Knap halvdelen de danskere, der de seneste år har fået tilkendt førtidspension, har en psykisk lidelse. Det gælder især de helt unge. 80 procent af de 20-29-årige, der i 2008 fik førtidspension, havde en psykisk sygdom. Men psykisk syge er ifølge eksperter og de sindslidende organisationer langt fra uden arbejdsevne resten af livet. Alligevel er der kun meget få muligheder for at komme i gang med uddannelse eller arbejde.
Karl Bach Jensen, der er udviklingskonsulent i Landsforeningen Af Psykiatribrugere (LAP) mener, at det er på tide at lave et alternativ til førtidspensionen.
»På førtidspension er du ikke en del af arbejdsmarkedet, og derfor er kommunerne ikke forpligtet til at hjælpe dig i arbejde. Men det giver ikke mening for mange psykisk syge. Derfor går vi ind for at indføre en rehabiliteringsydelse som alternativ til tidlig førtidspension, hvor man kan blive hjulpet til at komme i uddannelse og arbejde, når man er klar til det,« siger Karl Bach Jensen.
Håb for tilværelsen
Psykiatrisk overlæge Lene Falgaard Eplov, der arbejder med rehabilitering ved Psykiatrisk Center Ballerup, mener, at hele spektret af psykisk syge får bedre livskvalitet af at få et arbejde.
»Det er en utrolig stigmatisering af psykisk sygdomme i Danmark. Langt flere psykisk syge vil på et tidspunkt kunne arbejde igen, end tilfældet er nu, men der er alt for få muligheder for at komme i arbejde,« siger hun og tilføjer:
»Hvis du skal behandle et menneske for en psykisk sygdom, så er der nødt til at være et håb for tilværelsen, og det indbefatter i høj grad en mulighed for at arbejde.«
Hans Bach, direktør i rådgivningsfirmaet Discus, som hjælper psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet, mener, at problemet er førtidspensionens livslange afgørelse.
»Det kan være meget stressende at være på kontanthjælp, hvis du ikke er i stand til at arbejde. Derfor er det oplagt, at mange med psykisk lidelser søger førtidspension. Problemet er bare, at når du ender der, så er der ikke andre end sundhedssystemet, der interesserer sig for dig, og de fleste har brug for at arbejde for at føle sig helt raske,« siger han.
Karl Bach Jensen fra LAP mener, at psykisk syge i forvejen er omgærdet af en behandlingsideologi, der passiviserer alt for mange.
»Det hjælper ikke noget kun at ændre på individet ved hjælp af behandling. Vi skulle hellere gå i retning af at forbedre inklusionen på uddannelserne og arbejdsmarkedet, for i dag bliver du ofte forskelsbehandlet, hvis du har en diagnose, selv om du fungerer normalt, fordi der er udbredte myter og fordomme om psykisk syge,« siger han.
Humant arbejdsmarked
Karl Bach Jensen påpeger også, at både kommuner og arbejdsgivere ved for lidt om mulighederne for at ansætte psykisk sårbare eller mennesker med psykosocialt handicap, som, LAP mener, er en mere korrekt betegnelse.
Formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), er enig i, at eksklusionen af psykisk syge er for stor.
»En stor del af dem, der får tildelt førtidspension, har ikke varigt nedsat arbejdsevne, derfor er det klart, at vi skal blive bedre til hjælpe dem med at få en tilknytning til arbejdsmarkedet både i det offentlige og det private,« siger han.
Førtidspensionen for de yngste førtidspensionister burde ifølge ham tages op til vurdering hvert tredje år. Risikoen er dog, at folk bliver presset i arbejde, selv om de ikke er klar til det, mener han.
»Der er ikke nogle nemme løsninger, men det er vigtigt ikke at afskrive mennesker i 30-års-alderen, fordi de har en krise.«
Tilbage efter sygdom
Rummeligheden på arbejdspladserne kan let blive for snæver, hvis alle, der ikke passer ind, i princippet kan overlades til offentlig forsørgelse, mener Discus-direktør Hans Bach. Derfor er et opgør med førtidspensionen nødvendigt.
»Principielt bør man altid signalere, at man tror på, at folk kommer igen efter sygdom, og at der er hjælp at hente i den forbindelse. Det kan være som udviklingsforløb, der kan hjælpe dem med at få en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis og når de har mulighed for det,« siger han.
Karl Bach Jensen fra LAP mener, at et mere rummeligt arbejdsmarked vil være en fordel for alle parter, fordi den måde arbejdsmarkedet er indrettet på i dag, får flere og flere til at gå ned stress, angst og depression på grund af for hårdt arbejdsmiljø og for høje effektivitetskrav.
»Både offentlige og private arbejdsgivere ville gøre samfundet en tjeneste, hvis de fik tilpasset arbejdet til langt flere forskellige mennesker. Det ville betyde, at langt færre ville blive udstødt.«
SIND's formand, Knud Kristensen, er enig, men han ser også en fare i at skabe for meget usikkerhed omkring førtidspensionen.
»Når regeringen vil kigge på førtidspensionen, så kan det godt undre, at fantasien kun rækker til at gøre førtidspensionerne midlertidige, for det gør kun folk mere syge at leve i evig usikkerhed,« siger Knud Kristensen.
Læs også: Mellem god forretning og god gerning
Hvad nu velfærd?
Seneste artikler
'Vi må genopfinde medborgerskabet'
5. august 2010Hvis politikerne tør give slip på regler og vanetænkning, så er der masser af kræfter at hente blandt helt almindelige danskere til at løfte velfærdsopgaverne, mener formanden for Frivilligrådet. Indtil videre har regeringen dog været afvisendeCEVEA: Venstrefløjen har svigtet velfærdsstaten
4. august 2010Venstrefløjen har i årevis set velfærdsstaten som patentløsning på alt og har svigtet velfærden ved ikke at anerkende dens begrænsninger. Det mener centrum-venstre tænketanken CEVEA. S og SF kan overhovedet ikke genkende kritikkenKommuner sagsøges for forringelser i hjemmehjælpen
24. juli 2010De danske kommuner er hårdt pressede på pengekasserne. Det betyder forringelser i hjemmehjælpen i over hver fjerde kommune, viser ny rundspørge. I nogle kommuner så voldsomme nedskæringer, at de ifølge Ældre Sagen er ulovlige. Foreningen lægger nu sag an ved Statsforvaltningen
Artiklen er desværre påfaldende ensidig. Jeg bemærker, at den eneste organisationshenvisning er Kommunernes Landsforening, hvilket nok ikke er tilfældigt – trods de stort set ikke er omtalt i artiklen, men derimod LAP, Landsforeningen af Psykiatribrugere, eller foreningen SIND.
Information interviewer en konsulent fra LAP, men derudover en person, som tilsyneladende tjener penge på at hjælpe psykisk syge ind på arbejdsmarkedet, og psykiater, samt en person Kommunernes Landsforening.
Men læg mærke i, at personen fra LAP, primært taler om UDDANNELSE, som kan bringe den psykisk syge tættere på arbejdsmarkedet, når vedkommende eventuel skulle blive klar hertil.
De andre taler kun om arbejde. Og manden fra KL taler om at indføre tidsbegrænset førtidspension på 3 år. Til allersidst udtaler SINDs fomand sig, og frabeder sig regeringens hidtidige politik. Præcis min pointe nedenfor.
Inden jeg går videre, bør nævnes, at ingen er tvunget til at søge en førtidspension. Det er helt frivilligt, så når en ung søger dette, er det givet vis, fordi det kommunen tilbyder, kan den psykisk syge ikke bruge til noget, eller fordi kontanthjælpen for unge er så lav (omkring 6.000 kr. før skat pr. mdr.), at alene udsigten til næsen 16.000 kr. om mdr. (førtidspensionen) er tillokkende. DERFOR søger de førtidspension. Hertil kommer, at det kommunen tilbyder, tilmed er nytteløst og ofte forværrende for deres psykiske tilstand.
