Læsetid: 3 min.

Grønt lys for mange af DF's forslag

DF præsenterede på deres sommergruppemøde en stribe politiske forslag. Trods afvisende reaktioner, er det realistisk, at flertallet af forslagene går igennem i en eller anden form
Efter pressemøde og fodbold sluttede DF af med spabad til sommergruppemødet i går. Her er det næstformand, Peter Skaarup, og klima- og energiordfører Per Dalgaard.

Efter pressemøde og fodbold sluttede DF af med spabad til sommergruppemødet i går. Her er det næstformand, Peter Skaarup, og klima- og energiordfører Per Dalgaard.

Sofie Amalie Klougart

5. august 2010

Fjendsk, mærkeligt, langt ude, pinligt! Reaktionerne var hårde, da Dansk Folkeparti i går fremlagde en række politiske krav og ønsker efter at have diskuteret dem på deres sommergruppemøde ved Vejle Fjord.

Særligt kravet om et totalt stop for indvandring fra den ikkevestlige verden løb med overskrifterne og fik både Venstre, Konservative og oppositionen til at tage afstand.

Alligevel ser det ud til, at langt de fleste af Dansk Folkepartis forslag, slet ikke er så 'langt ude' endda. Drømmen om det totale stop for ikkevestlig indvandring bliver umulig at realisere, men ikke desto mindre kan Dansk Folkeparti hæfte sig ved, at både Venstre og Konservative åbner for at revurdere, hvilke krav der stilles både til udlændinge, som ønsker at arbejde i Danmark, eller som søger familiesammenføring.

Integrationsminister Bir-the Rønn Hornbech (V) har allerede inviteret Dansk Folkeparti til forhandlinger, og som integrationsordfører Karsten Lauritzen (V) formulerede det til Ritzau, så vil regeringen godt være med til at se på, »hvordan vi sikrer, at det er de rigtige folk, der kommer til Danmark.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bedyrede også i et interview til Berlingske Tidende i går, at regeringen er villig til at se på, hvordan 24-årsreglen kan »målrettes« og »spidses til.« Han påpeger i samme interview, at der kan være god fornuft i at differentiere mellem, hvilke lande familiesammenførte indvandrere kommer fra. Hvad der ligger i de lettere uldne formuleringer fra Venstre, vil vise sig. Ét er sikkert; afvisningen af DF er ikke entydig. Det øjnede Venstres Ungdom også i går, hvor de bad moderpartiet skærpe tonen og smide DF »på køl« Men intet tyder på, at Pia Kjærsgaards hjertesager ikke kan få grønt lys i sidste ende .

Fængsel og pension

Fra det solbeskinnede Vejle kunne DF udover udlændingekravene også præsentere en række forslag til retspolitiske stramninger, som alle kommer til at indgå i efterårets forhandlinger: Udlændinge skal afsone straf i deres hjemland, der skal oprettes flere lukkede fængselspladser, og muligheden for udgang under afsoning begrænses, lød det blandt andet.

Vurderer man forslagene ét for ét, ser der ikke ud til at være de helt store knaster på det område.

Hjemsendelse af fanger foregår allerede i et vist omfang, især inden for EU, og en udvidelse af den praksis ligger lige for. Konservative melder allerede nu ud, at de er positive over for forslaget, såfremt det kan ske inden for gældende konventioner. Hvad angår antallet af lukkede fængselspladser, så foregår der i øjeblikket et analysearbejde i Kriminalforsorgen, som meget vel kan pege på, at der er behov for flere pladser. Hvis det bliver tilfældet, er både Venstre og Konservative formentlig villige til at justere antallet af pladser efter behovet, ligesom en justering af mulighederne for udgang i den første afsoningsperiode af et fængselsophold heller ikke er noget kardinalpunkt for regeringen.

På et andet af DF's kerneområder; ældreområdet, lød der krav om skærpet kontrol af hjemmehjælpere og sosuassistenter. Her har Løkke også meldt ud, at regeringen er villige til at give plads til Dansk Folkeparti.

Endvidere lød det fra Kjærsgaard, at førtidspension ikke længere skal være en ordning, som borgere tildeles på livstid. Dette ligger helt i tråd med, at regeringen har bebudet en reform af reglerne til efteråret.

Der tegner sig i det hele taget et mønster af, at Dansk Folkepartis forslag langt hen ad vejen er realiserbare. Størst er usikkerheden måske om, hvorvidt DF får held til på finansloven at afsætte penge til en indvandrerkommission, som skal sætte tal på, hvad indvandrere koster det danske samfund.

