Nyhed
Læsetid: 4 min.

Klapjagt på nyheder

Den intensiverede jagt på illegale medfører, at Aksel Larsen og andre tilknyttet 'Frit Danmark' bliver afsløret og anholdt. Ole Kiilerich overlader sin redaktørpost på 'Frit Danmark' til Kate Fleron, der er kollega på Nationaltidende og i øvrigt bor sammen med sin afsatte chef Aage Schoch...
Indland
2. august 2010

Den intensiverede jagt på illegale medfører, at Aksel Larsen og andre tilknyttet 'Frit Danmark' bliver afsløret og anholdt. Ole Kiilerich overlader sin redaktørpost på 'Frit Danmark' til Kate Fleron, der er kollega på Nationaltidende og i øvrigt bor sammen med sin afsatte chef Aage Schoch. Selv får Kiilerich hjulpet endnu et illegalt blad i gang, det konservative 'Hjemmefronten', inden han i januar 1943 sætter sig i en kano og padler over Øresund til Helsingborg for at slutte sig til Christmas Møller i London.

Werner Best beslutter, at bekæmpelsen af den illegale modstand i højere grad skal overlades til tysk politi, og sagerne forelægges en tysk krigsret. I løbet af foråret kommer en bataljon tysk ordenspoliti til Danmark, og SS-oberführer Paul Kanstein får udvidet sin politistyrke, der hører under gesandtskabet.

Til politikernes over- raskelse støtter Werner Best, at der holdes valg til Folketinget inden for de fire år, som Grundloven foreskriver - men nu uden kommunister. Best aftaler med partierne, at valget skal dreje sig om medlemmer til Rigsdagen; valg- temaet må ikke være for eller imod Scavenius-regeringen. Valgdeltagelsen i marts 1943 sætter ny rekord, og 140 af tingets 149 pladser, dvs. 94 procent af mandaterne, går til partierne bag samarbejdsregeringen, mens nazi-partiet DNSAP trods massiv støtte fra Berlin kun formår at beholde sine tre mandater og udspiller sin rolle i det parlamentariske spil.

Outzes mange jobs

Ruth Outze føder midt i marts parrets første datter, som får navnet Annemarie. Med familieudvidelsen og købet af huset med svigerfaderen som logerende står Børge Outze for udgifter til en husholdning, som ikke helt modsvares af lønnen på bladet. Derfor tager han imod et bijob som redaktør af Politibladet. Han skal hjælpe med den journalistiske udformning af bladet, der i øvrigt fremstilles af politifolk og kontorpersonale i politiforbundets lokaler på Frederiksberg. Jobbet giver ham privilegeret adgang til Politigården og mange nye kontakter.

Det giver også en travl hverdag med en arbejdsbyrde, som i forvejen er anseelig. På Nationaltidende er Outze både skrivende reporter og redaktionssekretær, dvs. den der på skiftende vagter udkaster ideer til artikler og samler tekst og billeder til avisens helhed. Desuden er han hemmelig leverandør af 'forbudte' nyheder til en række illegale blade - oplysninger, som af hensyn til det officielle dansk-tyske forhold ikke må bringes i avisen. Det nyder blandt andre 'Frit Danmark' godt af og nu også 'Studenternes Efterretningstjeneste', et 14-dages blad skabt af den tidligere gymnasie- elev Arne Sejr fra Slagelse. Endelig har Outze endnu et ekstra-job, som i en tid med skarp censur og pressekontrol forekommer som et fantastisk paradoks - han skriver og redigerer et fortroligt nyhedsbrev om alt det, man ikke må udgive!

Det er alle disse funktioner samlet hos et alsidigt talent, der sætter Børge Outze i centrum som journalist og frihedskæmper, da begivenhederne i det besatte Danmark for alvor tager fart i 1943.

Smuthul til nyheder

Der sker efterhånden så meget i Hitlers danske 'mønsterprotektorat', at de illegale blade ikke kan nøjes med at mene noget; de må også fortælle læserne, hvad der sker. Som reporter har Outze et særligt blik for værdien af aktualitet, den korrekte og relevante information formidlet hurtigst muligt. Han ser et klart behov for en journalistisk produktudvikling af de illegale småblade. De må have nyheder.

En lægestuderende, Hakon Zimsen, påtager sig at sende fælles nyhedsstof til de illegale blade i samarbejde med to advokatfuldmægtige, brødrene Aksel og Harald Richard Møller hos landsretssagfører Rudolf Prytz. De leverer maskinskrevet stof et par gange om ugen. Outze bidrager ved at sende de nyheder, som ikke kan bringes i Nationaltidende. Det er forbudte godbidder fra redigeringen af bladet eller fra hans mange journalistiske kilder, som illegale grupper har brug for. Men nyhederne går også den anden vej: fra illegale grupper til Outze og via ham til det voksende underjordiske netværk.

Børge Outze er taget til hovedstaden for at »kavsere lidt i spalterne«. Nu står han for en journalistik, der gælder liv og død, i en krig, hvor resultater hyppigt skabes gennem evnen til at udnytte fjendens fejl. Dét talent har han også.

Der er flere paradokser i den kontrol med pressen, som tyske og danske myndigheder har iværksat. Det er forbudt at videregive nyheder, der stammer fra aflytning af udenlandsk radio. Derimod er det ikke forbudt at lytte til radioudsendelser, heller ikke fra det britiske BBC, som er den vigtigste kilde for nyt om krigens gang.

Alle nyhedsorganer, der betjener det offentlige rum, skal følge reglerne. Omvendt er det tilladt at lave intern nyhedsservice til en mindre kreds i virksomheder og organisationer. Man må indsende nyheder, ikke udsende dem. Det er dette smuthul, der bliver bestemmende for Børge Outzes skæbne, og det er her, han planter de første spirer til Information, den eneste levedygtige danske avis, der er udsprunget af modstandskampen.

Uddrag af Ole Langes og Alex Frank Larsens bog 'Outze - Reporter, Redaktør, Revser'. Informations Forlag

Serie

Informations blodige fødsel

Seneste artikler

  • Det folkelige vendepunkt

    4. august 2010
    I august 1943 brød en række strejker ud i Odense, efter at byens tyske kommandant havde posteret bevæbnede vagter ved bygningen af et tysk marineskib. Strejkerne bredte sig til gadekampe i byen, der snart blev hjemsted for en folkelig vrede med scenerier, som ikke tidligere var set under den nazistiske besættelse af Danmark. Det blev Outzes ilddåb og Informations dåb.
  • Fronterne trækkes op

    28. juli 2010
    Sidst i februar 1942 lykkes det endelig for den tyske presseattaché og gesandtskabet at få Nationaltidendes chefredaktør Aage Schoch sat på porten fra bladhuset Ved Stranden. Det er kulminationen på en lang strid om ord
  • Nærkontakt fra London

    27. juli 2010
    Kort efter De frie Danskes debut i december 1941 kommer bladgruppen i kontakt med den danske faldskærmsmand Mogens Hammer, som i juledagene kastes ned med fly fra England
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her