For kommunens tilbud er ikke båret frem af samarbejde med klienten, uanset om der er tale om psykisk sygdom eller ej. Nej, der er reelt tale om tvang. Og tvangen handler mest om, at sende kontanthjælpsmodtagerne i aktivering (det tjener kommunen nemlig penge på), ofte i form af virksomhedspraktik. Denne praktik betyder reelt, at de tvinges i arbejde uden reel løn. Praktikken består fx i at lære at feje gade. Det kan der gå et år med, hvor de ikke får løn. Reelt er der ikke tale om arbejde, men om udnyttelse af folk i en svær situation. Nogle sendes i nyttesløse aktiveringskurser, og de eneste der har glæde af dem, er dem der afholder disse kurser, - de tjener millioner og atter millioner på åndsforsnottede kurser.
Så at den psykisk syge søger om førtidspension kan ganske enkelt være et udtryk for et håb om fred.
Det hjælper ikke at gøre førtidspensionen 3-årig. Det vil kun forværre den psykisk syges tilstand, efterhånden som den syge kommer tættere på det tidspunkt, hvor kommunens klør atter rammen personen.
Derfor har artiklen en helt forkert indfaldsvinkel og fokus. Fokus skal ikke være på Venstres mantra, nemlig at alle skal arbejde for enhver pris. Nej, fokus skal være på kommunernes adfærd over for bl.a. psykisk syge (men såmænd også over for andre ledige). Kommunernes magtbrynde og manglende inkludering af klienten i beslutningerne bør stoppes. Og her må Information meget gerne sætte fokus!
Hetzen mod ledige og syge – herunder psykisk syge – må stoppe! Den hetz bringer ingen i arbejde. Jo, en hel vild Venstre-entutiast vil påpege, at kommunernes adfærd er så afskrækkende, at mange finder et arbejde lige op til, at de ellers ville lande i kommunernes klør, og Venstre-entutiasten mener derfor, at målet helliger midlet.
Men det kan umuligt være et argument til at fastholde kommunernes adfærd. Tværtimod. Hvordan kan man forestille sig, at en sådan adfærd, skulle kunne hjælpe psykisk syge tilbage på arbejdsmarkedet. Det gør det selvfølgelig ikke. Tværtimod skønner jeg, at netop kommunens hårde fremfærd forværrer den psykisk syges tilstand!
LAP har givet vis ret i, at mange sindslidende kunne ønske sig bedre tilbud, som f.eks. uddannelsestilbud vil være.
Jeg er helt overbevist om, at det ikke er kommunernes nuværende tilbud og adfærd, de psykisk syge ønsker forlænget. Så kunne de jo bare lade være med at søge førtidspension. Her er ingen tvang!
Jeg skal derfor opfordre Information til, at være lidt mindre tendentiøse i deres behandling af et så vigtigt emne. Alt handler ikke om arbejde, selv om VKO gentager det igen og igen. For en syg person, handler det først og fremmest om at blive rask og få hverdagen til at fungere. Og her er de syge blevet langt værre stillet under VKO. En sygedagpengeperiode på kun 1 år er en skændsel. Hvordan tror du, kære journalist, du ville have det en måned eller tre før udsigten til at ryge på kontanthjælp, og du dermed får svært ved at betale dine regninger? Bliver du rask, eller stresset? Hvordan vil du have det med, at blive tvunget til at feje kommunens gader og stræder for en 10’ er i timen? Bliver du rask? Eller tvunget ud som graver på en kirkegård, eller sætte bøger på plads på kommunebiblioteket – fortsat uden løn. Bliver du rask, eller nedgjort?
Det er her, Information bør sætte sin fokus. For så snart kommunens tilbud bliver bedre – og mere seriøse og mindre nedværdigende og ydmygende –, ligesom sygedagpengeperioden bør forlænges, ja, så er der nok langt flere, der vil afvente at søge førtidspensionen, i et håb om at kommunens tilbud reelt kan føre til et ordinært og værdigt arbejde.
Fængsel blandt voksne, er vand for en ung, sammenlignet med at få en førtidspension.
Det ved den unge bare ikke selv.
Har ikke læst artikel igennem, og kun halvdelen af Hanne Christensen's indlæg, sorry, men Hanne har fat i noget.
Hanne Christensens kommentar til denne artikel er betydeligt klogere end selve artiklen!
