Læsetid: 6 min.

Hvordan overlever velfærdsstaten?

Krisen har for alvor vist, at velfærdsstaten ikke kan fortsætte som hidtil, men det voksende lag af sociale iværk­sæt­tere kan anvise nye måder at tænke velfærd på. Eksperter advarer dog mod at bruge social nytænkning som en løftestang for mere privatisering
Krisen har for alvor vist, at velfærdsstaten ikke kan fortsætte som hidtil, men det voksende lag af sociale iværk­sæt­tere kan anvise nye måder at tænke velfærd på. Eksperter advarer dog mod at bruge social nytænkning som en løftestang for mere privatisering
5. juli 2010

En grafisk virksomhed, der ansætter psykisk sårbare, et it-firma, hvor de ansatte er autister, og frivillige, der laver væresteder for anbragte børn.

Innovation handler ikke kun om nye smarte tekniske løsninger eller videnskabelige landvindinger. Social innovation vinder frem og skaber flere stedet rundt om i landets kommuner nye eller supplerende tilbud til den offentlige service, der er ramt af stadigt stigende krav fra borgerne, færre hænder til at løse opgaverne og stadigt stigende økonomiske underskud. På Center for Socialøkonomi, der hjælper borgere og foreninger i gang social­økonomiske virksomheder, har direktør Lars René Petersen i år fået dobbelt så mange henvendelser som sidste år og har kontakt med en fjerdedel af landets kommuner omkring at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder.
»I stedet for at sidde med hænderne skødet, hvis man synes noget er forkert, så gør mange mennesker i dag noget. De er drevet af den gode idé og den sociale indignation, fordi der er kommet mere pres på velfærden og de svage grupper, og det animerer flere til at handle i stedet for at skyde skylden politikerne og den offentlige sektor,« forklarer Lars René Petersen.
Men der er heller ikke nogen vej uden om at gentænke ’Velfærdsdanmark’, mener professor i social innovation Lars Hulgaard fra Roskilde Universitet. Han ser to modeller for den skandinaviske velfærdsstat frem mod 2030:
»Enten vil vi se en privatisering af velfærdstaten af helt ukendte dimensioner, fordi vi ikke kan fortsætte med at bruge flere og flere offentlige midler, eller også skal den den tredje sektor involveres mere via socialøkonomiske virksomheder,« siger Lars Hulgaard. Ideen med socialøkonomi er, at samarbejdet mellem det offentlige, brugere, ansatte og frivillige kan bidrage med ressourcer fra langt flere kanter, end det er tilfældet i dag.

Fælles ansvar for velfærd
»Hvis alle er inde over, men med respekt for de professionelles viden, så vil det skabe noget helt andet end omfattende privatisering, hvor du overlader det til den enkelte at klare sig selv bedst muligt,« mener Lars Hul­gaard.
Torben Bager, der er professor i entreprenørskab på Syddansk Universitet, mener den økonomiske krise og nedskæringer på den offentlige velfærd kan være med til at skabe mere nytænkning i velfærd.
»Vi står i en klemme, hvor vi ikke kan fortsætte som hidtil, og de nye sociale iværksættere kan give os inspiration til, hvordan vi kan finde nye måder at få velfærden til at fungere på, fordi de inddrager nye aktører. Hvor stort potentialet er, kan man jo spørge sig selv om, for det er virkeligt tunge problemstillinger, vi står overfor, hvis vi skal holde liv i velfærdsstaten,« mener Torben Bager.

Velfærd har i mange år været låst fast til den offentlige sektor, selv om både brugere, private virksomheder og frivillige organisationer kan samfundet, vurderer Lars René Petersen:
»Men de sidste fire-fem år er fokus skiftet fra, hvem der passer de ældre eller børnene, til hvordan bliver det gjort bedst muligt.«
Kommuner er i gang
Socialøkonomiske virksomheder er ikke nogen ny idé. Roskilde Festivalen gør det, når store dele af overskuddet går til sociale og kulturelle formål. Pastor Sonne gjorde det, da han startede den første brugsforening i 1800-tallet. Fællestrækket er, at sociale virksomheder i modsætning til konventionelle er baseret på at skabe social værdi frem for økonomisk, og et eventuelt overskud ikke går til høje lønninger, men til sociale formål.
»Det, der i dag hedder sociale entreprenører, hed tid­ligere ildsjæle, men de nye termer har givet dem en ny form for værdi, fordi du kan føre politik på og udvikle samt professionalisere om­rådet,« mener Lars Hulgaard.
Den socialøkonomiske tankegang vækker stadig større interesse globalt. Måske fordi mange af de sociale virksomheder, der er skudt op i især Storbritannien og USA, har vist sig mere robuste under den økonomiske krise, forklarer Lars Hulgaard:
»De her virksomheder er mindre sårbare, fordi de har ikke alle mulige hensyn til aktionærer og en masse fedt i organisationen, og så er de tættere på de reele økonomiske vilkår, som almindelige lønmodtagere har.«
I USA er nonprofit-sektoren den hurtigst voksende branche. Herhjemme er der stadig relativt få gode eksempler på socialøkonomiske virksomheder, selv om interessen er stigende.
Den økonomiske krisebevidsthed har især sat bevægelse i kommunerne for at finde nye ideer til, hvordan fremtidens velfærd kan sikres. Kolding er den første kommune i Danmark, der har fået en strategi for udvikling af flere sociale virksomheder, men flere kommuner er i gang. Målet for Kolding Kommune er at få skabt 10 socialøkonomiske virksomheder på to år.
»Vi vil fremme samarbejdet mellem kommunen, de frivillige og virksomhederne, fordi vi tror det vil kunne skabe nye og bedre måder at løse de opgaver, der ligger imellem det private og offentlige, på,« siger udviklingschef i kommunens socialforvaltning Kim Hansen.

