De kroniske patienter fylder stadig meget på de danske sygehuse.
Nye tal fra Danske Regioner viser, at antallet af genindlæggelser for de fire største kroniske patientgrupper med diabetes, rygerlunger, gigt og hjerteproblemer tilsammen hverken er faldet eller steget over de sidste tre år.
I alt bliver det til knap 18.000 genindlæggelser om året med en udgift på cirka 5.000 kroner pr. døgn pr. patient. I alt bruges der over 10 milliarder kroner om året på behandling af de fire patientgrupper, hvoraf omkring en femtedel går til genindlæggelser.
At nedbringe antallet af »uhensigtsmæssige genindlæggelser« er derfor et af de tre hovedpunkter i den nye økonomiaftale mellem regionerne og regeringen.
»Det er et stort problem med de mange genindlæggelser, fordi det belaster sygehusene og koster rigtigt mange penge,« siger Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, og fortsætter:
»Vi skal finde nye metoder til at undgå genindlæggelser nu - for med den aldrende befolkning vil omfanget kun blive større i fremtiden.«
Danske Regioner har derfor udformet en 20-punkts plan, der skal reducere antallet af genindlæggelser. Den indeholder blandt andet initiativer til såkaldte opsøgende team, der skal besøge patienterne i deres hjem. Samtidig skal kommunikationen mellem de forskellige parter intensiveres og informationsniveauet til patienterne højnes.
Mangel på information
Ifølge formanden for Patientforeningen, Villy Christensen, er det netop mangel på samspil mellem læger, sygehuse, patienter og pårørende, der er skyld i de mange indlæggelser. »Informationsmængden er alt for lille, og det resulterer i fejlbehandling, utryghed og derfor flere indlæggelser,« siger han.
Mangel på information er en generel tendens i sundhedssektoren, men den kommer til at gå værst ud over de kroniske patienter. Det mener Søren Geckler, forsker i sundhedsvæsnet ved Center Alternativ Samfundsanalyse (CASA) og tidligere direktør i Yngre Læger.
»Man har skruet systemet sådan sammen, at det passer til en standardpatient - en, der har gode ressourcer og selv kan søge information og holde på sine rettigheder. Det gør det sværere for de patienter, der er socialt dårligt stillede, og det er en meget stor del af de kroniske patienter. Vi har altså en hel bunke patienter, der ikke passer ind i systemet, eller hvor systemet ikke passer til dem,« forklarer han.
Og det skaber en ulighed i sundhedssektoren, mener Thomas Gjørup, formand for Dansk Selskab for Intern Medicin.
»De kroniske patienter bliver i høj grad nedprioriteret. Og det har man i vidt omfang accepteret ude på hospitalerne, fordi man ikke umiddelbart kan se, hvordan man skal gøre det anderledes. Derfor er man slet ikke tilstrækkeligt fokuseret på, hvad det er, man kan gøre bedre for denne gruppe,« siger han.
Specialisering
Nedprioriteringen sker ifølge Søren Geckler især, fordi de kroniske patienter ofte fejler flere ting på en gang.
»Det danske sundhedsvæsen er blevet mere og mere specialiseret med årene - det er godt for meget - men alle er meget fokuserede på deres eget område og knap så orienterede mod samspillet mellem forskellige sygdomme. Det er ofte nødvendigt at være ved de kroniske patienter. Det gør det svært at behandle dem ordentligt, « siger han.
Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, mener ikke, at lægerne nedprioriterer de kroniske patienter, men derimod at behandlingsgarantien på en måned tvinger systemet til at opprioritere andre sygdomme.
»Fra politisk side er man fokuseret på at få ventelisterne ned, og derfor kommer patienter med bevægelseslidelser først. Behandlingsgarantien styrker på den måde uligheden blandt patientgrupperne. De medicinske afdelinger, hvor man typisk behandler de kroniske patienter, er også dem, der har sværest ved at få tilført ressourcer,« siger han.
Problemerne er der
Ud over Danske Regioners plan er løsningen ifølge Søren Geckler, at man i højere grad registrerer, at problemerne er der.
»Der skal en mere systematisk tilgang til at opsamle oplysninger om, hvilke patienter, det er, vi taber. I dag registrerer man ikke folks sociale eller økonomiske status, fordi man tænker, at alle alligevel bliver behandlet lige. Men det er altså nødvendigt for at blive klogere på, hvordan man skal hjælpe den specifikke patient, der måske har brug for at blive behandlet på en anden måde,« siger han og understreger:
»Vi kan kun få mere lighed i behandlingsresultaterne, hvis vi behandler patienterne mere forskelligt.«
Hvis man vidste mere om patienterne, ville de konkrete løsninger også ligge mere lige for, mener Thomas Gjørup.
»Så ville man kunne se, at man skal optimere organisationen. Patienterne skal undervises i egen sygdom, lægerne skal udrustes bedre, og behandlingsforløbet skal være mere sammenhængende. For det er muligt at gøre noget på mange punkter - og der skal gøres noget.«
Læs også: Lungepatienter lærer at blive mere trygge ved deres sygdom
