Kommentar
Læsetid: 7 min.

Statsministeren som præsident

Socialdemokraten Stauning gjorde folketingsvalget til et valg om statsministerposten - men det var først med Venstres Anders Fogh Rasmussen, at præsidentgørelsen af statsministerembedet blev etableret. Det er på tide at tilpasse systemet til denne udvikling
Indland
21. juli 2010
Anders Fogh Rasmussen (V) fik for alvor præsidentialiseret statsministerposten, og centreret magten omkring egen person. Bl.a. pressemøderne fungerede som kulisse for denne selvfremstilling - med journalisterne som velvillige statister.

Anders Fogh Rasmussen (V) fik for alvor præsidentialiseret statsministerposten, og centreret magten omkring egen person. Bl.a. pressemøderne fungerede som kulisse for denne selvfremstilling - med journalisterne som velvillige statister.

Jens Nørgaard Larsen

Naiv læsning af Grundloven fører til den konklusion, at regeringen i Danmark ledes af en ansvarsfri konge. Sådan er det bare ikke. Statsministeren er med tiden blevet regeringsleder. Uden at det står lysende klart i en egentlig jobbeskrivelse. Da man i 1848 skabte et embede som førsteminister, var det imidlertid kun for at have en mødeleder i kongens fravær fra Statsrådet og en slags forbindelses-officer mellem kongen og ministrene.

Kampen for demokratisering medførte, at statsministeren efter næsten et århundreds tovtrækkerier frem og tilbage med kongemagten endeligt vandt de afgørende magtredskaber: Retten til at hyre og fyre ministre og retten til at udskrive folketingsvalg. I magten til at finde ministrene og afsætte dem igen ligger statsministerens magt over den øvrige regering.

Denne magt er med tiden blevet brugt mere og mere. Lars Løkke Rasmussens seneste ministerrokade blev den hidtil største nogen sinde.

Magtens forgreninger

Men oven på dette magtredskab er bygget andre. Skiftende statsministre har udviklet et stadigt mere raffineret system af ministerudvalg, der deler regeringen op i en kerne af topministre og en periferi af marginale og særdeles udskiftelige ministre, der er reduceret til føjelige håndlangere for regeringsledelsen. Det vigtigste udvalg er koordinationsudvalget, hvor tanken er, at regeringens overordnede linje skal udstikkes. Her skal også eventuelle uenigheder i en koalitionsregering udjævnes.

Et andet udvalg er regeringens ansættelsesudvalg, hvorfra regeringstoppen siden 1977 monitorerer alle vigtige udnævnelser af embedsmænd. Det er ikke længere de enkelte ministeriers eneanliggende.

Fra og med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001) har statsministeren også indtaget en international hovedrolle - især på topmøder - og har ofte også reduceret udenrigsministeren til en håndlanger. Filmen Fogh bag facaden udstillede fint dette forhold mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Underleverandørerne

Anders Fogh Rasmussen (statsminister 2001-2009) udviklede nye ledelsesredskaber.

Han skrev et udførligt regeringsprogram med retningslinjer til alle ministrene. Han tjekkede regelmæssigt, at de fulgte hans linje. Han forsøgte sig - med Margaret Thatcher og Tony Blair som forbilleder - også med en slags MUS-samtaler med fagministrene. Han forvandlede Statsministeriet fra et rådgivnings- og overvågningsministerium til et lejlighedsvist egentlig politik- formulerende ministerium med blandt andet et Globaliseringsråd og et Klimasekretariat, der gjorde fagministre og deres ministerier til statsministerens underleverandører. Det er fortsat under efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen, med et Vækstforum og med et arbejde med folkeskolen, der har forvandlet undervisningsministeren til en marionet.

Engang var der ministermøder, hvor ministrene debatterede. Under Anders Fogh Rasmussen kulminerede en reduktion af dem til overhøringer af ministrene i, om de kunne deres stof.

De blev også brugt til irettesættelser.

Som den første statsminister lod Anders Fogh Andersen i visse tilfælde også offentligheden vide bagefter, at visse ministre havde fået en advarsel.

Det ramte daværende minister Karen Jespersen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Vindue ud til folket

Jens Otto Krag indførte i 1960'erne en uformel presseorientering efter ministermøderne. Kun til baggrund.