Privatisering ad bagvejen
Oliver Maxwell har arbejdet med sociale virksomheder i Strobritannien, hvor Labourregeringen siden 2001 har promoveret socialøkonomiske virksomheder som svaret på den kriseramte offentlige sektors problemer.
I dag er han flyttet til Danmark og arbejder også her med socialøkonomiske virksomheder. Han iagtager med bekymring, hvordan retorikken fra Storbritannien går igen i den danske debat. For hele hypen om sociale virksomheder kan nemt blive en løftestang til yderligere privatisering.
»Ideen om, at ting, der går galt i det offentlige, skal overtages af sociale virksomheder, er risikabel. Privatisering af offentlig service er meget mere kompliceret, end mange af fortalerne for social økonomi antyder. Problemer i det offentlige har oftest noget at gøre med politiske prioriteringer, dårlig økonomi, og mangel på handlefrihed for de ansatte, og hvis opgaveløsningen bliver lagt over til sociale virksomheder, risikerer problemerne at flytte med,« siger Oliver Maxwell.

I Storbritannien er mange af de mindre og lokale, sociale initiativer blevet overset, da velfærdsopgaverne blev udliciteret. I stedet er de blevet givet til større organisationer, som er langt mindre transparente, effektive og mere bureaukratiske, fortæller Oliver Maxwel. Han mener, det er vigtigt at konkretisere, hvad en social virksomhed er og ikke overdrive betydningen af, hvad de sociale virksomheder kan spare det offentlige for.
»Sociale virksomheder er gode til at inspirere og samle op på problemer, som det offentlige ikke kan eller vil gøre noget ved, men de kan ikke overtage det offentliges rolle,« siger Oliver Maxwell.

Lars Hulgaard er enig i, at faren er yderligere privatisering, fordi begreberne bliver rodet sammen:
»At en helt almindelig virksomhed arbejder indenfor sociale område eller har en cooperate social responsibility-profil er selvfølgelig godt, men det gør den ikke til en social virksomhed, for her er det sociale aspekt bare endnu et instrument til opnå økonomisk overskud.«
Kim Hansen, der udviklingschef i socialforvaltningen i Kolding, mener ikke, at kommunernes nyfundne interesse for sociale virksomheder bare er en måde at lave en mere spiselig form for privatisering.
»Intentionen er at generere nye ideer, som gerne må supplere de kommunale ydelser eller skabe noget helt andet. Men der er da også mulighed for, at udliciteringer på ældre- eller børneområdet kunne blive ledsaget af en klausul, der sikrer, at der er andre tanker bag at påtage sig opgaven end cool cash,« siger Kim Hansen.

Tilbage til rundkredsen
I Kolding Kommune er den største udfordring at gå fra de gode intentioner på papiret til konkrete socialøkonomiske projekter. Og det problem vil mange kommuner blivwe konfronteret med, fordi vi er vant til at tænke innovation som noget, der har med ny teknologi og produkter at gøre.
Men ligegyldigt om det handler om hjemløse eller ny software, så er den menneskelige faktor afgørende for om det lykkedes, forklarer Lotte Darsø, der er lektor i innovationsprocesser på Aarhus Universitet:
»Vi er nødt til at gentænke hele vores velfærdsbegreb, men vi lader os ofte begrænse af fordomme og erfaringer omkring, hvordan det har været før,« forklarer Lotte Darsø.
Det er i relationen mellem mennesker med vidt forskellige erfaringer, som har tillid og respekt for hinanden, at der bliver skabt nytænkning, forklarer hun. Hvis der skal andet end flere lappeløsninger af velfærden på bordet, så skal der flere aktører end kommunaldirektører, politikere og virksomhedsledere med i processen.
»Hvis man kan få så mange som muligt af brugerne repræsenteret, og alle de lag, der er involveret med i processen og en kunstner med ind over også, så begynder der at ske ting. For der skal være nogen, der ikke er eksperter og tør provokere, før der kan opstå en kreativ spænding, der fører til nytænkning,« siger Lotte Darsø og tilføjer med et smil, at det nok kan komme til at medføre flere rundkredse.
lila@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • 'Vi må genopfinde medborgerskabet'

    5. august 2010
    Hvis politikerne tør give slip på regler og vanetænkning, så er der masser af kræfter at hente blandt helt almindelige danskere til at løfte velfærdsopgaverne, mener formanden for Frivilligrådet. Indtil videre har regeringen dog været afvisende
  • CEVEA: Venstrefløjen har svigtet velfærdsstaten

