Læsetid: 6 min.

'Der er så mange ting, der ikke passer her'

En forkert beslutning i et gadekryds og et anklageskrift, der ikke stemmer med hverken politirapport eller tiltaltes forklaring. 'Mahrus' må forlade byretten uden at vide, om han snart mister sit livsgrundlag
28. juli 2010

»Det er jo en noget tynd kop te i dag,« siger dommeren fyndigt, da hun skridter ind gennem det lille lokale øverst i Københavns Byret ved Nytorv.

Eftermiddagen byder på en sag om spirituskørsel og en om overtrædelse af færdselsanvisningerne. '15.00' - ham med spritkørsel - er ikke mødt op.

»Jamen, skal vi så ikke tage 15.15, når nu han står derude?«

Dommeren ser hen på den offentlige anklager, der erklærer sig enig og går ud og henter 'Mahrus'. Han har sin dreng med, der beholder kasketten på og sætter sig på tilhørerrækken bag sin far.

Mahrus har det alt for varmt og bekræfter med staccatostemme sin identitet og at han ved, hvorfor han er der. Han vil gerne svare på spørgsmål, siger han, da dommeren informerer om, at han som tiltalt ikke behøver at udtale sig.

'Jeg forstår ikke tegningen'

Dommeren præsenterer ham for anklagen: Han har i en stor personbil kørt frem for rødt lys, og anklager begærer bøde samt betinget frakendelse af kørekortet.

»Ok ...« siger Mahrus, flytter sig let på stolen og ser mod dommeren, der vil vide, hvordan han stiller sig til sagen. Mahrus erkender, at han har kørt over for rødt i et kryds i København. Og der var også noget med en cyklist, som pludselig dukkede op ud af ingenting, tilføjer han.

Anklageren hiver en tegning med et udsnit af Københavns gader frem fra sin mappe og præsenterer den for dommeren. Han ser på Mahrus. Beder ham komme op og se på 'ridset':

»Kan du udpege, hvor din bil befinder sig ...«

Mahrus bøjer sig over tegningen.

»Er det min bil her?« spørger han og ser på dommer og anklager, der svarer:

»Nej, det behøver ikke være din bil, du skal bare vise, hvilken vej du kørte, og hvad det var for et kryds, du befandt dig i ...«

Mahrus ser igen på tegningen, og de diskuterer frem og tilbage, hvordan den skal læses. Er det her Gyldenløvesgade ... Hedder den også det længere nede? ... Og hvor er Nørrebrogade henne? Mahrus kører fingeren rundt på tegningen. Måske her ... nej, det kan ikke passe.

»Du må gerne vende ridset, så du bedre kan se,« siger dommeren, der tilsyneladende heller ikke helt kan gennemskue, hvilke gader, det viser.

Mahrus giver op: »Jeg forstår ikke tegningen. Kan jeg ikke bare fortælle, hvor det var?«

Meget træt

Det synes dommeren er en god idé. Hun folder ridset sammen og giver det til anklageren, der sætter sig på sin plads igen.

»Jeg havde været af sted siden klokken fire om morgenen, ikke,« siger Mahrus, »og så bliver jeg ringet op ude fra forretningen, og der står nogen fra fødevarekontrollen, som vil snakke med mig...«

»Fra hvad?« afbryder dommeren.

»Fra ... vent, måske kan min søn sige det bedre.«

Mahrus vender sig mod drengen og siger noget på arabisk. Drengen lytter, kigger op mod dommeren og gentager:

»Fødevarekontrollen. For at kigge på varerne.«

»Nååh, fødevarekontrollen. Ok.«

Mahrus tager ordet igen.

»Så kører jeg ud til forretningen og snakker med dem. Og klokken er måske et, da jeg kører derfra. Det er et kvarter før, det sker. Og det er meget sent, jeg plejer at stoppe omkring kl. 12.00 og tage hjem og hvile mig, så jeg var meget træt.«

Dommeren nikker, og anklageren roder i sine papirer.

»Og så kører jeg ind mod ...«

Anklageren afbryder:

»Nej, der er mange ting, der ikke passer her!«

Han roder videre i papirerne og kigger hen på Mahrus, der ser forvirret ud.

Han prøver at fortsætte sin forklaring om, hvor han kører hen:

»Og så kommer jeg i tanker om, at man ikke kan køre ned ad Nørrebrogade den vej fra, og så kigger jeg, og der er ingen biler overhovedet, og så drejer jeg. Men lige pludselig er der denne her cyklist ...«

»Som du rammer?« spørger dommeren.

»Ja ... Det sagde jeg også til politiet bagefter ...«

Anklageren bryder ind igen:

»Nej, jeg synes altså, der er mange ting, der ikke passer, det er ligesom, vi snakker om forskellige kryds. Og hvad er det for en cyklist, det står der ikke noget om i anklageskriftet ...«

Han bladrer papirerne igennem.

»Men jeg kan godt se, i politirapporten, der er noget med en cyklist.«

Mahrus siger ingenting, ser afventende på anklager og dommer, der udveksler blikke.

»Altså, jeg synes slet ikke, vi bare kan køre videre med sagen lige nu,« siger anklageren og ser hen over brillekanten på Mahrus. Derefter op på dommeren:

»Vi kan ikke lukke sagen her, fordi der er flere ting, der ikke stemmer - jeg synes, vi må trække den tilbage, og give den til politiet igen.«

Dommeren ser ned i sine papirer.

»Ja, der står ikke noget om en cyklist i anklageskriftet. Og det, der står her i papiret, skal jo gerne være samstemmende med, hvad der er sket,« siger hun henvendt til Mahrus, som om det er ham, der har forfattet anklagen.

