Læsetid: 6 min.

Første ildkamp forandrer dem for altid

Kristian Massey Møller har oplevet krigens påvirkning på de danske soldater fra første række. Som feltpræst i Helmand har han været soldaternes sparringspartner i de store spørgsmål, som krigen rejser. Første ildkamp forandrer et menneske for altid, siger han
Feltpræsten Kristian Massey Møller vil ikke befri soldaterne for skyldfølelsen, men lære dem at leve med den - og at se den som et sundhedstegn, et symptom på at de stadig har en samvittighed.

Feltpræsten Kristian Massey Møller vil ikke befri soldaterne for skyldfølelsen, men lære dem at leve med den - og at se den som et sundhedstegn, et symptom på at de stadig har en samvittighed.

Sigrid Nygaard

16. juli 2010

Ildkamp er et indbrud i sjælen. Feltpræst Kristian Massey Møller leder nøje efter ordene for at skabe et billede af, hvad krig gør ved mennesker.

Du kan træne til krigen, og du kan forberede dig mentalt på den, men du kan ikke gøre dig klart, hvordan det føles, før du har oplevet krigen indefra.

»Det er kaos,« siger han.

Den 60-årige valgmenighedspræst, forfatter og foredragsholder tager imod på sin præstegård på Stevns.

I 2008 var han et halvt år i Afghanistan som feltpræst for den danske kampgruppe, og der så han det også som sin opgave at sætte ord på de spørgsmål om liv og død, som krigen rejste i soldaterne.

Deres tanker kom frit og råt som f.eks. den morgen efter en stor operation, hvor Kristian Massey Møller stødte på en soldat i kantinen.

»'Hvad Fanden præst, er du der,' sagde soldaten. Hvornår er Fanden kommet mellem dig og mig, spørger jeg så. 'Det kan jeg godt sige dig præst, Fanden han er overalt', svarer han.«

»De har været i det kaos, hvor Fanden er overalt, så de arbejder også med, om de har gjort det rigtige. Skulle de have idealer om det gode, så kan de bryde sammen lige der.«

Første kamp

For soldaterne var han både præsten, der skulle sidde yderst i mandskabsvognen for at beskytte de andre, og mennesket, man kunne vende alle problemer med i fortrolighed.

Til at begynde med følte de fleste sig fremmedgjorte over for at tale med en præst, så for at vinde soldaternes tillid brugte Kristian Massey Møller meget tid på at gå rundt og tale med dem i lejren, eller når de gjorde sig klar til en kampopgave.

Der opdagede han en forskel på erfarne soldater, der har været udsendt før, og uerfarne, der er af sted for første gang.

Alle er bange, men deres opførsel afspejler, hvor meget de har set af krigen.

De erfarne soldater har en sårbarhed over sig, fordi de ved, hvor galt det kan gå. De har oplevet, hvordan de selv reagerer, hvordan deres kammerater reagerer, og hvor lidt der skal til, hvis bare én svigter sin opgave. De har en blufærdighed over sig, som let kan forveksles med en hård attitude, for de er konstant fokuseret på opgaven, forklarer Kristian Massey Møller.

»De erfarne er så meget på, at de næsten ikke er til at skyde igennem. Man kan næsten ikke se det slid, der foregår på dem, men man kan se, at de skal bruge meget mere tid på at lade op, fysisk og psykisk. De skal overvinde deres egen frygt hver eneste gang, de kører ud af lejren. Det er det, man kalder mod.«

De uerfarne soldater er ikke tynget af krigen på samme måde.

På Kristian Massey Møllers hold var det nyuddannede kompagni soldater ikke i kamp de første to-tre måneder. De vidste ikke, hvad det var, de frygtede, og derfor gik de og ventede på kampen, som han forklarer det.

»Da den første kamp så kom, kunne man mærke det. Det var den første erfaring de gjorde, og så blev de også sårbare. Så skulle de til at arbejde med det, som de mødte i sig selv. Så var verden for altid forandret.«

Skyldfølelse

I lejren forandrede livet sig også. Soldaterne lukkede sig mere inde i sig selv og deres grupper.

De unge mænd og kvinder var i færd med gennemleve et abrupt møde med livets sårbarhed, som Kristian Massey Møller ikke har set magen til.

Hvad andre skal bruge et helt liv på at erfare og bearbejde, skal soldaterne igennem på et halvt år.

»Man skal ikke være soldat for at blive moden, men de oplever det under ekstreme forhold. Det er komprimeret ned i et voldsomt intenst forløb, hvor de er nødt til at erfare, for ellers kan de ikke klare sig. Det har vi andre ikke været udsat for, det har jeg sgu ikke.«

Inden kampen nager angsten for at gøre det forkerte og blive dræbt, og efter kampen nager skyldfølelsen over at have skudt på andre og måske slået ihjel.

For at hjælpe soldaterne med at forholde sig til dilemmaet brugte feltpræsten en gudstjeneste på at tale om, hvornår man ikke skal vende den anden kind til.

Han ville ikke befri dem for skyldfølelsen, men lære dem at leve med den. Han forklarede, at skyldfølelsen var et sundhedstegn, et symptom på at de stadig havde en samvittighed.

Han bekræftede dem i, at der også er en vis stolthed i at gøre det rigtige, når man står med en kugle i løbet.