    4. august 2010
    Venstrefløjen har i årevis set velfærdsstaten som patentløsning på alt og har svigtet velfærden ved ikke at anerkende dens begrænsninger. Det mener centrum-venstre tænketanken CEVEA. S og SF kan overhovedet ikke genkende kritikken
  • Kommuner sagsøges for forringelser i hjemmehjælpen

    24. juli 2010
    De danske kommuner er hårdt pressede på pengekasserne. Det betyder forringelser i hjemmehjælpen i over hver fjerde kommune, viser ny rundspørge. I nogle kommuner så voldsomme nedskæringer, at de ifølge Ældre Sagen er ulovlige. Foreningen lægger nu sag an ved Statsforvaltningen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

VKO's reflekssvar vil selvfølgelig være et totalt udsalg af alle offentlige institutioner og midler til spotpenge. Alle andre, mindre sindsyge, individer vil indse at velfærdsstaten i meget stor udstrækning definerer os som folkefærd og at privatiseringer ikke kun er at skyde os selv i foden, men også vil ødelægge hvad det vil sige at være dansk.

I følge en lektor Darsø kræver omstilling i velfærdssamfundet flere aktører i processen: Kommunaldirektører, politikere, ledere, brugerrepræsentanter og sågar en kunstner også, så begynder der at ske ting....

Hvad med de ansatte der skal udføre opgaverne?

Prøv at motivere dem gennem selvforvaltning, tillid og ytringsfrihed. Prøv at spare på dem fra det såkaldte fedtlag (alle de ovenfor nævnte + dem med fedterøvstillæg og kontrolskemaer) og brug pengene på eksperimenter inden for rammer udstukket af politikerne....så vil korpsånd og arbejdsglæde blomstre...

det er ikke af objektiv nødvendighed at velfærdsstaten er ved at falde fra hinanden, men på grund af nyliberalistiske tiltag. Så nu vil man søge efter nyliberalistiske løsninger, ja det er da vist meget logisk, ikke?
Under den store krise i trediverne kom man i USA ud af krisen ved bl. a. at INDFØRE et vist mål af velfærd, og man kunne have håbet at USA vill være blevet civiliseret og have indført mere velfærd. I stedet er det gået den modsatte vej at det er resten af verden der er i færd med at afskaffe velfærden ned på USAs niveau eller lavere. Ja hvafor int?

En fuldstændig overset bestemmelse i reglerne om udlicitering og udfordringsretten, er at medarbejdere i det offentlige har fået mulighed for at byde ind på eget arbejde.

Dermed åbnes op for en anderledes organisering af medarbejdernes dagligdag. For visionære medarbejdere, der har mod på at gøre tingene på en anden måde, åbner udfordringsretten op for helt nye muligheder.

Man kan så spørge sig selv, hvorfor er denne mulighed næsten ikke blevet brugt. Det skyldes nok flere ting, men en af årsager er at medarbejdernes gevinst nødvendigvis vil skulle komme fra de såkaldte overheadudgifter - altså hele det kor af chefer, som en fejlslagen bureaukratisering har fostret. Så disse bestemmelser er gemt godt af vejen, for medarbejderne ved nok hvor skoen trykker i det offentlige og hvilke chefer der er behov for.

VKO regeringen har brugt milliarder af offentlige kroner til de højere lønnede i det offentlige, fedterøvstillæg til dem med et formandsgen, konsulenthonorar, trivselsrapporter, dyre it-skandaler og en hel del anden form for bestikkelse.

Bare gå til den ude i de små arbejdsteam - der er masser af overskud at gå efter og det ikke så svært. Prøv at få fagforsteningerne med på ideen…

Henrik Andersen

Jeg har selv erfaringm fra storbritanien hvor jeg har arbejdet i den sociale sector, jeg valgte også at komme til Danmark efter nogle meget kedelige oplevelser hvor semiprivatiserede bofællesskaber blev forladt af såkaldte financielle grunde. Her er et eksempel som vi ikke behøver at følge.
2 af 25+ sådanne bosteder blev forladt og det offentlige fik en opringning at beboerne ikke havde nogen hjælp efter kl 12 den dag.
En gruppe som jeg var medlem af, alle ansatte af det offentlige, gik ind.
Der var in gen papirer ud over personlige oplysninger, der var næsten ingen mad og der var ingen penge. Alle 9 beboeres behov måtte vi så selv finde ud af. Lad os ikke få sådanne tilstande i Danmark, det er også på længere sigt dyrere. dette er kun et af mange eksempler og det er lovligt, de stakler kan jo ikke gøre for at de ikke kan få det til at løbe rundt selvom de resterende projekter giver et pænt overskud bestyrelsen ikke er lønnet, de får et fast beløb for deltagelse. de kan leve af 3 møder pr.uge.
For en gangs skyld er centralisering nok ikke en dårlig ide, mange besparelser kan opnås ved at have færre mennesker i toppen, lad os se noget kommunalt samarbejde, gode ideer i Kolding er ikke nødvendigvis gode iddeer i Roskilde, men de er måske gode i Vejen og Frederecia. Nej jeg foreslår ikke at man går tilbage til store institutioner, brug de resouecer vi har og brug dem fornuftigt.
På den fornuftige side er jeg glad ved at høre at man vil og bør bruge noget nytænkning, så hvemved måske kan man også bruge sin lange socialtfaglige uddannelse fra udlandet her.
Med alm respekt til akedemikerne!
Artiklen mangler lidt af et indslag fra de mennesker som arbejder med problemerne dagligt
Spørg nogle af forsorgsmedarbejderne hvor de mener man kan spare penge.
Noget bør gøres ødelæg ikke den Danske velfærd,
den er mere berømt end vi tror.

