Første ildkamp forandrer dem for altid

Ildkamp er et indbrud i sjælen. Feltpræst Kristian Massey Møller leder nøje efter ordene for at skabe et billede af, hvad krig gør ved mennesker.

Du kan træne til krigen, og du kan forberede dig mentalt på den, men du kan ikke gøre dig klart, hvordan det føles, før du har oplevet krigen indefra.

»Det er kaos,« siger han.

Den 60-årige valgmenighedspræst, forfatter og foredragsholder tager imod på sin præstegård på Stevns.

I 2008 var han et halvt år i Afghanistan som feltpræst for den danske kampgruppe, og der så han det også som sin opgave at sætte ord på de spørgsmål om liv og død, som krigen rejste i soldaterne.

Deres tanker kom frit og råt som f.eks. den morgen efter en stor operation, hvor Kristian Massey Møller stødte på en soldat i kantinen.

»'Hvad Fanden præst, er du der,' sagde soldaten. Hvornår er Fanden kommet mellem dig og mig, spørger jeg så. 'Det kan jeg godt sige dig præst, Fanden han er overalt', svarer han.«

»De har været i det kaos, hvor Fanden er overalt, så de arbejder også med, om de har gjort det rigtige. Skulle de have idealer om det gode, så kan de bryde sammen lige der.«

Første kamp

For soldaterne var han både præsten, der skulle sidde yderst i mandskabsvognen for at beskytte de andre, og mennesket, man kunne vende alle problemer med i fortrolighed.

Til at begynde med følte de fleste sig fremmedgjorte over for at tale med en præst, så for at vinde soldaternes tillid brugte Kristian Massey Møller meget tid på at gå rundt og tale med dem i lejren, eller når de gjorde sig klar til en kampopgave.

Der opdagede han en forskel på erfarne soldater, der har været udsendt før, og uerfarne, der er af sted for første gang.

Alle er bange, men deres opførsel afspejler, hvor meget de har set af krigen.

De erfarne soldater har en sårbarhed over sig, fordi de ved, hvor galt det kan gå. De har oplevet, hvordan de selv reagerer, hvordan deres kammerater reagerer, og hvor lidt der skal til, hvis bare én svigter sin opgave. De har en blufærdighed over sig, som let kan forveksles med en hård attitude, for de er konstant fokuseret på opgaven, forklarer Kristian Massey Møller.

»De erfarne er så meget på, at de næsten ikke er til at skyde igennem. Man kan næsten ikke se det slid, der foregår på dem, men man kan se, at de skal bruge meget mere tid på at lade op, fysisk og psykisk. De skal overvinde deres egen frygt hver eneste gang, de kører ud af lejren. Det er det, man kalder mod.«

De uerfarne soldater er ikke tynget af krigen på samme måde.

På Kristian Massey Møllers hold var det nyuddannede kompagni soldater ikke i kamp de første to-tre måneder. De vidste ikke, hvad det var, de frygtede, og derfor gik de og ventede på kampen, som han forklarer det.

»Da den første kamp så kom, kunne man mærke det. Det var den første erfaring de gjorde, og så blev de også sårbare. Så skulle de til at arbejde med det, som de mødte i sig selv. Så var verden for altid forandret.«

Skyldfølelse

I lejren forandrede livet sig også. Soldaterne lukkede sig mere inde i sig selv og deres grupper.

De unge mænd og kvinder var i færd med gennemleve et abrupt møde med livets sårbarhed, som Kristian Massey Møller ikke har set magen til.

Hvad andre skal bruge et helt liv på at erfare og bearbejde, skal soldaterne igennem på et halvt år.

»Man skal ikke være soldat for at blive moden, men de oplever det under ekstreme forhold. Det er komprimeret ned i et voldsomt intenst forløb, hvor de er nødt til at erfare, for ellers kan de ikke klare sig. Det har vi andre ikke været udsat for, det har jeg sgu ikke.«

Inden kampen nager angsten for at gøre det forkerte og blive dræbt, og efter kampen nager skyldfølelsen over at have skudt på andre og måske slået ihjel.

