Læsetid: 4 min.

'Vi skal nok få varer på alle hylderne'

Ud over mærkesagen om decentralisering vil protestpartiet Fælleslisten have neddroslet Afghanistan-indsatsen og er skeptisk over S-SF's økonomiske plan. Men partiprogrammet er stadig under udarbejdelse, siger formand Leif Hornshøj
Decentralisering er det, der har langt den største betydning for både tidligere Venstre-folk og tidligere socialdemokrater i vores gruppe. Men vi vil selvfølgelig have varer på alle hylderne. Det her er ikke et nyt parti, fordi nogen ønsker at starte et nyt parti. Det er et nyt parti, fordi nu er vi blevet trådt så meget på, at grænsen er nået, siger Leif Hornshøj fra Fælleslisten.

Decentralisering er det, der har langt den største betydning for både tidligere Venstre-folk og tidligere socialdemokrater i vores gruppe. Men vi vil selvfølgelig have varer på alle hylderne. Det her er ikke et nyt parti, fordi nogen ønsker at starte et nyt parti. Det er et nyt parti, fordi nu er vi blevet trådt så meget på, at grænsen er nået, siger Leif Hornshøj fra Fælleslisten.

Christian Als

15. juli 2010

Underskrifterne er endnu ikke indsamlet - og partiprogrammet bliver først færdigt i slutningen af august. Alligevel erklærer ni procent af de danske vælgere ifølge Gallup sig klar til at stemme på protestpartiet Fælleslisten - og det på trods af, at partiet ikke vil pege på nogen foretrukken statsministerkandidat og indtil nu kun er kendt for én mærkesag: et krav om øget decentralisering af sygehusvæsen, kommunal service og andre offentlige instanser.

Men formand Leif Hornshøj understreger, at Fælleslisten - trods den altdominerende hjertesag - ikke er et enkeltsagsparti.

»Decentralisering er det, der har langt den største betydning for både tidligere Venstre-folk og tidligere socialdemokrater i vores gruppe. Men vi vil selvfølgelig have varer på alle hylderne. Det her er ikke et nyt parti, fordi nogen ønsker at starte et nyt parti. Det er et nyt parti, fordi nu er vi blevet trådt så meget på, at grænsen er nået,« siger Leif Hornshøj.

Nej til S-SF-plan

- Både regeringen og S-SF har præsenteret hver deres plan for, hvordan dansk økonomi skal genoprettes. Regeringen vil spare - S-SF vil i samarbejde med arbejds-markedets parter have os til at arbejde gennemsnitligt 12 minutter mere om dagen. Hvilken plan tror I mest på?

»Vi har ikke udformet vores partiprogram i detaljer endnu. Men det her med at arbejde 12 minutter mere - jeg kan ikke se gevinsten i det - og min kollega i regionsrådet, der er økonom, kan heller ikke. Så den tror vi ikke har en chance.«

- Så I vil ikke lægge stemmer til S-SF-planen, hvis de kommer i regering?

»Nej. Jeg kan ikke se nogen ide i det lige nu. Men det er ikke noget, vi har drøftet i programudvalget.«

- Oppositionen var uenig med regeringen i at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 14. Hvem er I mest enige med?

»Det er ikke noget, jeg vil lægge mig fast på her. Det skal programudvalget have en drøftelse af. Selv om vi har haft den første drøftelse, så er det en af de områder, vi ikke har berørt.«

- Men når I kommer med partiprogrammet, så vil der komme svar på det?«

»Ja.«

- Regeringen og DF vedtog tidligere på året en ny udlændingelov, hvor man indfører et nyt pointsystem for, hvornår man kan opnå fast opholdstilladelse i Danmark. Bakker I op om det?

»Det vil jeg også lige lade ligge. Det har vi heller ikke haft med. Men det kommer med i det færdige program.«

For stor en byrde

- Skal Danmark sætte en dato for, hvornår vi skal begynde at trække soldater hjem fra Afghanistan?

»Det, vi har af mening om det, er, at vores engagement i Afghanistan skal modsvare vores befolkningsantal. Vi mener, at vi bærer en alt for stor byrde i forhold til større lande som Tyskland og Frankrig.«

- Så I vil have neddroslet engagementet?