Kørekortet

Mahrus ser skiftevis på anklager og dommer. Anklageren ser skiftevis i sine papirer og på dommeren og henvender sig så til Mahrus:

»Du kan nok høre på mig, at jeg kan ikke finde ud af, hvad der er sket.«

Mahrus tøver, ser på anklageren. Før han når at svare, gentager anklageren:

»Jeg si-ger ... du kan jo nok ... hø-re ... på mig ... at jeg ik-ke kan ... fin-de ud af ... hvad ... der er sket.«

»Ja ...« siger Mahrus.

Dommer og anklager diskuterer videre, hvad der kan gøres.

Mahrus rækker hånden op:

»Jeg vil godt lige sige en ting ... hvis jeg må?«

Det må han godt.

»Hvis jeg mister mit kørekort, så lukker min forretning, det er kun mig, der kan hente varer fra grønttorvet om morgenen ... Hvis I giver mig en bøde, betaler jeg den.«

Mahrus slår ud med hånden.

»Eller klip i kørekortet. I kan også give mig bøde og klip i kørekortet.«

Dommeren spørger, om han har andre klip i kørekortet.

»Nej. Jeg har kørt i 20 år, og aldrig har jeg haft problemer før,« siger Mahrus, og hans stemme går en halv tone op.

'Så hører du fra politiet'

»Jamen, vi har jo kun to muligheder,« forklarer dommeren.

»Vi kan give dig en bøde og et klip i kørekortet her i dag. Eller vi kan sende den tilbage til politiet, som anklageren foreslår. De kan så beslutte, om sagen skal frafaldes, eller det bliver en bøde, eller om det skal være en anklage om 'tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden', eller 'grov uagtsomhed' eller hvad. Og det tilbud, synes jeg, vi skal tage imod.«

Mahrus kan tilsyneladende ikke indse, hvad 'tilbud' der er ved det, så dommeren fortsætter:

»Ja, så sker der jo det, at politiet ser på sagen igen, og så hører du måske ikke mere, eller også bliver du indkaldt med en ny anklage.«

Hun ser venligt hen på Mahrus, der flytter sig lidt rundt på stolen.

»Men ... om en uge, jeg tager på sommerferie om en uge ... og så er jeg væk i tre uger ...« siger han.

Anklageren smiler: »Ja, ja.«

»Men hvad sker der så?« vil Mahrus vide.

»Jamen, der sker ikke noget. Du kan godt tage på ferie, det sker der ikke noget ved.«

Mahrus trækker vejret ind og bliver siddende. Men sagen er afsluttet for i dag.

»Ja, så hører du fra politiet,« smiler dommeren, og Mahrus rejser sig tøvende, fumler døren åben og går ud sammen med drengen.

Dommeren ser hen på anklageren:

»Nå, og '15.00' er stadig ikke kommet?«

Alle navne i serien er opdigtede, da deres identitet er irrelevant for indholdet i retssagen. Det er derfor unødvendigt at knytte konkrete personer til disse sager i offentligheden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Det er jo en ren farce, der udspiller sig.

Jeg ville ikke have troet, at det var en mulighed, at anklageren kan trække en straffesag tilbage under domsbehandlingen, fordi der ikke er sammenhæng mellem anklageskrift og politirapport.

Det eneste logiske og rimelige forekommer mig at være, at anklageren må folde kortene, i det mindste hvad angår det med cyklisten, og erkende at anklagemyndigheden har kvajet sig.

Dommeren skal vel dømme, som sagen er blevet fremlagt, og hvis en af advokaterne har gjort det dårligt (her: anklageren), er det vel blot tough luck?

Dommeren snak om et "tilbud" forekommer også ude i hampen, eller rettere: som en verbal nedladenhed af de mere urimelige.

Dommeren kunne vel have kørt sag til ende, med det anklageskrift der eksisterede, hvilket formodentligt var endt med en bøde og et klip, alternativt at dommeren takkede den anklagede for sin imødekommenhed med at tilbyde at ville betale en bøde og måske et klip, men at det ikke blev aktuelt, da anklageren åbenbart havde et endnu større behov for at lære en lektie den dag, idet dommeren afviste at behandle sagen yderligere og konkludere den afsluttet.

Men åbenbart siger Retsplejeloven eller andre regler noget ganske andet. Man må jo formode, at reglerne er velkendte, og at alt er gået korrekt til...

Aksel Gasbjerg

Heinrich.

Jeg undrede mig også, da jeg læste dette referat. Er denne farce, som er udspillet indenfor måske kun 10 minutter, almindelig hverdag i en dansk retssal? I så fald vil jeg oftere være tilhører i Københavns byret.

Jeg læste referatet første gang med stigende undren over de mange "uregelmæssigheder".

Da jeg så læste det anden gang grinede jeg højt.

Man ser for sig, hvordan de 3 personer stå med dette kort over Københavns gader og hverken kan få hoved eller hale i det, og man spørger sig selv - efter at man nu ved at anklageren mildest talt er uforberedt i denne sag - om kortet overhovedet har været over København.?

Det næste grin får man, da den anklagede siger han ramte en cyklist, hvorpå anklageren bryder ind og siger, at der ikke optræder nogen cyklist i denne sag, og i det hele taget kan anklageren ikke finde ud af hvad der er sket i denne sag.

Det forstår den anklagede ikke, hvorpå anklageren siger: »Jeg si-ger … du kan jo nok … hø-re … på mig … at jeg ik-ke kan … fin-de ud af … hvad … der er sket.«

Et herligt morsomt referat fra en dansk retssal anno 2010. Jeg glæder mig allerede til næste referat i serien.

Heinrich R. Jørgensen

"Men åbenbart siger Retsplejeloven eller andre regler noget ganske andet. Man må jo formode, at reglerne er velkendte, og at alt er gået korrekt til…"

En juridisk vurdering ville blive værdsat :-)