»Du kan ikke forsvare at slå ihjel, men det er det, soldater skal, når de står i en kampsituation. De er blevet sat til at bekæmpe et onde, men de gør det med samvittighedskvaler. Og hvis ikke du har samvittighedskvaler, så er du godt nok på spanden, for så er du blevet umenneskelig.«

Soldaterne selv fortalte, at de var nødt til at slå skyldfølelsen fra for at fungere. De kom sjældent til præsten, når de havde slået nogen ihjel, men brugte hinanden i gruppen.

Faren er, at det hurtigt udvikler sig til en subkultur, hvor de bekræfter hinanden i, at de er soldater med det formål at slå fjenden ihjel, mener Kristian Massey Møller.

For så har de fuldstændig omgået samvittigheden, og det gør det så meget desto sværere at vende hjem og fungere i en normal hverdag igen.

Et andet menneske

Første ildkamp ændrer ens syn på verden. Men det er ikke sikkert, man selv opdager det med det samme, forklarer feltpræsten.

»Det er derfor, det er så forbandet at være soldat, når man kommer hjem igen, for det er næsten der, det største arbejde ligger for dem.«

Soldatens familie får ikke det samme menneske hjem, som de sendte af sted. Men det værste, familien kan gøre, er at sige det højt som en anklage. De bliver nødt til at finde sig i det, mener Kristian Massey Møller.

»Den typiske reaktion vil være, at man trækker sig ind i sig selv, for de andre forstår ikke en skid. Det er farligt, for soldaten skal tilbage i hverdagen, og han må ikke anklage dem derhjemme. Men som menneske er det ufatteligt svært at komme med en viden fra et andet sted, som man ikke kan dele med andre end dem, man har været sammen med. Men det er en opgave, og den skal de løse.«

Som foredragsholder forsøger Kristian Massey Møller at give et indblik i soldatens indre kamp for at vise, at soldaterne også er almindelig mennesker.

Folk ved det selvfølgeligt godt, men alligevel kan det give dem en bedre oplevelse af, at de også har andel i krigen, føler han.

Skiftet

I Danmark har vi som befolkning ikke samme krigserfaring som i England og USA, men de seneste år har vi skullet forholde os til stadig flere døde soldater.

Kristian Massey Møller bliver ofte konfronteret med det, han kalder en sund skepsis til krigen. Men generelt føler han, at danskerne bakker op om soldaterne og deres opgave.

»Jeg møder en sund skepsis, men jeg møder også mange danskere, som er stolte af, hvad de danske soldater laver,« siger Kristian Massey Møller og nævner som eksempel en højskoleforstander, han mødte for nylig. Han var gammel SF-kernevælger, men han blev rørt, når han til konferencer i udlandet hørte, at danskerne gør det godt i Afghanistan.

Kristian Massey Møller mener, det markerede et skifte i danskernes holdning til krig, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2003 holdt sin kritiske tale om Danmarks samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig.

Det var samme år, Danmark gik med i krigen mod Irak.

»Jeg afskyr enhver form for idealisme, men jeg tror faktisk, at det danske folk rent historisk har haft brug for at melde sig på scenen i kampen mod terror. Der er noget i vores folk, som gerne vil være til stede i verden. Vi vil gerne manifestere, at vi godt kan være med til at forsvare Vesten. Der er en lille stolthed gemt i maven, sammen med al den sunde skepsis.«

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Feltpræst" - er det ikke et oxymoron?
"For at hjælpe soldaterne med at forholde sig til dilemmaet brugte feltpræsten en gudstjeneste på at tale om, hvornår man ikke skal vende den anden kind til."
Det ville nok også have interesseret Jesus at høre!

»Feltpræsten Kristian Massey Møller vil ikke befri soldaterne for skyldfølelsen, men lære dem at leve med den - og at se den som et sundhedstegn, et symptom på at de stadig har en samvittighed.«

Ih du milde for en selvmodsigelse. Man skal da godt nok være langt ude i den teologiske hamp, hvis man vil betegne det som et sundhedstegn, at soldaterne bliver tvunget til at foretage sig handlinger, der vil give dem dårlig samvittighed resten af livet. Det er da så sygt som det kan blive.

I den forbindelse kan man vel dårligt forestille sig noget mere ukristeligt og ugudeligt, end en præst der tjener til dagen og vejen, ved at indoktrinere soldater i en imperialistisk besættelsesmagt til at tro, at deres erhverv har en etisk berettigelse.

Heinrich R. Jørgensen

Det er langt ude i hampen, at præster er med på leddingstogterne i det fjerne.

Det var mere passende, hvis præsterne kategorisk afviste at blande sig i statens krige -- navnligt da deres deltagelse kan ses som blåstempling af den verdslige stats overgreb. På samme måde, som Kriminalforsorgen kategorisk afviser at ville stå for aflivningerne, i fald dødsstraffen blev genindført.

På den anden side, er der jo tale om statens præsten, repræsentanter for statens kirke, og det er på sin vis helt på sin plads, at de statsbetalte præster klart og tydeligt erklærer, at deres herre ikke er i det høje, men er dem der betaler deres løn.

Heinrich R. Jørgensen

Når der ses bort fra de mere principielle spørgsmål, virker det nu til, at præsten har lært meget af sin deltagelse i Afghanistan, og forhåbentligt er der mange, der kan bruge hans tanker og reflektioner til noget positivt.