Baggrund
Læsetid: 8 min.

Det svage statsoverhoved

'Jeg tror, at kongehuset samlet set er en samfundsøkonomisk gevinst i kraft af turistindtægter og de døre, som kongehuset åbner for dansk erhvervsliv'. Den reformerede kommunist Ole Sohn, hvis nuværende parti danser lanciers ved hofballerne, har med denne vurdering af kongehuset bekræftet, at vi er et handelsfolk. De fleste af medierne kolporterer underdanigt myter om et kongehus travlt optaget af 'arbejde'. Sohn taler sig ind i denne myte. Risikoen for en pludselig død af overanstrengelse i den kongelige familie er dog nok beskeden, er det blevet sagt
Kongehuset tjener nu statsministeren. Statsmini°©s°©teren dirigerer en stor del af regentens handlinger. Taler °© herunder dronningens nyt?rstale °© l©°ses og godkendes af statsministeren, som ogs? overv?ger de kongelige p? udlandsrejser.   I anledning af dronning Margrethes 70 ?rs f©™dselsdag i april vinker kronprinsesse Mary med prinsesse Isabella, Kronprins Frederik med prins Christian, dronning Margrethe og prins Henrik fra balkonen p? Amalienborg

Kongehuset tjener nu statsministeren. Statsmini°©s°©teren dirigerer en stor del af regentens handlinger. Taler °© herunder dronningens nyt?rstale °© l©°ses og godkendes af statsministeren, som ogs? overv?ger de kongelige p? udlandsrejser. I anledning af dronning Margrethes 70 ?rs f©™dselsdag i april vinker kronprinsesse Mary med prinsesse Isabella, Kronprins Frederik med prins Christian, dronning Margrethe og prins Henrik fra balkonen p? Amalienborg

Keld Navntoft

Indland
26. juli 2010

Når debatten om kongehuset endelig hæver sig over den fladeste sladder, når den højst til en diskussion af, om det ville være mere økonomisk lønsomt med en præsident. Det er da heller ikke betydningsløst, at en lang række af udgifterne til kongehuset ikke er synlige, og at Rigsrevisionen og statsrevisorerne aldrig formastede sig til at se kongehuset efter i sømmene. En af de få journalister, der har forsøgt at belyse kongehusets økonomiske forhold, er Trine Villemand. Hun beskriver Statsministeriet som »et nærmest uigennemtrængeligt hegn om kongehuset«. Statsministeriet overtræder offentlighedsloven, når de modtager begæringer om aktindsigt, skriver hun. Det stod dog op til dronning Margrethes 70-års fødselsdag klart, at kongehuset var meget dyrere end blot den årlige udgift til skattefri apanage. Militæret, politiet og Slots- og Ejendomsstyrelsen bar langt større udgifter. Statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærede sig parat til en nærmere analyse af disse udgifter, fordi han, der året før havde fået stoppet offentlig indsigt i ministres kalendere, angiveligt var tilhænger af åbenhed.

Frederik med ølsponsor

Det er også kommet til offentlighedens kundskab, at bryggeriet Harboe i årevis med millionbeløb har sponsoreret kronprinsens skiftende både til kapsejlads - samt transport til og fra sejladserne. Til gengæld er kronprinsen en levende reklamesøjle for firmaet, hvis logo han har båret på kasketter og tøj. Dertil føjer sig kritik af kongehuset for at tage imod private virksomheders flytransport, støtte til fester, ferieophold og kunst. Det harmonerer ikke med kongehusets status som tilsyneladende hævet over alle særinteresser. Men lammefromme medier og politikere undlader at slå det fast. Lige så tavse er man over for dronningens splittethed mellem regentrollen og kunstneriske ambitioner, som påfører andre kunstnere urimelig konkurrence.

Men langt det vigtigst er alligevel at overveje kongehusets politiske funktion.

Statsministeriets kontrol

Ministrene skulle oprindeligt tjene kongen, som var regeringens leder. Pø om pø overtog statsministeren regeringsledelsen. Kongehuset tjener nu statsministeren. Statsministeren dirigerer en stor del af regentens handlinger. Taler - herunder dronningens nytårstale - læses og godkendes af statsministeren og hans embedsmænd. Kongehuset repræsenterer Danmark jorden over. Det følges tæt af statsministeren og Statsministeriet.