Dorte Sørensen

Vil en tilbage rulning af Løkke Rasmussens Strukturreform ikke være løsningen så enten regionerne overtager de udlagte opgaver fra de gamle amter eller at staten får det overordnede ansvar.
I de 3 måneder som det lykkedes at få sin reform jappet i gennem Folketinget på og kun fik vedtaget med DF s stemmer, var der mange advarsler og bekymringer fra båd oppositionen og i høringssvarende. Disse bekymringer er desværre blevet til virkelighed .

Peter Hansen

Bill Atkins peger i retning af det, der bør komme igen - Kooperationen - for en flad struktur og overskudsdeling vil passe dansk mentalitet og livskvalitet langt bedre, især når det viser sig, at erhvervslivet stadigvæk opererer med forældede idéer om disciplinering af arbejdsstyrken (læs Charlotte Rønhofs kommentarer om færdiggørelse af akademisk uddannelse på trods af arbejdsløsheden, arbejde i lavstatus ufaglærte/ungarbejder-jobs forleden dag - rystende, at et sådant middelalderligt syn stadig kan herske).

Søren Blaabjerg

Den store risiko ved privatisering af velfærden er dels, at den bliver en sovepude for den offentlige velfærdsstat, herunder de bevilgende politikere og dels, at ansvaret for, hvilket totalt velfærdsbillede, der reelt bliver resultatet, forvinder ud i den blå luft.
Det bliver med andre ord punktvise solstrålehistorier og tabloid-sentimentalitet, der kommer til at dominere ved prioriteringen, mens hele balladen i al ubemærkethed kan få lov til at sejle et vist sted hen. Desuden kan man ud over manglende professionalisme riskere et væld af spildte administrative ressourcer i form af nødvendige konferencer, kurser mv. samt regler og dertil hørende kontrol, hvis tingene skal bare nogenlunde ind i faste målbare rammer. Henrik Andersens poersonlige erfaringer fra England refereret ovenfor er i den forbindelse tankevækkende læsning.

@Michael Jansen,
Problemet med at enkelte personer ikke løser deres opgaver tilfredsstillende, for lov at foregå fordi inkompetente ledere ikke er deres opgave voksen. De er konfliktsky tildels på grund af frygt for for mange personalesager som jo trækker ned ved lønforhandlingerne.

I det flade arbejdsteam vil den slags blive spottet da antallet af tilfredse brugere (kunder) vil falde til skade for teamets omdømme...og så kender hver især jo hinanden og optræder ansvarligt i et team der er drevet af korpsånd og fællesskab

Vi må erkende at de steder hvor ISS har været inde og drive offentlige opgaver i konkurrrence med ikke privatiserede opgaver - eksv. børnehaver - der var det ikke interessant (læs profitabelt). ISS og andre megafirmaer har samme problem med overheadudgifter som det offentlige. De - ISS og andre - vil helst have hele opgaven så de ikke har konkurrence og på samme måde som sagen om privathospitalerne og Lars Løkke Rasmussen - forhandle fordelagtige afregningssatser...

René Jansen

Uden velfærdsstaten er matriarkatet også en umulighed.

Fra Velfærdsrapporten

Side 381-382

"....Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler, hvis de gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv, jf. tabel 13.3. Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv..."

Den finanskrise er ikke så skidt endda. I hvert fald ikke for os, som er godt trætte af at arbejde primært for et kvindesamfund. Institutionaliseret trælleri under dække af fine ligestillingsbegreber.

Hvorfor er det nu også lige, at hver gang nogen bræger op om, at vi alle skal være lige, at så står der en socialistisk folkemorder eller gennemgribende social modellering klar i kulissen?

Lennart Kampmann

Jeg vil da gerne gå mod strømmen på Informations debatside. Vi har alt for meget velfærd og den er helt skævt fordelt.

Velfærdssamfundet gør os magelige og uambitiøse, mens vi tager et par sabbatår og hygger os. Det er naturligvis rart, men resourcemæssigt uholdbart.

Demografien er imod os, for en alt for stor del af samfundet bliver forsørget, mens en alt for lille gruppe skal betale gildet. Det er ikke resourcemæssigt holdbart.

Når man selv betaler for en ydelse vil man jo kræve at få noget for pengene - Man kan dermed også stemme med sine penge og vælge noget fra. I et offentligt system vil det være svært, nærmest umuligt, for man må ikke nægte at betale skat.

