Læsetid: 2 min.

'Med Lov skal man Land bygge'

Information er taget i Københavns Byret for at skildre en del af sommerlandet, som de færreste - men dog påfaldende mange - kommer i berøring med
28. juli 2010

Tag et tjek på retslisterne på www.domstol.dk. Der er mange, rigtig mange, sager hver eneste dag.

Om alt fra bøder for fornærmelig adfærd og betalingskrav for tvivlsomme lejlighedsoverdragelser over databedrag, mandatsvig og vold mod tjenestemand i funktion, til småtyverier, forældreretssager og søgsmål mod afgørelser i Ministeriet for Flygtninge og Indvandrere.

Alle de steder, hvor privatpersoner kommer på kant med hinanden, borgere på kant med staten eller omvendt, hvor virksomheder er uldne i etikken, eller mennesker af ukendte årsager ikke længere kan betale deres husleje - der går retssystemet ind og regulerer, sanktioner, skrider ind og vurderer. Træffer afgørelser om sandt og falsk, rigtigt og forkert.

Ikke kun 'bevismateriale', men også folks sædelige og sociale baggrund og meritter drages ind. Deres evne til at lyde overbevisende, til at huske, til at formulere sig.

På Nytorv i København vejer en uniform som regel tungere end en forklaring fra en 'civil'. Her er præcision og konsistens vigtigt, men 'troværdighed' endnu vigtigere.

På trappen foran den nyklassicistiske bygning på Nytorv stopper unge svenske turister op for at nyde deres softice. Side om side med ældre mænd med en dåseelefant i hånden. Nogle hænger uforpligtende ud i solen, undgår de mest pislugtende steder nær de mastodontiske søjler og finder et behageligt sted at læne sig tilbage. Mens andre bekymret, tænksomt, nervøst, opløftet, forventningsfuldt eller rasende venter på afgørelser, på at afgive vidneforklaringer, på deres venner eller familier, der enten sidder anklaget eller som sagsøger bag de blegrosa, tykke mure.

På søjlerne er indkradset navne, små beskeder og symboler. Både af mere specifik karakter, som Holmblads- gadeinitialerne 'H. B. G', koden for det hedengangne Ungdomshus: '69', eller 'PKK' - Det kurdiske separatistiske partis initialer. Og af den mere generelle slags, som f.eks.: 'Fuck'.

Over dem alle præsiderer den officielle besked til befolkningen, taget fra indledningen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241:

»Med Lov skal man Land bygge«.

Blandt de tre kategorier, som byretten tager sig af - civile sager, straffesager, tvangsauktioner - har Information udvalgt en række forløb, som over den næste tid bliver skildret her på siderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu