Da Berlingske afslørede DKP’s underjordiske hær

Det var den senere chefredaktør for Information Hans Edvard Teglers, der den 25. september 1950 på forsiden af Berlingske Aftenavis bragte en afsløring, der vakte opsigt endog så langt væk som i USA: »4000 i hemmelige kommunistiske Militær-Grupper«, skrev signaturen het., der desuden berettede om illegale kommunistiske våbenlagre til 8-10.000 mand.

Ifølge PET-Kommissionen, der offentliggjorde sin rapport forrige sommer, blev artiklens oplysninger anset for at være så vigtige, at de fire dage senere blev indberettet til Statedepartment i Washington af den amerikanske ambassade i København.

Også hos REA – Rigspolitiets Efterretningsafdeling, forløberen for PET – blev oplysningerne taget særdeles seriøst, og en undersøgelse af det politiske tilhørsforhold for medlemmer af skytteforeninger blev således iværksat. En omfattende jagt på illegale bevæbnede grupper blev sat ind. Hvad resultatet af REA’s undersøgelser førte til, vender vi tilbage til om lidt.

Først et par ord om den journalist, der stod bag den opsigtsvækkende afsløring. Artiklens forfatter var nemlig en person, der var kendt for at have gode forbindelser mange steder.

Sikre oplysninger

Hans Edvard Teglers blev som 17-årig student optaget i sabotageorganisationen BOPA. Det var i 1942. Senere avancerede han til næstkommanderende for den anden store modstandsorganisation Holger Danske, og efter krigen blev han sekondløjtnant. Derefter blev han journalist, forfatter og London-korrespondent for Berlingske Tidende. I årene 1950-56 var han militærmedarbejder ved Berlingske Aftenavis, senere i 1960-66 blev han chefredaktør for Information, og herfra gik han videre til posten som redaktør for tidsskriftet Dansk Industri.

Ifølge Teglers forside­scoop i sensommeren 1950 var eksistensen af den underjordiske partisanhær ikke bare et løst rygte, men derimod noget man vidste »med Sikkerhed«:

»De seneste Oplysninger siger ikke alene med Sikkerhed, at en saadan Organisation eksisterer, men at dens Medlemmer i stor Udstrækning lader sig træne i Vaabenbrug i Skytteforeningerne.«

Teglers skrev, at den kommunistiske hær var bevæbnet med »Pistoler, Geværer, Rekylgeværer, Maskinpistoler og Haandgranater«, som enten stammede fra modstandsbevægelsen eller fra plyndring af tyske våbenlagre i forbindelse med kapitulationen i maj 1945. Fra disse kilder skulle kommunisterne være kommet i besiddelse af »mange Vaaben og betydelige Mængder Ammunition«, tilstrækkeligt ikke bare til de 4.000 partisaner, men til »8-10.000 Mand.«
For at fastholde partisanhærens »Kampværdi«, havde »Ledelsen af den kommunistiske Organisation« beordret medlemmerne til at melde sig ind i skytteforeningerne, »der i Modsætning til Hjemmeværnet ikke foretager nogen egentlig Sortering af de Folk, der søger Optagelse.«

Da formanden for DKP, Aksel Larsen, med en pressemeddelelse sammen aften udsendt over Ritzaus Bureau kommenterede het.’s forsideartikel, var det en total afvisning:

»Hvert eneste Ord i Berlingske Aftensavis’ Artikel om kommunistiske Militærgrupper, Skydeøvelser og Vaaben er frit Opspind.«
Dagen efter fik formanden for »Overbestyrelsen« for De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, Arnth Jensen, et indlæg optaget i Berlingske Tidende:

»Nogen Tilgang paa 4000 eller flere Skytter har DdSGI ikke mærket noget til. Desværre er Antallet af aktive Skytter derimod gaaet ca. 5000 tilbage det sidste Aar«, skrev Arnth Jensen og tilføjede, at alle, der siden november 1946 havde meldt sig ind i en af landets skytteforeninger, var blevet pålagt selv at skaffe sig en våbentilladelse fra Justitsministeriet.

Kun i seks-syv tilfælde havde overbestyrelsen således konstateret forsøg på at overføre våben til skytteforeninger på ulovlig vis fra enten modstandsbevægelsen eller hjemmeværnet, og de var alle meldt til politiet.

