Alle vil østpå! - Hvad trækker?

Er Danmark skævt? - demografisk, trafikalt ... og økonomisk?

'Se dig ud en sommerdag!' som Jeppe Aakjær engang sang, med tindrende lys over markerne. Eller en efterårsmorgen i det klæbrige grå novemberlys inden alt fryser ned og nogen gange sner til. Så er det svært at se nogen skævhed, med mindre man tæller bus- og bilstrømme på det ensartet hvide. Eller privatbaner og slingrende forsinkede DSB-transporter.

Men når det hele igen grønnes, eller bliver gyldent og vandløbene blå som på generalstabskortet, ses det tydeligt, at landskaberne nu til dags ikke er, hvad de har været - og det har de sådan set aldrig haft det med, i hverken yngre stenalder, under stavnsbåndet eller da husmændene fik mæle og de større landbrug andelsmejerier.

Udstykningerne følger produktionsformer og økonomiske konjunkturer, hvad enten mønstrene aftegner milevid stordrift eller afveks-lende landsbyparceller, feriebrug og forpagt. Med loppemarked i den gamle lade og økologiske husdyr som turistattraktion.

Antallet af nedlagte landbrug pr. år (og det er for øjeblikket noget i retning af 1.000) siger ikke noget om hvor meget jord, der fortsat er under plov eller gylle. Men antallet af arbejdspladser er drastisk dalende, både i selve landbruget og på slagterierne i de nærliggende byer. Dyrekolonnerne ruller til Polen og Tyskland.

Øst eller Vest

Tilbage i slutningen af 1980'erne kunne man stadig betragte mindre og mellemstore virksomheder i Midt- og Vestjylland som Danmarks vækstpotentiale.

Daværende undervisningsminister Bertel Haarder talte ligefrem om København som selvforskyldt økonomisk overflødig, og landområderne med de mindre bysamfund som fremtidens udviklingslokaliteter. (Anledningen var en diskussion i Herning i 1987 om placeringen af kommende uddannelsesinstitutioner.)

Dør- og vinduesfabrikker i det vilde vesten blev fortsat regnet for voksende, rentable industrier. Med egnsudviklingsstøtte gennem 1970'erne og 10-20 ansatte, ligesom mindre maskinfabrikker, elektronikvirksomheder, fiskerihavne og filetfabrikker ned langs hele Vesterhavs-kysten. Nu er hermetik og fiskeolie centraliseret på få havne, og forædlingen af råprodukter overladt til aftagere i Japan.

I dag er det snarere bademulighederne, der forhindrer økonomien i at løbe ud i sandet. Skagen må hvert år tåle Hellerup-drengenes raids som nordlig filial af Dyrehavsbakken.

Jernstøberier i Vejle og Ribe er for længst lukket ned, ligesom cigarfabrikation og linnedvæveri i Horsens. Skibsværfterne i Aalborg og Nakskov gik dårligt, fordi ordrerne røg til fjernere breddegrader med lavere lønninger, så de er også væk.

Skjortefabrikker på Herningkanten havde siden slutningen af 1950'erne været i fortsat vækst, med både hjemmesyersker og damer i produktionshallen, men fra slutningen af 1960'erne gik det den anden vej. Fabrikkerne sagde hjemmedamerne fra og sendte syordrene til prisbillige Indien og Sydøstasien i stedet for.

Inden for Danmarks grænser flyttede udviklingen også østpå, med de nye informationstekniske brancher som basis.

Byerne mellem Fredericia og Randers begyndte omkring årtusindskiftet at danne et sammenhængende bånd langs den nordsydgående motorvej. Ekspansionen fortsatte på tværs ind over Odense, og via den nye Storebæltsbro mod København. Og København voksede selv udviklingen i møde hen over Sjælland. Statslige investeringer og aftaler rettede gennem 1990'erne op på økonomien i den skrantende postindustrielle hovedstad.

I det tiltagende danske it-samfund er det primære vækstpotentiale baseret på viden og en andens slags kunnen end gammeldags industri og håndværk. Og hvert nyt innovativt job i København og på den østlige front kan betyde 10 arbejdspladser mod vest. Altså bare ikke helt mod vest, men i det østjyske bybånd og umiddelbart vest for.

