Kampen om pensionsmilliarderne er i gang

De danske pensionskasser ligger inde med mange penge. Helt ufatteligt mange penge: 2.600.000.000.000 kr. sådan cirka. Derfor er kampen om at få adgang til dem gået ind i en tid, hvor væksten stagnerer, arbejdsløsheden stiger, de små virksomheder får nedadvendt tommelfinger i banken, de offentlige kasser er slunkne, og staten er underlagt sparekrav fra EU.

Først på ugen gik økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i dialog med de store pensionskasser for at få dem til at spytte penge i en fem milliarder kroner stor vækstfond, der skal yde lån til små og mellemstore virksomheder. Og i går gav S og SF den så en tak mere ved at foreslå, at de store pengetanke i fremtiden skal finansiere infrastrukturelle investeringer i størrelsesordenen tre milliarder.

»Vi mener i modsætning til regeringen, at staten skal stimulere væksten med investeringer. Der er ingen penge i statskassen, så lad os se på pensionskassernes store formuer,« sagde Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Berlingske Tidende.

Men regeringen er faktisk slet ikke afvisende.

»Det er glimrende at få private aktører, herunder pensionskasser, med i infrastrukturprojekter,« lød Venstres Jacob Jensens svar til Newspaq.

Og det var da på tide, at nogen rettede blikket mod de store pensionskasser, mener Jesper Jespersen, professor i økonomi ved Roskilde Universitet (RUC).

For meget opsparing

»Pensionskassernes ophobede finansielle overskud skal sættes i spil. Vi står jo i en unik situation, hvor der er utroligt mange opsparede penge i den private sektor, som de ikke tør investere, mens det offentlige hungrer efter penge til at skabe arbejdspladser og samtidig skal navigere i forhold til EU's krav om ikke at øge budgetunderskuddet,« siger han og tilføjer:

»Vi mangler ikke gode projekter. Vi mangler penge og initiativ.«

Hvis politikerne reelt ønsker at åbne pensionskasserne til samfundets gavn, kan de bruge både stok og gulerod, mener Jesper Jespersen. »Man kan jo gentænke skatten. Hvorfor i himlens navn skal pensionskasserne kun betale 15 procent, når aktieselskabsskatten er 25 procent? Hvorfor skal de betale så lidt, når de er i forvejen begunstiget af, at indskyderne har skattefradrag?,« spørger han. På gulerodssiden foreslår han at garantere et minimumsafkast, som svarer til statsobligationerne.

ATP: Vi kører

Danica Pension har allerede meldt sin interesse for at investere i infrastruktur, og i ATP er man heller ikke afvisende:

»Vi har jo foretaget relativt store investeringer i infrastruktur i England, Australien, Frankrig og USA. Det kræver bare, at vi får de samme muligheder for afkast herhjemme,« siger direktør Lars Rohde.

Hvordan man reelt kan skrue modeller sammen, der lever op til ATP's primære formål - få pensionskundernes penge til at vokse - skal diskuteres, understreger Rohde. Men han vil godt være med, selv om staten ikke stiller afkastgaranti:

»Det kunne jo også være, at vi kunne opkræve bropenge, eller at vi indgik en aftale med staten eller en kommune om en fast eller varierende betaling for at drive et anlæg,« siger Lars Rohde. Han vil til enhver tid hellere investere i »en halvbrugt bro end en ny Femern-forbindelse«, siger han - og henviser til muligheden for at skulle forholde sig til »en bredmundet, grønstribet frø, der står på en liste«- og som man pludselig skal tage hensyn til.

»Det er langt smartere, at staten står for det,« siger Rohde. Han har før foreslået at investere i dansk infrastruktur - og når politikerne nu pludselig er villige til at lege med pensionskasserne, kan det skyldes, at staterne oven på blandt andet forårets gældskrise har fået en noget anden status som låntagere, mener han:

»Staten er jo de mest kreditværdige i kongeriget, så ingen kan normalt finansiere sig lettere. Men det har ændret sig meget inden for de seneste fem år. Det har fået en pris at låne, og derfor er det oplagt at søge alternativer,« siger han.

»Både på Christiansborg, på Slotsholmen og i det finansielle miljø ser man anderledes på mulighederne, end man gjorde for bare fem år siden.«

Useriøst

Peter Nielsen, lektor i økonomi på RUC, mener, at forslaget fra S og SF er anelse useriøst.

»De siger, at man skal overbevise pensionskasserne om at bevæge deres investeringer i den retning, som politikerne kunne ønske. Problemet er, at pensionskasserne altid har et snævert fokus på økonomisk afkast på kort tid, der ofte er i direkte modstrid med de samfundsøkonomiske interesser - som f.eks. at lægge over til en mere klimavenlig infrastruktur,« siger Peter Nielsen. Samtidig finder han de beløb, som både Brian Mikkelsen og oppositionen har foreslået, latterligt små.

»De opererer i en størrelsesorden, der overhovedet ikke batter i en krise. Vi skal op i et trecifret milliardbeløb for at nytte noget,« fastslår Peter Nielsen.

Win-win?

Lektor Christina D. Tvarnø fra CBS er ekspert i samarbejder mellem offentlige myndigheder og private selskaber. Hun er enig i, at man ikke skal se pensionskassernes interesser som udtryk for et nyt samfundssind.

»Uanset hvilken privat virksomhed og hvilken konstruktion, vi vælger, har en privat virksomhed kun én ting for øje: Det er profit på bundlinjen,« siger hun. Men hun er overbevist om, at pensionskasserne kan finansiere infrastruktur på en måde, som både sparer skattepenge og giver et sundt afkast til pensionskasserne. Det er blot afgørende, hvordan man involverer pensionskasserne. F.eks. er hun ikke ukritisk over for koncessioner, hvor man blot giver en privat virksomhed eneret på at drive en jernbane, en bro eller en motorvej:

»Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og dér bruger man nærmest mere tid på vejene på at holde i kø for at få lov at betale én euro end på at køre,« siger hun. For at skabe en win-win situation skal der for det første ryddes op i de indviklede danske regler for koncessioner og udbud, mener Christina D. Tvarnø. Men det er også afgørende, at det offentlige nøjes med at koncentrere sig om det, det offentlige er bedst til: nemlig at definere offentlighedens behov. Så kan de private aktører efterfølgende konkurrere om at gøre det, de er bedst til - nemlig at opfylde behovene på den bedste og billigste måde.

Man kunne for eksempel bare bede om at få folk transporteret rundt mellem forskellige steder i en by - og så lade private selskaber byde ind på, om det skal være med tog, bus eller noget helt tredje siger hun.

Men hvis der reelt er tale om privatisering af infrastrukturen, mister politikerne så ikke kontrollen med samfundsudviklingen? Nej, mener ATP.

»Det guddommelige ved arrangementet er, at det står de offentlige beslutningstagere frit for at beslutte, at der skal være en cykelsti eller en jernbane på f.eks. en bro. Det skal bare skrues sådan sammen, at vi kan varetage det, vi er sat i verden til at varetage, nemlig pensionskundernes penge,« siger Lars Rohde.

Peter Nielsen fra RUC er uenig.

»Pensionskasser kan jo sige nej, og så bliver politikerne nødt til at leve op til deres krav, hvis de skal have pengene. I den mulige interessekonflikt kan jeg da være bange for, at de bæredygtige løsninger taber,« advarer Peter Nielsen.

Lars Rohde understreger som reaktion, at diskussionen først lige er begyndt:

»Det er svært, fordi det er svært. Hvis det var nemt, havde vi nok allerede gjort det.«