Læsetid: 10 min.

’Man kan jo sige, min klient er en meget uheldig mand’

Har ’Hazim’ været på de forkerte steder, de forkerte tidspunkter – eller er han utjekket og måske lidt for skæv til at begå indbrud i København? Og hvorfor mener politiet ikke, de behøver sikre beviser på gerningsstedet? Dette er det sidste afsnit i serien
3. august 2010

En politibetjent bekræfter over for retten, at ’Hazim’ og hans kammerat ’Miyaz’ havde sagt, at de gemte sig for nogle rockertyper, den aften de blev anholdt.
»Og jeg synes egentlig, at det lød meget rimeligt på det tidspunkt,« siger betjenten.
Men det synes hun ikke nu, og kalder dem konsekvent »gerningsmændene«.
Hvorfor hun ændrede mening, spørger hverken anklager eller forsvarer om. Men sagen er, at der samme aften fra netop den opgang, som Hazim og Miyaz efter eget udsagn havde søgt tilflugt i, var forsøgt indbrud ind til en frisør.

Dørkarmen var brækket op flere steder, uden at låsen dog havde taget skade. I opgangen fandt politiet en Fjällräv rygsæk med et brækjern og nogle Smokers Choice-filtre. Samme – i øvrigt udbredte – mærke som blev fundet på Hazim ved anholdelsen, men en anden størrelse.
Hazim og Miyaz forklarer i retten, at de godt lagde mærke til rygsækken, og at der »ligesom var beskidt på gulvet«, da de kom ind i den åbne opgang. Men de havde deres opmærksomhed fæstnet ved »situationen ude på gaden« og tænkte derfor ikke nærmere over det.

Tekniske beviser

Taget på fersk gerning ved to indbrud, pågrebet med næsten 30 gram hash til videresalg, og har modsat sig anholdelse. Sådan lyder anklagen mod Hazim. Miyaz er kun tiltalt for at have været med til det ene indbrud.
Hazim er ung, har en småplettet straffeattest og kommer fra Blågårds Plads. Politiet fandt det ikke nødvendigt at indsamle hverken fingeraftryk eller andet bevismateriale fra gerningsstedet, da de anholdt ham.
Der er altså ingen tekniske beviser, der kan knytte hverken Hazim eller Miyaz til selve de handlinger, de er anklaget for. Alene få upræcise vidneudsagn og det faktum, at de befandt sig på gerningsstedet, da politiet ankom.
Hazim og Miyaz giver imidlertid retten en anden forklaring end politiet på, hvad de lavede netop der, på netop det tidspunkt.

Drikker sjusser

Men hvad var egentlig Hazims første forklaring, da politiet ankom til opgangen den nat, vil anklageren vide.
Hazim svarer: »Ja, så siger jeg sådan og sådan og sådan ...«
»Hvad siger du, hvad er sådan og sådan?« Anklageren ser spidst på Hazim, der svarer:
»Ja, det jeg lige har siddet og forklaret til dig.« Anklageren »undrer sig over«, at den forklaring så ikke står i politirapporten?
»Jeg var lidt beruset, og ikke lige i mine bedste tanker,« forklarer Hazim. Men han er rimelig sikker på, at han sagde det til politiet.
Miyaz forklarer, at det mest var ham, der snakkede med politiet, »for Hazim havde fået en hel del mere at drikke end mig.«
Det er omkring midnat, april 2009, Indre By i København. Miyaz og Hazim forklarer nogenlunde samstemmende, at de den eftermiddag har spillet fodbold på Israels Plads. Miyaz kommer fra Herlev, men deres forældre kender hinanden – »arabiske relationer, du ved,« siger Miyaz.
Om aftenen beslutter de at tage i byen, »drikker sjusser« på vej ned ad Købmagergade. De er på vej til Boltens Gård, da de opdager, at en bil kører meget langsomt efter dem.

Truende

Da bilen kører forbi, ser de fire mænd i bilen, »sådan nogle rockerlignende typer«. Bilen kører lidt videre ned ad gaden, og så laver den pludselig en U-vending.
»Det var jo lige midt i bandekonflikten på det tidspunkt,« siger Miyaz, »og jeg kommer fra Herlev, men jeg ved godt det der med AK81, eller hvad de hedder – og vi var helt enige om, at det var den rigtige beslutning at stikke af.«
Man kunne se på ’rockertypernes’ kropssprog, at de var truende, forklarer Miyaz.
»Og vi får ligesom dræber­øjne fra dem, og dem ene af dem griner,« siger Hazim.
De to løber fra bilen, ser på et tidspunkt en åben gadedør på deres højre hånd, og smutter indenfor. Lukker døren. Venter.

