Læsetid: 2 min.

Bent Jensen-indsamler regner med skattefritagelse

Initiativtagerne til indsamlingerne til professor Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl forventer, at SKAT vil gøre pengene skattefri - hvilket er sket i flere tidligere eksempler. Skatteeksperter er dog kritiske
Initiativtagerne til indsamlingerne til professor Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl forventer, at SKAT vil gøre pengene skattefri - hvilket er sket i flere tidligere eksempler. Skatteeksperter er dog kritiske
Indland
9. august 2010

Peter la Cour, der står for indsamlingen til Bent Jensens appeludgifter i injuriesagen mod journalist Jørgen Dragsdahl - som ubeføjet blev anklaget af Bent Jensen i Jyllands-Posten for at være KGB-agent i 1980'erne - erklærer sig 90 procent sikker på, at skattemyndighederne vil gøre den indsamlede gave skattefri. Og han har tilsyneladende noget at have optimismen i.

Ifølge Peter la Cour slap den nu afdøde modstandsmand Jørgen Røjel for at betale skat af de mere end 300.000 kroner, som Peter la Cour var med til at samle ind i 2001, da Røjel blev dømt for injurier, efter at have anklaget Enhedslistens Frank Aaen for at have været spion under Den Kolde Krig.

»Vi giver Bent Jensen den her hædersgave, og så bliver han holdt skadesløs, når han måske af sine egne penge skal betale retssagen,« siger Peter la Cour.

På hjemmesiden for indsamlingen hedder det: »Som sagt vil pengene gå til at betale Bent Jensens udgifter til appelsagen - om nødvendigt helt til Højesteret«.

Og den formulering er problematisk, hvis foreningen på et senere tidspunkt vil argumentere for skattefritagelse over for SKAT, mener docent i Skatteret ved Københavns Universitet Jacob Graff Nielsen:

»Mit umiddelbare bud er, at det kræver en meget vid fortolkning af skattefritagelsesbestemmelsen. Det her bidrag kan ikke rigtigt anses som at være en anerkendelse af hans fortjenester. Det er jo for at dække nogle udgifter i forbindelse med retssagen,« siger Jacob Graff Nielsen.

Han bakkes op af skatteekspert Tommy V. Christiansen:

»Det er jeg helt enig i. En injuriesag har jo ikke en dyt med hædersgaver at gøre,« slår Tommy V. Christiansen fast.

Skatteordfører for SF, Jesper Petersen, har også svært ved at se, hvordan indsamlingen skulle kunne blive en »anerkendelse af modtagerens fortjenester«, som det hedder i loven.

»Det er ikke en hædersgave. Det er hjælp til at betale for nogle udgifter, som han har påført sig selv, fordi han har er blevet dømt for injurier, og det må man betragte som skattepligtigt. Jeg synes i øvrigt ikke, der er noget særligt hæderfuldt i at blive dømt for injurier med så kraftige anklager, som Bent Jensen er kommet med,« siger Jesper Petersen.

Peter la Cour ser ikke nogen modsætning mellem det klart formulerede formål med indsamlingen og samtidig at kalde det en hædersgave.

»Man skal jo også se på, hvad givernes motiver er. For mig at se er det helt klart, at man giver det som en anerkendelse af Bent Jensens indsats, og på den baggrund falder det ind under loven. Men det er op til nogle jurister i SKAT at fortolke, hvordan det ligger,« siger Peter la Cour.

Han oplyser, at indsamlingen til Bent Jensen kører to år endnu, og at foreningen på et tidspunkt vil bede Skattenævnet om et såkaldt bindende svar på, om de indsamlede penge kan skattefritages.

Knud Vilby, som er initiativtager til den netop igangsatte indsamling til Bent Jensens modstander i sagen, Jørgen Dragsdahl, oplyser til Information, at han heller ikke regner med, at Jørgen Dragsdahl skal betale skat.

»Vi har haft en jurist til at kigge på skattereglerne, og han har forklaret os, at det skulle være legalt muligt at give penge til Jørgen Dragsdahl, uden at de bliver beskattet,« siger Knud Vilby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Begge parter samler ind til overbetalte advokaters uhyrlige regninger, og det skal selvfølgelig være skattefrit?

Hvis man vinder en injuriesag og af den grund bliver ruineret - så er Danmark ikke længere et retssamfund.