Integrationsministeren har udtrykt, at hun er »inderligt imod,« men som med alle andre forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti, er der ingen, der møder op med såkaldt ultimative krav. En kommission er ikke udgiftskrævende, kommissoriet kan udformes på mange måder, og set i lyset af, at DF's krav på andre områder ikke ligger regeringen så fjernt, og at regeringen selv får behov for DF's opbakning til en sparefinanslov, der blandt andet sigter mod reduktion i SU'en, kan det ikke udelukkes, at selv regnekommissionen bliver til virkelighed. DF barsler dog med flere nye forslag, som også skal indgå i efterårets spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo S. Nielsen

DF har jo fået gennemført stort set alle deres krav gennem de sidste snart 10 år, så det kan jo ikke overraske. Deres to nærmeste støttepartier skal jo, som Pia Kjærsgaard så rigtigt sagde det på landsmødet igår, have gennemført en finanslov, og det kan man jo ikke i undertal. Vi må bare acceptere, at DF er dem, der bestemmer her til lands.

Enten dét eller sætte sit kryds ikke ved, men TIL venstre ved næste valg.

Der er en meget vigtigt ”detalje”, som overses her, og det er, at VKO ikke længere har flertal i Folketinget. Så DF skal ikke bare overtale regeringen men også enten Liberal Alliance, Kristelig Folkeparti eller løsgængeren Pia Kristmas Møller til at lægge stemmer til deres ønsker om stramninger af Udlændingeloven, hvis de da ikke kan få S og SF med på ideen.

Og det har ingen af de borgerlige småpartier udtrykt nogen form for ønske om at gøre. Selvfølgelig kan f.eks. Liberal Alliance da føle sig fristes til at indgå forlig, hvis de får nogle indrømmelser på andre områder, men under alle omstændigheder er der altså en 3. part, som også skal tages i ed. Det er ikke længere nok, at DF bare fremsætter deres ”krav” overfor regeringen.

Så på den måde er situation allerede ændret afgørende i forhold til de forrige 8 år, hvor der skulle forhandles finanslov.

"reduktion i SU’en"

Flot, alt taget i betragtning, når det nu er ungdommen der skal bære læsset de næste mange generationer.

Jeg er sikker på de vil være topmotiverede herefter. For ikke at nævne vi mangler veluddannede.

Travis Malmzon

“reduktion i SU’en” !!!

Naturligvis, der skal jo være penge til græshoppernes efterløn.

Ufatteligt de unge vil finde sig i det, men de eneste som vil føre en anstændig økonomisk politik er jo DRV og LA.

DF har fat i noget, der tiltaler en betydelig vælgergruppe - ikke bare dem, der stemmer på DF , men også vælgere , der stemmer på andre partier til såvel højre som venstre for midten..

Det er jo derfor bl a Socialdemokratiet og SF har bevæget sig med ret store skridt i halen på DF, hver gang DF "strammede".

Det er vel blandt de seriøse partier egentlig kun de Radikale, der virkelig er lodret uenige med DF i indvandringsspørgsmål ?

Objektivt set, så tror jeg ikke man i dagens Danmark kan få vælgere nok til at danne regering, hvis man ikke langt hen ad vejen er som DF på indvandrerområdet - og det tager politikerne i V,K, S og SF selvfølgelig bestik af..

Bo S. Nielsen

''Det er vel blandt de seriøse partier egentlig kun de Radikale, der virkelig er lodret uenige med DF i indvandringsspørgsmål ?"

og EL ikke at forglemme. Derudover er der en stor del af vælgerne i de fleste partier, der er dybt uenige i den førte udlændingepolitik. De tøver desværre bare med at stemme R og EL. Dette skyldes vel en misforstået troskabs / tilhørsforholdsfølelse ift 'deres' parti. Heldigvis får flere og flere øjnene op for behovet for at følge holdninger op med handling, og jeg kender da også flere, der enten har meldt sig ind eller vil stemme på EL næste gang. Der er behov for et oprør i dansk politik, nu hvor midten og konsensus er flyttet langt ud til højre.

Søren Kristensen

Isoleret set kan det være fornuftigt nok kun at lukke eksotiske landes kloge hoveder ind i det europæiske slaraffenland. Men hvad med de civilisationens udkantsområder, hvor mange af de kloge hoveder kommer, hvordan vil de udvikle sig, drænet for den elite der skulle vise vejen frem?

