Læsetid: 8 min.

'Måske ser jeg helten mere end sønnen'

Jan Hjorth mistede sin søn Martin i Irak for fire år siden. Men han bakker stadig op om Danmarks krigsdeltagelse. Når Villy Søvndal bruger de dræbte soldater til at tvivle på krigen, er det som at stille sig på deres døde hoveder for at få en højere talerstol, mener Jan Hjorth
Jan Hjort (t.v.) mistede sin søn Martin i Irakkrigen - men ville være parat til at støtte sin datter i at tage til Afghanistan som krigsfotograf. Martin Hjort (t.h.) var den sjette danske soldat, der blev dræbt under  Irakkrigen. Det var i 2006, og Martin blev 20 år. I dag er hans far aktiv i konstabelforeningens Familienetværk.

Jan Hjort (t.v.) mistede sin søn Martin i Irakkrigen - men ville være parat til at støtte sin datter i at tage til Afghanistan som krigsfotograf. Martin Hjort (t.h.) var den sjette danske soldat, der blev dræbt under Irakkrigen. Det var i 2006, og Martin blev 20 år. I dag er hans far aktiv i konstabelforeningens Familienetværk.

Jonathan Bjerg Møller

14. juli 2010

Martin lå med sit gevær på et hushjørne, da en panserværnsraket eksploderede mod muren over ham. Fragmenter fra raketten ramte ham med en sådan kraft, at hans Gerber multitool i stål og titanium, der sad i bæltet, blev revet midt over.

Jan Hjorth fortæller roligt og afklaret om sin søns død. 20-årige Martin Hjorth var den sjette danske soldat, der blev dræbt i Irak. Det skete natten til 6. oktober 2006, da hans kompagni faldt i baghold ved en bro i Basra.

Det er snart fire år siden, det skete, og Jan Hjort bakker stadig op om Forsvaret og Danmarks krigsdeltagelse i udlandet. I en grad, så han de sidste tre år har været engageret som frivillig i konstabelforeningens Familienetværk, der støtter og informerer pårørende til udsendte soldater. Jan Hjort tror på, at hans søn døde for en sag.

Under Anden Verdenskrig fik vi hjælp af amerikanerne, englænderne og russerne til at verfe tyskerne ud af døren, og nu er det vores tur til at hjælpe andre, mener Jan.

»Vi har både evnen og økonomien, så det manglede bare andet. Sådan har jeg det stadigvæk, også med det tab af Martin. Om det er fordi, jeg ser helten mere end sønnen, det ved jeg ikke. Det kan godt være, men det har jeg så ikke noget imod. Hvis det er den måde, jeg kan håndtere det på, så er det da fint,« siger Jan.

Krigen fyldte ikke

Det er først efter sønnens død, at Jan har fået formuleret tankerne om krigens rigtighed. Dengang talte de ikke om det. Martin var fast besluttet på at skulle af sted, og det var nok for Jan. De diskuterede heller ikke krigens mulige konsekvenser, selv om fire danske soldater allerede var blevet dræbt i Irak.

»Det gjorde man ikke på det tidspunkt i 2006. Det var ikke særligt langt fremme i den almindelige bevidsthed. Man blev heller ikke som kriger nærmest tvunget til at skrive sin sidste vilje og testamente, som man gør i dag.«

I stedet brugte de tiden på andre ting. De fik lavet et familieportræt. Som Jan udtrykte det, kunne det lige passe, at der skete noget, og så havde de ikke engang et familiefoto af nyere dato. Krigen fyldte ikke mere i deres hoveder end en større ferietur til Brasilien, som de også var i færd med at planlægge:

»Der var ikke den bekymringsbølge, som jeg ved, mange pårørende har i dag. Det eneste, vi havde talt om, var mental sundhed; bare han kom fornuftigt hjem mentalt. Det med død og lemlæstelse var ikke noget, jeg kunne forholde mig til.«

Martin tog til Irak, og en måned senere tog familien til Brasilien. Mens de var af sted, bekymrede Martin sig også om dem. En dag ringede han kl. seks om morgenen for at høre, om de var i live. Han havde netop hørt om et flystyrt på en rute i Brasilien, som hans familie havde fløjet på dagen i forvejen.

Jans sidste kontakt med Martin var en sms-besked den dag, de kom hjem til Ganløse. Martin svarede, at han lige var kommet til Kuwait. Nå, på ferie, spurgte Jan. Næ, på eskorte, svarede Martin.

»Ferie er nogenlunde lige så sandsynligt som demokrati i Irak,« lød Martins sidste hilsen hjem.

Samme nat fik de beskeden om, at han var død.

Anerkendelse

Det var Martins 18-årige søster, Pernille, der lukkede op. Udenfor stod to officerer. De sagde det straks i døren: Jeres søn er død, må vi komme indenfor?

»Du tænker ikke. Der går en lang periode, hvor du ikke tænker. I løbet af natten havde jeg den fuldstændigt surrealistiske oplevelse, hvor jeg midt i min sorg kunne sige til min kone: 'Ved du hvad, det er mærkeligt, men jeg kan mærke en lettelse. Jeg er ikke længere bekymret. Nu kan der ikke ske mere'.«

I familien Hjorth reagerer de på ekstreme situationer ved at blive praktiske. I løbet af natten og den tidlige morgen satte Jan og hans kone, Connie, et større logistisk arbejde i værk, så de selv kunne nå at underrette familie og venner, inden de hørte om det i pressen. Idet de ringede på hos Jans svigerfar for at give ham beskeden personligt, sad en ven klar ved deres computer derhjemme for at trykke 'send' på den forberedte mail til familie og venner. Til sidst udsendte familien en pressemeddelelse og frabad sig al øvrig kontakt med medierne. En ven stillede sig foran hoveddøren og sørgede for, at formiddagsbladene også forstod det.

