Baggrund
Læsetid: 8 min.

Nærdemokratiets nedtur

Stemmetallene til lokalvalg er faldet i takt med, at både politikernes embeder og den magt, de har, er blevet reduceret. Resultatet er, at politikernes indflydelse forsvinder og bureaukraternes vokser. Selv en storkommune bliver ikke andet end velfærdsstatens lokale butik, hvor de, der engang kaldtes borgere, er kunder
En medarbejder stiller op til kommunalvalget sidste år på Frederiksberg Rådhus. Engang havde lokalvalg næsten lige så høje stemmetal som landsvalgene, men i takt med at de lokale politikere har fået mindre indflydelse, og lokalpolitik er blevet mindre attraktivt, er stemmetallet faldet - og ligeså den direkte indflydelse, borgerne kan få ved at engagere sig i politik.

En medarbejder stiller op til kommunalvalget sidste år på Frederiksberg Rådhus. Engang havde lokalvalg næsten lige så høje stemmetal som landsvalgene, men i takt med at de lokale politikere har fået mindre indflydelse, og lokalpolitik er blevet mindre attraktivt, er stemmetallet faldet - og ligeså den direkte indflydelse, borgerne kan få ved at engagere sig i politik.

Andreas Hagemann Bro

Indland
5. august 2010

Ved siden af det faldende medlemstal i de politiske partier er der intet stærkere symptom på den folkelige politiske deltagelses forsvinden end tilbagegangen for det kommunale demokrati. Gennem to kommunalreformer har man i runde tal fået beskåret antallet af mennesker, der gjorde erfaringer med det demokratiske liv ved at kandidere ved kommunevalg til en fjerdedel. Man har også fået beskåret antallet af indvalgte til under en fjerdedel. Og mens befolkningstallet vokser, så falder både kandidattallet og medlemstallet fortsat.

Det betyder, at der er blevet meget længere mellem den enkelte borger og den lokale politiker. Mange borgmestre synes, at det er besværligt med mange lokalpolitikere - selvsagt udover dem selv - og har derfor fået skåret antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer ned. Men det er nu først og fremmest staten, der ud fra diskutable antagelser om stordriftsfordele og effektivitet har gennemført den gradvise strangulering af den folkelige demokratiske deltagelse. Og hver gang, der er lokale problemer, giver landspolitikere med regeringen i spidsen kommunerne skylden for dem. Man bruger gerne kritikken som løftestang for at indskrænke det kommunale selvstyre ved nye regler og strammere økonomiske styringsmekanismer.

Selvsagt er stemmeprocenterne ved kommunalvalg også faldet. Selv mange politologer har glemt - eller har aldrig vidst - at i efterkrigstiden stemte næsten lige så mange ved kommunalvalg som ved folketingsvalg (danske politologer lærer kun lidt politisk historie). Det betød valgdeltagelse godt oppe over de 80 procent. Nu skal vi være glade, hvis stemmeprocenten til et kommunalvalg kan holde sig over de lave afstemningsprocenter ved valg til EU-Parlamentet. Især udebliver indvandrere og unge fra kommunalvalg. Det er ikke usandsynligt, at vi i fremtiden vil se kommunalvalg, hvor hver anden vælger bliver hjemme.

De syge regioner

Endnu værre står det til med de fem regioner, som ved seneste reform erstattede amtskommunerne. De har ingen selvstændig beskatningsret og ligger derfor i evig kiv med staten om ansvar og resurser på sygehusområdet. Hver region fik en ledelse med 41 politikere i et regionsråd. Langt de fleste er totalt ukendte for borgerne i regionen. Regionsrådet fik et forretningsudvalg på 13 medlemmer, det eneste udvalg med reel kompetence. De øvrige kunne blive medlemmer af forskellige ad hoc-udvalg, der ifølge loven af uransagelige grunde kun kan sidde i et år: Dermed blev politikernes mulighed for at sætte sig ind i tingene dårligere.

I spidsen for det hele står en regionrådsformand. En spørgeskemaundersøgelse i efteråret 2007 omfattende alle landets 205 regionsmedlemmer med en svarprocent på 76 procent viste, hvordan politikerne opfattede deres nye roller. Over halvdelen af medlemmerne oplevede, at deres muligheder for at få politisk indflydelse var ringe. Af de tidligere amtsrådsmedlemmer mente 62 procent, at deres indflydelse var blevet mindre. 63 pct. mente, at det var mindre attraktivt at sidde i et regionsråd end i et amtsråd. Kun 11 pct. mente, at indflydelsen var øget.