Det er ikke nogen god ide at gøre førtidspensionen midlertidig, fordi det skaber en usikkerhed, der specielt for psykisk syge ofte vil være kontra-produktiv (de får det værre).
Det problem, man burde tage udgangspunkt i, er at mange førtidspensionister har et lavere selvværd, der forhindrer dem i selv at tage initiativ og undersøge hvilke muligheder de har for arbejde eller uddannelse.
Mit forslag til en løsning: Den tilkendte førtidspension er stadigvæk permanent, men den enkelte førtidspensionist har en personlig sagsbehandler, der kontinuert orienterer sig om, hvilke MULIGHEDER klienten har, og oplyser vedkommende om det. Men det er stadigvæk klienten, der har det frie valg.
Jeg er ret sikker på, at et sådant system faktisk vil få rigtig mange førtidspensionister i gang med arbejde eller uddannelse - ikke som følge af tvang eller pres, men fordi man får MOD på det selv.
Hanne Christensen har fat i noget af essensen om det at være psykisk handicapet i Danmark.
Jeg har selv været psykisk handicappet nu i 25 år og har i alle årenen gået på arbejde. Men det er ikke på grund af hjælp fra det offentlige. Den har stort set været lig nul. Jeg har været indlagt tre gange på en lukket afdeling pga. psykoser. Så her har jeg fået hjælp til at komme igennem mine psykoser. Primært ved medicinsk behandling. Men medicinen gør dig ikke rask. Den kan stabilisere din tilstand således at du lige præcis kan opretholde livet, og gøre det mest nødtørftige som at stå op, børste tænder, ta et bad, få lidt at spise mm.
Jeg er nu 49 har igen haft en psykose og været indlagt længe. Har fået stillet diagnosen paranoid skizofren, en diagnose jeg med stor sandsynlighed har arvet efter min mor. Jeg er blevet godt medicineret og min tilstand er atter stabil. Er blevet godkendt til flexjob, og har et arbejde jeg gerne vil stå op til og gå på arbejde. Denne gang havde jeg så håbet på at jeg kunne få hjælp til at forstå mit adfærdsmønster: F.eks. Jeg er vild med håndbold og vil gerne se Viborgs kampe, tar derind, får så et angstanfald sidst i første halvleg og må ta en taxa hjem. Jeg vil gerne ha hjælp til at forstå hvorfor jeg bliver angst, således at jeg kan forstå angsten og dermed ta til Håndbold og måske en dag opleve en kamp uden angst. Det ville være lykken for mig.
Jeg har nu prøvet at få hjælp på alle mulige måder. Både ved kommunen og i regionen. Men der er ikke noget at gøre tilsyneladende. Så jeg må atter selv punge ud for at få hjælp. Det gør jeg så, skønt jeg absolut ikke kan se det rimelige i dette.
Fakta er: Vilkårene for psykisk handicappede bliver bare dårligere og dårligere. Der finder ingen behandling sted. En behandling man ellers har krav på i følge sundhedsloven.
Jeg synes ikke det er værdigt. Derfor har jeg sat mig som mål at være med til at arrangere en demonstration foran Christiansborg for at protestere mod denne uværdige behandling.
Det vil klæ` organisationer som Sind og Lap at gå ind i denne debat og evt. indlede en undersøgelse af de faktiske forhold for psykisk handicappede i Danmark, således at vi på denne måde kan råbe de ansvarlige politikkere op.
Man skulle bare prøve at byde patienter med kræft de forhold vi har. Da ville der lyde et ramaskrig.
Hvis du brækker et ben, bliver du hentet af en ambulance og kørt til sygehuset, hvor personalet står klar til at behandle dig.
Som psykisk handicappet tager du selv en taxa du selv betaler for og bliver modtaget af en social og sundhedsassistent eller pædagog, der ikke aner noget om hvad det vil sige at være psykisk handicappet. Overlægen møder du så efter nogen dage hvis du er heldig. Overlægen ha kun en interesse. At stille en diagnose og behandle denne medicinsk og derefter udskrive dig.
