Læsetid: 3 min.

Kammeradvokat: Ingen erstatninger til anholdte

Frihedsberøvelserne under COP 15 havde hjemmel i politilovens paragraf otte, sagde Kammeradvokaten i går i sin procedure
De anholdte var til fare for den offentlige orden, fastholdt kammeradvokaten på et retsmøde i går.

De anholdte var til fare for den offentlige orden, fastholdt kammeradvokaten på et retsmøde i går.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

24. august 2010

»Det er bydende nødvendigt for politiet også i fremtiden at have en adgang til sådanne indgreb,« sagde Mikkel Holm Nielsen i sin del af Kammeradvokatens procedure, da Københavns byret i går fortsatte sagen om de administrative frihedsberøvelser under klimatopmødet i København sidste år.

Mikkel Holm Nielsen skulle procedere om de godt 900 frihedsberøvelser, som politiet gennemførte den 12. december med en knibtangsmanøvre under den store klimademonstration med 100.000 deltagere: Kl. 15.26 afskar to rækker af kampklædt politi med kirurgisk præcision en kile af demonstrationen. Formålet var at frihedsberøve deltagerne i den såkaldte sorte blok, der forinden havde øvet hærværk mod Børsen og Udenrigsministeriet samt overdænget adskillige politistyrker med sten og knaldfyrværkeri. Indgrebet mod demonstranterne fandt sted i starten af Amagerbrogade på en lokalitet, som politiet på forhånd havde udset som velegnet til et sådant formål.

»Frihedsberøvelsen skete for at afværge betydelig fare for den offentlige orden,« opsummerede Mikkel Holm Nielsen i sin fremstilling med en formulering, der ord til andet er hentet i politilovens paragraf otte.

»Politiet havde i den givne situation ikke andre muligheder, ellers havde der været en betydelig risiko for, at aktivisternes aktioner var eskaleret,« var hans vurdering.

Heller ikke i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) så han problemer, for frihedsberøvelserne blev gennemført »for at gennemføre politiets lovbestemte forpligtelse til at opretholde den offentlige orden« - >igen med en formulering hentet direkte fra EMK's artikel fem.

Selvmodsigelse

En afgørende uenighed mellem Kammeradvokaten og de beskikkede advokater for de demonstranter, der har anlagt sag med krav om en erstatning på 15.000 kr. for ulovlig frihedsberøvelse, er spørgsmålet om antallet af deltagere i den sorte blok. Det siger sig selv, at hvis der var 300-400 deltagere i den sorte blok, således som det fremgår af flere indberetninger fra de betjente, som i civil fulgtes med demonstrationen, så har politiet skudt langt over målet ved at frihedsberøve næsten 1.000 demonstranter. Men som Information tidligere har beskrevet, støtter politiet og dermed Kammeradvokaten sig i stor udstrækning til et helikopter-foto, der siden er blevet såkaldt elektronisk forstærket. Ud fra dette billede mener Københavns Politi nu at kunne tælle ret præcist 1.250 deltagere i den sorte blok, og den logiske følgeslutning er derfor, at antallet af ulovligt anholdte har været meget begrænset.

Tilsyneladende uden selv at bemærke det rodede Kammeradvokaten sig undervejs ud i en mindre selvmodsigelse: Da Mikkel Holm Nielsen skulle forklare, hvorfor de frihedsberøvede kom til at sidde i 'futtog' på den iskolde Amagerbrogade i timevis, var en del af hans forklaring, at politiet i starten kun troede, at de havde frihedsberøvet 300 med knibtangsmanøvren - >ret præcist svarende til det antal sorte blok-deltagere, som politiet selv havde anslået under demonstrationen.

Til sidst afviste Kammeradvokaten, at der var grundlag for nogen form for erstatning til de frihedsberøvede. De fejl og mangler, der havde vist sig ved politiets konkrete håndtering af frihedsberøvelsen, kunne ikke i sig selv gøre indgrebet ulovligt. Men hvis retten ville underkende politiets argumentation og dømme enkelte eller flere af frihedsberøvelserne ulovlige, således som de beskikkede advokater argumenterer for, så var en erstatning på 15.000 kr. alt, alt for høj, mente Mikkel Holm Nielsen.

I stedet ville den almindelige takst, som Rigspolitichefen har fastsat for uberettigede anholdelser, være et rimeligt niveau at gå ud fra. For de ulovligt frihedsberøvede den 12. december ville erstatningen i givet fald løbe op i et par hundrede kr. »Vi taler trods alt ikke om frihedsberøvelse i 45 timer,« som Mikkel Holm Nielsen formulerede sig.

Retssagen fortsætter næste mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu