55 procent af de indsatte i de lukkede fængsler, hvor de hårdeste kriminelle sidder, fik i 2008 afslag på den prøveløsladelse, som traditionelt bliver givet efter 2/3 af straffen er afsonet. Det betyder i mange tilfælde, at de indsatte løslades direkte fra et lukket fængsel til frihed uden tilsyn fra Kriminalforsorgen, der kan hjælpe med uddannelse, bolig, job eller misbrugsafvænning, forklarer John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen.
Når de indsatte i danske fængsler har afsonet hele dommen, kan der nemlig kun føres frivilligt tilsyn, hvilket de færreste ønsker.
»Nultolerancen har spillet fallit,« siger John Hatting og fortsætter: »Vi løslader i alt for høj grad folk direkte fra lukkede fængsler til frihed. Men mange af de sunde måder at reagere på bliver aflært i fængsel, så det er dømt til at gå galt, når vi løslader folk fra den ene dag til den anden, uden at sluse dem ordentligt ud.«
Flere og flere afslag
Direktoratet for Kriminalforsorgen har ingen tal på, hvor mange der bliver løsladt direkte fra de lukkede fængsler, men en ad hoc opgørelse lavet af direktoratet i 2007 viser, at 9 ud af 10, der fik afslag på prøveløsladelse, først blev løsladt efter endt straf. I 2008 fik 29 procent af de indsatte i danske fængsler afslag på prøveløsladelse. I 1999 var det kun 18 procent, der fik afslag.
Begrundelsen for afslag er i langt de fleste tilfælde baseret på et skøn, som det pågældende fængsel eller Kriminalforsorgen foretager.
Hans Jørgen Engbo, der er fængselsinspektør i Anstalten Herstedvester, mener, at udviklingen i antallet af afslag er dybt betænkelig:
»Det er i virkeligheden vanvittigt, at dem, der har størst risiko for at falde tilbage til ny kriminalitet, bliver løsladt uden tilsyn af nogen art direkte til gaden, men vi har ingen legale muligheder for tilsyn, så det er op til den løsladte selv i samarbejde med kommunen at klare sig.«
Mere belastede
De sidste ni års nultolerancepolitik er en vigtig årsag til stigningen af afslag på prøveløsladelse, mener Engbo. Eksempelvis forringer hashrygning, som ifølge dansk lov ikke er en kriminel handling, de indsattes udgangs- og løsladelsesmuligheder.
I Kriminalforsorgen mener kontorchef Tina Ising derimod, at stigningen i antallet af afslag hænger sammen med, at de kriminelle er blevet mere belastede:
»Det er jo et sædvanligt led i et afsoningsforløb at blive prøveløsladt. Det særlige, som kan give afslag, er så, at vi skønner, at den pågældende ikke kan holde sig kriminalitetsfri.«
Gorm Toftegaard Nielsen, der er professor i strafferet på Aarhus Universitet, mener, at de sidste 10 års skærpelse af straflængden også har ført til færre prøveløsladelser, fordi de instanser, der giver prøveløsladelse ikke er uafhængige af regeringen.
»Du får en dom på tre år ved en domstol, men så skal administrationen tage stilling til den sidste del af dommen. Det vil sige, at det i realiteten er styret af regeringen, hvor længe kriminelle skal sidde i fængsel,« siger Gorm Toftegaard Nielsen.
Han mener, det er tvivlsomt, hvor stor effekt den øgede straftrussel har, fordi ideen med prøveløsladelse netop er at forsøge rehabilitere den kriminelle.
Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith ser stigningen i antallet af afslag på prøveløsladelse som et tegn på, at stramningerne i retspolitikken har en alvorlig bagside:
»Tidligere så vi på de kriminelle som samfundsborgere som os andre, som vi skulle prøve at få indsluset, nu er de meldt ud af samfundet, og de har ikke krav på at komme ind igen. Men det giver jo kun mening, hvis vi ikke længere tror på, at de kriminelle kan komme på ret kurs igen,« siger hun og tilføjer, at det er meget dyr holdning at have, når man ser på det samfundsmæssige regnskab.
»Det koster en million om året at anbringe en ung i en sikret institution, dertil kommer så, hvad samfundet kunne have tjent på, at den unge fik en uddannelse og kom i arbejde i stedet. For slet ikke at tale på, hvad vi ville spare fremtidige ofre for, hvis vi fik sluset kriminelle ordentlig tilbage i samfundet igen,« siger Eva Smith.
Både i et menneskeligt og økonomisk perspektiv er det derfor nødvendigt at få skabt en ordentlig overgangsperiode fra fængsel til frihed, mener hun.
Manglende retssikkerhed
Det er et problem for retssikkerheden, at de indsatte rent administrativt får forlænget deres straffe, mener Hans Jørgen Engbo.
»Siden 1933 har det været normen, at man blev løsladt efter 2/3 tid. Det skulle kun være de få, der fik afslag, så med det stigende antal afslag har man i virkeligheden bevæget sig ud over de rammer, som lovgivningen har fastsat. Domstolene skeler jo til reglerne om prøveløsladelse, når de udmåler straffe, så i virkeligheden får mange indsatte en meget længere straf, end domstolene har forudsat, når de ikke løslades på det forventede tidspunkt« siger han.
Straffelovrådet understregede i 1987, at det ifølge straffeloven ikke bør være en større andel af indsatte, der får forlænget deres straf administrativt. Dengang lå antallet af afslag på 10 procent.
Gorm Toftegaard Nielsen mener, at det er hele idéen om prøveløsladelse, der er noget galt med:
»Når man har indrettet retssystemet sådan, at det ikke er domstolene, der bestemmer længden af straffen, så risikerer man jo, at det går ud over de indsattes retssikkerhed.«
Formand for forsvarsadvokaterne Henrik Stagetorn ser også de øgede afslag på prøveløsladelse, som en uhåndterlig størrelse for de indsattes retssikkerhed.
»Afslag på prøveløsladelse er baseret på et skøn, der gør det svært for domstolene at tilsidesætte afgørelsen, hvis den indsatte klager. Det er i de fleste tilfælde fængslets medarbejdere, der ud fra ministeriets vejledning skal vurdere, hvordan udsigterne er for resocialisering, men det er jo som at sælge elastik i metermål,« siger Henrik Stagetorn.