Familien var ikke kede af presseomtale af Martins død, tværtimod. De kunne bare ikke holde til at stå til rådighed lige der, fortæller Jan.

»Der er en del trøst for de pårørende i den anerkendelse, der ligger i selve omtalen. Når jeg nu vil kigge fire år tilbage i tiden, så kan jeg tage avisudklippene fra den gang frem. Et eller andet sted har det været med til at bearbejde den sorg, det er at miste et barn. Det er fuldstændigt i den forkerte rækkefølge, og det er i sig selv en kæmpe belastning.«

Skraldespandsjob

Siden er der kommet langt mindre medieomtale af dræbte danske soldater. Nogle faldne er kun blevet omtalt på noteplads i de store dagblade, og det er synd, synes Jan Hjorth.

Omvendt synes han, det er noget svineri med den negative omtale, det giver, når folketingsmedlemmer som SF's formand, Villy Søvndal, bruger dræbte soldater som en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved krigen. Det skete for eksempel sidste sommer, da tre danske soldater blev dræbt i Afghanistan.

»Han kunne lige så godt have taget den faldne soldats hoved og stillet sig på det for at få en højere talerstol. Det er politisk svineri. Selvfølgelig skal politikerne diskutere krigen med en eller anden regelmæssighed, men at der falder en soldat, får ikke formålet med missionen til at forsvinde. Og hvis du bruger den enkelte soldat til at nedlægge missionen, så siger du samtidig, at hans tab, og de foregående tab, og alle de sårede og de psykisk traumatiserede er spild. Hele Folketinget er arbejdsgivere for de soldater, og det er da uanstændig medarbejderpleje,« siger Jan.

Han forventer ikke, at politikerne sætter tal på, hvor mange døde krigen må koste, men han håber, de har gjort sig klart fra starten, hvad krigen koster i menneskeliv. Ellers skal man ikke sende soldaterne af sted.

Over de sidste fire år er det for alvor gået op for samfundet, at vi er i krig, mener Jan, og at vi er nødt at anerkende de mennesker, der påtager sig en af samfundets værste skraldespandsopgaver, som han kalder det.

»Nogle opgaver har ingen lyst til at være i kontakt med. Slamsugere, skraldemænd, og dem, der rydder op efter selvmordere. Der er nogle samfundsopgaver, som nogle skal løfte, og som bare er rigtigt grimme, og det her er en af dem.«

Folder ørerne

Fire måneder efter Martins død kæmpede Jan og Connie sig gennem en snestorm fra hjemmet i Ganløse til Holstebro Kaserne. Motorvejene var lukkede, men de ville nå frem til afsløringen af et mindesmærke for Martin og andre faldne soldater og kørte i stedet ad tilsneede landeveje gennem Fyn og Jylland. Dagen efter kom alle de andre pårørende til Holstebro til hjemkomstparade for Martins kompagni.

»Min kone var meget forbeholden for at tage med til paraden. For der skulle alle de andre have deres soldater med hjem, og det kunne hun ikke få,« siger Jan.

Mødet med de andres familier var en hård oplevelse. Men siden har Jan involveret sig i det frivillige Familienetværk for at støtte pårørende til udsendte soldater. Det havde han besluttet sig for, inden Martin tog af sted, og han mener stadig, det er en vigtig opgave.

Jan holder oplæg for familierne til de nye hold soldater, og han gør det som pårørende til en tidligere udsendt, ikke som pårørende til en falden.

»Der er rigeligt i forvejen, der prædiker om, hvor galt det kan gå,« som han siger.

Men selv om de barske konsekvenser ved krigen er blevet mere udtalte i dag, har mange pårørende svært ved at bekymre sig, tror Jan. Ligesom han havde det dengang med Martin.

»Når du får den overhead op til et pårørendemøde, hvor der står noget med erstatning ved tab og invaliditet, folder de fleste ørerne sammen og lukker af. Det ønsker man ikke at beskæftige sig med mentalt. Det er for barskt.«

Datterens tur?

Første gang, de pårørende møder Forsvaret, er mange fyldt med frygt og usikkerhed, fortæller Jan. Hvis der er tale om unge, nyuddannede soldater, har de lige skrevet kontrakt, der er otte måneder til, de skal i krig, og deres forældre har ofte ingen forståelse for deres beslutning.

Når Jan møder dem igen seks uger før udsendelsen, har indstillingen ændret sig. De største modstandere har fået deres søn eller datter til at trække sig, mens resten har besluttet sig for at støtte soldaten i stedet for.

»Der er en ret stor gruppe af pårørende, som ikke er specielt tilfredse med situationen. Men de kan ikke lave om på den, og så er det bedste støtte og opbakning hjemmefra. Det er noget, der bliver slået en del på. En soldat i missionen, som samtidig skal kæmpe med familien derhjemme, han er en rigtig dårlig soldat. Han er til fare for missionen, til fare for sig selv og så sandelig også for sine kammerater. Så dem skulle der gerne ikke være så mange af,« siger Jan.

Hvad ville du sige, hvis din datter beslutter sig for at blive udsendt?

Jan har tænkt over det. For Martins søster, Pernille, har faktisk overvejet at tage til Afghanistan. Dog ikke som soldat, men som fotograf for Forsvaret.

