Klumme
Læsetid: 3 min.

Fanø Ugeblad

Mindeord for Peder Nørby og tillykke til Hanne og Jørgen fra Fanø lyder meget privat og lokalt. Men de personlige rubrikannoncer rummer almenmenneskelige historier, der er relevante for alle
Indland
21. august 2010

»Vores ældste bror Peder Nørbys liv endte kort før hans 89 års fødselsdag. Efter skilsmissen for mange år siden blev hans adresse Kallesbjergvej 28K, hvor han levede, som han nu ville det. Indtil søster Helgas død var han nok på besøg der hver dag. Hun var der jo for os alle. (...) Vi kunne være sikre på lejlighedsvis at møde en nyklippet fin storebror, pæn i tøjet og i sprudlende humør, hvis det var en fest (...). Vi, som kunne komme hjem, var så til Peders bisættelse - en lidt mærkelige oplevelse at møde Peders familie fra Fyn, hvoraf vi kun har set nogle få«. Underskrevet »Lillesøster Inge og Marens og Nørbys nr. 5, Sølvia«.

Sådan stod der i Fanø Ugeblad i sidste uge under 'mindeord'. Meget kort og meget menneskeligt. Selv om man ikke kender noget som helst til Peder Nørby eller hans slægt, er det svært, ikke at føle sig berørt af den ærlige tone og det lille kig ind i hans liv. Hvad betød det at »han levede, som han nu ville det«, og hvorfor kendte hans familie på Fanø ikke så meget til hans familie på Fyn? Det ved familien bedst selv, og sådan skal det også være. De, der er bekendte til Peder Nørby eller hans slægt, får til gengæld et fælles minde og et offentligt punktum for hans liv, trykt i den lokale avis.

Personlige annoncer

Ugeaviserne kan mange ting. De giver os superrelevante annoncer, der fortæller om tilbud i det lokale supermarked. De giver os referater fra generalforsamlinger og årsmøder i lokale foreninger, og de giver os tørre politiske beslutninger fra kommunalbestyrelsen såvel som saftige, kradse debatindlæg om det samme.

En gang imellem får vi også lidt nyheder, og nogle gange er de så interessante at de bliver samlet op af de store medier. Derudover kan ugeaviserne potentielt noget, som meget få medier kan i dag.

De kan formidle de store følelser i de små hændelser, og give os mulighed for at spejle os i almindelige menneskeliv. Vel er det interessant, når dynen løftes hjemme hos de kendte, men de intime indblik som ugeavisernes personlige rubrikannoncer giver i livet som det rent faktisk leves, rummer noget stort og vigtigt.

Fanø Ugeblad er et lysende eksempel. Måske er det, fordi Fanø er en ø, eller fordi det er en gammel skibsfartskultur. Det er svært at sige. Men i hvert fald er de personlige rubrikannoncer meget fremtrædende i Fanø Ugeblad. Faktisk er der stort set ikke noget journalistisk stof i klassisk forstand. Jo, nogle gange lidt reportage blandet med nyhed, kommentar og notits, skrevet af redaktionen, men det er ikke meget.

Udover det meget livlige debatstof er det især de personlige rubrikker, der skiller sig ud fra mange andre ugeaviser. Og det er ikke kun mindeord (som i øvrigt oplever en opblomstring på nettet). I midten af juli kundgøres det eksempelvis under rubrikken 'Bryllup', at Hanne Thane Jøker og Jørgen Kehlet Petersen blev viet i den 25. juli i Jerne Kirke, og under rubrikken '60 år' kan man læse, at samme Hanne fylder rundt. Et par numre senere bliver der sagt »Tusind tak for opmærksomheden i anledning af vores bryllup og Hannes fødselsdag. Tak til folkedansere og spillemænd for festligt indslag«. Hyggeligt at få at vide, at der blev holdt et fest, og at det blev fejret med de folkedansere og spillemænd, der ikke er et museumsindslag, men en aktiv, levende kultur på Fanø.

Andre personlige rubrikker er 'Eksamen' med lykønskninger til alt fra studiner til nyuddannede skibschefer, 'Svendebrev' og selvfølgelig 'Dåb' og 'Konfirmation'.

Ugeaviserne kan meget. Ikke mindst kan de give os almenmenneskelige historier fra det rigtige liv, der forsvinder i et mediebillede, som favoriserer kendte og dem, der medvirker i forskellige docusoaps for at blive det. Det kræver nok en dyb journalistik indånding at give mere plads til de personlige rubrikannoncer, men resultatet kunne blive en meget vedkommende avis som Fanø Ugeblad.

Medieklummen kan fremover fast læses i lørdagsavisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her