»Ja - og have de andre lande til at overtage noget mere. At vi skal bekæmpe fjenden i Afghanistan, tror vi nok, at vi er enige i. Men vi bærer bare for stor en byrde.«

- Støtter I en afstemning om alle tre EU-forbehold på én gang, eller er I klar til f.eks. at stemme for en folkeafstemning kun om rets- og forsvarsforbeholdet, som SF og S har foreslået? Eller vil I slet ikke have nogen afstemning?

»EU, det har vi ikke rørt ved overhovedet endnu. Så det tager vi også til den tid. Der er en del ting, der stadig er på tapetet, når vi mødes til august. Men stemningen indtil nu har været, at vi er meget på linje med hinanden. Så der bliver ikke de store slag, der kommer til at stå.«

- Du har sagt, at jeres partiprogram kun kommer til at fylde ti sider. Hvordan kan I give svar på alle de spørgsmål kun på ti sider?

»Jeg så et partiprogram på 153 sider, og det meste af dét er jo fyldstof. Jeg mener godt, at man kan komme med fyldestgørende svar, der dækker alle politikområder, på det antal sider.«

- Hvorfor vil I ikke pege på, hvilken regering I foretrækker?

»Vi synes, at de har gjort det næsten lige dårligt. Vi vil have så meget for vores stemmer som overhovedet muligt. Og det mener vi, at vi bedst får ved at gå ind i nogle forhandlinger efter valget.«

- Hvad skal dem, I ender med at pege på, kunne levere?

»Det er i vid udstrækning en decentralisering. Nu har man centraliseret i 25-30 år - og nu er grænsen altså nået. Nu vil den befolkningsgruppe, der i den grad er ramt, ikke finde sig i mere,« siger Leif Hornshøj.

Skrækkampagner

- Hvem bliver jeres største modstandere i valgkampen?

»Vi vil møde modstand over hele spektret. Vi vil blive mødt med en skrækkampagne, hvor de røde vil advare mod de blå og omvendt. Det er noget, vi kan se allerede nu. Men det er så gennemskueligt for befolkningen herude, at det er der ikke mange, der hopper på.«

- Har I ansat en spindoktor eller en pressemedarbejder?

»Neej. Vi har en praktiserende læge, der har kørt vores hjemmeside. Ellers er vi altså en flok amatører, der har fået nok. Vi tror på, at nogen, der ikke er cand.polit., også godt kan begå sig.«

- Er du ikke bange for at skulle i debat med alle de erfarne politikere?

»Nu er jeg ganske vist formand og har stiftet det her. Men vi har også mange andre. Min kollega i regionsrådet er økonomuddannet og har været kommunaldirektør i 15 år - og vi har også en advokat og en tidligere Folketingsmand. Så vi skal nok kunne matche dem. Det er jeg overbevist om,« siger Leif Hornshøj fra Fælleslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- Hvorfor vil I ikke pege på, hvilken regering I foretrækker?

»Vi synes, at de har gjort det næsten lige dårligt.

Som om at opposition og regeringen har været fælles om landets ledelse de sidste 10 år! Unskyld mig, men vi har allerede rigeligt med borgelige landsbytosse partier, og jeg orker bare ikke endnu et af slagsen.

Travis Malmzon

Lad os nu se om der i det hele taget bliver borgerligt.

Hvis der skal ske en omfordeling af penge fra øst til vest i en større skala end idag, kommer det nok til at ende med at partiet bliver en blanding af DF og Socialdemokratiet.

Peter Nygaard

»Vi har ikke udformet vores partiprogram i detaljer endnu. Men det her med at arbejde 12 minutter mere - jeg kan ikke se gevinsten i det - og min kollega i regionsrådet, der er økonom, kan heller ikke. Så den tror vi ikke har en chance.«

Gode argumenter der kommer fra fælleslisten... :)

Niels Østergård

Tja, Fælleslisten har styr på argumenterne.
Partiet kæmper for decentralisering, men har ikke nogen klar holdning til EU.
Det ligner endnu et af de partier, der i forvejen er alt for mange af.