Men selv dér kæmper man om arbejdspladserne, og om at tiltrække weekend-golfspillere fra større byer og tilflyttende medarbejdere fra udkanterne.

I Brande satte den verdensomspændende mode- og beklædningsvirksomhed, Bestseller (med 15.000 medarbejdere worldwide) for et par år siden kulturpenge i den gamle jernbaneremise:

»KulturRemisen er helt fantastisk til modeshows og kollektionsfordeling. Og så er det en fordel for vores medarbejdere, at der nu er et sted i byen med teater og weekendjazz« - forklarede økonomidirektør Poul Laursen dengang. For:

»Vi har 1.200 medarbejdere her i Brande, men det er kun de 700, der bor her. Resten pendler fra Vejle, Silkeborg og Århus. Og hvis medarbejderne pendler, er de mere tilbøjelige til at gå hver dag klokken fire, fordi flere kører i samme bil. For de andre forsvinder også, hvis bare én i bilen skal hente lille Peter på slaget!«

Rig eller fattig

Der er ikke megen medfølelse med hverken tilflyttere eller faste, når bistandsklienter bliver deporteret til affolkede og forarmede egne med billige boliger. Eller belastede børn og deres belastende familier kostes rundt fra udkant til udkant i både nord og syd.

Den rådne banan har man ligefrem kaldt det sammenhængende bælte af negativ udvikling, der på det demografiske landkort strækker sig fra nordvestlige Jylland, sydøstpå og over til øerne i Smålandshavet. En halv million danskere bor der i det såkaldte bagland - i overvejende og stigende grad en ældre del af befolkningen. Med utidssvarende uddannelser, høj arbejdsløshed og lave indtægter.

Allerede i 2002 anbefalede en rapport, udarbejdet af planlæggerfirmaet Nellemann for Erhvervs- og Boligstyrelsen, at betragte ikke kun hovedstaden, men også mindre byer rundt om i hele landet som regionale 'lokomotiver'.

Det kan ikke for alvor overraske nogen at billedet siden har ændret sig markant i den modsatte retning. For siden egnsudviklingsstøtten i 1970'erne har der ikke været større lyst til at gribe ind oven fra. For vi lever vel i et kommunalt demokrati nu til dags? - og bestemt ikke i en planøkonomisk stat!

Placeringen af storsygehuse, ambulancecentraler og politimæssig dækning bestemmes ikke desto mindre oppe fra.

Regionsrådene har ingen reel økonomisk magt. Og kommunesammenlægningerne 2007 trækker i samme skæve retning, med længere til større skoler og kommunale kontorer.

På hjemmesiden Farmerdating.dk kan man læse, at manglende kollektiv trafik er en af hovedårsagerne til vanskeligheden med at skaffe mandlige bønder i baglandet en brud.

Men af Miljøministeriet/Realdanias rapport 'Plan 09' (om ny dialogisk praksis) fremgår det eksempelvis, at ressourcebesparende kollektiv trafik ikke fylder meget i hovedet på de kommende beboere i et nyplanlagt byområde ved Skanderborg. De har åbenbart bedre råd til to biler mod øst end i vest.

Miljøministeriets oplæg til landsplanmæssige retningslinjer fra 2009 er da også svært tvetydigt i spørgsmålet om støtte til udkants-områderne eller support til det nye superbybånd.

Man vil begge dele og mener åbenbart at kunne både blæse og have mel i munden, når man udstikker retningslinjer for planlægningen af byerne og det åbne land.

I realiteten vil det kræve stor opmærksomhed og fantasi at tackle de næste 20-50 års udvikling på kvalificeret vis.

Den nye landbrugslov fra april 2010 giver mulighed for store samlede fondsopkøb og udenlandske selskabs- investeringer.

Bopælspligten for ejerne er ophævet. Brakmarker, jagtmarker, nye skove, storlandbrug og store stalde vil præge det nye landskab. Vel også store vindmøller, solfanger- og nationalparker.

Og rundt om i det danske land står skønsmæssigt 30 millioner kvadratmeter bygning realistisk set til nedrivning. Husene kommer til at savne anvendelse i en ny økonomisk og produktionsmæssig æra.