Dronningen kan i aviser og blade læse, at nogle kalder statsministerfruen for landets førstedame. I radioavisen er det sket, at statsministeren kaldes statsoverhovede. Antropologen Dennis Nørmark var ved fuld bevidsthed, da han udtalte: »At landets statsminister også er dets statsoverhoved er for mig indlysende«.

Retshistoriker Ditlev Tamm mindede tørt om, at den konstruktion kun kendes fra Det Tredje Rige.

Bortset fra at Tamm glemte præsidentielle systemer som det amerikanske, hvor statsoverhoved og regeringschef også er den samme, så gjorde han hermed opmærksom på, at et moderne statsoverhoveds opgave i et parlamentarisk demokrati er at opretholde den forfatningsmæssige orden og især at kontrollere regeringschefens magt.

Moderne europæiske monarker med undtagelse af den svenske forestår formelt regeringsdannelsen (det svenske monarki er også det mest svækkede, tømt for mening, som det er). Regenter underskriver love. Og så orienteres regenter jævnligt af regeringscheferne om 'rigets stilling'. Endelig kan de betragtes som ubestemte holdepunkter, hvis en uventet national ulykke skulle indtræffe: En besættelse af en fremmed magt, et forsøg på et statskup (som det den spanske konge stoppede i 1981) eller, at statsministeren bliver sindssyg. Danmark har haft to statsministre, som var maniodepressive, og den ene, Viggo Kampmann, ville i mani uden videre forlade Danmark. Han blev med henvisning til statsoverhovedets autoritet stoppet i sidste øjeblik.

Christian X's brøler

Det danske kongehus vogter fortsat positivt over statens og samfundets institutioner ved at uddele ordner og æresbevisninger til nogle af dem, der arbejder i dem. Og hvis regeringen bryder Grundloven, anses det for regentens pligt at gribe ind. Men selv om Danmark har fået love på kanten af Grundloven og i et tilfælde ifølge Højesteret faktisk har vedtaget love i strid med Grundloven, så har regenten aldrig vægret sig ved at underskrive en lov.

Christian X var den sidste konge, der ville være med til at regere. Christian X svækkede imidlertid sin egen position, da han i 1920 fyrede statsminister Zahle og de øvrige ministre. For eneste gang i danmarkshistorien blev der demonstreret for afskaffelse af kongedømmet. Krisen gav Socialdemokratiets opkommende stjerne Thorvald Stauning et stort gennembrud. Stauning blev senere den første statsminister højt hævet over andre ministre. Som socialdemokrat gik Stauning officielt ind for republikken. Men han indså det, som forskere senere har givet ham ret i: En konge, som ifølge Grundloven er ansvarsfri, og som ikke gennem et valg har et mandat enten direkte fra befolkningen eller fra parlamentet, står langt svagere end et valgt statsoverhoved. Trådte en konge ved siden af, kunne regeringen ved resolut optræden få ham til at føle sin privilegerede tilværelse truet.

Staunings snu strategi

Stauning så med gru for sig en politisk valgt præsident. Noget værre end Venstres J.C. Christensen som præsident kunne han ikke forestille sig.

J. C. kunne gribe ind, lave intriger, drive politik sammen med visse dele af overklassen og øve skade, mente Stauning. Den politiske usikre Christian X uden anden magtbasis end en lang tradition for kongedømme var langt at foretrække for durkdrevne politikertyper som J.C. Christensen. Så Stauning så gerne republikken udskudt til en fjern fremtid, hvor arbejderbevægelsen helt havde taget magten. Til den tid skulle statsministeren også være præsident - regeringschef og statsoverhovede skulle altså være en og samme person. Stauning forestillede sig, at det ville blive en socialdemokrat med et befolkningsflertal bag sig. Han forestillede sig også nok, at denne person kunne hedde Stauning.