Genoptræningen til atter at indgå i samfundet må du selv sørge for. Når du bliver udskrevet med et brækket ben kommer du til genoptræning, skønt langt de fleste med et brækket ben sagtens selv kunne varetage genoptræningen.
Derfor Sind og Lap. Kom nu på banen og gør et ordentligt stykke arbejde for jeres medlemmer således at vi kan få i det mindste anstændige vilkår for psykisk handicappede, med genoptræning til at junne leve et værdigt liv.
Tak for en god artikel.
Det er en meget vanskelig balance omkring livsvarig førtidspension og en midlertidig førtidspension.
Jeg kan sagtens se ideen især mht. unge under 30 år, men det er rigtigt, at en midlertidig førtidspension kan medføre et pres, som gør folk mere syge eller medføre at de ikke bliver raskere.
Man bør indføre permanent førtidspension for folk over 30 og unge under 30 med ekstremt alvorlige diagnoser, imens diagnoser som f.eks. damp, adhd, angst, stress og depression bør medføre en midlertidig pension for folk under 30, som tages op hver 3. år.
Samtidig bør der være et stort økonomisk incitament for kommunerne for at få permanente førtidspensionister i job og arbejdsgiverne bør ligeledes have skattelettelser, løntilskud og anden hjælp, som gør at de er mere motiveret for at ansætte psykisk sårbare.
Hvis det er en person som er ustabil i perioder, så bør man have en overkapacitet på arbejdet. Dette vil også aflaste. Man kan i den forbindelse arbejde langsommere, få flere pauser, som f.eks. kunne bruges til indkøb, meditation., powernap, fysisk træning, nyde solen, læse en bog, gå en tur, surfe på nettet, ringe hjem osv ., gå tidligt hjem eller komme senere næste dag, der er f.eks.mere rent end ellers, en står for kaffen osv.
Der er en massiv stigmatisering af folk på førtidspension oga. psykiske lidelser og i den forbindelse er nogle psykiske lidelser værre end andre. Der er i udstrakt grad et parallelt samfund for disse mennesker, for når man har fået førtidspension af psykiske årsager kan man godt indstille sig på at alle ens nye venner og kærester stort set er folk, som selv er psykisk sårbare for det store flertal af såkaldt almindelige mennesker vil ikke være ens venner eller kæreste. Specielt mænd uden arbejde bliver sorteret fra af såkaldt almindelige kvinder mht. at være kæreste.
Caroline Malm. Hvad begrunder du din holdning med, at psykiske syge under 30 år, skal have midlertidig førtidspension, mens personer over denne alder skal have den permanent? For mig at se kan en midlertidig pension alene begrundes i, at pensionisten sandsynligvis vil blive rask igen. MEN så er det jo underligt at sætte en aldersgrænse, hvorfor skal det ikke gælde personer over 30. For mig lugter holdningen af aldersdiskrimination, hvad vej diskriminationen så går, ved jeg ikke, det afhænger jo af din bevæggrund til at gøre forskel!
Personligt håber jeg, at jeg vil være rask og eftertragtet nok til at fortsætte mit arbejde til jeg er 70 år. En alder jeg i øvrigt synes vil være en rimelig generel pensionsalder, - og ikke 60 år eller 62 år som den er ved at blive i dag.
Når jeg nævner det, skyldes det, at det selvfølgelig virker lige absurd om man sender en 29-årig som en 38-årig hhv. 41 år og 32 år på varig forsørgelse, hvis de sådan sagtens ved lidt hjælp kunne komme til at forsørge sig selv igen.
Jeg nævner også dette, fordi jeg finder det lige så absurd, at mange mener, at raske ældre på 60 år kan træde af på det offentliges regning i 10 år, samtidig med at samme personkreds hetzer mod syge mennesker, der absolut skal ud at arbejde under påstand af, at arbejde stort set er det eneste værdifulde i dette liv.
Mit motto er, at de raske må forsøge at arbejde og forsørge sig selv, mens syge mennesker må mærke omsorg og få ro til at komme sig, eller vi må acceptere at nogle syge mennesker må finde værdier for deres liv i andet end arbejde, og så må det offentlige træde til med et ordentligt og anstændigt forsørgelsesgrundlag.