Tag den, Arnth Jensen

Hverken Aksel Larsens afvisning eller indsigelsen fra Arnth Jensen gjorde indtryk på Berlingske Tidende. I en tilknyttet kommentar anførte avisen således, at Aksel Larsens Ritzau-dementi alene blev bragt »for en ordens Skyld.« Om skytteformanden hed det, at »Hr. Anth Jensens Redegørelse er Interessant og vidner om Skytteforeningernes gode Vilje til at søge gældende Love overholdt.«

Men »desværre er Udtalelsen uden Forbindelse med det alvorlige Problem, der belystes i Artiklen,« fortsatte signaturen »Berlingske Tidende« og skrev derefter i kursiv:

»Derimod mistænker vi Kommunisterne for at benytte sig af Skytteforeningerne til at opnaa den Vaabentræning, som alene kan gøre den kommunistiske Femte Kolonne til en effektiv Organisation.«

Og hvis denne sammenhæng skulle være ny for Arnth Jensen, »er det paa Tide, det tages op til Overvejelse. Det ville være Synd for en god Sag, om Kommunisterne skulde have Adgang til at skaffe sig Vaabentræning inden for en Forening, hvis altovervejende Flertal af Medlemmer ofrer Tid og Penge paa at dygtiggøre sig til i givet Fald at kunne bidrage til Landets Forsvar.«

Fare: 47 kommunister

Som nævnt udfoldede REA store anstrengelser for at efterprøve oplysningerne i Teglers forsideartikel. 27 af politikredsene sendte således indberetninger til REA om skyttemedlemmers politiske sympatier. I forhold til Teglers afslørende nyhed var det måske med et lidt nedslående resultat: Indberetningerne viste således i alt 33 kendte DKP-medlemmer og 14 sympatisører mellem de over 100.000 medlemmer af DdSGI.

To år senere sammenfattede PET i en opgørelse, at tjenesten siden 1946 kun havde fået kendskab til 45 tilfælde, hvor kommunister havde haft ulovlige våben. I de fleste tilfælde var der tale om et eller få våben med tilhørende ammunition fra modstandskampen. Ganske vist havde 32 kommunister i august 1948 stiftet »6. Kompagnis Skytte- og Kammeratskabsklub«, men medlemmerne opløste den selv i januar 1951, efter at politiet og hjemmeværnet havde været i kontakt med dem. Ifølge PET-Kommissionen var denne klub det eneste kendte eksempel på, at kommunister havde forsøgt at oprette en skytteforening kun for kommunister.

Teglers artikel er derfor »en fabrikation« – »måske udspredt for at skabe opbakning til stærkere tiltag mod kommunisterne«, konkluderer PET-Kommissionen.

Vel var der våben

At PET ikke kunne finde spor af kommunistiske partisangrupper eller skjulte våbenlagre betød dog ikke, at der ikke var hemmelige danske grupper, der omgikkes store mængder skydevåben. Der var adskillige grupper, der havde bevæbnet sig til tænderne med henblik på et kommende opgør, fremgår det af Kommissionens beretning. På den måde blev Hans Edvard Teglers scoop som med skæbnens ironi vendt mod kræfter i samfundet, som lå ham uendeligt meget nærmere end kommunisterne.

Flere af REA’s kontaktmænd var nemlig under efterforskningen kommet under vejr med de såkaldte A.K.-grupper. Det var grupper af overbeviste antikommunister, mange var tidligere modstandsfolk, som velforsynet med amerikanske våben holdt sig klar til den dag, hvor den sovjetiske Røde Hær kunne finde på at besætte Danmark. De var en del af et internationalt orkestreret såkaldt stay behind-netværk, som Generalstabens Efterretningssektion drev sammen med USA. Afsløringen af netværket medførte voldsomme stridigheder mellem politiets og forsvarets efterretningstjenester. REA ønskede nemlig oplysninger om navnene på samtlige medlemmer af A.K.-grupperne.

Begrundelsen herfor var, som det fremgår af referatet fra et »Stationsleder- og kontaktmøde« i PET i 1950, uhyre simpel: Politiet fandt det vanskeligt at skelne mellem de formodede kommunistiske lagre og A.K.-gruppernes depoter, som også var ulovlige, men som ikke skulle røres. REA vidste jo, at flere af de anti-kommunistiske grupper »var i besiddelse af ulovlige våben og depoter, og det var bl.a. for ikke at komme til at forveksle dem med andre gruppers ulovlige våben og depoter ...«

Selv om REA fandt ud af, at medlemmer af A.K.-grupperne – ud over at råde over ulovlige våbenlagre – også mod betaling spionerede til fordel for USA og Storbritannien, så blev der ikke grebet ind. Politiet beslaglagde heller ikke våbnene, og REA affandt sig til sidst også med ikke at få oplyst navnene på medlemmerne i de anti-kommunistiske grupper, fremgår det af PET-Kommissionens bind seks.