En prøve på det faglige niveau i DF's forslag : Udlændinge skal afsone straf i deres hjemland. Hvordan mon det vil gå den, der har begået æresdrab, og som efterfølgende udvises til sit oprindelige "hjemland" fx. Pakistan? Hvor længe mon vedkommende skal spjælde den dér?
Nej vel!
Men ellers tror jeg da gerne at både V og K og sikkert også Team saxo Bank vil stemme for.
Og hvor mon Karen Hæk og Henrik Dam Christensen stiller sig til DF's forslag? Sikkert ikke særlig afvisende.

DF og VK er færdige, jeg tror at regeringen falder inden for de næste 4 måneder, det ville være passende at udskrive valg med det samme men taburat-rytterene har det så fint på deres fine minister kontorer at det nænner de ikke over for sig selv, "skidt med det danske folk, bare jeg har det godt",. det må være sådan nogle baner de tænker i?

@Robert Kroll

DF er først og fremmest populister og er utroligt gode til at fange de ”hverdagsnære” sager, som specielt lavtuddannede går op i, og profilere sig selv på dem. Det ser vi ikke kun med udlændingepolitik men også på andre og helt uafhængige områder som retspolitik, hvor DF bl.a. har stået bag knivloven og loven om kamphunde.

DF appellerer grundlæggende til ”det er også for galt” følelsen hos den del af befolkningen, som typisk læser formiddagsblade og ugeblade med alle deres sensationshistorier om en mand, der voldtog sin hund 32 gange og herefter tørrede sin baby i mikrobølgeovnen, og hvad ved jeg.

At S og SF har fundet det nødvendigt at bøje sig mod DF´s holdninger på udlændingeområdet er jo ubestrideligt, og et stykke hen ad vejen er det vel også helt i orden og måske endda ønskeligt, at de politiske partier lytter lidt til deres vælgere. Man kan så diskutere, præcist hvor grænsen skal gå, og om S og SF har overskredet den på dette område.

Personligt finder jeg S-SF´s fredning og deciderede forsvar for VKÓ´s familiesammenføringsregler meget kritisabel, og jeg nægter at acceptere, at det skulle forholde sig sådan, at man kun kan vinde et valg i Danmark, hvis man lover at jage alle dansk-udenlandske familier ud af landet eller i det mindste chikanere dem så meget som muligt. Det er en al for forsimplet analyse af dansk politik, som Morten Østergård også har påpeget.

Men omvendt synes jeg, at de udmeldinger, som S og SF´s ordførere er kommet med som svar på alle DF´s nye ideer, har været helt i orden, og de to partier stemte jo også imod hele pakken om ”serviceeftersyn” her i foråret. Så der er jo ikke tale om, at de bare totalt har lagt sig ned på maven for DF. Det må man trods alt give dem.

Kære Lars Hansen

Jeg har lidt moralske / etiske problemer med følgende sekvens i dit indlæg :" ...fange de ”hverdagsnære” sager, som specielt lavtuddannede går op i.... ".

Jeg mener, at alle i et demokrati - uanset uddannelse, køn, pengepung o s v - har lige meget at skulle have sagt ( 1 stemme pr person ved folketings- og kommunalvalg).

Lavtuddannede har typisk de mindst attraktive jobs og den laveste løn. Hvorfor er deres meninger suspekte og hvorfor er det forkert af DF også at satse på denne gruppe?

Om man kan lide andres ( højt eller lavt uddannedes ) meninger eller afskyr dem er ligegyldigt - alle har lige meget lov og lige meget ret til at mene noget i et ægte demokrati.

Hmmm Robert Kroll, du siger: "..alle har lige meget lov og lige meget ret til at mene noget i et ægte demokrati."
Picture this: "Jeg mener, vi skal mobbe Robert Kroll, stå uden for hans dør og råbe luder efter hans kone og pisunger efter hans børn. Jeg mener nemlig at Robert Kroll er en skidt karl, der burde flygte fra landet i sorg og frustration."
Nej vel. Det går ikke, når man slipper det man mener løs i offentligeheden. Så er den helt gal. Og dét er det, den er: Helt gal.
Nyrup var klarsynet, da han talte om 'stueren'.

@Robert Kroll

Lavtuddannedes meninger er ikke suspekte, og det er helt legitimt, at politiske partier forsøger at få lavtuddannede til at stemme på dem.