Og et ordentlig forsørgelsesgrundlag er kontanthjælp ikke!!! Og slet ikke for unge mennesker. Alene denne reelle fattighjælp vil fastholde de fleste i en umulig situation.
Dagens politik er lige modsat mit motto. Vi bruger milliarder på efterløn, langt flere penge, end der anvendes på kontanthjælp. Vi bruger langt flere penge på fuldstændigt håbløse aktiveringsforanstaltninger end på selv den direkte økonomiske hjælp til syge mennesker. Mottoet synes at være, kan du arbejde, må du gå, kan du ikke, skal du klø på. VKOs motto er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men det motto er jo noget slidt i kanten. For det anvendes primært for at sætte den økonomiske hjælp og øvrige støtte ned over for personer, der ofte kæmper med sygdom. Og når vi taler sygdom, drejer det sig meget ofte om psykisk sygdom.
Trods det, at 25 % af befolkningen har opsøgt læge pga psykiske forhold, og en rigtig stor del af befolkningen på tidspunkter af deres liv har indtaget lykkepiller e.l., ja, så ses der fortsat ned på psykiske lidelser, hvilket bl.a. dit sidste afsnit, Caroline Malm, indikerer.
Det, der derfor er behov for i vores samfund, er et andet eller supplerende værdigrundlag end alene det at arbejde. Det skal være accepteret at være syg, uanset om det gælder psykisk som fysisk sygdom. Det er f.eks. ikke rimeligt at raske ledige hidtil har kunnet gå 4 år, nu 2 år på dagpenge, mens syge mennesker kun kunne få et år. Det er fuldstændigt den omvendte verden af, hvad jeg finder ret og rimeligt.
Der er efter min mening alene tale om en hetz mod syge mennesker. Og særligt de psykisk syge.
Denne hetz må ophøre, og det er det vigtigste skridt her og nu, både menneskeligt, men såmænd også økonomisk. Det burde være en selvfølgelig, at hetze og nedgøre syge mennesker ikke ligefrem er den hurtigste vej til helbredelse. Men det er åbenbart ikke en selvfølgelighed for VKO.
En indføring af en midlertidig førtidspension ser jeg som et nyt skridt i denne hetz. Hensigten er jo, at man endelig ikke skal risikere at komme til at give en krone for meget til en psykisk syg, hvis der blot kunne vrides en dråbe arbejde ud af personen. Ikke. Hensigten er jo ikke at øge den psykiske syges velvære, for så var det da helt andre midler, som dem fx Mogens Michaelsen nævner, man skulle tage i anvendelse.
Derfor burde Information også tage en helt anden fokus, som jeg nævnte i mit tidligere indlæg. Nemlig en fokus på den sagsbehandling, som mange brugere – såvel raske som syge – finder ikke kun nytteløs, men direkte nedladende og ydmygende. Det undrer mig, hvorfor Information finder det mere interessant at fremføre argumenter for VKOs fortsatte hetz af syge mennesker, frem for at bruge tid på at dokumentere og fremhæve det nytteløse i denne adfærd (hvilket i øvrigt der er flere rapporter, der dokumenterer), og samtidig også dokumentere den fattigdom syge mennesker og deres familier ryger ud i ved langtidssygdom. Når hetzen er ophørt, kan vi eventuelt begynde at drøfte om en midlertidig førtidspension kunne være en ide – i øvrigt både over for psykisk som fysisk syge, men til den tid er der nok ingen grund til at påpege, at syge mennesker bør behandles ordentligt, uanset om det drejer sig om psykisk eller fysisk sygdom!
Jeg vil gerne afslutte med at påpege min forfærdelse over, hvor useriøst og uprofessionelt regeringen, kommunerne, arbejdsmarkedet, fagforeninger og sundhedsvæsenet griber psykisk sygdom an. Antal af invalideringer (førtidspensioneringer) pga. psykisk sygdom eksploderer år for år. Hertil skal lægges sygefravær af kortere eller længere varighed, men dog således at den syge vender tilbage til sit job. Det er milliarder,2-cifrede milliardbeløb, der forsvinder på den konto. OG så har regeringen m.fl. ikke andet at ruske op med end piller, hetz, en voldsom individualisering af et kæmpestort samfundsproblem, og så et forslag om at indføre midlertidig førtidspension.