Men Anders Fogh Rasmussen udviklede det til en transmitteret pressekonference. Der var overhovedet ikke længere tale om baggrundsorientering, det var et vindue ud til befolkningen med journalisterne i statist-rollerne. Regeringens initiativer fremstod med Foghs pressemøde mere og mere som statsministerens initiativer, fordi han nu kunne meddele sig om dem til offentligheden, før fagministrene nåede det.

I den erfarne tv-journalist Kaare R. Schous øjne blev pressemødet »et vindue, hvor statsministeren taler til befolkningen med journalisterne i biroller i stedet for at give journalisterne informationer, som de kan arbejde med (...) han var altid ekstremt velforberedt og var klædt på til umiddelbart at håndtere de fleste emner og vinklerne på dem, når de kom op. Og så kendte han journalistkorpset godt: Når han havde været et par stykker igennem, som han vidste ville være ret kritiske i deres spørgsmål om dagens hovedemne, gav han ordet til en spørger, som han vidste ville stille enten et langt medløbende spørgsmål, spørge til økonomien på en meget teoretisk måde - eller til, hvornår folkeafstemningerne om EU-forbeholdene kom. Altså ganske ufarlige spørgsmål, og dem lod han tage sin tid. På den måde kunne han få et pressemøde til i virkeligheden at løbe ud i sandet«.

Utilnærmelig

Det snedigste ved pressemødet var dog næsten, at resten af ugen kunne Foghs spindoktor afvise journalisternes ønsker om at interviewe Fogh. De blev henvist til næste pressemøde. Aldrig før havde en statsminister været så utilnærmelig og ophøjet som Fogh.

Statsministeren har fået en række ydre symboler på sin særstilling. De første kom under statsminister Stauning. Redegørelsen for rigets stilling ved parlamentets åbning (1925), nytårstalen i de elektroniske medier (1939), en repræsentationsbolig doneret af private (1934), en statsbegravelse (1942) og et statsfinansieret malerportræt (1943). Det korresponderede med, at Stauning var den første statsminister som i en længere periode kunne holde kongen ud af regeringsledelsen.

Stauning var også den første statsminister, der fik et folketingsvalg defineret som valg af en statsminister. Det skete en enkelt gang med sloganet 'Stauning eller Kaos' ved valget i 1935. Det forblev længe en enlig svale. Men fra og med Fogh blev folketingsvalg igen for alvor defineret som valg af statsminister. Det gjorde Foghs parti, men medierne arbejdede flittigt med på den definition af et folketingsvalg. Valg iscenesættes nu også som valg mellem to blokke bag hver sin statsministerkandidat. Det er også tendensen i det øvrige Europa. Valg ligner derfor mere og mere præsidentvalg.

Hovedrollen

Og går det godt, står statsministeren som både partiejer og regeringsejer. En stor del af folketingsgruppen vil føle, at deres valg skyldes statsministerens tilhængere - ikke deres egne.

Partiet henfalder i en ukritisk lammelse og benovelse, en følelse af ikke at måtte forstyrre hele showet med debat og kritik. Regeringsmagt er meget bedre end at sidde som magtesløs opposition - og de mest ambitiøse tilhængere kan håbe på selv at blive ministre.

Partiets landsmøder kan forvandles til medieorienterede shows med statsministeren i centrum og med partimedlemmer som statister. Uden reel debat og afstemninger om noget som helst og selvfølgelig uden modkandidater til partilederen.

En af de største farer for en moderne dansk statsminister med medgang er, at embedet overbebyrdes med svære problemer og beslutninger, fordi mere og mere går gennem statsministeren. Og fordi Statsministeriet i Danmark efter international målestok er bemærkelsesværdigt lille. Vi har ingen national sikkerhedsrådgiver - og en beslutning om at deltage i en krig eller en anden stor beslutning træffes af en statsminister på et uoplyst grundlag og uden tættere overvejelser med andre. Til skade for statsministeren, men nok så vigtigt: Til skade for alle.