For at hjælpe soldaterne med at forholde sig til dilemmaet brugte feltpræsten en gudstjeneste på at tale om, hvornår man ikke skal vende den anden kind til.

Han ville ikke befri dem for skyldfølelsen, men lære dem at leve med den. Han forklarede, at skyldfølelsen var et sundhedstegn, et symptom på at de stadig havde en samvittighed.

Han bekræftede dem i, at der også er en vis stolthed i at gøre det rigtige, når man står med en kugle i løbet.

»Du kan ikke forsvare at slå ihjel, men det er det, soldater skal, når de står i en kampsituation. De er blevet sat til at bekæmpe et onde, men de gør det med samvittighedskvaler. Og hvis ikke du har samvittighedskvaler, så er du godt nok på spanden, for så er du blevet umenneskelig.«

Soldaterne selv fortalte, at de var nødt til at slå skyldfølelsen fra for at fungere. De kom sjældent til præsten, når de havde slået nogen ihjel, men brugte hinanden i gruppen.

Faren er, at det hurtigt udvikler sig til en subkultur, hvor de bekræfter hinanden i, at de er soldater med det formål at slå fjenden ihjel, mener Kristian Massey Møller.

For så har de fuldstændig omgået samvittigheden, og det gør det så meget desto sværere at vende hjem og fungere i en normal hverdag igen.

Et andet menneske

Første ildkamp ændrer ens syn på verden. Men det er ikke sikkert, man selv opdager det med det samme, forklarer feltpræsten.

»Det er derfor, det er så forbandet at være soldat, når man kommer hjem igen, for det er næsten der, det største arbejde ligger for dem.«

Soldatens familie får ikke det samme menneske hjem, som de sendte af sted. Men det værste, familien kan gøre, er at sige det højt som en anklage. De bliver nødt til at finde sig i det, mener Kristian Massey Møller.

»Den typiske reaktion vil være, at man trækker sig ind i sig selv, for de andre forstår ikke en skid. Det er farligt, for soldaten skal tilbage i hverdagen, og han må ikke anklage dem derhjemme. Men som menneske er det ufatteligt svært at komme med en viden fra et andet sted, som man ikke kan dele med andre end dem, man har været sammen med. Men det er en opgave, og den skal de løse.«

Som foredragsholder forsøger Kristian Massey Møller at give et indblik i soldatens indre kamp for at vise, at soldaterne også er almindelig mennesker.

Folk ved det selvfølgeligt godt, men alligevel kan det give dem en bedre oplevelse af, at de også har andel i krigen, føler han.

Skiftet

I Danmark har vi som befolkning ikke samme krigserfaring som i England og USA, men de seneste år har vi skullet forholde os til stadig flere døde soldater.

Kristian Massey Møller bliver ofte konfronteret med det, han kalder en sund skepsis til krigen. Men generelt føler han, at danskerne bakker op om soldaterne og deres opgave.

»Jeg møder en sund skepsis, men jeg møder også mange danskere, som er stolte af, hvad de danske soldater laver,« siger Kristian Massey Møller og nævner som eksempel en højskoleforstander, han mødte for nylig. Han var gammel SF-kernevælger, men han blev rørt, når han til konferencer i udlandet hørte, at danskerne gør det godt i Afghanistan.

Kristian Massey Møller mener, det markerede et skifte i danskernes holdning til krig, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2003 holdt sin kritiske tale om Danmarks samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig.

Det var samme år, Danmark gik med i krigen mod Irak.

»Jeg afskyr enhver form for idealisme, men jeg tror faktisk, at det danske folk rent historisk har haft brug for at melde sig på scenen i kampen mod terror. Der er noget i vores folk, som gerne vil være til stede i verden. Vi vil gerne manifestere, at vi godt kan være med til at forsvare Vesten. Der er en lille stolthed gemt i maven, sammen med al den sunde skepsis.«