»Jeg ville ikke stille mig op og sige nej. Jeg tror nok, min kone ville have en lidt anderledes tilgang. Men det ville jeg nok ikke gøre, for det giver ikke mening, hvis hun har besluttet sig for det. Så kan jeg bare sørge for så stabil en hjemmebase som muligt.«

Inden Martin tog til Irak, arbejdede han med grovrengøring på Avedøreværket, hvor han hang i en klatresele 30 meter over jorden, fortæller Jan. På samme måde løber Jan selv en risiko som speditør, når han besøger skibsværfter rundt omkring i verden.

»Der er mange farlige job og soldat er et af dem. Og hvis Pernille skulle have sådan et job, jah ... « Jan holder en pause og kigger ud i luften.

»Det ville ikke være en ønskesituation, men på den anden side kender hun jo risikoen bedre end så mange andre unge mennesker. Som forældre støtter man sit afkom, selv om det ikke er alle deres valg, vi værdsætter. Selv hvis børnene bliver kriminelle, ser du masser af forældre støtte dem alligevel. Selvfølgelig, det gør man, det kan ikke være anderledes.«

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin artikel.

Indledningsvis synes jeg dog ikke at 2. verdenskrig kan bruges som argument for at vi "skylder" amerikanerne noget - jo hvis amerikanerne stod overfor en russisk / kinesisk invasion - men i forhold til Afghanistan / Irak "skylder" vi ikke amerikanerne noget som helst - fint at vi vælger at støtte dem, men det er en ren politisk beslutning, ikke fordi vi skylder.

- og hvorfor må man ikke kritisere at unge danske soldater dør i en krig, der helt åbenlyst mangler et mål - det nærmeste man kommer "sejr" i Afghanistan er vel Irakiske tilstande anno 2010, hvis nogen politiker tør at stille sig op og sige at det er en mål, en sejr de danske soldater realistisk kæmper for indenfor 10 år - så skal jeg gerne støtte krigen.

Det er der bare ingen der gør - fordi det er hamrende urealistisk! Skal de så bare holde deres mund? Nej de skal selvfølgelig kritisere, og det er også ok at de bruger døde danske soldater, for det er synd og skam at unge danske mænd skal dø for en sag / et mål, som ingen tør formulere.

Krig er meningsløst. Krig er magt og afmagt på samme tid.

Krig er skabt af mænd der ønsker magt. Disse mænd hyrer da unge mænd (og enkelte unge kvinder) til at udføre deres mission om at få en endnu større magt. Unge mænd der hver især har deres egen mission.

Krig er ikke en sag, en sag der drejer sig om demokrati. Krig er vold, død og ødelæggelse. Krig har kun tabere, døde mænd og enkelte unge kvinder. Mænd der døde en meningsløs død for gamle mænd der kun har et ønske: Magt og herredømme.

Derfor: I krig findes der ingen helte, kun tabere og ofre.

Mette Hansen

Hvis min søn, da han var 20 år, ville i krig, havde jeg gjort ALT, der stod i min magt for at få ham til at blive hjemme! Jeg havde Ikke været en god base , for jeg ser INGEN grund til at sætte unge mennesker på 18- 24 års liv på spil i en krig langt borte og uden mål. !

Jan siger: "Som forældre støtter man sit afkom, selv om det ikke er alle deres valg, vi værdsætter. Selv hvis børnene bliver kriminelle, ser du masser af forældre støtte dem alligevel. Selvfølgelig, det gør man, det kan ikke være anderledes."

Sikke noget vrøvl. selvfølgelig kan det være anderledes. Hvis man er en fornuftig og klog forælder fraråder man sine børn at gå i krig!

Knud og Mette har i øvrigt helt ret.

René Jansen

Citat: "...Under Anden Verdenskrig fik vi hjælp af amerikanerne, englænderne og russerne til at verfe tyskerne ud af døren, og nu er det vores tur til at hjælpe andre, mener Jan......"

Jeg håber det argument er et sidste, desperat selvbedrag, der skal holde et psykisk sammenbrud fra døren pga. af tabet af sin søn i en ellers komplet meningsløs sag. Fordi ellers er jeg simpelthen målløs.... nej - vred er et langt mere dækkende ord!

@ Tove

Nu kan man jo ikke diktere sine børns beslutninger, slet ikke når de er 18, så hvis de vil i militæret og senere i krig kan man selvfølgelig argumentere imod det - ligesom jeg er sikker på at mange forældre der støtter deres børn SELVOM de har været så dumme at begå noget kriminelt - helt sikkert har fortalt dem at en karriere som forbryder ikke er deres drøm for afkommet - men nogen "vælger" det altså alligevel.

At du som fornuftig og klog forælder vælger at slå hånden af dine børn, eller spærrer dem inde i kælderen hvis i er uenige, ændrer vel ikke på at langt de fleste forældre, hvor meget de end ville ønske det var anderledes, ikke kan gøre ret meget, hvis deres voksne barn vælger en karriere som soldat - andet end at støtte dem.

Det synes jeg bestemt ikke er noget vrøvl! - men det er tragisk at børnene har netop dét valg - at tage afsted på en formålsløs mission, det kan man ikke klandre forældrene, det kan man klandre politikerne!

Niels Mosbak

Meget præcist sagt René, og en fremragende ide, at Information præsenterer denne artikelserie.

»Nogle opgaver har ingen lyst til at være i kontakt med. Slamsugere, skraldemænd, og dem, der rydder op efter selvmordere. Der er nogle samfundsopgaver, som nogle skal løfte, og som bare er rigtigt grimme, og det her er en af dem.«

Jeg smilede lidt over dette - jeg har både været medhjælper på en slamsuger, og været ude til selvmordere.
Jeg er også veteran fra Jugoslavien, men som international police-monitor.
Da min egen knægt på 19 kom og meddelte at han ville søge ind til politiet - tog det mig ca. 2 minutter at forklare ham, at det ville hans gamle far blive meget ked af.
Han er færdig med sociologistudiet næste år!