Lene Bøgh Sørensen

Det er grotesk -men samtidig afslørende - det her: Bent Jensen har i årevis forfulgt Jørgen Dragsdahl. Jensen har offentligt beskyldt Dragsdahl for at være landsforræder, ret beset blot fordi Dragsdahl har tilladt sig at ytre sig kritisk om dansk udenrigspolitik i den kolde krigs periode. Jensen taber i første omgang retssagen, hvorefter hans venner og rygklappere på højrefløjen straks anfægter dommerens integritet og samler penge ind for at dække Jensens 'tab'. Det er jo så synd for Jensen, at han ikke kan få lov til at misbruge sin priviligerede forskerposition til arbitrært at beskylde politiske modstandere for at være landsforrædere. Omvendt må Dragsdahl imødese et enormt økonomisk tab fordi han har tilladt sig at forsvare sig mod Jensens uhyrlige anklager gennem årene.
Den politisk motiverede reaktion til fordel for Jensen (: Søren Krarups udtalelser og den økonomiske redningsaktion) anfægter vores retssystem, undergraver ytringsfriheden, afslører Jensen som hjemmehørende på den yderste højre fløj i dansk politik og afdækker tillige at kredse omkring tænketanken Cepos, når det kommer til stykket, hører hjemme på samme fløj og iøvrigt slet ikke er tilhængere af ytringsfrihed.

Og hvis der mod forevntning skulle opstå problemer, behøver Bent Jensen ikke have nogle bekymringer. Han kan roligt stole på de næste finanslovsforhandlinger og DF.

Hans Jørgen Lassen

Curt, for god ordens skyld: der var tre dommere i retten i Svendborg, ikke bare én.

I øvrigt én af flere detaljer, som blandt andet Søren Krarup, der jo anfægtede dommerens integritet, ikke var klar over. Temmelig pinligt for ham at beskylde dommeren for det ene og det andet, når der faktisk, ham ubekendt, var tale om et dommerkollegium på tre. Krarup udtalte sig altså uden at kende noget som helst til noget som helst.

Det er ikke uvæsentligt, at der deltog tre dommere, da det viser, at sagen har fået en grundig og seriøs behandling. Ja, næsten på landsretsniveau.

Jensen vil givetvis tabe igen ved Østre Landsret.

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig i Curt Sørensens vurdering.

Slettet Bruger

Hvorfor ikke bare droppe hædersfritagelsesparagraffen, hvis man ellers kan kalde den det, og særligt hvis skattefritagelsen vurderes ud fra givernes følelser og motiver. Den slags kan føre vidt som så meget andet overflødigt i skatteloven. Fjern eksempelvis også gerne fradragsretten til 'hæderlige' regeringsgodkendte religiøse og politiske foreninger.

Lene Bøgh Sørensen

Til Hans-Jørgen Lassen: Du har helt ret. Der var tre dommere. Hvilket gør højrefløjens anfægtelse af dommen og indsamlingen til Bent Jensen endnu mere grov. Både ytringsfriheden (: retten til at kritisere den dominerende udenrigspolitik) og retssystemet anfægtes i hele dette forløb.

Morten Kjeldgaard

Hans Jørgen Lassen skrev:

Krarup udtalte sig altså uden at kende noget som helst til noget som helst.

Med andre ord: alt er som sædvanligt.

Siden 2001 har det været afgørende vigtigt for regeringen, ikke mindst for de konservative justitsministre, at demonstrere, at man er en lov-og-orden regering, og at man er ”tough on crime”, eller hvad den slags nu kaldes på politikersprog.

Derfor har man ved enhver given lejlighed, især på baggrund af enkeltsager der har været oppe i pressen, sat strafferammen op for forskellige forbrydelser. Samtidig har man sænket den kriminelle lavalder, sådan at vi nu sætter børn i fængsel.

Når kriminologer og andre fagfolk har protesteret og dokumenteret at de højere straffe medfører mere og ikke mindre kriminalitet, har svaret altid været det samme. Så er Lene Espersen, Brian Mikkelsen eller Lars Barfod konsekvent tonet frem på fjernsynsskærmen og har med alvorsfuld mine bedyret, at de højere straffe er nødvendige af hensyn til befolkningens retsbevidsthed

Så er det jo man kan føle sig kaldet til at spørge om, hvad regeringen mon tror det betyder for befolkningens retsbevidsthed, når det åbenbart er helt lovligt at indsamle penge til støtte for højreradikale vaneforbrydere – endda skattefrit?

Dorte Sørensen

Per Thomsen
Jeg ville godt give dit indlæg en anbefaling, Jeg mener bare at du strammer det lidt ved at kalde Bent Jensen for en vaneforbryde selv om du nok tænker på alle de gange han har omtalt Dragsdahl som agent for sovjet og er nu dømt for denne omtale..
Men du har ret det virker undergravende på folks retsbevidsthed, at der skattefrit kan indsamles til den dømtes bøde og sagsomkostninger. Med Dragsdahl er sagen anderledes , hans sag kan med sagens udfald vel godt være tale om en hædersbetegnelse og dermed en skattefri indsamling til hans sagsomkostninger.

Olav Bo Hessellund

@Hans-Jørgen Lassen: "Krarup udtalte sig altså uden at kende noget som helst til noget som helst."

Udmærket iagttagelse!
Og det er jo ikke nogen ukendt foreteelse blandt politikere - dette ikke at. være tynget af indsigt i kendsgerningerne - det er jo så besværligt.