Læsetid: 3 min.

Grådighed og sjusk skyld i tinglysningsskandale

Rigsrevisionen udpeger Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen som hovedansvarlige for den digitale tinglysningsskandale. Skarp kritik fra Statsrevisorerne. Muligt erstatningsgrundlag
Ifølge justitsminister Lars Barfoed skyldes forsinkelserne i de digitale tinglysninger i høj grad, at Domstolsstyrelsen fejlvurderede behovet for mandskab, og han afviser, at styrelsen ikke kunne få de medarbejdere, de ville have.

Ifølge justitsminister Lars Barfoed skyldes forsinkelserne i de digitale tinglysninger i høj grad, at Domstolsstyrelsen fejlvurderede behovet for mandskab, og han afviser, at styrelsen ikke kunne få de medarbejdere, de ville have.

Casper Christoffersen

18. august 2010

Justitsministeriets grådighed og Domstolsstyrelsens helt igennem urealistiske forventninger er skyld i, at almindelige borgere har mistet milliarder kroner sammenlagt på den digitale tinglysningsskandale.

Det konkluderer Rigsrevisionen i en sønderlemmende kritik af ministeriet og styrelsen. Dermed krakelerer ministeriet og styrelsens hidtidige argumentation om, at der ikke kan udbetales erstatninger til de ofre, som har mistet milliarder kroner sammenlagt, da ansvaret ikke kan placeres.

Rigsrevisionen er så barsk i sin kritik af det, der i dag bliver kaldt den største it-skandale i danmarkshistorien, at Socialdemokraterne ville kræve den ansvarlige minister, daværende Justitsminister Brian Mikkelsens (K) afgang, hvis han endnu var justitsminister.

Rigsrevisionen skriver direkte, at Justitsministeriet har hovedansvaret for skandalen. Blandt andet fordi ministeriet gennemtrumfede en forhastet fyring af 200 erfarne tinglysningsmedarbejdere for at spare på lønkontoen.

Alvorlig manglende test

Rigsrevisionen kommer også indirekte ind på, at daværende justitsminister Brian Mikkelsen vildledte Folketingets Retsudvalg, da han påstod, at tinglysningens brugervenlighed var blevet testet af ejendomsmæglere og boligadvokater. Det blev efterfølgende afsløret som usandt, da testen blev sparet væk. Rigsrevisionen mener, at brugervenlighedstesten kunne have afsløret systemets manglende brugervenlighed inden lanceringen og dermed afværget en del forsinkelser.

Leder af Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, professor Lars Bo Langsted, mener, at netop kritikken af den fravalgte brugertest er blandt de bedste juridiske argumenter for en erstatning til ofrene.

»Fravalget af brugertesten, undervurderingen af mandskabsressourcer og overvurderingen af medarbejdernes produktivitet er umiddelbart de bedste argumenter for erstatning,« siger Lars Bo Langsted. Han vurderer også, at Domstolstyrelsens og Justitsministeriets forhåndsvurdering af, at lanceringen ville medføre problemer for borgerne, kan være grundlag for erstatning.

»Hvis styrelsen og ministeriet forventede problemer og ikke havde det fornødne beredskab til at varetage problemerne, så kan det være erstatningspådragende,« siger Lars Bo Langsted.

Netop det manglende nødberedskab var en af de ting, som Dagbladet Information tidligere på året kunne afsløre, at en samlet finanssektor kort inden lanceringen af systemet advarede Justitsministeriet kraftigt om.

Professor i erstatningsret ved Københavns Universitet Vibe Ulfbeck mener, at underbemandingen af nødberedskabet kan være afgørende for erstatningsspørgsmålet.

»Hvis Domstolsstyrelsen blot har forsøgt at gøre det så godt som muligt inden for de afstukne politisk-økonomiske rammer, er der som udgangspunkt ikke meget at komme efter erstatningsretsligt. Hvis underbemandingen i Tinglysningsretten på den anden side bygger på, at Domstolsstyrelsen selv har fejlberegnet behovet for medarbejdere og dermed medvirket til at udstikke en for optimistisk ramme til finansudvalget, er det mere usikkert, om man vil kunne undskylde sig med manglende ressourcer,« siger Vibe Ulfbeck.

Minister: Fejlvurdering

Justitsminister Lars Barfoed (K) mener, at Domstolsstyrelsen kunne få de medarbejdere, de ville have.