Fordelingen er helt tosset - hvorfor skal middelklassen tildeles så mange støttekroner som den bliver begavet med, når det burde være den nederste tiendedel af samfundet, der blev prioriteret. Middelklassen er blevet velfærdsjunkier.

Efterløn - Det er for sent at rulle den tilbage. Den blev lanceret for at få fjernet "de gamle" der var i vejen for "de unge", den blev populær og opfattet som en ret, og den bliver afskaffet om 10 år, når der igen er en "lille" årgang der skal til at gå på pension (de er jo ikke nok til at vælte regeringen).
Nyd den - den blev dyr for os andre.

Med venlig hilsen
Lennart

Peter Andreas Ebbesen

Det mest fornuftige ville være indførelsen af borgerløn.
Alt andet er blot beskæftigesesterapi for økonomer og andre papirnussere.

Til de gæve velfærdsbekæmpere

Det er muligt at nogen ser et matriarkalsk samfund i velfærdsmodellen, men jeg vil, komme med den påstand at titusindvis af børn er blevet reddet fra deres forældres deroute af velfærdssamfundet - til gavn for velfærdssamfundet og naturligvis dem selv.

Husk Skattefar er ophav til mange sunde veluddannede børn i dette samfund. Et samfund der opretholdes af sunde, veluddannede børn.

Hvordan vil I skære ned på velfærden?

Er en genopretning af eksperternes - eksv. lægernes - prioritering af hvem der har hjælp behov og hvornår, en mulig redning for velfærdssamfundet?

Skal skattevæsenet tages med i prioriteringen af hvem der har hjælp behov?

Kan de offentligt ansatte selv kan finde måder at organisere deres arbejdstilbud på, så velfærdsydelserne bliver mere effektive?

Eller skal liberalisternes 'usynlige hånd' føre sparekniven?

Peter Hansen

Peter Andreas Ebbesen, hvor umoderne! :-)
Men stadig en god idé, især når det er kreativitet, der er løsenet for fremtidens samfund.

René Jansen,
hver gang nogen bræger op om, at vi alle skal være lige

Velfærdssamfundet går ikke ud på at alle skal være lige (og det er vi i sandhed heller ikke) - men derimod at alle skal have hjælp til at komme ud af velfærdstruende situationer.

For at tage et eksempel, så er politits hang til at bruge udtrykket "perletand" udsprunget af den kendsgerneing at subsistensløse tidligere, ofte kun havde én - eller et par - tænder i munden. En slags stigmatisering af de allernederste i samfundet.

Nu er der etableret en ordning med gratis tandpleje til de hjemløse, og jeg har aldrig set så mange tabte skæbner rejse hovedet og smile til omverden. Hvordan tror du man får et job uden tænder?

...og kald det bare matriakalsk tankegang.

Lennart Kampmann,

Fjernelsen af efterlønnen.

Lidt høkerregning…

På en ratepension indbetales 439 kr pr. (efterlønsbidraget) måned i 30 år med en forrentning på 7,5% pr. år. Det giver med skattefordel ca. 600.000 kr. i opsparet ratepension.

Jeg kan ikke se at efterlønnen over tid kan være det store økonomiske samfundsmæssige problem.

…hensigten er givet at privatisere folks opsparing til tidlig pensionering?

En reform af velfærdssamfundet - hvilket efterhånden må være evident for enhver, der bare har den mindste tiltro til diverse økonomer, 'eksperter' og ellers bare følger en smule med i den demografiske udvikling i landet - er ikke i min optik ensbetydende på nedskæringer eller at bekæmpe velfærden.

Er efterhånden træt af at efterløn fylder så meget i velfærdsdebatten. Ingen tvivl om den er dyr og hul i hovedet, men den udfaser sig selv over tid, og med det generationsflertal, der sidder på Christiansborg lige nu, bliver der ikke ændret synderligt ved den.

Lad os hellere diskutere hvad velfærd egentlig er og hvad vi i fremtiden vil have råd til. Der er en helt ny generation af individualiserede og globaliserede danskere, som skal til at definere deres forståelse af velfærd. Det bliver spændende af følge.

olivier goulin

Enig med Lennart Kampmann.

Velfærdssamfundet er for længst degenereret til en art social valium. Den essentielle idé med at have et sikkerhedsnet for de svageste, der af forskellige grunde ikke kan klare sig selv, gamle, kronisk syge, handikappede, osv, er indlysende rimeligt. Det er der formentlig overhovedet ingen, der er uenige i. Og der er formentlig heller ingen stat, der ikke har det til en eller anden grad.

Hele diskussionen handler derfor altid, om at finde den rette balance mellem velfærd og ansvar. Hvis balancen tipper over på velfærdsssiden, så risikerer man, akkurat som med forkælede børn, en befolkning af initiativløse, forvente, dovne og nytteløse individder, som ikke bidrager til fællesskabet, og hvad er værre, degenererer menneskeligt.

Det sidste er, for mig at se, den mest graverende bagside af velfærssamfundet, men desværre et aspekt, der alt for sjældent diskuteres.

