Læsetid 1 min.

Ny forening samler penge ind til Dragsdahls sagsomkostninger

Selv om journalist Jørgen Dragsdahl vandt injuriesagen om påstået agentvirksomed mod professor Bent Jensen, er journalisten blevet ruineret af sagens omkostninger. En nydannet forening starter nu en indsamling for at dække Jørgen Dragsdahls sagsomkostninger. Bent Jensen har fået samme opbakning af en anden støttegruppe
7. august 2010

Sagen mellem journalist Jørgen Dragsdahl og professor Bent Jensen er nu muteret fra en sag om kold krig til en kamp om kolde kontanter.

Først begyndte Bent Jensen-foreningen en indsamling af penge til den bøde, som koldkrigsforskeren skal betale for at have tabt injuriesagen mod Jørgen Dragsdahl. Bent Jensen har ubeføjet kaldt og beskyldt Dragsdahl i Jyllands-Posten for at være KGB-agent i 1980'erne.

Foreningen har angiveligt allerede indsamlet 600.000 kroner. Nu tager den nydannede Jørgen Dragsdahl Foreningen initiativ til en indsamling, der skal skaffe journalisten penge til at betale sagsomkostningerne, som ikke er fuldt dækket, selv om Dragsdahl vandt sagen i Retten i Svendborg. Ifølge Ritzau er Dragsdahls advokatregning løbet op 2,5 mo. kr., da hans advokat, Henrik Holm-Nielsen, indtil nu har brugt 1607,5 timer på sagen.

»Jørgen Dragsdahl har vundet en sag, men bliver ruineret af det. Det er absurd, og det vil vi gerne hindre,« siger Knud Vilby, medlem af bestyrelsen i Jørgen Dragsdahl Foreningen

Hvem får mest

Selv om de to foreninger simultant samler penge ind til sagsomkostningerne, vil Knud Vilby ikke spå om, hvem der kan vinde indsamlingsspurten:

»Jeg har ingen anelse om, hvorvidt vi kan slå Bent Jensen-indsamlingen, men det må tiden jo vise. Min fornemmelse er, at der er mange, der vil give mindre beløb.«

Et eventuelt overskud fra Jørgen Dragsdahl Foreningens indsamling går til foreningen PEN's arbejde.

Ud over Knud Vilby er også forlægger Søren Møller Christensen fra Forlaget Vandkunsten og den pensionerede lærer Troels Toftkær i bestyrelsen af Jørgen Dragsdahl Foreningen. Også den uafhængige forening, Informations Venner, har valgt at deltage i indsamlingen til den tidligere ansatte journalist og sikkerhedspolitisk medarbejder på avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Allan Nørgaard Andersen
Allan Nørgaard Andersen

Personerne bag CEPOS udgør en broget skare af såvel meget som lidet agtværdige borgerlige, men det må da give nogle af disse en mærkelig smag i munden at foreningen nu er sammenkædet med støtte til en lovovertræder.
Offentligheden får jo det indtryk at CEPOS - stik mod hvad man skulle forvente - bifalder at staten for skattekroner hyrer personer (fx professor Bent Jensen) til at bagvaske journalister og underminere deres arbejdsmuligheder. Temmelig STASI-agtigt, må man sige.
Godt at det nu er muligt at støtte et offer for dette borgerlige anslag mod ytringsfriheden.

Mon ikke man kan formode at de personer og organisationer, som økonomisk har støttet Bent Jensen er mere velbeslåede end de, som ønsker at afbøde de uretfærdige økonomiske skadevirkninger for Jørgen Dragsdahl. Derfor er det vigtigt at så mange som muligt hoster op med hvad man nu formår, hvad jeg selvf. selv har gjort.

Bemærk at et eventuelt overskud fra indsamlingen vil blive anvendt til fordel for dansk PENs arbejde for forfulgte journalister i Rusland, hvor magthaverne som bekendt også anvender det, man måske fremover bør kalde CEPOS-metoder.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Der er noget mystisk i denne sag.

Hvorfor indvilliger Dragsdahls advokat i at lægge 1600 timers arbejde i sagen, når han ved, at Dragsdahl ikke har penge til at betale ham med?

Det var den slags, blandt andet, som journalister kunne bore i. Men det gør de ikke.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Nic, det kan du måske have ret i.

Men på den anden side: han er i forvejen en kendt advokat, så han har næppe brug for reklame.

Der stikker noget andet under. Og det burde journalister bore i.

Men det med at tænke et skridt frem eller to tilbage, eller i det hele taget tænke, kendetegner ikke just vore dages journalistik. Selv om der selvfølgelig er undtagelser.

Brugerbillede for Steen  Johansson
Steen Johansson

Men på den anden side: han er i forvejen en kendt advokat, så han har næppe brug for reklame.

Der stikker noget andet under. Og det burde journalister bore i.

Ja selvfølgelig er der det.

Advokaten er JD´s gamle dkp-ven, der nu så småt er blevet borgerlig som Mette Fugl, Helge Israelsson og Bjørn Ericsson. Alle dem som Værnepilgtige for 25 år siden blev advaret imod som 5. kolonne.