Mellem god forretning og god gerning

Den lave hvide betonbygning ligner enhver anden i industrikvarteret her vest for Århus. Inden for er der morgenmøde for en flok nye praktikanter, og foran skærmene bliver der knoklet med valgkampagner til det endnu ikke udskrevne folketingsvalg, der bliver snakket i telefon med kunder og lagt foreningsblade på nettet.

Proremus ligner en grafisk virksomhed ligesom tusindvis af andre rundt om i landet. Kun ordet socialøkonomisk skinner én i øjnene på hjemmesiden.

For Proremus har ikke til formål at forgylde direktørens eller ejernes bankkonti. Formålet med den snart fire år gamle virksomhed er at give psykisk sårbare mennesker en mulighed for at arbejde. Selv om virksomheden har en social dagsorden, kan man godt tjene penge.

De sidste tre år har Proremus løbende investeret sit overskud, så flere psykisk sårbare kunne ansættes i virksomheden, der i dag tæller 16 ansatte, hvoraf halvdelen er i skåne- eller fleksjob efter længere tids psykisk sygdom.

Ingen sygdomssnak

To af dem er Erik og Rune. De sidder i maskinrummet inde i den hvide betonbygning. Erik laver hjemmesider for Proremus 24 timer om ugen, mens Rune står for it-support 18 timer om ugen.

Erik blev færdiguddannet som datanom i 1985 og knoklede løs, indtil han i 1995 fik sit første maniske anfald.

»Det var først der, jeg fandt ud, at jeg var maniodepressiv, og der gik to år, hvor jeg ikke arbejdede,« forklarer han.

Det blev meget svært at holde på de job, han fik. Desuden lå der i it-branchen en forventning om, at alle kunne knokle løs uden problemer.

»Jeg synes, det var svært at blive accepteret og passe ind, for jeg havde egentlig mest lyst til at skjule min sygdom,« fortæller Erik, der i dag er 46 år og har været i fleksjob på virksomheden siden december.

»Herude ved folk godt, at man har en skavank,« understreger han.

Men på Proremus snakker de ikke særligt meget om deres sygdom. Det er lidt for privat, mener Rune, der er uddannet programmør, men i fire-fem år havde svært ved at holde på et job. Han fik som 26-årig diagnosen skizofreni, og de sidste tre år har han klaret sig uden medicin.

»Der er jo så mange andre steder, jeg kan snakke med folk om min sygdom, og jeg er egentlig ligeglad, hvilken diagnose Erik har,« siger den nu 32-årige Rune, der har været ansat i skånejob siden oktober.

Scrum

For her handler det om at få samarbejdet til at fungere i dagligdagen - ligesom alle andre steder. Og det kan godt være svært. Svært at tage hensyn, hvis der er én, der har en dårlig dag. Svært at bære over med, hvis nogen bliver væk, når der er arbejde, der skal gøres. Men de får det til at fungere alligevel.

Lige før frokost er der Scrum. 12-13 unge og lidt ældre mænd stiller sig op i en rundkreds inde i maskinrummet, hvor Erik og Rune sidder.

»Det bruger de også på Toyota-fabrikkerne,« forklarer Erik om projektledelsesmetoden, hvor de ansatte mødes hver dag og snakker om, hvordan det går, og hvad man har nået i løbet af dagen.

Brian Sørensen, der er direktør, begynder med at fortælle om sin masterafhandling, som han lige har afleveret dagen før.

»Jeg fik drøje hug for at have skrevet om Proremus, men jeg ville hellere skrive om noget, vi kunne bruge til noget,« siger Brian Sørensen og tilføjer:

»Det, jeg fandt ud af i min caseanalyse, var, at vi mangler at etablere mere netværk ude på jobcentrene. Hvis 60 procent af alle jobkonsulenter vidste, hvem vi var, så ville vi også få flere i jobtræning.«

Han er booket til fem foredrag rundt omkring i landet i den kommende tid, og så skal der også ses lidt VM fodbold.

»Ja, det gælder jo vores personlige udvikling,« lyder det fra Erik.

Brian opfordrer fodboldentusiasterne til at gå ind og se fodbold på storskærm i fællesrummet i stedet for at sidde og smugkigge med ved skærmene, fordi det forstyrrer dem, der gerne vil arbejde. Så går turen videre rundt i kredsen til de øvrige arbejdsopgaver, der er i gang. Et jubilæumsnummer af SIND's blad er sendt til sidste korrektur, et ferieprogram er sendt i trykken, og et tidsskrift er lige blevet lagt på nettet.

Nemt at flytte

De fleste af Proremus' kunder er kommuner, organisationer og foreninger. Den hyppigste reaktion på, at firmaet har psykisk sårbare ansatte, er tvivl på, om de nu også magter at løse opgaven. Ud over at have fleksible mødetider, så er arbejdet tilrettelagt mere i små bidder, så det bliver nemmere at overskue, forklarer Brian Sørensen.

Men Proremus skilter ikke så meget med, hvem der er ansat:

»Sygdom er underordnet her. Det handler om at få udført et stykke arbejde,« fortæller Brian Sørensen og forklarer, at det at være psykisk syg er meget tabubelagt.

»Mange af dem føler sig meget stigmatiserede, fordi de fleste mennesker har et billede af psykisk syge fra medierne, der handler om, at de er farlige.«

Brian Sørensen har arbejdet med psykisk syge, siden han som 18-årig kastede sig ud som frivillig på et værested for psykisk syge. Efter et par år begyndte han at drive et andet værested for foreningen Sindslidendes Vilkår.

»Arbejdet med psykisk syge er enormt givende, fordi det er nemt at flytte dem meget langt. Det er mennesker, der har mistet venner, netværk og familie. Når de begynder at komme i et værested, er det ofte, fordi de ikke har så mange andre steder at gå hen, og her bliver de mødt af folk, som fokuserer på mennesket i stedet for, at de har en sygdom. Det har været det drivende for mig,« forklarer han.

Igennem årene på værestederne gik det op for Brian Sørensen, at de behov, brugerne havde for at finde arbejde og mening, ikke blev dækket af tilbud i kommunerne. Og det var afsættet til det socialøkonomiske anpartsselskab Proremus, der åbnede for fire år siden og er ejet af organisationen Sindslidendes Vilkår.

Siden har organisationen åbnet to andre socialøkonomiske virksomheder, der beskæftiger psykisk sårbare. Bortset fra støtte fra Satspuljen er de uafhængige af det offentlige. For det er vigtigt, at firmaet ikke kommer til minde om et projekt i socialpsykiatrien, mener Brian Sørensen.

»Kommunen har også projekter, men de arbejder på en helt anden måde. Her kommer der et andet drive, fordi folk laver et rigtigt stykke arbejde. Du kommer ikke ind i et eller andet beskæftigelsestilbud, hvor du sidder og skiller radio- og tv-apparater ad, samler dem igen, for så at se dem blive sat ud på et lager eller smidt ud. Det giver ikke mening eller fremmer motivationen.«