Der skal ganske enkelt helt andre boller på suppen for at komme dette samfundsproblem til livs. Det handler bl.a. om værdier, der skal handle om andet end penge, arbejde og mig, mig, mig! Det handler om et samfund, der skal være inkluderende og ikke ekskluderende, så snart en person ikke er i arbejde. Det handler om et samfund, der skal have et flerstrenget værdigrundlag, og ikke som i dag et snævert enstrenget værdigrundlag, hvor alt handler om at arbejde. Det handler om frihed og frisind, frihed til at være forskellig, og frisind til at kunne se fordelene og den inerti, der ligger i forskelligheden, frem for det snævre og snærende frihedsbegreb, som VKO misbruger, som dybest set går ud på, at vi alle skal være ens og entydigt ensrettes mod en eller anden hr. Fogh- eller Aamund-lignende prototype.
De foreslag omkring tidsbegræsede pensioner vil kun skabe mere papir arbejds og brug af resurser i den offentlige forvalgtning, samt må man bare erkende en del af de mennesker med psykiske problemer, kan ikke magte et arbejde på normale vilkår og mange af de jobs hvor der f¢r var plads til skæve mennesker er væk.
Jeg var selv ansat på deltid på Tulip i Vejle, og var dygtig til mit arbejde, og havde det fint men pengene fik til s¢ge fuldtids arbejde, hvor det gik galt for mig, da jeg mistede det sociale sammenværd jeg have på mit deltidsarbejde.
Så vil man hjælpe psykiske sårbare skal der skabes bedre muligheder for deltidsarbejde med en mindre l¢n kompensitation, for faktum er mange af de tilbud jeg har fået inde for det offentlige om jobtræning, har varet mere hårde en mit reng¢rrings arbejde på Tulip, som skulle side ned og putte s¢m og skruer og m¢trikker i plastisk æsker, og det nedg¢rende i ikke at modtage penge for sit arbejde.
Et andet område hvor der skal sættes ind er skolegang og undervisning tilbud og motion og idræt, og så må de socialpædagoiske tilbud lukkes ned, hvor alt drejer sig om være i en arbejdsgruppe og fastholde denne illusion om, at arbejde i sig selv er lykken, man er lykkelig på en arbejdspalds hvis man ikke trives, og har et godt socialt sammenværd med sine kolegaer og tanker ryder og l¢ber rundt i hovedet på en.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
"et stigende antal.." Det er tid at kigge statistik for unge der "tvinges" på førtidspension og blir derved afskrevet fra hjælpe foranstaltninger- det er ikke nyt. Det foregik i 80'erne også.
Forståelsen på arbejdsmarkedet for psykiske sårbare kan ligge på en knappenåls hoved. Der blir fremhævet ET firma- Proremus fra Århus og der nævnes ikke andre. Hvorfor mon? Fordi de ikke eksisterer, simpelthen. Mentaliteten har ikke forandret sig meget siden 80'erne hvor jeg selv faldt ud. Jeg foretrak deltids arbejde men min stilling skulle opnormeres til fuldtid. Efter en psykose og 7 ugers fravær fik jeg sparket i min prøveperiode. Jeg havde selv skabt den stilling og bestred den bedre end godt- bortset fra sygeperioden hvor de var helt lost uden mig. Men jeg var ikke en stabil arbejdskraft så det var ud til højre.
Jeg mener også at arbejdsmarkedet skal være gearet til forskelligheder. Ikke dette 37 timers arbejdsuge men noget mere fleksibelt. Vi har for mange kasser i landet som folk skal passe ind i og det gør vi af gode grunde ikke. OG jeg pointerer - af gode grunde- for heldigvis er vi forskellige allesammen så hvem sir at det ene passer lisså godt på den næste?
Vi har brug for et fleksibelt arbejdsmarked lissom vi har brug for udbygning af behandlings systemet også i fleksibiliteten's navn og gavn.