Det altoverskyggende problem ved den passive forsørgelse, er den afhængighed, den skaber hos modtageren. Almisser skaber helt enkelt tiggere. Og tiggere vil, uanset hvor rige de bliver af at tigge, forblive fattige på Selvrespekt, Selvværd og Livskvalitet - eller ægte velfærd med andre ord. Hermed bliver intentionen om at skabe mest mulig velfærd til flest mulige, faktisk et paradoks; den nedbryder stille og roligt mennesker og samfund åndeligt.
Dette er en meget subtil langtids-effekt af velfærds-ideologien; den er snigende og nærmest umærkelig, men den er uomgængelig, fordi den har forbrudt sig mod et fundamentalt åndeligt princip: Man kan ikke opbygge et sundt samfund af svage individder, og man kan ikke skabe stærke individder, ved at gøre dem afhængige. Det ligger i vores menneskelige natur, at vi ønsker suverænitet, at være selvstændige og også at yde, bidrage, præstere. En stat må for alt i verden ikke modarbejde disse iboende dyder hos individdet, og promovere afhængighed og ansvarsløshed. Det gælder på alle områder: I forhold til forsørgelse, misbrug af rusmidler, medicinering, osv.

Men realiteten er ikke desto mindre, at der er et enormt omfang af disse afhængigheder i vore 'velfærdssamfund', og tanken kan jo ikke undgå at strejfe en, om ikke det er en meget bevidst politisk strategi, en del af velfærdsplanen, at passivere potentielle problematiske borgere med almisser, medicin, fladpandet underholdning etc. - til gengæld for social ro og orden.

Det nævnes jo ofte, at velfærdssamfundet, med hertil hørende økonomisk omfordeling har været garant for social ro, stabilitet, sammenhængskraft, osv. Ingen tvivl om, at det er sandt til en vis grad. Men heller ingen tvivl om, hvorfor det er sandt: Man har købt sig til det ved at passivere folket med velværdsydelser. Revolutioner sker kun i samfund med stor social polaritet. Velfærdssamfund + Demokrati er, så længe det er muligt, opskriften på ro og stabilitet. Alle får lige del af kagen og alle får en stemme. Tilfredsstil folks materielle begær og deres ego, og få fred. Det er en meget snu strategi, men den er også nederdrægtig.

Så vil velfærdsstaten overleve? Overleve hvem? Overleve hvad?
Det er et system, der kan fortsætte så længe der er råd til det, og evt. indtil en ny tidsånd skrotter den. Velfærdsprojektet har i navnlig grad været krigsgenerationens + deres børn, 68'ernes. Det er muligt, at det gradvis vil uddø med 68'erne, fordi deres børn ikke er flasket op med samme ideologi; de er langt mere individualistiske, og er ikke så skræmt af begreber som ulighed og personligt ansvar.

Men det mest sandsynlige er nok, at det lige så stille udhules, fordi der ganske enkelt bliver råd til mindre og mindre, og der er simpelthen en smertegrænse for, hvor meget man kan malke sin arbejdende befolkning for skatter til at forsørge et alt for stort mindretal.

Og så ender vi måske med at skulle nøjes med en Minimalstat, som den Fogh oprindeligt argumenterede for.

Vist et materielt tab for mange, men en åndelig gevinst for os alle.

/O

olivier goulin skriver:

en befolkning af initiativløse, forvente, dovne og nytteløse individder, som ikke bidrager til fællesskabet, og hvad er værre, degenererer menneskeligt.

Ovenstående kunne være en beskrivelse af den del af befolkningen som samfundet ikke længere har brug for. På grund af globaliseringens specialisering af arbejdskraftbehovet, har Danmark idag, i modsætning til igår, ikke brug for armkræfter, til gengæld har vi brug for højere uddannede.

Skal vi indrette samfundet efter kapitalismens krav om en maksimering af profitten eller efter befolkningens krav om maksimal beskæftigelse. Skal manuelle opgaver sendes hen hvor arbejdsvilkårne og lønningerne er ringe, for at sikre kapitalejerne en maksimeret profit. Jeg synes det ikke...

Kapitalejerne i Danmark har skabt en strukturarbejdsløshed som skævvrider samfundet og skubber flere og flere ud i nytteløshed.

olivier goulin

Bill Atkins skriver:

"Skal vi indrette samfundet efter kapitalismens krav om en maksimering af profitten eller efter befolkningens krav om maksimal beskæftigelse?"

Efter min mening ret enkelt:

Det segment (det private), der skal finansiere velfærden, er nødt til at konkurrere globalt, og dermed være profit-optimeret.

Det segment (det offentlige), der forbruger velfærden skal være omkostningsoptimeret - og det bliver det bla. ved at forlange modydelser for sin velfærd til dem, der ikke yder til den. Der bør simpelthen ikke gives overførselsindkomster til arbejdsduelige mennesker; så enkelt kan det siges. Det er allerede ved at bryde dette princip, at kæden hopper af.

Folk, der overhoved er i stand til det, skal sættes til 'meningsfulde' opgaver for at modtage offentlige penge. Der er altid et overskud af arbejdsopgaver i samfundet, som ikke bliver løst, fordi det ikke kan betale sig for folk at arbejde, når de kan forsørges passivt.