Enhver sig selv nærmest

Hvad der kommer let, går let. Valg vindes kun i kraft af, at man har haft held med at tiltrække en stor del af de stadig flere shoppende svingvælgere. I et moderne markedsdemokrati kan vælgere hurtigt skride igen til fordel for et nyt parti. Dermed skrider meningsmålingerne. Folketingsmedlemmer og ministre ser deres genvalgschancer forringet. Utilfredsheden rettes let mod regeringsledelsen, partidisciplinen i folketingsgrupperne bag regeringen kan falde, loyaliteten i en koalitionsregering ligeså, alle forsøger mere og mere at redde sig selv.

Nogle forsøger at gøre det med udspil og mediestunts, som er ude af trit med statsministerens linje. Derfor skaber de i sig selv forvirring om regeringens politik hos svingvælgerne, og tilbagegangen kan forstærkes. Afhoppere fra partigrupperne bag regeringen kan forekomme. Udmeldelserne fra regeringspartier tager til. Spindoktorer stopper eventuelt. Statsministeren kan få svært ved at rekruttere dygtige professionelle hjælpere. For hvem vil være analytiker eller spindoktor på en synkende skude?

Netop et sådant makabert scenarie er for en stor del allerede realiseret det sidste års tid, og det ser stadigt sortere ud for regeringen. Kun hvis regeringsledelsen denne sommer genopfinder sig selv, vil den kunne vende strømmen.

Som showbusiness

For ledere i store partier er kravet om at nå statsministerens position langt stærkere end før. Vind eller forsvind! Sådan er det ubarmhjertige krav. Men så længe de vinder, kan de til gengæld ikke få lov til at forsvinde.

Den amerikanske præsident Ronald Reagan klarede meget med kvikke replikker. En af dem lød:

»Politik er præcis som showbusiness. Man laver et brag af en åbning, træder vande et stykke tid og slutter så med en finale, der tager kegler«, skal han have sagt.

En morsom Reagan-replik, men den er ikke retvisende. Slet ikke for en dansk statsminister. For i modsætning til en amerikansk præsident har en dansk statsminister ingen fast udløbsdato. Så længe det går godt, lægges der et kæmpepres fra tilhængerne på at holde fast ved taburetten. Jo mere, de opfatter succesen som statsministerens fortjeneste, jo mere vil de holde på vedkommende. Stauning fik ikke lov til at gå af i 1939, som han drømte om.

En række statsministre faldt fra på grund sygdom, død eller politisk fiasko. En af de mest succesrige, Poul Schlüter, faldt på grund af den beskæmmende Tamil-sag. To statsministre forsøgte at snige sig fra det udmarvende embede, inden de kørte helt træt eller fast. Jens Otto Krag overrumplede alle, da han gik, mens Anders Fogh Rasmussen formentlig i årevis forsøgte at finde en flugtvej, for ikke at tabe regeringsmagten ved et valgnederlag. Alle rygterne om hans snarlige afgang hæmmede ham som regeringsleder - selv pressemøderne måtte han til sidst aflyse. Under den langtrukne jagt efter en flugtvej, overså han en opkommende økonomisk krise, og forberedelsen af et verdenshistorisk klimatopmøde gik i smadder for ham.

Fast udløbsdato

Vicepræsidenter har svært ved at overleve politisk. For både Krags og Foghs efterfølger gjaldt det, at de måtte forvalte kæmpeproblemer og led af vaklende støtte blandt deres egne, fordi de ikke havde et åbenlyst mandat fra vælgerne, da de tiltrådte. Anker Jørgensen var sej og overlevede nogle år, men lige nu ser det ud til at være et stort spørgsmål, om Lars Løkke Rasmussen kan gøre ham kunsten efter.

Jo mere statsministre præsidentialiseres, jo større er behovet for at give dem en fast udløbsdato, så vi få en velreguleret overgang til en efterfølger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...mens jeg venter på at kunne sammenstykke artiklens bud på – der blev kastet et par ben uden meget kød i dag – en fuld analyse af pressens rolle i demokratiet, som enten: Demokratiets spor- og vagthund? Eller Kamphund med mundkurv og udløbsdato? eller, Kapitalismens bidske rottweiler der skambider på kommando? ...så er det måske på sin plads, her at fundere over hvordan en statsminister med en 'udløbsdato' kan gøre en forskel - Jeg synes ikke artiklen giver svaret...

Ros, dog for den skræmmende kombination af overskrift og foto.

') artikelseriens bud på