Analyse
Læsetid: 4 min.

Vejen frem for boligejere: Extreme green makeover

Der er brug for nogen, der kan levere hele pakken, når den eksisterende boligmasse skal energirenoveres og gøres klimavenlig. På landet uden for Middelfart tester de en model: ESCO-light
Indland
13. juli 2010

På tv har de noget, de kalder Extreme makeover - Home edition. En amerikansk realityserie, hvor familier i nød med deres hus får hjælp til totalrenovering af en større hærskare af håndværkere, arkitekter, indretningseksperter, gartnere samt velvillige sponsorer. Programmet er enormt populært, fordi det præcist rammer drømmen hos enhver ejer af et nedslidt, renoveringstrængende hus - drømmen om at nogen kommer og for gode ord og betaling bare ordner det hele. Lægger et budget, arrangerer finansieringen, laver tegningerne, producerer en tidsplan, hyrer håndværkerne, indkøber materialerne, koordinerer og overvåger hele den praktiske proces. Talløse er de velbegrundede renoveringsopgaver, der strander eller trækker endeløst ud, fordi man som boligejer ikke har overskud og overblik til hele den komplicerede proces.

Det er præcist grunden til, at de enorme potentialer for energibesparelser i den eksisterende boligmasse ikke bliver realiseret. Der er simpelthen for mange barrierer. Man giver op på forhånd.

Så hvorfor i alverden er der ikke nogle driftige folk, der ser perspektivet i at tilbyde danske boligejere en Extreme green makeover? En samlet pakke til realisering af de enorme besparelser på boligens energiregning og CO2-regnskab, som kan høstes i det meste af boligmassen? Vi taler om at spare en fjerdedel af boligernes forbrug.

Svaret er, at løsningen er på vej.

ESCO-light

For erhvervsvirksomheder, offentlige ejendomme o.l. findes systemet allerede under betegnelsen ESCO, Energy Service Company. Et ESCO-firma går ind og tager ansvar for hele energirenoverings-projektet for en virksomhed eller myndighed mod i en vis periode at få andel i gevinsten ved de gennemførte energibesparelser. En række kommuner har allerede høstet gode erfaringer med ESCO-projekter i bl.a. skoler, og flere af universiteterne er i gang med projekter.

Det er sværere i en privat bolig, hvor der er lige så mange arbejdskrævende transaktioner som i et stort byggeri, men hvor investeringen og besparelsen i sagens natur er mindre - det gør det svært for et ESCO-firma at få det til at løbe rundt. Derfor har en arbejdsgruppe nedsat af klima- og energiminister Lykke Friis arbejdet på en ESCO-light model for boligsektoren. Og i et hjørne af Middelfart Kommune er man ved at realisere den.

I forvejen har kommunen pionérerfaring med grøn ESCO-renovering af sine skoler, børnehaver, ældrecentre, administrationsbygninger m.m.

»Der er en vilje blandt folk til at gå i gang,« siger kommunens klimachef Morten Westergaard om ESCO-light forsøget for private boliger.

Kommunen ville starte med ét testprojekt, men er endt med fire, fordi interessen blandt boligejerne er så stor. To projekter foregår i den lille landsby Føns, placeret ud til Lillebælt, med under 200 indbyggere og velsignet med parcelhuse blandet med gamle bindingsværkshuse fra 1800-tallet.

»Fidusen er at få et antal husejere til at gå sammen, fordi det skaber det volumen og åbner for de stordriftsgevinster, som kan gøre ESCO-tilgangen økonomisk realistisk,« fortæller klimachefen.

I et af projekterne sendte 13 husejere fra Føns i oktober sidste år en fælles ansøgning til Middelfart Kommune om at komme i betragtning til kommunens tilbud om energiforbedring.

Kommunen nikkede og sendte klimachefen, energirådgiveren, en tømrer og en VVS'er ud til gruppen af borgere i Føns og informerede om, hvor meget og hvordan der kunne spares energi i de enkelte huse. I kulissen stod Middelfart Sparekasse klar med finansieringsforslag, hvis nogle skulle have brug for lånefinansiering. Også det lokale fjernvarmeselskab og elselskab samt isoleringsvirksomheden Rockwool indgik i samarbejdet.

»Borgerne kunne så hver især bede om at få tilbud på energirenovering i det omfang, de selv måtte ønske, samtidig med at de vidste, at hvis mange i gruppen gik i gang, så var der mulighed for stordriftsfordele,« siger Morten Westergaard.

Nu er processen i gang.

»Det er et godt projekt. Det går stille og roligt uden de store vidtløftigheder. Sådan er det ude på landet,« siger Erik Bitsch Olsen.

Små og store ting

På Vedbendvej i Føns har han og Anne-Lise Olsen et relativt nyrenoveret hus, så det, de selv har fået lavet, er forbedringer af boligens vand- og pumpesystemer.

»Der er mange andre, der har gjort noget ved det, både små og store ting såsom kraftig efterisolering og nye vinduer. Der er også mange, der stadig går og bager på det. Men der er kommet gang i det,« siger Erik Bitsch Olsen. Han fortæller, at stordriftsfordelen har vist sig ved en rabat på 10 pct. på de renoveringsopgaver, tømreren har fået.

Seniorforsker Ole Michael Jensen, Statens Byggeforskningsinstitut, har fået til opgave at evaluere projektet. Det er for tidligt at opgøre de faktiske energi- og CO2-gevinster, men kommunens beregninger viser, at en gennemførelse af alle anbefalede energiforbedringer ville give en CO2-reduktion fra de 13 huse på over 20 ton om året. Det svarer til to gennemsnitsdanskeres årlige CO2-udledning - transport, vareforbrug m.m. medregnet.

»Middelfart-modellen er en fantastisk god ide, og det er forbilledligt, at en kommune afprøver og afsøger de relevante håndtag til at løfte udfordringen med energirenovering af de eksisterende boliger. Nu skal vi så se, hvad det har givet af resultater og erfaringer,« siger Ole Michael Jensen.

Klimachefen i Middelfart er ikke i tvivl.

»Dette er en succeshistorie. Både for lokalsamfundet og for klimaet,« siger Morten Westergaard.

Serie

Når grøn er genial

Seneste artikler

  • Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

    17. juli 2010
    Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
  • Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

    17. juli 2010
    Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
  • Når man taler om solen

    12. juli 2010
    Mobiltelefoner kan hjælpe millioner af mennesker i u-landene til udvikling. Og hvis samtalerne baseres på nye telefoner med solceller og mobilmaster med grøn energi, kan det blive bæredygtig udvikling. Næsten
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her