»Som jeg forstår det, var der intet ønske fra Domstolsstyrelsens side om yderligere bemanding. Og det står klart, at forsinkelserne i høj grad skyldes en fejlvurdering af mandskabsbehovet,« siger Lars Barfoed.

Domstolsstyrelsen afviser Rigsrevisionens kritik af, at mandskabsproblemet burde være forudset.

»Der kom meget betydelige, uforudselige opgaver til, og i dag kan vi konstatere, at den ekstra kapacitet desværre ikke var nok. Det kunne vi ikke forudse med den viden, vi havde før digital tinglysning trådte i kraft,« siger formand for Domstolsstyrelsen Niels Grubbe.

Sjusket styrelse

Rigsrevisionen er ellers helt utvetydig i sin kritik af underbemandingen. Revisionen mener, at Justitsministeriets iver for at fyre de erfarne medarbejdere blev kraftigt forværret af, at Domstolsstyrelsen var komplet urealistisk i sine forventninger til medarbejderproduktivitet, medarbejderbehov, brugernes brug af systemet og brugernes forståelse af brugerflade og vejledninger. For eksempel forventede Domstolsstyrelsen, at de nyansatte og uerfarne medarbejdere kunne ekspedere 50-100 sager dagligt, i stedet viste det sig, at de kunne nå 5-25 sager om dagen.

Styrelsen havde også fuldstændig fejlvurderet borgernes udbredte brug af fuldmagter, der skulle behandles manuelt af medarbejderne.

På baggrund af Rigsrevisionens rapport retter Folketingets statsrevisorer en skarp kritik mod Domstolsstyrelsen og Justitsministeriet.

»Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at den organisatoriske forberedelse af tinglysningsprojektet har været utilstrækkelig, og at projektstyringen og økonomistyringen ikke har været tilfredsstillende. Tinglysningsprojektet har været præget af, at Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen har undervurderet projektets risici og kompleksitet,« udtaler Statsrevisorerne.

Krav om erstatning

Regeringen har hidtil afvist at tage stilling til erstatningsspørgsmålet, da skiftende justitsministre ikke mener, at der kan placeres et ansvar for skandalen. Nu da ansvaret er placeret hos Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen, kræver SF og Socialdemokraterne, at regeringen mander sig op og udbetaler erstatning til ofrene.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil dog afvente Kammeradvokatens indstilling, der kommer senere i år. Hvis politikerne ikke udbetaler erstatning, anlægger Danske Boligadvokater et gruppesøgsmål mod staten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der står bl a i artiklen : "Rigsrevisionen skriver direkte, at Justitsministeriet har hovedansvaret for skandalen. Blandt andet fordi ministeriet gennemtrumfede en forhastet fyring af 200 erfarne tinglysningsmedarbejdere for at spare på lønkontoen."

Melder historien noget præcist og udtømmende om, hvorfor der skulle spares 200 mio på netop lønkontoen?

Hvilken "klemme"var Justitsministeriet i og i givet fald - hvem eller hvad havde skabt denne "klemme" ???

(Kunne man i stedet have fået / "lånt" pengene i Finansministeriet, hvis man havde forklaret sig og bedt pænt?)

Hvis man i en privat virksomhed pludselig er nødt til at spare på lønningerne , så er der en årsag til det , som man som aktionær vil spørge efter og bore meget grundigt i ??? -. ellers kan man ikke med sikkerhed vide, om alle ansvarlige/årsager er trukket frem i lyset.

Iøvrigt en skidt sag for de implicerede ministre - for nogen mere skidt end for andre ?.

Er der i øvrigt nogensinde i Danmarkshistorien noget stort statsligt IT-projekt, som er gået efter planen og holdt inden for budgettet ??

IT-projekter har generelt for "vane" at "snyde" alle aktører i sidste ende.

Taktisk grundlag, og der af fuldstændig ligegyldigt hvem der fører planen ud i livet.

Et par hoveder på vejen, eller flere, ændrer ikke ved tingene.

Demokratisk sindelag har det intet at gøre med, vi er at betragte som klovne, og sådan må det være ind til den danske vælger mener noget andet.

At de så får lov til at blive hørt når tiden skal bruges på at gøre opmærksom på deres problematikker i samfundet, er blot en måde at vise hvad det demokratiske sindelag handler om.

Selv ville jeg blive flov over at blive mødt af åbenhed, hvis jeg selv havde udført bedrageriske gerninger overfor de der nu spurgte hvad jeg havde på hjertet. Men om det forholder sig ligedan den anden vej ..............?