Socialdemokraterne fik bare aldrig absolut flertal, og statsministeren og præsidenten blev heller ikke forenet i samme person. Socialdemokraterne tog heller aldrig praktiske skridt hen mod en republik. Stauning hegnede i stedet kongen ind i afmagt. Men ved den tyske besættelse af Danmark i 1940 fik Christian X et politisk come-back. Han fik en magtbasis som nationalt samlingspunkt. Kongens betydning for bevarelsen af ro og orden i landet blev anerkendt af besættelsesmagten, der gerne så, at landets myndighedsstrukturer ikke faldt sammen, fordi det uden den ville blive langt dyrere at holde landet besat. Kongens hidtil fraværende demokratiske sindelag gav besættelsesmagten håb om at ændre styret til større tyskvenlighed.

Men kongen indså i løbet af 1940, at han stod sig bedst ved ikke at bryde med de valgte politikere, hvilket på sigt var heldigt for kongemagten. Efter krigen talte selv kommunisternes leder, den normalt svidende sarkastiske Aksel Larsen, respektfuldt om kongens adfærd under besættelsen.

Royalt for ugebladene

Da Frederik IX blev konge i 1947 var monarkiet befæstet. Men det var også i alt væsentligt slut med at spille en politisk rolle. Til gengæld for tabet af den politiske rolle blev kongefamilien nu fast stof i populærpressen, og kongefamiliens mere eller mindre fiktive glæder og sorger gjorde den til erstatningsfamilie for mange ugebladslæsere. Familien blev også i stigende grad ambassadør for danske handelsinteresser i verden. Og endelig stod den fortsat som et mere uhåndgribeligt samlingspunkt til udødeliggørelse af den danske stat og nation.

Diskussionen om kronprins Frederiks deltagelse i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) viste kongehusets afhængighed af statsministeren. Kronprinsen ønskede op til de politisk kontroversielle olympiske lege i Beijing i 2008 at indtræde i IOC. Kritikere advarede, fordi moderne international idræt uundgåeligt berører politik. Desuden blev det påpeget, at en række IOC-medlemmer var korrupte og kriminelle.

Polemik om OL og Frede

Allerede i 1998 udtalte den senere konservative minister Brian Mikkelsen: » ... kronprins Frederik skal ikke fedtes ind i politisk betændte afgørelser«. Den 23. januar 2008 mente venstremanden Søren Pind, at kronprinsen ikke burde være til stede ved OL, Kinas styreform burde ikke på den måde blåstemples. Men kronprinsen ville deltage, og statsminister Anders Fogh Rasmussen vendte som vanligt en sag 180 grader ved at udtale, at de, der ikke ville lade Frederik deltage, brugte kronprinsen politisk.

Kronprinsen kunne bare pakkes ind i et hold embedsmænd, der skulle holde ham i kort snor, mente statsministeren også. Den 1. april 2008 meddelte han, at kronprinsens deltagelse i IOC ville blive fulgt af en tværministeriel embedsmandsgruppe, der skulle sikre, at kronprinsen var på linje med regeringen i politiske spørgsmål. Flere politikere, herunder også Dansk Folkepartis Karin Nødgaard, så i embedsmandsgruppen netop »en sammenblanding af sport og politik«. Og universitetsjuristen Jens Elo Rytter så en glidebane hen mod at gøre kongehuset til »politisk talerør for regeringen«.

Kulturminister Brian Mikkelsen ønskede en boykot af åbningen af OL i Beijing. De to regeringspartier var tydeligvis uenige. Statsministeren udtalte som den største selvfølge, at »hvis regeringen måtte beslutte ikke at deltage, så vil kronprinsen heller ikke deltage«.

Kongehusets vilje sad i statsministerens lomme. Det samme gjorde Brian Mikkelsens. Der kom ingen dansk boykot, og til slut blev Frederik i 2009 også medlem af IOC. Uden personlig indflydelse og handlemuligheder.