Problemet med DF er, at de konsekvent gør det ved at appelere til de laveste instinkter i mennesket. De instinkter, som i civilicerede samfund er blevet malet over af et tyndt lag af fernis, men som stadig ligger der under overfladen. Og som ultimativt får os til at opføre os som dyr, hvis fernisen helt skaller af. Jævnfør Lars Dahls udmærkede beskrivelse.

DF er derfor et legitimt parti, men det er svært at se, at samfundet har nogen form for gavn af, at partiet eksisterer. De lavtuddannede kunne f.eks. også få varetaget deres interesser ved at stemme på Socialdemokratiet, og det var både de selv og vi andre helt sikkert bedre tjent med.

DF's forslag, et af dem , går på at ikke-vestlige mennesker skal udelukkes fra Danmark. Åbenbart tror DF, at kun Pakistan, Tyrkiet og Irak (og andre muslimske lande) er ikke-vestlige lande. Men også Thailand er et ikke-vestligt land. Og det er faktisk herfra, at de fleste familie-sammenføringer sker.

Og jeg tror da sørme ej heller, at Israel er er et vestligt land, næ, det er det da ikke:

http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Statistik/integrationsomraadet/begreber_d...

Et lille citat:

"•EU 15: De 15 lande i EU, der var medlemmer af EU forud for 1. maj 2004.
•Nye EU-lande: De ti lande, der blev optaget i EU pr. 1. maj 2004.
•Resten af Norden: Island og Norge.
•Andre vestlige lande: USA, Canada, Australien, New ealand, Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten.
•Ikke-vestlige lande: Alle øvrige lande."

Og som jeg før har nævnt, er Bulgarien og Rumænien nu blevet vestlige lande, mens et land som Ukraine f.eks. ikke er et vestligt land.

Måske DF skulle sætte sig ind i sagerne, før de udtaler sig om noget?

Det sjove er, at DF´s egne mandlige vælgere fra landområderne faktisk er prototypen på en del af de danskere, som finder deres ægtefæller i Ukraine, Rusland, Thailand eller Filippinerne. Altså nogle af de "ikke-vestlige lande", hvis borgere åbenbart er meget farlige. Men sådan er der jo så mange paradokser i politik.

Kære Lars Dahl.

Jeg står da 100% for, at alle har lige meget lov og lige meget ret til at mene hvad de vil i et ægte demokrati.

Din elegante "mobbe" eksemplifikation rammer forbi skiven, idet den i gennemført form udgør en strafbar handling. De handlinger jeg støtter og forsvarer er alene demokratiske rettigheder til at mene hvad man vil.

Det er f eks OK hvis nogen overtroiske mennesker går rundt og mener, at vi retspolitisk bør gå ind for at brænde hekse - men det øjeblik de begynder at ville gøre alvor at det på egen hånd , så er det spjældtur.

Folk må da også gerne argumentere for at afskaffe demokratiet, men hvis de prøver at kuppe sig til magten , så er det spjældtur.

Det er sådan set groft sagt . hvad jeg mener.

Den udgør da kun en strafbar handling, Robert Kroll, indtil det flertal, der vil være med til det, får den afskaffet - som det er sket med de love, der gerne skulle holde os på civilisationens vej, i de sidste 10 år!
Demokrati handler ikke om valg hvert fjerde år, det handler om deltagelse i udviklingen af politik og mål for samfundet i partier og organisationer. Vi skal ikke vælge vore førere, vi skal vælge vore repræsentanter.

Kære Peter Hansen.

I et ægte demokrati er man altid "i lommen" på flertallet.

Alternativet er , at det ikke er flertallet der bestemmer - og så er vi ovre i det facistiske eller noget som i det hedengangne USSR eller som i f eks Saudi Arabien eller Iran.

Jeg foretrækker til hver en tid "risikoen" ved at være i lommen på flertallet.

For mig er demokratiet grundlæggende en metode , hvorved en hel masse mennesker på lige fod og hver med 1 stemmes vægt kan finde ud af at leve sammen og træffe beslutninger gældende for alle .

Demokratiet er ikke en garanti for "rigtige" beslutninger, men demokratiet sikrer, at man kan rette op på fejlskuddene - det gør diktaturet, uanset form, ikke.

Søren Kristensen

Eller hvad med denne her: Demokrati er ikke så meget en garanti for "rigtige" beslutninger, som det er for god samvittighed.