'Når fotografiet bliver større end mig selv'

Et par måneder efter Mathias Christensen var startet på Danmarks Medie og Journalisthøjskole på fotojournalistlinjen, tog han til Polen og fotograferede en af de fattigste byer i landet. Han ville mere, end de projekter skolen bad ham udføre. Han ville udfordre sig selv yderligere. I byen Nieledew levede han i en uge med en gruppe unge uden fremtid. Sagde ikke nej til noget, og han endte med at efterleve en håbløs og desperat livsstil for at fange netop dén med kameraet. Han drak æblevin fra om morgenen, og tog med de unge ud og pushede stoffer i nabobyen.

»Vi kørte 120 på landevejen, og jeg fotograferede føreren af bilen, der tænder en joint med begge hænder, mens sidemanden i passagersædet styrer bilen. Jeg var aldrig endt i sådan en slags situation, hvis ikke jeg havde sagt ja til det hele. Så havde jeg aldrig fået det billede, hvor de giver slip på rattet, og man kan se deres grænseløse og fremtidsløse livsstil,« siger Mathias Christensen, der er 25 år og fotojournaliststuderende på andet år.

Følelsen af at være i live

En måned efter hans reportagerejse til Polen, sad Mathias på et fly på vej mod South Dakota. Der skulle han bruge sin sommerferie fra Journalisthøjskolen på at indfange den stemning, der er i det indianerreservat i USA med den højeste selvmordsrate. Med et trangia-sæt og telt tog han af sted, og hjem kom han med en serie billeder, der senere er blevet trykt i Information og brugt som dokumentation i Det Hvide Hus ved en konference om de udsatte indianere og deres vilkår.

Mathias Christensen mener ikke, han gør noget, som alle andre fotojournalister ikke også gør. Ifølge ham, er det en del er erhvervet, at man må ofre af sig selv for at få den gode historie.

»Jeg har også gennemfotograferet en mand, der tog sin hævn med knytnæverne over for en ven. Men hvis jeg udsætter mig selv for fare, så er det en del af fotografiets ånd og i den højere sags tjeneste. Men på det personligt plan søger jeg da også de intense billeder, som også giver mig en følelse af at være i live, og jeg udfordrer mine grænser for at vokse som menneske. Vigtigst af alt handler fotografiet jo om at møde andre mennesker og prøve at forstå deres situation,« siger han.

Mathias Christensen erkender straks, at udover at ofre af sig selv i den højere sags tjeneste, så handler hans idealistiske tilgang til sit studium og virke også om det mere egennyttige eventyr.

»Der er måske også et element af selvtilfredsstillelse. Der er vel ikke nogen, der gør noget, hvis ikke man får et eller andet ud af det. Jeg sammenligner tit projekterne med bjergbestigning. Når jeg sidder i indianerreservatet på tredje uge, og depressionen efterhånden er krøbet ind under huden, så føles det op ad bakke og som et benhårdt arbejde og studie. Men ligegyldig, hvor sindssyge projekterne har været, tænker jeg altid tilbage på dem med en tilfredsstillelse over den varme, jeg har mødt,« siger Mathias Christensen.

Billederne det primære

Intensiteten kan dog i retrospekt have haft sine negative indvirkninger, siger Mathias Christensen, der efter sin tur til Polen og USA gik psykisk ned. Og spørger man ham direkte, hvad han prioriterer højest; sit eget velbefindende eller historierne.

»Der må jeg bare konkludere, at jeg har en tendens til at involvere mig i projekterne, så jeg glemmer mig selv, og at fotografiet for en tid derfor kan blive større end mig selv. Men det er noget jeg er blevet meget opmærksom på,« svarer han og fortsætter:

»En måned efter min far døde, stod jeg i Polen og halvanden måned efter Polen stod jeg i USA. Efterfølgende arbejdede jeg sideløbende med studiet og redigerede mine projekter - og de faktorer lagt sammen gjorde, at jeg gik ned,« siger han.

Men Mathias Christensens egen smerte er ifølge ham selv ikke nødvendigvis en ulempe i forhold til at tage billeder:

»De historier, jeg typisk vælger, er ofte drevet af smerte. Jeg har selv haft en depression for nogle år tilbage, og en far, der er død af demens. Jeg har en forståelse for folk, der er i en svær situation og lever med smerte. Det gør, at jeg er god til at fornemme, hvis folk har det dårligt, og det bruger jeg til at rumme folk, som er i en svær situation,« siger han.

På sin første aften i USA samlede Mathias Christensen to netop løsladte indianere op i sin lejede bil.

De havde dråber tatoveret under øjnene, og Mathias Christensen endte med at bruge en hel dag med dem, hvor de poserede for ham og fortalte deres historier. Hen imod aftenen blev de uvenner, og den ene af dem endte med at tage kvælertag på den anden på bagsædet af hans lejede bil. Men havde han ikke samlet dem op, havde han aldrig fået billederne:

»De gode billeder og den gode historie er det primære. Nogle gange har jeg løbet en risiko for det gode billede for derefter at indse, at fotografiet var blevet større end mig selv. Nogle oplevelser har været så stærke, at de har siddet i kroppen i måneder bagefter. Men grunden til at jeg måske gør mere end der kræves af den almindelige studerende, er mine skyhøje ambitioner for mit fotografi, og empatien for de mennesker, jeg møder. Og hvis man føler så stærkt for noget, kan man nogle gange komme til at køre sig selv for vidt« siger Mathias Christensen.