74 pct. af respondenterne mente, at »den administrative forvaltning har fået for stor indflydelse«.

Opdelt i A-, B- og C-hold

Besvarelsen tegnede et billede af regionspolitikerne delt op i et A-, et B- og et C-hold. Regionsrådsformanden er A-holdet. Hun er både formand for forretningsudvalget og i kommunalkontaktudvalget og i fire ud af fem regionråd sidder vedkommende også som formand for regionalt vækstforum. Regionsrådsformanden er øverste ansvarlig for forvaltningen, hvorved der i forlængelse af traditionen for stærke borgmestre i Danmark er placeret megen magt i denne position. Regionsrådsformanden er initiativtager til de politiske beslutninger. 76 pct. af respondenterne mente, at regionsrådsformanden havde fået for stor indflydelse.

De øvrige 12 forretningsudvalgsmedlemmer er B-holdet. Forretningsudvalget får oftest sagerne, inden de fremlægges for hele rådet. Forretningsudvalget opfattes som kernepolitikere.

C-holdet er de resterende medlemmer, der opfattes som 'periferipolitikere uden reel politisk indflydelse', en oplevelse, som ikke blev ændret af, at de lejlighedsvist sad i et kortlivet ad hoc-udvalg. Kortvarigheden gør dem kun mere afhængige af embedsmændene.

Halvdelen af politikerne oplevede sig selv som »driftsherrer«, der koncentrerer sig om et snævert fagligt område og sætter sig ind i det. Faglig viden ansås af 80 pct. for afgørende for at få politisk indflydelse.

En undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning har også peget på, regionspolitikerne oplever, at staten har rigelig med indflydelse på regionspolitikken, men også at embedsmændenes indflydelse er voksende. Endelig så har regionerne i sammenligningen med amtskommunerne ifølge et flertal af regionspolitikere snarere gjort det vanskeligere for borgerne at følge med i regionspolitik.

Der er ikke overraskende få, der vil stille op til regionsrådene. Antallet af kandidater var senest ikke meget over 1000. Langt færre end i 2005, hvor trods alt 1422 stillede op. Måske fordi det mere og mere ser ud, som om regionspolitikerne først og fremmest af staten skal bruges som syndebukke for problemer med hospitalerne.

Klemt demokrati

Udviklingen har foreløbigt peget i retning af at gøre kommunerne til velfærdsstatens serviceorienterede lokale butik. Det lokale selvstyre klemmes mellem statslige økonomiske krav og brugerpres stammende fra statsligt initierede garantier, rettigheder, resultatmålinger, fritvalgssystemer og smiley-ordninger. Der etableres stadig flere videns- og informationssystemer, muliggjort af bl.a. digitalisering, til at overvåge kvalitet og resultater af den offentlige opgavevaretagelse. De permanente reformprocesser har gjort de ledende embedsmænd til helt afgørende samordningsfigurer ved siden af det politiske system.

Noget af det, der i går sås som politikernes ansvar, vil i dag forventes at være ledernes ansvar, nemlig at være dem, der udpeger retning for den enkelte organisation og får de mange samtidige reformer til at virke i praksis. Ledere bevæger sig i dag på et strategisk og policy-formulerende niveau. Det er reglen snarere end undtagelsen. Et fremtidsscenarie er derfor, at den næste kommunalreform kan indføre kommunaldirektørstyre med en politisk valgt bestyrelse bag sig, som man kender det fra Finland og Irland. Eller med en direktion bestående af borgmester og direktørerne. Selv en storkommune bliver ikke andet end velfærdsstatens lokale butik, hvor de, der engang kaldtes borgere, er kunder.

Martin Ågerup fra tænketanken Cepos giver gerne embedsmandsstyret medvind:

»At lede en kommune er (...) blevet meget komplekst og krævende. Derfor er det naturligt, at lægfolkene i kommunalbestyrelserne kommer mere og mere til kort. Hvad skal de som lægfolk mene om, hvordan man sikrer en effektiv udnyttelse af ressourcerne i en kommune med titusindvis af ansatte?«(Politiken 22. november, 2009). Andre repræsentanter fra Cepos angriber også det kommunale selvstyre. Hele tiden ud fra markedsøkonomiske værdier og betragtninger.

