikampe. Han havde i sin hurtige opbygning af Mecom lånt så mange milliarder, at han havde brug for en løbende strøm af nye penge til at holde maskinen i gang og bankerne fra døren.

Lisbeth Knudsen er ikke ideolog. Hun er først og fremmest Manager. Hun har lynhurtigt og dygtigt tilpasset udtalelser og skribentvirksomhed til den politiske virkelighed og lukket den 'røde mellemvej' mellem sine to Berlingske-karrierer ned. I moderne medier spiller det politiske ståsted ingen rolle. Det handler om at tjene penge. Og en del af overlevelses-kampen består i at profilere sig ved at få det hele til at ligne en succes. Se bare! Berlingske Media er alle steder, til vands, til lands og i luften - og det hele er naturligvis en succes! Nye websites hele tiden. En ugeavis på nettet, som blev lanceret med brask og bram, men siden omgærdet med larmende tavshed. Forleden et website for løbere og en triumferende pressemeddelelse om at Århus Stiftstidende og Randers Amts Avis på en måned har vendt en massiv tilbagegang til en usædvanlig stor fremgang. Selvom tallene var rigtige, var det en udokumenteret påstand at fastslå, at det var et resultat af en journalistisk omlægning. Men hvis det lyder succesrigt, så bliver det måske også en succes.

40 projekter i gang

Lisbeth Knudsen hævdes at have 40 udviklingsprojekter i gang. Denne strategi kaldes i Hollywood for Economy of Failure: Hvis du lancerer ni tabere kan du tjene tabene hjem, hvis den 10. bliver en super-succes. En blockbuster. Det kræver, at du lærer hele tiden og lukker taberne og de middelmådige bidrag hurtigt ned - og det gør Berlingske tilsyneladende ikke. At Berlingske Tidende er blevet en kritisk- journalistisk succes, har ikke standset tilbagegangen, selvom både Jyllands Posten og Politiken har større oplags-tab. Til gengæld tjener de flere penge. Og Berlingske Tidende er næppe den blockbuster, der kan redde resten af koncernen. Lisbeth Knudsens udfordring - eller problem - er formentligt det, der i forandringsledelse kaldes »ingen udvikling uden afvikling«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Medier og Mennesker" er et DR-program, der gennem samtaler med fagfolk søger i dybden for at afdække sådanne folks stadig større brug af medierne. lokalt og globalt, et moderne journalistik marked, som ingen åbenbart kender rækkevidden af, da det hviler på stadig nye tekniske formidlingsformer.

Spørgsmålet er, så vidt jeg skønner, om denne journalistik overtager tidligere kvalifikationer, om den bidrager til en ny (og bedre) konstruktion af samfundet, eller om den bare nedbryder den bestående mediebillede, der knyttede sig tæt til den politiske forståelsesramme, og endnu kender ingen resultatet. Det billede kan passe til forestillingen af et forvirrende multietnisk fremtidssamfund, hvor mange kræfter forsøger at tilvende sig en magt - og det givne eksempel på Flittig Lise, hvor drivkræfterne synes at være den rene mediemaskine, vækst og forbrug.
En af forklaringerne kan være, at samtlige danske dagblade på nær Arbejderen har løsnet det tætte bånd til en partipolitik, men samtidig befinder sig på den samme side af det politiske spektrum - det gælder også Information. Udviklingen opfattes uafvendeligt? Dagbladene optræder som meningsdannere og skal altså konkurrere på samme vilkår om læsernes gunst på det frie marked ved at styre nyhedsformidlingen med alskens meningsmålinger og raffinerede tolkninger, bevares,en blanding af dybdegående journalistik, lokalstof og populisme, men på samme vis som forretingsverdnen.
Kan "medier og ord" styre meninger og mennesker? Brugen af løgn og rygter har altid haft stor betydning (tænk blot på påstanden om masseødelæggelsesvåben, en løgn, der skabte sin egen virkelighed), men blandt journalister findes vel en etisk fordring om at tilnærme sig den virkelig og sandhed, som folk har, frem for at ligge under for 'maskinen'.