Det har måske været en medvirkende årsag, at han har set hvad PTSD er.

Mette Hansen

Uggi Kaldan: Forstår, hvad du prøver at skrive, men jeg godtager simpelthen ikke , at unge på 18 år er modne nok til at tage en så omfattende beslutning. Jeg er i den grad imod, at vi i det hele taget sender så unge mænd afsted! De skal være mindst 24 gerne 25, før er de ikke modne nok til en beslutning med så gennemgribende konsekvenser! !

Man regner med at mænd er modne til at træffe essientielle beslutninger når de er ca. 23 - 25.

Herudfra burde mænd ikke sendes i krig før end de er 25.

Thomas H. Pedersen

Hvis mine forældre forbød mig at udleve mine drømme, som er at være soldat ville jeg kappe alle forbindelser med dem.
fair nok at de ikke er glad for at sende sin søn ud i verdens brændpunkter og fair nok at de ikke er glade for man har et farligt arbejde men hvis de prøver med alle kræfter at ødelægge de drømme jeg har, har jeg ikke brug for dem. min far har erkendt at det er det jeg vil og det har min mor delvist også.. men er de glade for det selvfølgelig ikke men er de stolt af mig, ja de er og det betyder alt for mig.

Mette & Knud:
selvom jeg ikke syntes om at folk bliver sendt ud som 18 første gang til afghanistan så mener jeg at det sagtens kan lade sig gøre udover at en 25 år har svære ved at komme over skade og fysikken er begyndt at dale efter de 25. så kan man sammenligne soldater med eliteudøver. og jeg ved ikke med jer men jeg vil heller have en f.eks. 20 årig end en over 25.

desuden vil jeg gerne vise min respekt til Jan Hjorth for hvordan han har klaret sin søn død og tiden derefter.
kan stadigvæk huske han meget kort tid gik på TV og fortalte om det. kæmpe respekt herfra og forsæt det gode arbejde, det er uden tvivl mange som kan nyde godt af hans arbejde..

@ Uggi

Jeg har vist ikke skrevet at jeg ville slå hånden af mine børn hvis de drog i krig, men jeg ville heller aldrig nogensinde støtte dem hvis de gjorde det, og jeg ville i øvrigt gøre hvad der er muligt for at overbevise dem om at krig er død, ødelæggelse og gamle mænds drømme om magt, som Knud Larsen så rigtigt skriver.

Udover Niels Mosbak er jeg vist den eneste her der har oplevet krig. Det er dén erfaring der gør at jeg er indædt modstander af at vi sender unge umodne mænd, der har brug for et eventyr, til Afghanistan som kanonføde!!!

Thomas H. Pedersen

Niels Mosbak:

Er det på en måde ikke lidt dobbeltmoralsk at forbyde sin søn at blive betjent når man selv har været det?.

Hvis jeg havde sagt til min far at jeg ville være automekaniker ville han have grædt af glæde...

Jeg har ikke oplevet krig personligt, men jeg har via mit tidligere arbejde talt med en del unge mænd der havde været i krig i Balkan.

Fælles for disse mænd var at de havde oplevet krigens bagside, der hvor krig viser sig fra sin mest beskidte side. Der hvor krigens ofte er uskyldige mænd, kvinder og børn. De fandt efter dette krig for totalt meningsløst og ville ha sig en ny uddannelse.

De havde imidlertidig svært ved at gennemføre en uddannelse da de med jævne mellemrum fik flashback og genoplevede krigens gru i deres sind. DDe fik psykologhjælp, men det hjalp ikke. Samtalerne kunne ikke udviske krigens gru fra deres sind.

Jeg vil tro at mange af de unge mænd ender som førtidspensionister, da de ikke er i stand til at indgå i vores samfund via det at ha et arbejde.

Dette synes jeg ikke er værdigt for disse unge mænd og ej heller for Danmark som nation.

Peter Pedersen

Heltene her, er klart Pernille og Jan Hjort, der klart fortjener en medalje, som et forældrepar, der trods det tragiske tab af deres søn,
fortsat bakker 100 % op om hans egen frie beslutning om at drage i international tjeneste på vegne af nationen - og også vil støtte datterens tilsvarende farlige valg.

Stor respekt for det - og dyb medfølelse for deres uerstattelige tab.

Til gengæld har jeg ikke meget til overs for de, der klar revselsret-agtig fascistoid måde tydeligvis mener, de skal eller kan diktere deres børns frie vilje,
og ikke ville støtte deres eget barns valg, selvom det afviger fra forældrens holdninger.

@ Tove Andersen

Næh, det er vi faktisk flere, der har oplevet, der har oplevet, men hvad er det for en krig du mener at have været del af ?

Thomas H. Pedersen

vi kan nu så meget andet end at slå ihjel..
Men du har ret min gren indenfor soldatens håndværk består i yderste situation at slå ihjel.
jeg udlever mine drømme om at hjælpe andre mennesker i nød, at have et fysisk hårdt job med flexi tider at arbejde på, kan godt lide tanken om ikke kunne at læse om historie men at skabe den selv, at besøge fremmed himmelstrøg og lærer noget om andre mennesker.
derudover er jeg fasineret af våben.. så for mig var det meget naturligt at blive soldat, et erhverv som jeg har fundet fascinerende siden jeg kunne gå..

mon du ville sige det samme til en politibetjent ?.