Hvis dette krav fortsat var blevet håndhævet, ville vi også have maksimal beskæftigelse.

Det er i virkeligheden et helt rimeligt krav fra det offentlige overfor individdet, at der må ydes for at kunne modtage, og som sagt, er det også et samfundsbærende princip, en naturmoral næsten. Det er mig en gåde, at det er blevet kastet overbord undervejs i velfærdstatens udvikling; for mig at se, et udtryk for åndeligt armod.

/O

Peter Hansen

Selvfølgelig skal folk, hvis de skal yde, have en løn, ikke en overførselsindkomst, Olivier Goulin. Det er muligt, der er opgaver at udføre, men de er åbenbart ikke vigtige nok til, at man vil ansætte nogen til at udføre dem.
I betragtning af dit franske navn er det en bemærkelsesværdigt puritansk holdning, du udfolder. Den kan vi godt skrotte! I fremtiden vil der blive brug for færre og færre på arbejdsmarkedet til en voksende produktion. Så kan mennesker beskæftige sig med det, de er bedst til: at være mennesker for hinanden.

olivier goulin:

Folk, der overhoved er i stand til det, skal sættes til ‘meningsfulde’ opgaver for at modtage offentlige penge.

Jeg ser jævnligt mennesker med en eller anden form for pension, som ser ud til at kunne passe et arbejde. Jeg har udfrittet nogle og reelt er arbejdsopgaverne der ikke, eller tempoet er for hårdt. Det skyldes efter min mening at den generelle holdningen er som du skriver:

Det segment (det private), der skal finansiere velfærden, er nødt til at konkurrere globalt, og dermed være profit-optimeret.

Profit-optimeret betyder ekstremt tempo, højt uddannelsesniveau og omstillingsparathed, i erhvervslivet - og faktisk også på det offentlige arbejdsmarked.

Det er absolut ikke sikkert at det - samfundsmæssigt set - er en fordel at presse effektiviteten op på et niveau hvor en pæn del af arbejdskraften er hægtet af pga. den ene eller den anden lidelse. Som du selv skriver bør folk sættes til meningsfulde opgaver.

Samfundet er efter dansk opfattelse ikke en aktiebeholdning eller en erhvervsvirksomhed, men et sted hvor der skal være arbejdspladser til de fleste, samt en rimelig levestandard til alle.

Privatisering har ført til prisstigninger inden for:
Energisektoren
Håndkøbsmedicin
Visse teleydelser
Postudbringning
Kollektiv transport
Hospitalsbehandling

...nu må selv Ventrefolk komme i tvivl. Brian Mikkelsen har allerede offentligt fortrudt

olivier goulin

@Peter Hansen

Jeg kan ikke se det puritanske i mine krav. Men hvis du synes, at de er udtryk for et lidt gammeldags værdisyn, så er det måske fordi tiden er løbet fra dem. Og det er vel netop problemet. Velfærdsprojektet er løbet af sporet, og det i en sådan grad, at man har mistet orienteringen og fornemmelsen af værdigrundlaget. Velfærdssamfundet i sin nuværende form er overhovedet ikke berettiget i noget fornuftigt værdisæt, som f.eks. solidaritet, omsorg med de svage, etc. Det var det i starten, med Staunings reformer etc. Dengang havde projektet stadig en sund fundering. I dag har det, som så mange har pointeret i de seneste års debatter om emnet, udartet sig til en ond symbiose af kurrupte politikere og en masse klientgjorte borgere, der har selvsagt interesse i at støtte de samme politikere. Et system, hvor alle forsøger at malke de offentlige kasser mest muligt, finansieret af en alt for lille del af befolkningen, som må se deres arbejdes frugter forsvinde ned i dette sorte hul af frådende vanvid.

I øvrigt har jeg aldrig sagt, at arbejdsløse skal arbejde underbetalt. Hvem siger, at de skal arbejde fuld tid. Men man kunne da i det mindste forlange, at de yder de timer, der svarer til deres understøttelse, og er med til at løfte nogle af alle de samfundsopgaver som i dag ikke bliver gjort p.gr.a. barberede offentlige budgetter. Og oven i det hele, måske ligefrem et ideelt arbejdsscenarie for folk, der ønsker deltidsarbejde. Men hvis folk foretrækker at få penge for ikke at løfte en finger, så har vi et meget alvorligere problem - så er det en værdikrise, vi taler om.

Der er simpelthen alle fordele for alle ved at lade overførselsindkomster gå hånd i hånd med krav om samfundstjeneste, efter evne naturligvis.

Og tillad mig at minde om, at min hovedsaglige interesse i denne debat ikke drejer sig om økonomi, uretfærdighed og nasseri. For mig drejer problemets kerne sig om de menneskelige, sociale og åndelige konsekvenser ved en klientgørelse af mennesker. Eller som Adam van de Kamp sagde tidligere: Lad os hellere diskutere, hvad egentlig velfærd (:trivsel) er for en størrelse, og hvordan den skabes. Det er en diskussion, der har perspektiv. Velfærdsdebatten er alt for fikseret på økonomi, omfordeling og offentlige tjenester.

