Hakkeordenen fra præsident til faldne kvinder

Den danske regeringsform var tænkt som en række ministre, der hver for sig stod mere til ansvar over for parlamentet end over for førsteministeren. Og dermed skulle de være suveræne på deres ressort. Men med tiden er regeringen blevet mere og mere hierarkisk. Fundamentet for denne udvikling er statsministerens historiske erobring af magten til at hyre og fyre ministre.

I vore dage kan en regering beskrives som et system af koncentriske cirkler med statsministeren som centrum. Tæt på ham står en lille inderkreds, en ledelsesgruppe.

Finansministeren er altid med i denne kreds, fordi Finansministeriet historisk har udviklet sig til overministeriet for de øvrige ministerier. I koalitionsregeringer tilhører de øvrige partiledere - statsministeren har fra 1926 også altid været partileder, hvis vi lige ser bort fra besættelsestiden - også inderkredsen i kraft af, at de reelt hyrer og fyrer de øvrige ministre fra deres parti. Endelig kan der være personer, der i kraft af en nær tilknytning til statsministeren også tilhører inderkredsen. Også da Claus Hjort Frederiksen var beskæftigelsesminister, tilhørte han inderkredsen. Ikke fordi han var beskæftigelsesminister, men fordi han var statsminister Anders Fogh Rasmussens rådgiver.

Fra inderst til yderst

Ledelseskredsen fastlægger regeringens overordnede linje, hvis den har nogen og kan enes. Dette A-hold fremfører også offentligt politiske synspunkter, der ligger langt uden for deres eget ministerområde.

I næste cirkel finder vi de seks medlemmer af regeringens koordinationsvalg, hvor de mere formelle drøftelser af regeringens linje og konflikter finder sted. Der sidder ledelseskredsen, suppleret med mindre magtfulde ministre. Blandt andet fordi, der er en tradition for, at regeringspartierne uanset størrelse har lige mange ministre i koordinationsudvalget.

Kulturminister Per Stig Møller sidder der nok mest fordi, man ikke har villet støde ham ud, da man tog Udenrigsministeriet fra ham. Desuden sidder der de lederloyale yngre ministre med kronprinseaspirationer, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og skatteminister Troels Lund Poulsen.

I den næste cirkel sidder ministre, som har flere betydningsfulde pladser i regeringsudvalgene.

Her er det især værd at nævne justitsminister Lars Barfoed, fordi han for tiden også udtaler sig om andet end sit område. Han prøver at komme længere op i hierarkiet.

I den yderste cirkel finder vi en række ministre, som oftest er reduceret til håndlangere for den øvrige regering. De har få eller ingen pladser i regeringsudvalgene.

Viceministrene

En sjælden gang kan ministre med særlig stærk rygrad hæve sig fra denne cirkel i kraft af, at de er meget populære hos vælgerne. Og derfor er uundværlige og i praksis ikke kan fyres. Men oftest er de regeringsledelsens tjenstvillige diskenspringere. Reelt er de viceministre, der implementerer regeringsledelsens - eller eventuelt deres egne embedsmænds - politik inden for de økonomiske rammer, som sættes af Finansministeriet. Mere end at de selv former politikken.

Påfaldende nok er især kvinderne i regeringen repræsenteret i denne periferi. Det er også påfaldende, at det især er mange af disse, som aldrig får en ret lang ministerkarriere.

Udviklingen har medført, at alle forventninger til nye ministre om, at de kendte til deres område fagligt eller som politiker er forsvundne. Langt over halvdelen af alle nye ministre tiltræder overrumplede af deres udnævnelse. Uden at have politiske erfaringer med deres nye område. De fleste siger 'ja tak' til tilbuddet, selv om de får en hård tid med at sætte sig ind i området og stå ansigt til ansigt med ordførere fra oppositionen, der med årelange erfaringer og viden er parat til at kaste sig over dem som piranhafisk.

De nye ministre bliver sjældent siddende længe på samme post. Deres håb er, at de ikke falder af taburetten, men avancerer til nye og mere prestigefyldte poster. For et fåtal ender det med, at de rykker stadig længere ind mod centrum af regeringen.

Hænderne frie

Det kan virke perverst, at uforberedte ministre tiltræder hovedkuls på poster, de har ringe forudsætninger for. Men for statsministerens personlige magt er der store fordele ved et system, hvor han så vidt muligt kan flytte rundt på ministre, som var de ludobrikker.

Ingen har udtrykt det så direkte som Anders Fogh Rasmussen:

»Jeg har aldrig på forhånd udlovet ministerposter, for er der noget, der i hele mit liv på Christiansborg har været afgørende, er det ikke at komme til at stå i politisk gæld til nogen, for det svækker handlefriheden den dag, man er nødt til at træffe afgørende personlige beslutninger (...) Derfor kan jeg roligt sige, at da jeg skulle udnævne ministrene, havde jeg hænderne fuldstændig fri. Der var ingen, som kunne have en fornemmelse af, hvorvidt de var på tale eller ej.«

For en partileder er der fordele ved længst muligt at lade partifællerne leve i uvished om hvem, der skal have hvilke ministerposter. De bliver mere tjenstvillige, og han støder ikke fravalgte fra sig på forhånd. Og han kan ombestemme sig i overensstemmelse med de politiske konjunkturer. Endelig kan han lettere dressere siddende ministre, hvis han kan undvære dem, og hvis de føler, at de skylder ham noget.

Og så alligevel ikke helt

Men det er ikke tilfældigt, hvem statsministeren udnævner. Der tages for det første en række partihensyn. Der skal tages hensyn til eventuelle fløje i Folketingsgruppen, hvis statsministerens magtstilling skal funderes. De partifæller, der er farligst for statsministeren, skal pacificeres.