Lars R. Hansen

Tove Andersen,

Nu dræbes der ikke for drabets egen skyld - men fordi det kan være nødvendigt i forbindelse med opgaveløsningen - som i dette tilfælde bl.a. er at hindre taliban myrder sig til magten i Afghanistan.

Og der er iøvrigt flere af debattens deltager som har oplevet og/eller deltaget i konflikter - det gør dog ikke vores meninger om afghanistanindsatsen mere gyldige end folk som ikke har oplevet krig.

Heinrich R. Jørgensen

Interessant at læse om hvordan en familie og navnligt faderen forholder sig til et dødsfald.

Mit gæt er, at manden generelt ikke bryder sig det mindste om Villy Søvndal og andre der lejlighedsvis stiller spørgsmålstegn var det fornuftige i, at nationen har udsendt soldater i det fremmede.

Den slags spørgsmål skal man jo netop stille sig selv, med jævne mellemrum. Jeg er sikker på, at Jan Hjorth også gentagne gange har stillet sig det og lignende spørgsmål, og taget stilling til det spørgsmål.

Man kan kun dele hans glæde over, at han ikke er i tvivl om, at det er meningsfuldt. Det modsatte ville have været ganske trist.

Kristian Wagner

Ville ønske at flere unge mennesker ville sætte sig ind i krigens konsekvenser både for dem selv og ikke mindst for befolkningen i landet, før de tilslutter sig "Forsvaret" og drager ud for at "gøre en forskel".

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"Han er færdig med sociologistudiet næste år"

Tillykke med knægten.

For nogen tid siden skulle jeg hjælpe min datter med hvilke uddannelser hun måske skal orientere sig mod efter gymnasiet, og efter at have pløjet os gennem talrige hjemmesider o.m.a., var det fagligt og professionelt mest tillokkende en uddannelse som sprogofficer, med hvad det indebærer af forpligtelser om udsendelse.

Min approach var at forklare hvad udsendelse kan være for en størrelse, uden at smøre tykt på, og udsætte de faderlige råd til senere, hvis det skulle blive aktuelt.

Peter Pedersen

Heinrich kl. 19:09

Både "Sleepy Willy" - og i særdeleshed EB - med fleres konsekvent negative udfald er rent faktisk med til at gøre hverdagen værre for både en del pårørende, der har mistet en nærtstående i Afghanistan, samt flere af de, der er kommet hjem med af PTSD derfra -
ligesom man i samme situation helt bestemt skal holde sig langt væk fra det nærværende chat-forum.

@ Thomas Pedersen

Jeg tror nu at mange mænd på 25 er i mindst lige så god form som dem på atten. Men du har ret i at fysiologisk set begynder kroppen at nedbrydes som 25 årig. Men vil nu mene at tidspunket kan udsættes i nogle år ved at indtage den rette kost og dyrke motion.

Lige en kommentar til et af dine andre indlæg: Jeg kan simpelthen ikke få ind i hovedet hvordan du kan dræbe et andet menneske. Kan du forklare lidt om det?

Jeg kan udemærket forstå din fascination med at være i et andet land og opleve det og dets mennesker. Jeg forstår også din fascination om skydevåben.

Mette Hansen

Peter Pedersen: Du kan ikke diktere, hvad folk mener om denne krig! Det skal ikke forties!

Hvis jeg ikke, med et ægte hjerte, kan stå inde for , at vi fører krig på den måde, det foregår i Afghanistan, så vil jeg ikke med falsk stemme sige: godt gået soldater! Hvis jeg føler, at det hele vender sig i mig af græmmelse over , at mange uskyldige mennesker må lade livet , kan jeg jo ikke ægte støtte op vel?

Det er sådan set derfor, jeg plæderer for en aldersgrænse på 24 -25 år, før de bliver sendt ud, for da er de modne til også at tage det negative..feks at ikke alle danskere kan støtte dem og at vi har fri debat og meningdannelse her i DK.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

om nationen skal deltage i krige eller ej, er op til politikerne, og jeg kan kun tage hatten af for politikere, der tager spørgsmålet om til fornyet debat.

Medieopmærksomheden over de seneste dødsfald er selvfølgelig ikke den mest rimelige og smagfulde anledning at bringe emnet op, men jeg synes alligevel der er helt på sin plads at gøre det.

Det er politikernes beslutning, der er årsagen til at nogen blev sendt ud, og derfor også at ikke alle kommer helskindet hjem. Det er ikke politikernes opgave, at dukke nakken og fortie emnet, fordi deres hidtidige beslutninger har medført dødsfald og andre lidelser.

Det er kun på sin plads, at politikere erkender deres ansvar for at træffe beslutninger, ligesom det er politikernes ansvar at i fald nogen sendes ud, at de har de bedste forudsætninger for at kunne løse de stillede opgaver. Det, der ikke er til at udholde, er politikere der lurepasser, og ikke tør vedstå sig at de har en ansvar, og er med til at bestemme. Søren Espersen og Villy Søvndal, derimod, er til at forholde sig til, og fortjener kun ros for deres ærlighed og ansvarsfølelse.

Rachel Henderson

Jeg forstår ikke hvorfor den måde Jan tager sønnens død på afføder mere respekt end en hvilken som helst anden reaktion.

En forælder, der har mistet sit barn, og som reagerer med gråd, depressiv sorg og vrede fortjener fuldt så meget respekt.

Hvis Jan mener at Villy bruger sønnens hovede som talerstol, synes det som om han selv gør det samme, bare med modsat fortegn.

Det kan være svært at erkende at død er meningsløst.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Pedersen:
"ligesom man i samme situation helt bestemt skal holde sig langt væk fra det nærværende chat-forum"

Jeg havde ellers indtryk af, at grunden til at flere af de soldater der har deltaget i debatterne på netop dette site, har gjort det fordi der har været mulighed for at få mere ærlige diskussioner, hvor det politisk korrekte ikke har fået lov til at dominere.