Snart kom den første kritik af kronprinsen. Et medlem af IOC, sydkoreaneren Kun-Lee-Hee, var blevet dømt for bestikkelse. Han måtte forlade IOC. Senere blev han benådet af den sydkoreanske præsident, og Kun-Lee-Hee kom tilbage i IOC. Kronprinsen erklærede, at det var svært for IOC at gøre andet, for når sydkoreaneren var benådet, var han jo »frikendt«. Brian Mikkelsen - nu justitsminister - og medierne gjorde pænt opmærksom på, at kronprinsen burde kende forskel på frikendelse og benådning. Episoden belyste den fremtidige konges store behov for kompetent rådgivning.

At vælges fordrer ansvar

At Danmark er et monarki stiller alt andet lige i dag statsministeren mere frit og ukontrolleret end de regeringschefer, som står over for en præsident. Selv den svageste præsident i et parlamentarisk demokrati får en moralsk styrke ved at være valgt. Det stiller ham også til ansvar. Et valg giver et grundlag for et statsoverhoved til at kontrollere, om vedtagne love er forenelige med landets forfatning, om forfatningen respekteres og om regeringen i det hele taget overholder spillets regler. Eksempelvis holdt den italienske ministerpræsident, Silvio Berlusconi, i december 2009 en tale i Bonn, hvori han ikke alene anklagede italienske medier for at drive »menneskejagt« på ham, han anklagede domstole og forhørsdommere for det samme. Dommere brød angiveligt den forfatningsmæssige orden!

Hvis et statsoverhoved mener, at en sådan anklage er dokumenteret, må han medvirke til at genoprette den forfatningsmæssige orden. Hvis den er udokumenteret, må han forsvare institutionerne.

Den italienske præsident Giorgio Napolitano gjorde det sidste. Han fordømte talen som et »voldsomt angreb« på basale institutioner. Hans forgænger, Carlo Ciampi, satte tilmed spørgsmålstegn ved Berlusconis »mentale tilstand«.

Mon Frederik X vil blive en lige så uforknyt forsvarer af den forfatningsmæssige orden som præsident Napolitano? Og hvis Frederik X træder i spinaten, kan han så trods sin ansvarsfrihed i lighed med den afgåede tyske præsident Horst Köhler selv finde udgangen?

politik@informationd.k

Serie

Demokratiets tilstand

Seneste artikler

  • Det syntetiske EU-Parlament

    7. august 2010
    Den lave interesse for EU-Parlamentet er paradoksal, for parlamentet har langt større betydning og magt end før. Love om klima, miljø, arbejdsmiljø, borgernes og varernes fri bevægelighed kan ikke vedtages uden dets godkendelse. Parlamentet beskæftiger sig med rundt regnet halvdelen af EU's lovområder
  • Magt og afmagt

    4. august 2010
    Folketinget har sværere og sværere ved at styre den udøvende magt, regeringen. Magttabet har fået MF'ere til at kontrollere ministre ved bla. at stille byger af sære spørgsmål
  • De tvetydige topembedsmænd

    24. juli 2010
    Den gamle forestilling om, at politikere skal føre politik, og embedsmænd skal være deres upolitiske medhjælpere, holder ikke længere. Embedsmænd skal nu helst være politiske kamæleoner, som kan gøre alt det, som politikere ikke selv kan klare. Også selv om det er i strid med gamle demokratiidealer
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mariann offersen

Spændende læsning! Lad os få en grundlovsrevision og en aktiv stillingtagen til statsoverhovedets "arbejde".

Hvem er det for eksempel lige det forsvarer borgernes grundlovssikrede rettigheder i Danmark??

Højesteret?

(Hvis Italien havde været udstyret med de danske institutioner, var det på nuværende tidspunkt en diktaturstat med udpræget pressecensur)

mariann offersen

Nu er Danmark aå ikke Italien, men hvad angår kollerisk temperament, politiske fatale ldispositioner og magtbegær lod/lader AFR ikke Berlusconi meget tilbage!

Marianne Mandoe

Da jeg læste overskriften, og inden jeg klikkede in på artiklen, troede jeg det var Løkke jeg skulle læse om.

Morten Kjeldgaard

Kongehuset er muligvis en samfundsøkonomisk gevinst "... i kraft af turistindtægter og de døre, som kongehuset åbner for dansk erhvervsliv."

