Læsetid: 6 min.

'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
23. juli 2010

Den første danske soldat faldt i Kroatien i 1994.

Men det er først i dag, vi til fulde mærker, hvilke konkrete fysiske og psykiske forandringer, Danmarks krigsindsats betyder for det danske Forsvar.

I alt er 47 danske soldater blevet dræbt på Balkan, i Irak og i Afghanistan; alene i Af ghanistan er 119 soldater blevet såret med varige fysiske mén til følge; og de seneste år er mange psykiske sårede fra Balkan-krigen også begyndt at søge hjælp.

I dag kan ingen ignorere konsekvenserne af en aktiv sikkerhedspolitik, siger Danmarks nye forsvarschef, Knud Bartels.

»Skulle man have været i tvivl, så har Irak og Afghanistan gjort det nok så tydeligt.«

General Bartels blev ny øverste chef for Forsvaret, da den tidligere chef, Tim Sloth-Jørgensen, overraskende måtte trække sig i oktober sidste år som følge af Jægerbogsagen.

Derfor er det i dag den 58-årige general fra København, der repræsenterer Forsvaret ved militære begravelser. Han nåede at sidde i posten i to måneder, inden han bisatte sin første soldat, men det er allerede mange år siden, Knud Bartels accepterede, hvad det koster at føre krig.

»Jeg var kun klar over det i et vist omfang, da jeg meldte mig som soldat i 1972. Men på et tidspunkt i mit liv har jeg gjort op med mig selv, hvad det er, det indebærer at gå i kamp personligt og beordre andre i kamp med de konsekvenser, det kan have, nemlig faldne.«

»Det er et område, som jeg har gennemtænkt, både af hensyn til min egen person og de konsekvenser, det kan have for andre personer. Og jeg er rede til at leve op til konsekvenserne. Både hvad angår min egen person og for de, som er under min kommando.«

Røre i redskabsskuret

Knud Bartels vil ikke begrænse Danmarks moderne militærhistorie til indsatsen i Irak og Afghanistan de sidste ni år.

Det begyndte med Berlinmurens fald i 1989, hvor kimen blev lagt til den danske aktive sikkerhedspolitik, som han kalder den.

Med enden på den kolde krig begyndte mange i Forsvaret at gisne om, hvad man skulle beskæftige sig med fremover. Det blev hurtigt klart, at danske soldater skulle til at spille en større rolle uden for landets grænser, men hastigheden i udviklingen har overrasket forsvarschefen.

»Hvis du havde sagt til mig, da muren faldt, at vi 21 år senere ville stå med en Battle Group i Afghanistan i et af de vanskeligste områder, og at vi i forhold til befolkningens størrelse ville have de tungeste tab inden for alliancen, så ville jeg nok føle mig foranlediget til at synes, at du var lidt af en fantast.«

Mere konkret begyndte den nye verdensorden i de tidlige 1990'ere. Det første politiske brud med den gamle udenrigspolitik skete med udsendelsen af korvetten Olfert Fischer til den første Irakkrig i 1990. For Forsvaret kom det store vendepunkt med udsendelse af væbnede fredsbevarende FN-styrker til Kroatien og Bosnien i 1992.

»Det var det første store skridt i retning af en betydelig professionalisering af Forsvaret. Vi blev indsat med evnen og nødvendigheden af at kunne slås. Vi blev indsat med andre styrker, som vi har kunnet måle os med, og vi faldt ikke igennem på noget tidspunkt. Der har selvfølgelig været situationer, hvor andre har været dygtigere, men gennemgående faldt vi ikke igennem.«

Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 og indsættelsen i Afghanistans måske farligste provins, Helmand, i 2006 var blot at tage skridtet fuldt ud i forandringen af Forsvaret til dets nuværende form, mener Knud Bartels.

»Forsvarets raison d'etre er i dag de internationale operationer, at være redskabet for den aktive sikkerhedspolitik.«

Dansk enegang

I forhold til landets størrelse bærer Danmark i dag de tungeste tab i Afghanistan af alle NATO-lande. Men Danmark oppebærer samtidig alliancens højeste folkelige opbakning.

For at forklare det paradoks griber forsvarschefen til en parallel til danskernes nej til euro'en over to folkeafstemninger. Danmark reagerer ofte anderledes end forventet, pointerer han.

Mere konkret peger han på vigtigheden af brede politiske forlig til at sikre opbakning til krigen. I øvrigt står den politiske velvilje til at diskutere krigsdeltagelsen med passende åbenhed og gensidig forståelse i direkte modsætning til tiden før Anden Verdenskrig, hvor opfattelsen af, hvordan Forsvaret skulle modgå truslen fra syd, var en helt anden, påpeger han.

Men derudover er Knud Bartels ikke meget for at diskutere, om den aktivistiske udenrigspolitik er det endelige opgør med 1864-syndromet eller 9. april-syndromet.

»Selvfølgelig er der også historiske forklaringer, men den diskussion ville blive meget følelsesbetonet og bygge på mange postulater.«

En tredje forklaring på danskernes gode vilje kunne være, at det danske bidrag har en overskuelig størrelse. 700 danske soldater er ikke flere, end at befolkningen generelt kan forstå, se og forholde sig til det, de gør, foreslår forsvarschefen. Derfor er det nemmere at tage stilling for eller imod, og der er et stort flertal for.