Hans Chr. Schmidt førte an i en stigende utilfredshed med Lars Løkke. Så blev han transportminister i februar. Gode venner og trofaste støtter skal også belønnes.

Tidligere videnskabsminister Helge Sanders mangeårige venskab med Anders Fogh Rasmussen kan kun være forklaringen på, at Sander i mange år sad på en post, som han ved tiltrædelsen erklærede, at han ikke havde forudsætninger for at bestride.

At Troels Lund Poulsen i 2007 fik miljøministerposten - uanset at han ikke havde beskæftiget sig med miljøpolitik - må skyldes, at Lund Poulsen havde været en loyal støtte og slider for Anders Fogh Rasmussen som politisk ordfører.

Kronprins(esser)

Ved valget af den enkelte ministerpost tages hensyn til den tiltrædende ministers placering i partihierarkiet, og hvor meget partilederne skylder den pågældende - samt eventuelt hvor farlige de er for partilederen.

Endelig kan regeringsledelsen ved fordelingen af ministerposter markere, hvilke politikere den ønsker at køre i stilling som 'kronprinser og kronprinsesser'. Det var et fingerpeg om arvefølgen, da Anders Fogh Rasmussen i 2007 gjorde Lars Løkke Rasmussen til finansminister. Omvendt gjorde den dengang uklarhed om arvefølgen hos De Konservative det umuligt for lederen Bendt Bendtsen at 'forfremme' blot den ene af de to 'kronprinsesser' Lene Espersen (justitsminister) og Connie Hedegaard.

Lene Espersen forblev justitsminister endnu en tid, skønt hun i valgkampen og det seneste år forinden havde fremført sig som politisk leder med synspunkter på andet end sit ressortområde. Først da hun blev partileder kunne hun rykke frem. Senest til udenrigsministerposten - uanset om hun havde forudsætninger for denne post eller ej. Den populære udenrigsminister Per Stig Møller blev skubbet til side.

Balancer og gennemslag

Men statsministeren må også tage markedsføringshensyn. Her er der regionale hensyn: Det står lysende klart, at statsminister Lars Løkke Rasmussen glemte at tænke regionalt ved den seneste ministerrokade. Der manglede et par vestjyske ministre, og Venstre har siden blødt i Vestjylland.

Der skal være kønsbalance: Ingen moderne skandinavisk statsminister slipper godt fra at udnævne en regering uden mange kvindelige ministre. Der skal være aldersbalance: Tidligere blev modenhed og erfaring regnet for en ministerkvalitet. Men nu skal der helst være en alderssammensætning, hvor der er godt med yngre ministre. Endelig skal der være medietække. Evnen til at 'brænde igennem' i de elektroniske medier med oneliners i forhold til svingvælgere kan være afgørende for en regerings overlevelse.

Når holdet er sat, forsikrer statsministeren vælgerne om, at ministerlisten er sammensat ud fra dybtgående overvejelser om at få de bedste ministre.

Det kan være hårdt at være en periferiminister uden meget selvstændigt råderum. Det vrimler med 'brugte og faldne' kvinder blandt dem.

De brugte og faldne

Karen Jespersen blev i sin tid velfærdsminister på sit sociale image. Og dermed på grund af sin markedsværdi som stemmemagnet. Men da hun ikke kunne gøre ret meget på det velfærdspolitiske område og for kommunerne uden om regeringsledelsen, talte hun meget om indvandrere, som ikke var hendes område. Og ellers skældte hun kommunerne ud.

Hendes folkelige popularitet og dermed hendes markedsværdi for regeringsledelsen sank. Hun kom i konflikt med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Kommunerne buhede hende til sidst ud ved et møde. Det var sandhedens øjeblik - og hun var klog nok til at gå fra sin post, inden hun alligevel blev fyret.

Som socialminister sad Karen Ellemann stort set i samme situation. Hun havde bare ikke nogen tidligere oparbejdet markedsføringskapital at tære på. Snart blev hun overflyttet til en endnu mere umulig post som miljøminister, en post hun ingen særlige forudsætninger havde for. Hun kom under kraftigt pres fra folketingsgruppen, fra fødevareordfører Erling Bonnesen og landbrugets topledelse, fordi hun ville opfylde EU's vandrammeplan for udvaskning af kvælstof ved mindske udvaskningen til 19.000 tons i 2015.

Til rækken af 'brug og smid væk'-kvindeministre hører navne som Ulla Tørnæs, Rikke Hvilshøj, Tove Fergo, Henriette Kjær, Eva Kjer Hansen og Carina Christensen. For tiden har ministre som Inger Støjberg, Benedikte Kiær, Tina Nedergaard og Charlotte Sahl-Madsen rollerne som tjenstvillige håndlangere for regeringsledelsen.

Færdig som popsanger

Men ingen har så klart som integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech anskueliggjort, hvor meget rollen som periferiminister kan berøve en politiker selvstændig tænkning og gennemslag i offentligheden. Engang var hun en frisindet politiker og en vogter af retsstaten og den borgerlige anstændighed.

Nu er hun banket på plads til at danse efter regeringsledelsens og Dansk Folkepartis pibe. Den tidligere mediedarling vrisser af journalister og offentligheden, som om hun har det dårligt med at have solgt sig selv for en ministerpost.

Hun er på vej mod at være færdig.

Måske er hun og de øvrige periferiministre også varsler om, at vi i løbet af de næste årtier vil se nye organisationsformer af regeringen med lag af superministre, ministre og viceministre.