Nu om stunder

»Er det tilfældigt, at I lige løber ind ad den dør,« vil anklageren vide, og det bekræfter Hazim. »Hvad sker der så?«
Hazim svarer, at de venter et kvarters tid i opgangen. I starten kan de se bilen uden for ruden, men efter et par minutter kører den videre.
»Men vi venter stadig, for vi ved jo ikke, om de har parkeret bilen et sted og står uden for.«
»Hvad laver I imens?« spørger anklageren. »Vi gemmer os. Nu om stunder ..., man ved jo ikke, der kan ske masser af ting med folk på gaden ...,« siger Hazim.
Anklageren spørger, om det med at være bange, er noget, der fylder meget for Hazim – »du har jo også en skudsikker vest ...«
»Ja, vi er bange,« svarer Hazim, »jeg kender mange, der har fået tæv af de der rockertyper.«
Hazim og Miyaz har ikke noget udestående med rockerne, »men det er jo lige meget, når man ser ud, som vi gør,« siger Hazim.

Nihola-cykel

Miyaz forklarer, at de også »ruller en fed«, mens de venter i opgangen.
»I ruller en fed!« udbryder anklageren, »hvorfor gør I det – I siger, I er bange og gemmer jer, og så vil I ryge hash?«
De to ser lidt uforstående ud. »Vi var jo berusede ...« siger Miyaz.
Ud over Hazim, Miyaz og politiet, er der kun ét andet vidne til sagen. ’Janis’, der bor i opgangen ved siden af den, hvor Hazim og Miyaz blev anholdt. Janis har den aften set to mistænkelige personer stå og fifle ved døren, da han kommer hjem fra biografen med sin kæreste.
»Da jeg har låst min Nihola-cykel, siger min kæreste, at de er gået ned ad gaden og står og kigger over på os,« siger Janis. Senere, da de »har børstet tænder og lægger sig på puden«, kan de høre høje »knæk og bræklyde«.
Hvor lang tid, der er gået, kan Janis ikke huske. Måske helt op til tre kvarter. »Min dame snakker meget,« forklarer han, og Hazim og Miyaz griner.

Bemærkelsesværdige

Da ’bræk’-lydene fortsætter, beslutter Janis at ringe til politiet, som ankommer »rimelig hurtigt«. Hvor hurtigt, kan han ikke huske – måske fem, måske 15 minutter. I politirapporten er tidsangivelserne også tvivlsomme. F.eks. står der, at patruljen kørte mod gerningsstedet to minutter, før de modtog anmeldelsen. Politiet afhører heller ikke Janis med det samme, men først senere på natten over telefonen.
Da Janis ser de to anholdte, det vil sige Miyaz og Hazim, fra sit vindue, er han »ret så sikker på«, at det er de samme, han så tidligere.
»Altså, jeg kan ikke genkende jer to,« siger han til Hazim og Miyaz, men Janis er alligevel sikker på, at de to personer, han så ved opgangsdøren på vej hjem den nat, og de to, han ser fra sit vindue en god times tid senere, er identiske.
Han kan dog ikke beskrive dem ret præcist – den ene er større end den anden, og en af dem har en grå hættetrøje og sort jakke på. Dette lægger forsvareren senere vægt på i sin procedure. Miyaz havde nemlig store hvide bukser på og en jakke med meget markante bogstaver printet hen over ryggen, mens Hazim er næsten to meter høj og har et smalt, karakteristisk ansigt. »Man skulle altså mene, at der er nok at bemærke ved de to,« pointerer forsvareren.

Sodavand og lillebror

Da vidnet Janis er færdig med sin forklaring, afviser han at tage imod de 80 kroner i vidnegodtgørelse fra retten.
»Kan I ikke købe et par sodavand til drengene i stedet,« siger han, og nikker mod Hazim og Miyaz.
Dommeren replicerer lakonisk:
»Nej, det kan vi ikke, de 80 kroner går tilbage til staten så.«
Det andet indbrud, som Hazim er anklaget for, er foregået i Røde Rose-kvarteret på Nørrebro juleaften 2009. Hazim forklarer, at han er på vej hjem til sin kærestes forældre, som holder jul, hvad hans egne ikke gør. På vejen ser han en gruppe »fra den yngre generation«, som er ved at bryde ind i en opgang.
»De har hætter på og er indvandrere ligesom mig,« siger Hazim, »og så ved jeg jo godt, hvad de laver jule­aften ...«
»Hvad er det, man laver juleaften?« spørger anklageren. Og Hazim forklarer, at så laver man »lidt af hvert, sådan ...«. Som han ikke selv gør mere. Hazim har et par tidligere domme fra 2006, bl.a. for besiddelse af hash og en foldekniv. Dengang var han 16 år. Han er ikke blevet dømt for noget siden, og er nu i gang med at søge uddannelse. Derfor går han hen til de unge, der godt kender Hazim, for at tale dem til fornuft.
»Altså jeg kender dem ikke, men de kender mit navn, de er mine lillebrors venner, måske, jeg ved i hvert fald, hvem de er,« siger Hazim.