Kammerater i krig

Samfundets billede af danske soldater har ændret sig mindst lige så markant som Forsvaret selv.

Engang viste biograferne Soldaterkammerater på Sjov, i dag viser de dokumentarfilmen Armadillo.

Forsvarschefen havde selv lejlighed til at se Armadillo, inden den blev vist i offentligheden.

Han vil nødigt tillægge filmen større betydning, end godt er, men den giver et ganske sobert indblik i de kamphandlinger, danske soldater er engageret i, medgiver han.

Sammen med de danske mediers øgede fokus på Forsvaret giver filmen den hjemlige befolkning en større forståelse for krigen.

»Jeg har det princip, at Forsvaret ikke har noget at skjule. Der hvor jeg kan sige, at der er optimal opbakning for vores tropper, det er ved vores gennemsigtighed og en beredvillighed til at gå i dialog om, hvordan vi bedst muligt gør tingene. Ellers sad du og jeg jo ikke her,« siger han henvendt til journalisten.

Armadillo skildrer en rå virkelighed for de udsendte soldater, som kom bag på mange danskere. Selv forsvarsminister Gitte Lillelund Bech blev lettere forbløffet over den tone, soldaterne benyttede sig af.

For Knud Bartels var sproget ingen overraskelse, og slet ingen bekymring. Soldaterne kan tale nok så grimt, så længe de taler respektfuldt om Taleban.

»Vi kæmper mod talebanerne, om nødvendigt dræber vi dem i kamp, vi får også selv dræbte. Men vi dæmoniserer ikke. Det er mennesker på lige fod med os og med de samme rettigheder.«

»Modstanderen i Afghanistan hedder en modstander, en fjende eller en talebaner, det er de officielle begreber, man kan anvende.«

Forskel på folk

Når soldaterne vender hjem, føler mange, at ingen andre forstår, hvad de har været igennem. I stedet støtter de sig til hinanden.

Nogle kalder det en eksklusiv klub for veteraner. Der er både en for Irak og en for Afghanistan. Men forsvars-chefen bekymrer sig ikke om, at det skal udvikle sig til en egentlig subkultur, der i ordets negative forstand distancerer sig fra samfundet.

»Der er en indforståelse blandt dem, der har været udsendt, om hvad de har oplevet, og som andre per definition ikke har oplevet. Man har et fællesskab inden for noget ganske bestemt, som man værdsætter. Det gælder i alle henseender i livet, det er også en subkultur at gå til Roskilde Festival.«

Men Forsvaret er blevet mere opmærksomme på dem, som vender hjem med alarmerende psykiske symptomer, forsikrer han.

Der skulle gå mere end et årti før mange af de psykisk sårede Bosnienveteraner fik den hjælp, de havde brug for. Nogle har ikke fået den endnu.

Hvis tidligere soldater selv henvender sig, skal Forsvaret være klar til at samle dem op. Men Knud Bartels mener ikke, det entydigt er Forsvarets opgave et opsøge syge veteraner og give dem hjælp. Forsvaret skal ikke opbygge et parallelt behandlingssystem, understreger han.

»Fra det øjeblik man har forladt Forsvaret, hvor ligger grænsen så mellem at gribe ind over for den pågældende person eller få den pågældende person overbevist om, at han eller hun skal henvende sig til de rette personer. Og hvem er så de rette personer? Er det Forsvarets psykologer eller er det sundhedsvæsnets psykologer og psykiatere? Det er der delte meninger om.«

I første omgang har Knud Bartels taget initiativ til et nyt veteranforum med deltagelse af støtteorganisationer, veteranorganisationer og Forsvarets tre værn. De mødes en gang i kvartalet for at udveksle erfaringer, og for at general Bartels personligt kan få et overblik over veteranarbejdet. I sidste ende er det hans ansvar.

»Selvfølgelig kan der gøres noget proaktivt, og det skal gøres. Så kan man diskutere, om vi gør det godt nok eller ej. Der er jeg helt klar til at påtage mig ansvaret for det, der foregår i dag i Forsvaret. Selvfølgelig kan vi gøre visse ting bedre, og det arbejder vi også på.«

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Det er dem derhjemme, der er normale'

    22. juli 2010
    Når man er i krig, lever man i en parallelverden, og skiftet til den danske hverdag er brutalt. Forfatter og officer Anne-Cathrine Riebnitzsky kommer aldrig til at se på Danmark som før, og hun frygter for de soldater, der ikke har forstået, at det er dem derhjemme, der er normale
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Knud Bartels fremstår i artiklen som en begavet og professionel leder, der er præget af ansvarlighed og ærlighed, og har erkendt at disse egenskaber også er det Forsvaret skal bygge på.

Niels Østergård

Jeg finder det lidt mærkværdigt at den gamle modstandsavis pludselig skal agere spin-doktor for den danske besættelsesstyrke i Afghanistan.

Tom W. Petersen; Jeg glæder mig mest til interviewet med hunden, om hvordan den har det med Herrens udsendelse til slagmarken.
En lang omgang "Vov, vov, vov" ville være en sand befrielse....