Både ærke-kynikere og glødende pacifister og alt derimellem har jo fået lov til at komme til orde. Det er ikke mit indtryk, at det samme er muligt på andre fora.

@Peter Petersen

du skriver:"Heltene her, er klart Pernille og Jan Hjort, der klart fortjener en medalje, som et forældrepar, der trods det tragiske tab af deres søn,
fortsat bakker 100 % op om hans egen frie beslutning om at drage i international tjeneste på vegne af nationen - og også vil støtte datterens tilsvarende farlige valg.

Stor respekt for det - og dyb medfølelse for deres uerstattelige tab.

Vil du forklare hvorledes forældreparret er helte?

Jeg kan ikke se hvordan man kan være en helt når man har sendt sin søn i døden. Set med mine øjen er de skurke. Der er vel ingen forældre der ønsker at dræbe deres børn.

Eksisterer der et moralkodeks indenfor militæret som vi ikke kender til, siden du kan mene at disse forældre er helte?

De er vel blot ganske almindelige forældre og som de selv beskriver lidt naive, da de ikke tænkte over den yderste konsekvens af det at deres søn gik i krig. Nemlig at han kunne dø. Jeg har meget svært ved at forstå at voksne forældre ikke ved at man risikerer at dø i en krig. Det har alle krige før denne da vist.

Og der er der ikke nogen i denne debat der benægter at deres børn har en fri vilje. Der er dem der skriver at de vil tale med deres børn om at drage i krig og de yderste kosekvenser der af. Nemlig døden. Det er squ da til at forstå.

Du har vist set lidt for meget for meget John Wayne og Rambo. De var helte på film, men findes ikke i den virkelige verden.

Heinrich R. Jørgensen

Rachel Henderson:
"En forælder, der har mistet sit barn"

Tjah, i den hypotetiske situation ville jeg personligt nok koncentrere min frustration målrettet mod den eller de, der bevidst har lokket mit afkom i uføre, med løgne eller andet.

Thomas H. Pedersen

Knud Larsen:
"Lige en kommentar til et af dine andre indlæg: Jeg kan simpelthen ikke få ind i hovedet hvordan du kan dræbe et andet menneske. Kan du forklare lidt om det?"

Nu skal det så siges at tiltrods for jeg har 4 missioner i den skarpe ende så har jeg ikke slået et menneske ihjel ihvertfald ikke hvad jeg ved.
Det er meget nemt at forklarer. hvis du som, lad os sige, betjent er ude og gå patrulje, bliver skudt efter af kriminelle, er det vel meget naturligt at du eftersom du har fået træning i det besvarer ilden og i værste tilfælde dræbe personen som skyder imod dig.
tror mig første gang nogen skyder efter dig vil du ingen problemer have med at skyde tilbage igen.
der er dog nogen som får "kolde fødder" og ikke kan skyde tilbage.

@ Peter Pedersen

Jeg er ikke uventet helt uenig med dig.

De virkelige helte er de der får deres børn til at blive hjemme IKKE de der blåøjede og naive sender deres børn afsted på et job hvor døden og de psykiske skader er en risiko.

På dit hovne spørgsmål om hvilken krig det er jeg 'mener at have været en del af' er svaret:
Som beboer i Cambodias hovedstad Phnom Penh i 1972 og 1973, en udløber af Vietnamkrigen som på det tidspunkt var værre i Cambodia end i Vietnam!

@ Lars Hansen

Jo jeg mener faktisk at vi der har oplevet krigens gru har mere vægt bag vores ord end de der blot har læst sig til den. Hvis der ikke er en forskel, hvorfor mon unge mænd så bliver psykisk syge af at være i krig.

Thomas H. Pedersen

Jeg vil mene at eftersom internettet og TV´et er opfundet så er alle soldater og pårørende godt informatere til at vide man kan dø, blive såret eller få psykiske problemer af at være udsendt.
Jeg tror mere at mange fortrænger at det værste kan ske for dem eller deres barn. og jeg vil ikke mene at der er forældre som sender deres børn i døden ved at de bliver udsendt.

Thomas H. Pedersen

Tove Andersen:
Jo jeg mener faktisk at vi der har oplevet krigens gru har mere vægt bag vores ord end de der blot har læst sig til den. Hvis der ikke er en forskel, hvorfor mon unge mænd så bliver psykisk syge af at være i krig"

bare rolig gamle mænd får også psykiske problemer af at være i krig men så er det jo godt at det ikke er alle som bliver det.

Heinrich R. Jørgensen

Thomas H. Pedersen:
"bare rolig gamle mænd får også psykiske problemer"

Jer over 23-25 år, har den mentale modenhed til træffe et afbalanceret valg. Yngre mænd har ikke.

Det er synd og skam for alle det går ud over, men det er en skændsel at meget unge mænd tillades at melde sig til noget de mentalt ikke kan overskue. Det er ikke rimeligt, at politikerne accepterer at lade dem drage i krig, og for bekymrede og tænksomme borgere er det afskyeligt at være vidne til -- både politikernes uansvarlighed og den ungdommelige overmod.

Lars R. Hansen

Tove Andersen:

"Jo jeg mener faktisk at vi der har oplevet krigens gru har mere vægt bag vores ord end de der blot har læst sig til den"

Nej - vi har ikke mere vægt i den politiske debat om det nyttige ved Danmark stiller et styrkebidrag til rådighed for den internationale styrke i Afghanistan, den overordnet indsats i landet eller generelt anvendeligheden af militær magt i udenrigspolitikken - men selvfølgelig mere vægt i en debat om de personlige omkostninger udsættelse for eller deltagelse i væbnede konflikter kan medføre.

TA:"Hvis der ikke er en forskel, hvorfor mon unge mænd så bliver psykisk syge af at være i krig"

Jeg forstå ikke helt hvad du sigter til - men ellers bliver man nødvendigvis ikke psykisk syg af at være i krig.

Mette Hansen

Thomas H Pedersen: en ting er at se døden på fjernsyn eller via videospil, noget andet må være at føle på egen krop...i virkeligheden..hvordan det er!

Karsten Johansen

Ellers l jeg merke til den bibelske stilen i serietitelen:

Etter "Sønnen" og "Faderen" kommer intervjuet med helligånden? Det er vel generalen og feltpresten, ministeren og "politikeren", psykologen osv. (underforstått: ministeren er ikke politiker?) det. Som vanlig i mediotiet: den ene er den andre og alle er ingen.

Niels Mosbak

Thomas H. Pedersen

"Er det på en måde ikke lidt dobbeltmoralsk at forbyde sin søn at blive betjent når man selv har været det?."

Ikke det fjerneste - kvalificeret erhvervsvejledning på højt plan var det der var tale om.
Ingen der lader sig ansætte i politiet har den fjerneste ide om, hvad "virkeligheden" i politiet medfører.

Fuldstændig ligesom soldater der lader sig udsende til krig-zoner, (uden nogen sinde at have set et dødt menneske) heller ikke aner hvad de i "virkeligheden" går ind til.

Kristina Krüger

Det står på mange måder klart for mig, at der er en masse emner at debattere i forlængelse med denne artikel, men det gør mig næsten svimmel, at der ikke er en større forståelse for Jans situation - eller ihvertfald respekt omkring den. Jeg kunne aldrig, i en samtale med Jan, finde på at sige til ham "at han var selvbedragerisk" eller "at hans søns død var meningsløs" - men det er måske bare fordi, at denne debat foregår her på nettet, at man er sådan lidt ufølsom?

Mette Hansen

Kristina Krüger:
Jeg mindes, at Jan og hans kone fik rigtig meget sympati og medfølelse omkring deres søns død lige efter, det skete. Han stillede sig også selv frem og berettede om,hvordan det var..bl.a. i Nytårskavalkaden på tv2..?

Heinrich R. Jørgensen

Kristina,

det var vist René der taler om Jans selvbedrag, med sit udsagn om at skylde allierede magter under Anden Verdenskrig, at man mere end 60 år senere bør sende kanonføde til USA's krige.

Jo, i et anfald af almindelig sympati med en lidende mand i en privat sammenhæng, vil de fleste nok afstå fra at påtale det, men i enhver anden sammenhæng ville der nok være én eller anden, der syntes at udsagnet var lidt rigeligt bombastisk. Og her fremtures der, via journalistens mellemkomst, i den offentlige sfære, og påtales naturligvis.

Er der nogen der direkte siger at sønnens død var meningsløs -- altså oversat til almindeligt dansk, at sønnen var et fjols der døde for ingenting? Om de fleste der dør unge ved uheld o.lign., siges det jo ofte at deres død var meningsløs, i betydningen at det var uheldigt at det netop var dem det skulle gå ud over.

Til gengæld påstås det uden omsvøb, at når politikerne ikke kan forklare formålet med krige og missioner på en meningsfuld måde, er forehavendet jo meningsløst, og det dødsfald der sker under missioner selvfølgelig også uden mening.

Thomas H. Pedersen

Knud Larsen:

Men er det altid i selvforsvar i skyder?"

Nej det er det ikke, da jeg var dernede var der en order som hed 24A hvilken betød at hvis vi så fjenden (personer med våben/bomber) måtte vi skyde, vi skulle dog først bede om tilladelse.
Det lyder til at de har afskaffet den dernede nu så de skal vente på de bliver beskudt.. hvis det er sandt ender det på samme måde som Irak, hvor man bare venter på at blive sprunget i luften.

Niels Mosbak:
Det har du selvfølgelig ret i men den bedste måde at finde ud af om det er noget, er at prøve det selv.
han havde vel også 3 år at tænke sig om inden han kunne blive betjent så det kunne sagtens ændre sig siden. jeg mener dog stadigvæk at man skal blande sig i sit barns drømme... det kan dog være det ændre sig når jeg selv får barn :).

Jeg mener nu ikke at det burde være et krav at se døde mennesker før man skal udsendes.. da jeg skulle afsted til Irak fik vi smækket et billede af en død mand op på skærmen og fik at vide chancen for at se en død er meget stor dernede så det kan vi ligeså godt forbedre os på. jeg havde dog ikke selv set en død pga. jeg sagde nej tak til at se min bedstefar en sidste gang inden han blev begravet.

Mette Hansen

Thomas H Pedersen: Nemmest at sige nej til at se døde familiemedlemmer, for det er jo en stærk følelsesmæssig oplevelse. Men det giver en medfølelse at gøre det og en vished helt ind til benet.
Dog forstår jeg godt unge mennesker undlader det.

Jeg har lyst til at kommentere et par misforståelser i ovenstående.

For det første er artiklen et godt og loyalt citat af det interview jeg tog del i.

Jeg har - på intet tidspunkt - argumenteret for at Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan skal kunne ses som en støtte til de allierede.

Hvis man læser efter, er det heller ikke det, der står i teksten.

Jeg er en stærk fortaler for at vi støttet befolkningerne i lande, hvor der er et sådant behov, på samme måde som jeg fortsat mener at allierede styrker støttede den danske (og mange andre) befolkning(er) under 2. verdenskrig.

Født i 1955 er jeg vokset op under den kolde krig, hvor en af de stærkeste sikkerhedsfaktorer var viden om NATO sammenholdet, som med sikkerhed ville 'hjælpe' os igen, hvis man - øvre østfra - skulle blive lige rigeligt aktive.

Vi er fuldyldigt medlem af klubben, og vi har ansvar for andre end os selv.

Jeg er rigtig ked af den 'tone' i debatten som antyder at vi som forældre jo bare kunne forbyde vore børn at tage det ene eller det andet erhverv; jeg er bange for at et sådan forbud ville skabe grobund for kæmpe skillelinier ned gennem familierne; måske endda linier som det ville være umuligt at rette op på senere.

Nej, jeg er ikke politisk enig med Villy Søvndahl, men det er nu ikke min pointe.

Min pointe er, at et samlet og enigt folketing har bedt en medarbejdergruppe om at udføre et stykke arbejde - så kan man ikke bagefter kritisere samme medarbejdere for rent faktisk at gøre, som de får besked (endda ordre) om.

Jeg ser ikke noget modsætningsforhold mellem at være modstander af krigen og stadig støtte soldaten. Soldaten som ansat medarbejder gør, hvad folketinget beslutter. Er vi uenige i disse folketingsbeslutninger, må det tages op som en politisk debat, som ikke vedrører den enkelte soldat, som jeg ved udfører et fantastik godt stykke arbejde; baseret på folketingets beslutning - al respekt til soldaterne og deres pårørende for det. Jeg er ikke selv modstander af krigen, men kan sagtens for stå de, der er - enten af pacifistiske eller økonomiske årsager.

Debatten om vi skal stille styrker til rådighed for den ene eller anden mission i NATO eller FN regi kan, for min skyld, føres en gang om ugen i folketingssalen, hvor den hører hjemme.

Min anke er, hvis den enkelte soldats ulykkelige hændelse skal bruges til at promovere det ene eller andet politiske synspunkt; og der har vi endnu kun set venstrefløjen aktive; retfærdigvis synes jeg også at Villy har 'tonet' lidt ned på denne del på det seneste.

Selvbedrag - nej, det tror jeg ikke; måske realist, måske fatalist, men med helt åbne øjne. Naive - tjah; tak for den karakterisik - den har vi vist ikke før hørt :-)

Jeg ser ingen grund til at stresse mig selv over forhold, jeg ikke er herre over; og da jeg hele det forudgående liv havde opdraget min søn til et personligt ansvar (han var også spejderleder og en god ven for sine venner), ville det da være helt i hegnet, hvis jeg i en alder af 20 år skulle forsøge at tage det personlige ansvar fra ham.

Jo, jeg kunne da også ønske mig, han havde valgt anderledes; det gjorde han bare ikke.

God sommer.

Michael Gudnæs

Jan Hjort lyder som en mand, der som udgangspunkt accepterer krigens påståede logik. Altså at der skulle ligge højere sandhed i, at hvis vi kan slå dem ihjel før de slår os ihjel, så var det os der havde ret, det var os som var de retfærdige, og det vi nu tager fra dem er det vores ret at tage. Vi myrdede løs på deres soldater, og desværre røg der også nogle civile med i købet. Men vi gjorde det 'with God on our side', som det hedder i sangen.

Så jeg spekulerer på om han ikke med sine holdninger har været inspiration for sin søns beslutning om at drage i krig. Set i det lys må det være endnu mere svært at høre politikere stille spørgsmålstegn ved krigens nødvendighed og ved dens retfærdighed. Under alle omstændigheder må det føles bizart at modtage sine 15 minutes of fame stående på den døde soldats hovede, for nu at bruge mandens egen metafor.

Michel Gudnæs synes at glemme at der i såvel Irak som Afghanistan fandt store myrderier sted, før 'vi' i den vestlige verden havde fået nok, og traf beslutning om en 'politi-indsats' til forsvar af BEFOLKNINGERNE.

Det er desværre et faktum at Al-Quaida og Taleban rutinemæssigt tager befolkningen som gidsler og at der derfor forekommer civile tab; at vi 'myrder løs' findes der ikke nogen form for belæg for at sige.

Jo, der er ingen tvivl om at min indbyggede sans for retfærdighed (som jeg fik i arv fra min Far og hans frihedskæmper storebror) også har været med til at påvirke min søns beslutninger.

Men værnepligten var den største medvirkende faktor - Martin fandt et erhverv, hvor han var dygtig med de bedste, og hvor han kunne 'gøre en forskel' (fortærsket udtryk, jeg hader - men ikke kender bedre).

Hans dybe overvejelser før han skrev på kontrakt på udsendelse ligger her i en box med minder - de medvirker også til at give os en ro om Martins beslutning, som gør, at vi kan leve livet videre på en meningsfyldt måde - også til glæde for vores datter, håber vi.

Hvis Jan Hjorth ikke mener at det er naivitet der er medvirkende til at han ikke prøver at forhindre sin søn i at deltage i en udsigtsløs krig, så må det jo være en politisk holdning. Han fremhæver da også retfærdighedssans og at der skulle være en frihedskæmper i familien.

Her er det da at kæden for alvor hopper af. Mener Jan Hjorth mon at danske soldater skal sætte livet på spil i alverdens konflikter, der som denne intet har med Danmark at gøre, ovenikøbet besluttet på en løgn og med det spinklest mulige flertal.

Det er da både naivt, selvbedragerisk og meningsløst.

Mon ikke han er blevet så klog at han ikke støtter sin datter i at tage afsted.

Sider