Jeg ser en klar sammenhæng mellem velfærdssamfundet og sygeliggørelsen af individdet. Individder bliver til klienter og patienter, og sikkert og langsomt bliver deres ansvarsfølelse, værdighed, selvrespekt, suverænitet, initiativ, osv, osv suget ud af dem. Det er en ond spiral, forklædt som omsorg.

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

600.000 er ikke nok til fem år på efterløn. Tænk også på at staten går glip af fem års indbetaling af indkomstskat. Den indbetalte skat fra pensionen vil ikke udligne tabet.

Folkepensionen er en venlig gestus fra samfundet. Vil man have mere bør man selv spare op til alderdommen, og selv bestemme hvornår man lader sig pensionere. Så kan staten fx. sætte en grænse for folkepension og alle kan få det som de vil, selvfinansieret.

Med venlig hilsen
Lennart

65-62 = 3 år og faktisk var ordningen tænkt at skulle hvile i sig selv. Desværre forplumrede Poul Nykup Rasmussen efterlønnen. Om folk går på pension ved det 62. år på grund af ratepension eller efterløn er vel skattemæssigt udgiftsneutralt...

...og min pointe er, at den økonomiske belastning for staten ved, at give de mest hårdtarbejdende en afgangsalder ved det 62. år i stedet for ved det 65. år - en af europas højeste pensionsaldre - er yderst ringe.

@Bill Atkins og Lennart Kampmann

Jeg tror regneeksemplet skal korrigeres, da en rente på 7½ % hører en anden tid til. Beløbet bliver derfor under det halve, og med en ratepension over 10 år, vil den månedlige før skat ydelse blive mindre en 2.500 kr.

Efterlønnen kan vel ikke siges at være selvfinansieret?

7,5 % skulle være et meget rimeligt bud set over en 30 års periode - der kommer snart en boble til - sådan er kapitalismen. Der er vel iøvrigt ikke alene tale om en rente, men en rente og et afkast.

...nogen større belastning for staten er der vel alt andet lige ikke.

"alt andet lige" betyder at demografiske påvirkninger udelades.

Jeg tillader mig lige at paste FTF's bud på mere velfærd for pengene:

- Drop det bureaukrati, der ikke fremmer kvaliteten – sæt mere fart på
afbureaukratiseringen og tjek alle nye regler for administrativt bøvl

- Få mere hjælp fra teknologien – lad medarbejderne og borgerne
være med til at udvikle teknologien, og klæd medarbejderne bedre på
til at bruge nye teknologier

- Brug medarbejdernes ideer til udvikling – opret styringslaboratorier
til udvikling af helt nye styreformer og opret et nationalt videncenter
om innovation

- Sats mere systematisk på medarbejderdreven innovation bl.a. gennem
dedikerede tilskudspuljer

- Etabler efteruddannelsestilbud i innovationsledelse, der kan styrke
medarbejdere og lederes evne til at indgå i innovationsprocesser

- Forsk mere i medarbejderdreven innovation – hvilke metoder virker,
hvor virker de, og hvordan udbredes de gode eksempler?

Læs mere på:
www.ftf.dk/innovation

Martin Vindum

@Jesper
Ja helt enig, hvilken velfærd, siden indførelsen af bistandsloven, har det jo været en standart politisk øvelse, at beskære denne, på de fattigste bekostning !!!

Peter Andreas Ebbesen

Den eneste løsning må en art universel borgerløn,
til alle i DK bosatte borgere.
En høj grad af ligeløn sikrer, at man vælger arbejde efter interesse og evner.
Ikke efter et eller andet pengegrisk.
Desuden en glimrende måde at afskaffe Klassesamfundet på (Genindførelse af Demokrati!)
Kontrolanterne fra det sociale system kan så passende finde arbejde i det kollektiviserede økologiske landbrug, hvis de har evner eller lyst til det.

Peter Hansen

Peter Andreas Ebbesen, nogen må tage første skridt til et parti med dit forslag på progrmmet. Det er indlysende rigtigt - i modsætning til folk, der forsøger at forudskikke, at vi om 50 år vil mangle et givet antal højt uddannede!

@Peter Andreas Ebbesen

Det lyder som gammel sur vin på nye flasker, men nogle enkelte spørgsmål:

Bliver der også plads til os der i dag arbejder men egentlig helst blev fri, fordi vi mest interesserer os for at hygge med familie og venner og derudover holde fri?
Ville vi blive tvunget til at arbejde? Og i tilfælde af ja - af hvem da?

Peter Hansen

Ah, Martin Lund, der tager du nok fejl. De fleste mennesker interesserer sig faktisk for noget, og hvis man ikke er afhængig af at skulle tjene penge på sine interesser, kommer der aligevel til at ske en vækst i samfundsaktiviteten, forårsaget af lyst og initiativ, hvor man ikke risikerer mange års forarmelse, hvis det går galt.

peter jensen

nå, jeg troede Ebbesen, Hansen jokede !

I skulle kikke nærmere på Retsforbundet, borgerløn.
Har været deres politik i mange mange år.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Velfærdsstaten overlever ved, at det offentlige undlader at udlevere krykker og rullestole til folk der kan gå selv.