Så meget desto mere grund er der til, at kongehuset financierer sin luxuriøse livsstil med sponsorater og foræringer fra erhverslivet... iøvrigt på samme måde som tidligere tiders konger altid har gjort.

Ingen republikanere går ind for at kongehuset skal afskaffes. Hvordan skulle man gøre det? Stille dem op ad en mur? Næh. Vi går ind for en afskaffelse af monarkiet, og en afskaffelse af kongens (dronningens) konstitutionelle rolle.

Kongehuset vil naturligvis fortsætte med at eksistere og fortsat være en familie, der kan ses afbildet i de kulørte blade. De vil fortsat kunne udnævne sig selv til konger og dronninger. Der vil fortsat være nytårstale og fester for kongehusets rige venner i nordsjælland. Blot vil familien selv skulle forsørge sig, på lige fod med andre borgere i dette land. Kronprinser og -prinsesser vil ikke kunne hæve skattefri honorarer på små 20 millioner om året, og fraskilte koner og mænd vil ikke blive belønnet med årsindtægter på adskillige millioner.

Krig er krig og uden udgang.

I flere dagblade har Ole Sohn måttet stå model til den renegate politik og billedet på SF's anger efter 2001. Allerede 2004 præsenterede Holger K.Nielsen i en bog den politiske flugt efter godt 40 år på venstrefløjen samtidig med, at han i en Politiken-kronik (8.maj 04) tilbød S og R partiets assistance. "11.september 2001 er uden sammenligning den mest spektakulære terrorhandling i historien....," skrev Holger K.

Vi blev allesammen med et slag amerikanere til trods for, at to bygninger i USA statistisk set er en latterlig lille ødelæggelse for enhver, der har gennemlevet en krig. Og det har íngen magtfulde mænd i dag. Selv eksperter på forsvarsakademiet udtaler sig, som om den gammeldags krig (som f.eks. Søren Espersen og DF åbenlyst foretrækker) gøres i dag som en "human krig".

Holger K. må vælge mellem naivitet og forløjelse. Den dag i dag torterer vi fjenden og slår adskillige civile ihjel og jager dem fra hus og hjem - samtidig med, at vi ændrer grundloven med antiterrorlove, og regering og socialforvaltning opretter et overvågnings- og stasisamfund i Danmark. Det er krigens sammenhæng, og det blev fortalt, før Anders Fogh og Per Stig erklærede krigen. Med "udgangen"
falder også moralen til nye skændsler.

Heinrich R. Jørgensen

"Mon Frederik X vil blive en lige så uforknyt forsvarer af den forfatningsmæssige orden som præsident Napolitano?"

Det er urimeligt, at pålægge en detroniseret monark, der alene af navn har rang og titel som monark, at skulle være pligtig til at afsløre de person, der beslutter hvor mange lommepenge man kan råde over i guldburet, for de slyngelstreger de begår.

Selvfølgelig -- hvis Dynastiets samlede lommepenge blev beregnet pba. en regel bestemt af Grundloven, således at politikerne ikke umiddelbart kunne foretage hævnaktioner, kunne monarken selvfølgelig godt have en sådan funktion.

Det ville jo ligefrem betyde, at vedkommende havde en vigtig og ærværdig funktion, og at vedkommende ville blive taget alvorligt. For slet ikke at tale om, at pengene til monarkiet var givet endnu bedre ud.

Man kunne kombinere det med en performance bonus-ordning, således at hver gang monarken kunne gribe Folketinget eller regeringen i at bryde regler, ville monarken blive tildelt en ekstra bonus.

Samtidigt kunne monarken have et særligt sekretariat, der kunne modtage klager fra befolkningen i en moderne pendant til en ugentlig audiens-seance, så borgerne havde et sted at ytre deres frustration og ærgrelse over de magtfuldkomne politikere og embedsmænd. Monarken kunne således have rolle som den der med ophøjet ro og værdighed kan fortæller de kleptomane og magtfuldkomne politikere, at de er gået over stregen, uden at de per automatik affærdiger budbringeren og snakker om fraværet af fugls føde eller tilsvarende floskler.

Man kunne selvfølgelig også have en forfatningsdomstol med autonomi og autoritet til tage sager op. En mere moderigtig løsning.

mariann offersen

Heinrich R. Jørgensen,

tak for en rigtig fin kommentar!

Marianne Mandoe

@ Heinrich.

Ja. Lad os få en forfatningsdomstol.
Og oven i det et uafhængigt politiklagesystem som de fleste andre moderne vestlige lande har.

Heinrich R. Jørgensen

Marianne Mandoe:
"Og oven i det et uafhængigt politiklagesystem"

Så afgjort. Retsorden og civilisation skal være velkommen, også i Danmark, på trods af at rigets magthavere indædt arbejder for at det skal ske.

Heinrich R. Jørgensen

* på trods af at rigets magthavere indædt arbejder for at det ikke skal ske.

Hvor er udgangen?
Mit indlæg om udgangen blev fejlplaceret, skønt søgeordet var "Hvor er udgangen"..
Udgangen på monarkiet er lige så vanskelig at øjne, og en forfatningsdomstol (som i f.eks. Tyskland) er måske ikke den rette udgang på en svag højesteret
(der afviser af dømme). Også her kan et demokratis flertalsmagt blive demokratiets udgang. Retfærdighed finder vi hverken i retten eller på slagmarken.

Preben Michelsen

Skal vi så have en præsident som i Tyskland eller som i Frankrig. I denne sammenhæng er der stort set ikke forskel mellem en tysk præsidents politiske indflydelse og en dansk monark.

I frankrig er der bortset fra kontraktansættelens varighed er vi iden modsatte grøft. Fyrer og ansætter regeringer efter forgodtbefindende. Hvem sagde påskekrise. Frankrigs præsident er kun ansvarlig overfor forfatningen, ikke loven. Han kan juridisk set slå sin kone ihjel og ikke dømmes, da det er lovstridig handling, men ikke forfatningsstridig.

Der kan blive plads til mange fejl før en ny eventuel grundlov forhandles på plads.

Og efterhånden som Eu nu skal have præsident, udenrigsminister og sikkert oså justitsminister:

Hvorfor skal vi overhodet spilde ressoucer på at lave et dukketeater med samme rolleliste som det EU vi er medlem af og som åbenlyst efter salamimetoden stiler mod en usa model.

John Houbo Pedersen

Grundloven kan lignes ved bibelen,det kræver en teolog (jurist) at fortolke den. Brud på den kan og bliver
fortolket. Det er uanstændigt! slapt og fører til retsløshed.

Tage Andersen

Det kunne være interessant at få opgjort monarkiets reelle omkostninger herunder omkostningerne til at opretholde kongeskibet, vi har jo også lige set prins Henrik´s enetur rundt i Østersøen med luksusyacten, hvormeget kostede det skatteydererne

@Per Diepgen

"Vi blev allesammen med et slag amerikanere til trods for, at to bygninger i USA statistisk set er en..."

Det var tre bygninger. Glem ikke bygning 7, selvom den vist ikke var interessant for den efterfølgende kommission.

http://www.youtube.com/watch?v=LD06SAf0p9A

Det akitktoniske fænomen, bygning 7, flytter ingen præmisser for krigen, et helligt vidunder for Georg W.Bush's koloni- og religionskrig.

Martin Kaarup

Det er en rigtig klassiker i bedste H.C.Andersen stil at fortælle om hvordan turister valfarter til Danmark for at se kongefamilien og deres skødehund samt hvordan deres eventyrlige erhvervskontakter åbne for pengesluserne verden over, hvor Danmark som Lurpakket brand, står forreste på hylderne.

Der var vist noget med en åbenmundet rejse-/reklamemand som engang udtalte at sådan en størrelse (altså dronning), rent kost-nytte mæssigt ikke var noget som helst værd (ikke engang minimumsløn) - med mindre hun gad sidde bag skranken eller sådan noget.

Sagen er at ingen erhvervsbranchen gider betale for kongehuset - og slet ikke turistbranchen.

Hva angår erhvervkontakter - hvem vil du helst gide 20 millioner om året for at åbne døre - Mærsk eller Margrethe.

Eventyret om deres mange erhvervsforbindelser er og bliver et eventyr.