Hvilken fløj er de offentligt ansattes bedste ven? Svaret kan måske afgøre det næste valg. For de mange og vigtige vælgere, der er ansat i den offentlige sektor - og deres familier - kan svaret på netop det spørgsmål afgøre, hvor de sætter deres kryds.
Oppositionen angriber regeringen for dens nedskæringspolitik som følge af Genopretningsplanen og sparekravene til kommunerne. Samtidigt lader man i øvrigt vælgerne forstå, at den offentlige sektor er totalfredet, hvis S-SF kommer til magten.
Omvendt har de borgerlige i årevis haft travlt med at prale af, at den offentlige sektor også målt på antal ansatte aldrig har været større end under netop VK. Det gjorde bl.a. daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen et stort nummer ud af før valgene i 2005 og 2007. Det skete bl.a. med henvisning til, at man havde transformeret sig til et helt 'nyt Venstre', der bekendte sig til de nordiske velfærdsstater med afsæt i en ny ideologi: 'skandi-liberalismen', som V-næstformanden på dette tidspunkt, Lars Løkke Rasmussen, blev sat i spidsen for at formulere.
Bitter medicin
De økonomiske kendsgerninger står ellers tindrende klart: Efter at dansk økonomi er skrumpet, må den offentlige sektor også tilpasse sig den lavere økonomiske vækst. Det kræver konstante effektiviseringer og budgettilpasninger i forhold til de eksplosive udgifter til ældreomsorg, sundhed, borgere med særlige behov osv.
Problemet er, at vælgerne tilsyneladende ikke er enige i den ordinerede medicin. Mange betaler en høj skat for og/eller er blevet vant til en offentlig service på et højt niveau, som de - krise eller ej - ikke ønsker forringet. Politikerne kan på kort sigt ikke fremtrylle en økonomisk vækst og flere offentlige indtægter, medmindre de hæver skatterne. Tilbage er den teoretiske mulighed at forsøge at stoppe væksten i den offentlige sektor, selv om næsten alle anser det for at være politisk urealistisk. Alternativet er at lade stå til på kort sigt, omprioritere lidt hist og her, hæve skatterne en anelse og bruge endnu flere penge på den offentlige sektor. Hertil kommer den efterhånden noget vingeskudte idé om, at velfærden kan reddes, hvis de lavest uddannede lønmodtagere overtales til frivilligt at arbejde lidt mere.
Oppositionens plan løser ikke budgetproblemerne her og nu, men dens manglende økonomiske troværdighed interesserer tilsyneladende ikke vælgerne. Nationaløkonomi forholder de færreste sig til, hvorimod pludselig forringet offentlig service og skatteomlægninger til gavn for de rige er noget, alle har en mening om. Det er S-SF's kyniske læsning af det politiske spil. De sidder i baghånd, så længe økonomien ikke kommer op i gear og profilerer sig over for stadigt flere skuffede vælgere.
Formøblede formuen
VK står til gengæld med regeringsansvaret og har derfor ikke andre end sig selv at kritisere for de udeblevne resultater. Lars Løkke kan sikkert i sit stille sind forbande Fogh langt væk for ikke i tide at have ført en stram økonomisk politik og gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, som økonomer længe anbefalede. VK-regeringen forsøgte - indtil for ganske nylig- i hvert fald ikke. Nu har man omvendt intet andet valg end at føre en troværdig, men upopulær økonomisk politik, som man ikke i god tid forinden fik skabt folkelig forståelse for.
Opgaven for regeringen er således fortsat inden for det næste år at vinde forståelse hos et flertal af vælgerne for, at landets økonomiske fremtid kræver et stop i de offentlige udgifter, herunder mindre velfærd. Indtil videre tyder intet i meningsmålingerne på, at det endnu er lykkedes for regeringen at få solgt Genopretningsplanen til vælgerne. Snarere tværtimod.
Alt tyder derfor på, at opgaven med at redde Danmark ud af den økonomiske krise overgår til rød blok, der så vil stå over for nøjagtig den samme økonomiske udfordring med manglende økonomisk vækst, lav produktivitet, høje marginalskatter, for stor offentlig sektor osv. Oveni kommer så de mange afgivne konkrete løfter, som både vælgere, en ny opposition og pressen naturligvis vil holde en ny rød regering fast på, at den gennemfører.
For en gangs skyld er jeg delvis enig med Jarl Cordua, men også kun delvis.
Dels er det vel vigtigst hvad der vokser i den offentlige sektor og ikke bare at sektoren vokser. Under Fogh Rasmussen og med Løkke Rasmussen med i førerhuset , har Fogh Rasmussens vækst i den offentlige sektor været brugt til administrative ting som øget styring og kontrol ,selv om Fogh Rasmussen lovede i valgkampen 2001, at hvis han fik regeringsmagten så ville OVK afskaffe minuttyranniet. Men sådan gik det ikke.
Dels er en stor del af væksten gået til unødige udgifter. Fx. ved indførelsen af 1 måneds behandlingsgarantien for de behandlinger ,som de private hospitaler selv ønskede at udbyde ,samt en behandlingspris der gav de private hospitaler en overpris , som regionerne så måtte udrede og dermed havde færre penge til egne behandlinger – med andre ord en ond cirkel var sat i søen. Bare et par eksempler på OVKs tåbelige behandling af det danske samfund.
For ikke at tale om alle de fiflerier som VK-regeringens minister har udført . Her kan nævnes Hjort Frederiksens ”bedrifter” med at sende falske oplysninger ud om at de kommunale arbejdsformidlinger var bedre end de statslige arbejdsformidlinger, herved fik Hjort Frederiksen DF med til at alene give kommunerne ansvaret for de nye jobcentre. Nu har Inger Støjberg travlt med at give de enkelte kommuner skylden for alle de uheldige historier fra de kommunale jobcentre og deres stramme statsstyring.
Det er et andet STOR kritikpunkt, OVK er mere end villige til at tage æren af alt der går godt, men fralægger sig ALT ansvar, når noget går mindre godt, så er det ALTID andres skyld.