Jens Thorning

Atter et bevis på, at alt er ideologisk, intet forholder sig til virkeligheden: Digitalisering virker altid og medfører gigantiske besparelser. Fordi det skal.

Folk bliver kvikkere og kan betjene systemerne, fordi de muterer under den moderne teknologiske udvikling og markedskræfternes frie spil (jeg sværger, en engelsk forsker hævdede, at børn og unges tommelfingre muterede takket være nyttig msm'ning og lærerige computerspil).

Da vi kunne købe hele verden, havde de 200 afskedigelser altså intet andet formål end det ideologiske at vise, at staten - undskyld, koncernen - gladeligt gør sig selv overflødig.

Frej Klem Thomsen

"Rigsrevisionen skriver direkte, at "Justitsministeriet har hovedansvaret for skandalen. Blandt andet fordi ministeriet gennemtrumfede en forhastet fyring af 200 erfarne tinglysningsmedarbejdere for at spare på lønkontoen. Rigsrevisionen kommer også indirekte ind på, at daværende justitsminister Brian Mikkelsen vildledte Folketingets Retsudvalg, da han påstod, at tinglysningens brugervenlighed var blevet testet af ejendomsmæglere og boligadvokater."

Heldigvis er den mand jo for længst ude af dansk politik, den slags skandale-ramte ministre kan en dansk regering jo ikke tåle...eller hvordan var det nu lige det var?

Og er det så iøvrigt ikke påfaldende at man fyrer 200 erfarne medarbejdere for at høste lønbesparelser? Har deres fagforening sovet i timen, og har man fuldstændig opgivet at føre en ansvarlig personalepolitik i de danske ministerier?

En glimrende artikel af RASMUS KARKOV.

Dette viser jo hvad IT systemudviklerne allerede sagde for over et halvt år siden.

At dommerne i den underlige institution domstolsstyrelsen, ikke har forstand på IT, iøvrigt heller ikke på flere andre områder, men det er ikke engang det værste.

De har tilsyneladende heller ikke hjerne til at tage advarslerne alvorligt, eller uddelegere arbejdsområderne til kyndige, men skal absolut spille kloge, selvom de udmærket ved på hvilke områder de mangler indsigt.

Derfor, endnu en klassisk IT bommert, hvor det første man lærer på systemudvikleruddannelsen er:

At dårlig forberedt, eller sjusket systemudvikling, især på store projekter, er det dummeste men kan gøre, der den ene gang efter den anden, viser sig at mangedoble omkostningerne.

Domstolsstyrelsen er i sig selv et demokratisk problem, fordi de også blander sig i politik under henvisning til at de ikke tilhører justitsministeriet.

Noget andet er så, at både glade Lene og blanke Brian heller ikke i tide fattede hvad der skete, hvor især Lene Espersens forsikringer om at systemet naturligvis ikke ville blive taget i brug før det var effektivt gennemprøvet, kun er et af hendes mange nordjyske stædige dumheder.

"Brian Mikkelsen vildledte Folketingets Retsudvalg, da han påstod, at tinglysningens brugervenlighed var blevet testet af ejendomsmæglere og boligadvokater. Det blev efterfølgende afsløret som usandt, da testen blev sparet væk"
at spare testen væk?, jeg gad godt at se en bilproducent gøre det.

"Brian Mikkelsen vildledte Folketingets Retsudvalg, da han påstod, at tinglysningens brugervenlighed var blevet testet af ejendomsmæglere og boligadvokater. Det blev efterfølgende afsløret som usandt, da testen blev sparet væk"
at spare testen væk?, jeg gad godt at se en bilproducent gøre det.
desuden står der at han har vildledt Folketingets Retsudvalg(ikke små ting) og sagt at testen var blevet udført, det er decideret løgn ikke vildledning.

Grådighed og sjusk? Er det ikke mildt formuleret om hele tre konservative ministres himmelråbende inkompetence?

Hverken Mikkelsen, Espersen eller Barfoed ejer lederevner. De blev ministre "by default", fordi talentmassen i De Konservative i årevis har været så ringe. Nu betaler sagesløse danskere millioner for deres fejltrin, ligesom vi i årevis har betalt deres løn.

Hvis regeringen var direktionen i et privat firma var de alle tre forlængst fyret på gråt papir uden skygge af chance for karriere på topplan noget andet sted.