Blev i indbrudslejlighed

To af de unge har på det tidspunkt sparket døren til en lejlighed op og er gået ind. Så Hazim beslutter at gå efter dem.
»Hvorfor går du ind i lejligheden,« vil anklageren vide.
»Ja, for at tage dem ud, og for at forklare dem, at det ikke er sådan, man gør. Jeg kender en af dems fætre, og de ser op til mig, fordi jeg er ældre,« forklarer Hazim.
Men så hører de sirener og de unge stikker af. Da politiet kommer op ad trappen, er Hazim stadig i lejligheden – ifølge ham selv for at forklare politiet, hvad der er sket.
Igen undrer anklageren sig over, at Hazims forklaring så ikke står i politirapporten:
»Her står der nemlig, at du ikke ønskede at kommentere sagen ...«
»Jamen, det passer ikke,« siger Hazim.
Da den betjent, der anholdt Hazim, bliver kaldt til vidneskranken, bekræfter han, at Hazim sagde noget med, at der var nogle unge, som var stukket af. Det er den samme betjent, som har skrevet rapporten. Men han kan ikke huske, hvorfor han ikke har skrevet Hazims forklaring ned. Og han mener ikke, at der var andre end Hazim i nærheden.

Ord mod ord

Af politirapporten fremgår det imidlertid, at den første patruljevogn, der ankom til stedet, har haft fat i tre unge i samme gade, som blev sluppet løs, da man ikke mente, de havde noget med indbruddet at gøre. Hazim nikker, da hans forsvarer læser op af rapporten. Også i det tredje og fjerde forhold, som Hazim er anklaget for, er det hans ord mod politiets. En narkobetjent forklarer, hvordan de pågreb Hazim i Ørstedsparken – lige efter at han havde smidt sølvpapirspakker ned i søen. De viste sig senere at indeholde næsten 30 gram hash i étgramspakker. Et entydigt bevis på, at de var til videresalg, mener betjenten. Eller at de lige var købt, påpeger forsvareren senere.
Ifølge betjenten modsatte Hazim sig visitation. Så de lagde ham ned på jorden, gav ham håndjern på, erklærede ham anholdt, og visiterede ham.
Hazim benægter at have smidt noget fra sig i parken. Og han modsatte sig kun, fordi betjentene var i civil og ikke med det samme sagde, at det var politiet. Så Hazim oplevede bare, at nogle mænd kom løbende bagfra og greb ham i armene.
»Og så skubber jeg ham væk, og så siger han: ’Det er politiet’, og så overgiver jeg mig,« forklarer Hazim.
Anklageren fremfører i sin procedure, at politiets ord må vejere tungere end de tiltaltes »usandsynlige forklaringer«. Han kræver bøder for hashsalg og modsættelse af anholdelse, samt 30 dages fængsel pr. indbrud.

Manglende beviser

Forsvareren derimod konkluderer, at der på grund politiets manglende sikring af tekniske beviser samt den upræcise kronologi og de svage vidneudsagn ved det første indbrud »ikke er noget, der taler imod, at de tiltaltes forklaringer er sande«.
»Og så kan man jo sige, at min klient (Hazim, red.) er en meget uheldig mand. Men han har ikke desto mindre forklaret sig for politiet med det samme. Og hvorfor de ikke skriver det ned i rapporten, ved jeg ikke,« siger forsvareren.
På samme måde finder han det besynderligt, at politiet ikke har lavet rutinemæssige undersøgelser ved indbruddene.
»Et brækjern, for eksempel, er lavet i metal og malet – det er faktisk ideelt til at optage fingeraftryk. Men det har man ikke gjort,« siger forsvareren. Ligesom man heller ikke har sammenlignet Hazims fodtøj med støvlemærkerne på døren til lejligheden juleaften.

Nedværdigende

Miyaz har ikke noget at tilføje efter proceduren, men det har Hazim:
»Jeg har bare én ting, jeg vil sige. Og det er i Ørstedsparken, at jeg blev anholdt med Nyhederne og det hele. Og pressen sagde, at man kan ikke se, hvem jeg er, men min kæreste så det i tv, og man kunne både genkende mit ansigt og min stemme. Og så står de og siger til hele Danmark, at jeg handler narko og er indblandet i bander, når de ikke har noget som helst bevis for det. Det synes jeg, er nedværdigende.«

Hazim og Miyaz blev fundet skyldige i alle forhold. Hazim blev idømt 50 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år, samt 60 timers samfundstjeneste og krav om, at han undergiver sig tilsyn fra Kriminalforsorgen. Miyaz blev idømt 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.
Alle navne i serien er opdigtede, da deres identitet er irrelevant for indholdet i retssagen. Det er derfor unødvendigt at knytte konkrete personer til disse sager i offentligheden.

Serie

Seneste artikler

  • Ventilation til kebaben og to revner i skorstenen

    30. juli 2010
    'Ahmed' troede, der var tjek på det, da han betalte 196.000 kr. for at få lavet ventilationskanaler fra sin kebabforretning. To år senere melder spørgsmålet sig i Byretten: Hvem har skylden for skader på ejendommens skorsten - og hvem skal betale: entreprenøren, underentreprenøren, Ahmed eller ejendommens ejer? Information rapporterer fra Københavns Byret, en del af sommerlandet, som de færreste - men dog påfaldende mange - kommer i berøring med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu