Satire
Læsetid: 1 min.

Hvad koster DF's vælgere?

Dansk Folkeparti vil vide, hvor mange penge samfundet bruger på de 'ikkevestlige' indvandrere, selv om de tilsyneladende allerede har besluttet, at de er dyre. Men hvor meget koster DF-vælgerne i grunden? Det spørgsmål rejser den liberale internetavis 180 grader
Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen.

Casper Christoffersen

Indland
5. august 2010

Hvad koster indvandrerne fra 'de ikkevestlige lande'? Det ville Dansk Folkeparti tidligere på ugen gerne have svar på.

På gårsdagens sommergruppemøde kom det så frem, at partiet slet ikke behøver en udregning for at kunne lave konklusionen:

»Vi må indse, at de dyreste er dem fra de ikke vestlige lande. Med den nuværende økonomiske situation skal vi derfor kraftigt bremse eller helt stoppe indvandringen fra alle ikkevestlige lande,« sagde Peter Skaarup.

Alene det at lave en sådan differentiering er usmageligt, har mange kommentatorer siden ment. Men få har tilsyneladende turdet stille det åbenlyse modspørgsmål, nemlig: Hvor meget koster Dansk Folkeparti? Blandt dem er selvfølgelig Anders Samuelsen, Liberal Alliance, som i går meldte ud, at han ville have nedsat en kommission, der undersøger sagen:

»Det er helt seriøst ment. Det er det, der har afholdt Venstre og de Konservative fra at føre ægte liberal politik. Det har været ekstremt dyrt for Danmark,« sagde Liberal Alliances formand til Berlingske Tidende.

Hvad med vælgerne?

Redaktøren af internetavisen 180 grader, Ole Birk Olesen tager imidlertid skridtet fuldt ud - og går efter Dansk Folkepartis vælgere.

»Der har været en modvilje mod at kæde DF-vælgeres arbejdsduelighed sammen med mangel på velfærd. Altså at DF'erne koster. Men jeg synes, vi skal slippe ånden ud af flasken og ikke være bange for at sige, at der er en sammenhæng,« skriver Ole Birk Olesen i en leder, inden han kommer med følgende svada:

»Det ville være mere interessant at få det samlede tal for alle de ikke-arbejdende frem, herunder også for de mange som stemmer på Dansk Folkeparti, mens de f.eks. skælder ud over indvandrerrelaterede omkostninger, som de ikke selv betaler til, fordi de aldrig eller kun kortvarigt har haft et arbejde, fordi de siden 80'erne og uden nogen synderlig grund har levet på en førtidspension, som Dansk Folkeparti ved flere lejligheder har forhøjet for at kapre stemmer.«

Man kan sige meget om liberale, men af og til er de nu ganske nyttige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er ren og skær racisme at udsætte DF's vælgere for en sådan analyse.

Kan hænde, at de selv har været ude om det, fordi de jo bruger samme metode om mennesker, de ikke bryder sig om.

Men man må ikke generalisere og diskriminere på grund af alder, køn, race osv.

ps! For pokker, hvor vi trænger til en Nelson Mandela, der kan forsone fløjene i stedet for at forskrue situationen. Lær at holde af dine fjender ...

Slettet Bruger

”Lær at holde af dine fjender”

Inden for buddhismen findes særlige meditationer, hvor de praktiserende forestiller sig Pia Kjærsgaard o.lign. for deres indre blikke mens de gentager at de elsker hende og at hun er vigtigere end dem selv.

Jeg ved ikke hvor langt den slags kan bære eller om Erik Meier Carlsen har den hvidvaskede førertrøje i disciplinen og stiller op for Saxo Bank, men apropos hvem der koster hvad, så burde spørgsmålet vel snarere lyde, hvad koster tvangsægteskabet mellem landets lirekasseliberale og dansk folkeparti med alt hvad dertil hører af årligt tilbagevende hult sommerferie og gøgl om, at man ikke kan fordrage hinanden at og nu kan det være nok, hvorefter mantraerne udskiftes få uger efter, når man atter forlover sig med ny finanslov til døden skiller og flere stramninger som man tidligere havde forsvoret. Erkend dog åbent at sjælen er til salg og udbydes til dumpingpriser hvert efterår for magten er hvad man elsker eller ønsker og højere end sig selv.

Bo S. Nielsen

"Man kan sige meget om liberale, men af og til er de nu ganske nyttige."

Eller hvad, Kristian Villesen?
Selvfølgelig var min første reaktion da også noget a la 'ha! der fik de den, de sure racister'. Men tænk lige engang til: det OBO i grunden siger er, at arbejdsløse og de laveste socialgrupper i landet (underforstået stpre dele af DF's vælgersegment) er en belastning, vi bare skal af med. Hvorfor siger en ultra-liberalist sådan?
OBO's udmelding er nøjagtig ligeså intolerant, asocial og farlig som DF's racisme. DF vil have et DK for danskere, OBO vil have et DK uden socialt sikkerhedsnet og velfærdsydelser.

Midlet mod DF's fremmedfjendskhed er ikke arbejderfjendskhed - og her er man nødt til at medregne de nederste sociale lag i en bred og lettere diffus arbejderklasse uanset om disse nu og her er inkluderet i eller ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Mao. kan du se det? OBO's angreb på DF-vælgere (sic! som om de var en homogen masse) er stort set det samme, som Thulesen-Dahls udmelding om, at 'de andre' er en byrde - nogle nassere. OBO's dagsorden er så bare ikke at mobbe muslimer og 'kulturfremmede' ad helvede til, men at afskaffe offentlige 'forsøgerydelser' og alt der lugter af velfærdsstat og - gisp! - s.o.c.i.a.l.i.s.m.e.

Meget kan man sige om liberalister, ja. Men hvem er de nyttige for, når de er nyttige?

Per Holm Knudsen

Det kunne være interessant, at se hvor meget DF's vælgere koster det danske samfund - f.eks. hvor mange DF-vælgere er på overførselsindkomst - og hvad kan man stille op med dem, hvis de er en belastning for det danske samfund - altså ud over den politiske belastning, de er.

En meget sjældent gang må jeg faktisk være enig med liberalisterne.

Peter Lauritzen

Bare rolig, mig bekendt har vi hemmelig afstemning, så man kan jo slet ikke inetificere DFs vælgere.

Marianne Mandoe

Han vender den jo bare mod DF selv.
Det kan være svært for DF at se at det de foreslår er helt ude i hampen. Før det går ud over deres egne vælgere.
Anskuet på den måde er det et glimrende forslag som jeg kun kan støtte.

Per Holm Knudsen

DF er jo ikke bleg for diskriminerende lovgivning, så man kunne af hensyn til forskningen lovgive sådan, at man kun kunne stemme på DF ved at opgive sit cpr.nr.

Bortset fra fra det var det nu nok ikke så svært at lave det regnestykke ved repræsentative undersøgelser.

Uanset det åbenlyst sarkastiske tonefald og Ole Birks sandsynlige hensigt om at ”opdrage” DF´s vælgere til at følge den gamle ordsprog om, at man skal behandle andre, som man gerne vil behandles selv, så bryder jeg mig ikke om hans udtalelser.

For det er grundlæggende ondt at trampe på mennesker, som har det sværere end en selv, og det må bl.a. siges at gælde førtidspensionister. Uanset hvilket parti de stemmer på.

Og det er heller ikke morsomt eller rimeligt at gøre nar af DF`s vælgere, fordi de f.eks. er dårligere uddannet end gennemsnittet og dermed med fuld rette også mere bekymrede over, hvilke konsekvenser globaliseringen får for dem selv og deres børn.

Jeg kan da godt forstå, at lavtuddannede kan føle sig fristet til at stemme på DF, som tilsyneladende er det parti, som mest taler deres sag. Jeg mener bare ikke, at de "løsninger", som DF foreslår på samfundets problemer, er til gavn for nogen, heller ikke de lavtuddannede.

Anders Samuelsens udtalelser er derimod geniale, fordi det, han stiller krav om at få undersøgt, er de økonomiske konsekvenser af at lade forandringsangst bestemme, hvilken politik der skal føres i Danmark.

Og dermed går Anders Samuelsen i høj grad efter bolden, hvor Ole Birk desværre går efter manden i noget, der kommer til at fremstå som en lige så uren takling som dem, DF betjener sig af.

Det er da ikke racisme eller det, der er værre, at tage fat i, om en vælgergruppe er positive økonomiske bidragere til samfundet eller ej. Det er da meget, meget interessant for resten af vælgerkorpset at vide, hvis det f.eks. forholder sig sådant, at DFs vælgere trækker på "samfundets konto" snarere end sætter ind på kontoen. I forvejen er det svært at få DFere til at stå frem offentligt.