Hos landspolitikere stikker arrogancen over for det lokale demokrati af og til klart frem. »Er vi ikke ved at komme ud over det kommunale selvstyre«, spurgte Kristian Thulesen-Dahl fra Dansk Folkeparti frimodigt i Folketinget 1. juni, 2006. Forståelsen for det lokale demokratis værdier ligger underdrejet i den offentlige debat.

Brug for lokaldemokrati

Man kan godt have lokalt selvstyre uden et levende lokalt demokrati. I teorien i al fald.

Problemet er, at uden folkelig deltagelse er der ikke mange til at forsvare det lokale selvstyre.

Vi så det ved den seneste kommunalreform. I modsætning til hvad der var tilfældet ved kommunalreformen i 1970, var der ikke stor modstand mod kommunesammenlægningerne.

Den lokale identifikation med kommunen var nemlig allerede blevet undergravet i 1970. Og de i mange henseender velfungerende amtskommuner blev løbet over ende uden den ringeste folkelige modstand. Først nu, hvor borgerne ser konsekvenserne i form af blandt andet hospitalslukninger, rejser den lokale modstand sig. Det ser vi med det nye parti, Fælleslisten.

Men har vi da ikke længere brug for kommunalt selvstyre og demokrati? Inden vi kaster det helt overbord, bør nogle argumenter for det overvejes. Der er forskelle på borgernes problemer og ønsker i forskellige landsdele. Og lokale politikere er bedre til at finde frem til de lokale behov i dialog med borgerne end politikere og embedsmænd på Slotsholmen. De er endvidere ofte bedre i stand til at forstå problemerne i den lokale offentlige forvaltning og de lokale institutioner.

Lokalt demokrati giver også mange flere mennesker mulighed for at være demokratisk aktive. Mindre og mere overskuelige enheder kan også på anden måde få større politisk deltagelse frem. Og lokalpolitik kan være en øvelsesbane for kommende landspolitikere. Tilbage i 1963 havde hele 56 pct. af medlemmerne af Folketinget erfaringer som lokalpolitikere. Nu om dage kommer stadig flere politikere i Folketinget direkte fra de samfundsvidenskabelige uddannelser på universiteterne. Folkelige politikere med kort eller ingen formel uddannelse af den type, som kæmpede demokratiseringen af Danmark frem, er blevet en sjældenhed. Landspolitikere, der for eksempel har boet i almennyttigt boligbyggeri, er næsten umulige at opdrive. Arbejdere og landmænd er nu om dage sjældne blandt politikere.

Decentralisering er også et supplement til tredelingen af magten mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende, idet mange kommuner vil have et andet flertal end Folketinget.

Denne styrkelse af pluralismen kan værne mod anslag mod demokratiet og den enkeltes og mindretals frihed til at indrette sig, som man vil. Pluralisme giver flere stemmer og flere synspunkter i den offentlige debat.

Reformbehovet

I stedet for passivt at se til, mens det lokale demokrati langsomt forbløder, kunne man overveje, om man kunne gøre noget for det. Tidligere generalsekretær hos De Konservative Morten Bangsgaard har fortalt, at det er blevet sværere at finde kandidater til kommunalpolitik, fordi »det kan på mange måder være en utaknemmelig post, hvor man ud over 20-30 timers ekstra arbejde om ugen også risikerer at blive hængt ud som en pamper.«

Især blandt kvinder, unge og privatansatte er det svært at rekruttere kandidater.

Der blev ved den seneste kommunalreform så godt som intet gjort for at modvirke det voldsomme slag mod det lokale demokrati, som reformen i sig selv var. Først nu er man begyndt at indse, at de fleste kommunalpolitikere er voldsomt underbetalte i forhold til det store ansvar, de formelt set skulle bære. Hvem kan for alvor overkomme at deltage i ledelsen af en storkommune for en betaling et godt stykke under 100.000 kr. årligt?

Men samtidig burde man også se kommunalforfatningen grundigt igennem. Den blev ikke berørt af kommunalreformen. Men allerede Farum-skandalen kunne have været brugt som springbræt for en grundig reform, der også omfattede kommunalbestyrelsernes arbejdsformer og ikke mindst den til enhver tid siddende kommunale oppositions redskaber.

I stedet har en undersøgelseskommission afsat en halv snes år til at analysere, hvad der var galt. Farum-kommissionen har kostet millioner, men det værste ved den er, at den har fungeret som syltekrukke og vil gøre det endnu et par år. Man skal næppe sidde og vente på, at embedsmænd og jurister styrker det folkelige demokrati. Hvis det lokale demokrati skal revitaliseres, så afhænger det nok mere af, at der kommer bund i den begyndende folkelige utilfredshed med konsekvenserne af den seneste kommunalreform.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Eismark

Landet har i stigende grad rullet sig tilbage til en Herremandsstat med 'Velfærdsstaten' som den indpiskende herremand, som alle træller for uden rettigheder og med Kibbutzagtige lommepenge anvendelige på statsdefinerede 'ansvarlige' produkttyper. Sidste nye tvangsmiddel er tvangsudsending af studerende fra en depostisk anlagt ny og uerfaren minister.

Vi ser samme fænomen i Putinland igen på vej tilbage til Sovjets tyranni, Italiens vej til en stærk fører i form af Berlusconi, samt Hugo Chavez vej mod diktatorstatus i Sydamerika.

I Danmark er vi langt inde på de skrå brædder på vej mod elitokrati.
http://da.wikipedia.org/wiki/Elitokrati

Marianne Mandoe

Endnu engang. VKO er lykkedes.

Gert Ladefoged

Jeg tror lige så meget det er folks lede ved at lige så snart de valgte får placeret deres taburetkløende numse i stolen de er valgt til bliver de arogante og selvfede og glemmer hurtigt af de er blevet valgt af "folket"

"Mange borgmestre synes, at det er besværligt med mange lokalpolitikere - selvsagt udover dem selv - og har derfor fået skåret antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer ned."

"Der findes ikke noget værre end modsigelser, når man nu har magten."

Jens Thorning

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der finder det ubehageligt, når medierne omtaler staterne i USA som "delstater". De tyske Bundesländer har "altid" heddet delstater herhjemme og helt i orden med det - men pludselig at indføre ordet "delstat" om Caifornien kunne for den nervøst anlagte borger udlægges i retning af, at "vi" skal være mest trygge ved, at Obama og hans sidestykker rundt omkring bestemmer. Centralisme gi'r tryghed i en ond 11-9 verden!

Og nu til noget helt andet: Hvad er Sydøstjylland? Nu er der nemlig kommet noget, der hedder Sydøstjyllands Politi? Og hvor er Sydvestjylland? Det eksisterede rent faktisk. Er Esbjerg i Vestjylland? Jeg mener ja, men hvad siger kommunalreformatorerne, nu Ringkøbing, Lemvig og Grenaa er i Midtjylland?

Skal Sønderjylland slås sammen med Sydjylland, når vi engang er trætte af hele tiden at skulle sige "Syd- og Sønderjylland"?

Hvad har vi gjort, Anders Fogh og Lars Løkke, at vi skal straffes så hårdt?

John V. Mortensen

Lige så længe - vi går forbi lokale småhandlende for at handle i storkapitalens indkøbscentre.

Og - lige så længe - vi overser de lokale foreninger og deres virke - eller kommer til generalforsamling i dem, vi er medlem af.

Lige så længe - vil nærdemokratiet være noget, vi har haft, og erstattet med - fjerne magtcentres ovenfrastyring - ledet af spindoktorer.

Og - lige så længe - vil det meste af landet være udkantsdanmark.

Kommunalreformen var et anslag mod primærdemokratiet. Det er ikke bare 'nærdemokrati'. Det er primærkommunerne, der er Danmarks virkelige demokrati. Og med reformen fik vi den afstand mellem politikere og befolkning, som Venstres politik kræver. Det er den åbne bane for at bringe en markedskapitalistisk styring som New Public Management ind som redskab for styring af velfærden. Resultatet kan vi alle se.

Demokratiet har det dårligt i Danmark, symptomerne viser sig bare først på de nære områder. F.eks. er demokratiet helt fjernet på universiteterne.

Henrik Eismark

Småkommunerne kunne ikke udnytte alle de ansatte og give dem udfordringer og karrieremuligheder nok. Det betød også at kompetencen ikke steg pga manglende indlæring i nye situationer.

Universiteterne skal styres af folket og ikke elitære selvstyrende studenter i et elitokrati. Se hvordan det gik i romanen 'Fluernes Herre'.