Nyhed
Læsetid: 1 min.

V-ordfører gentager forkerte oplysninger

Venstres integrationsordfører henviser fortsat til ikke-eksisterende hollandske regler, når han argumenterer for at indføre en vurdering af landes risiko for tvangsægteskaber i forbindelse med familiesammenføring
Venstres integrationsordfører henviser fortsat til ikke-eksisterende hollandske regler, når han argumenterer for at indføre en vurdering af landes risiko for tvangsægteskaber i forbindelse med familiesammenføring
Indland
3. august 2010

Karsten Lauritzen, Venstres integrationsordfører, gentog lørdag de urigtige oplysninger om Hollands familiesammenføringsregler, som han tidligere over for Information har fortrudt, han havde udlagt som fakta.

Fredag sagde Karsten Lauritzen således til P1 Morgens lørdagsudgave:

»Derfor kom jeg Dansk Folkeparti lidt i møde - ikke på deres 28-årsregel - men på at se på det hjørne af forslaget, som handler om, om man kan lave selektive regler ud fra sådan en risikoprofil for tvangsægteskab eller integrationspotentiale - og det har man blandt andet i Holland,« sagde Karsten Lauritzen.

Han fortsatte:

»Og hvis der er gode erfaringer med det i Holland, synes jeg, at man som seriøs politiker skylder at sige, at det vil vi gerne undersøge, og når man så har undersøgt det og fået fakta på bordet, så kan man sige: Er det noget, vi kan bruge til noget, eller er det noget, vi ikke kan bruge til noget?,« sagde Karsten Lauritzen til P1 Morgen.

Ingen kommentarer

Over for Information har Karsten Lauritzen ellers ikke været i stand til at fortælle, hvor i de hollandske familiesammenføringsregler, der diskrimineres på baggrund af, i hvilke lande der er størst risiko for tvangsægteskaber.

Da Information talte med integrationsordføreren torsdag - altså dagen inden han blev interviewet til P1 Morgen - sluttede han da også af med at beklage, at han havde udtalt sig så bombastisk, da han først på ugen over for Berlingske Tidende havde slået fast, hvordan de hollandske regler er på området:

»Jeg ville da ønske, at jeg havde sagt: 'Som jeg har forstået det', fordi det er, som jeg har forstået det, og jeg er ikke ekspert på de hollandske regler.«

Information har på ny talt med Karsten Lauritzen for at spørge, hvorfor han dagen efter til P1 gentog de urigtige oplysninger, men han ønsker ikke at udtale sig mere om sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

"Information har på ny talt med Karsten Lauritzen for at spørge, hvorfor han dagen efter til P1 gentog de urigtige oplysninger, men han ønsker ikke at udtale sig mere om sagen."

Hvorfor skulle politikere holde sig til fakta? Hvis der for politikere var fordele ved at praktisere ærlighed og lignende klassiske dyder, ville de naturligvis gøre det -- af opportunistiske grunde, selvfølgelig.

Politikeres metier handler om story-telling, selviscenesættelse, selvpromovering, demagogi, populisme og generelt fordummende snak.

Når det er vælgernes antal der betyder noget, giver det gamle princip om at tale til kongen i folk fremfor til stodderen ikke megen mening. Der er ganske enkelt flest åndelige stoddere...

De er jo trods alt folkevalgte, så det kan ikke rigtigt stilles til analyse. Det er dog i den grad et trist faktum.

Dorte Sørensen

Tak til Information fordi I forfølger sagen. Dels fordi det er en vigtig sag både for integrationen og for Danmarks omdømme og ikke mindst selvrespekt. Dels fordi sag viser ,at Venstre også udfører sjusk og for hurtige handlinger og her er det ikke i en private sager ,men ved sager der har og vil få indflydelse på manges liv .Derfor er det ret komisk, når de borgerlige sådan fare op over Thornings indrømmede sjuskefejl mht. hendes skøn af antal hjemmedage for hendes mand, som hun sendte per mail til justitsministeriet.

Hele ideen er jo noget pjat, for man kan naturligvis ikke afgøre ud fra folks nationalitet, om de er i et tvangsægteskab eller ej. Den slags kan kun afgøres ud fra en helt individuel vurdering, hvor man kigger på alle omstændigheder omkring ægteskabets indgåelse og parrets situation m.m.

Og derfor er 24-års reglen jo også et fuldstændig uegnet redskab til at imødegå tvangsægteskaber. Så hvis man synes, at det er fjollet, at f.eks. et dansk-amerikansk par, hvor den ene kun er 21 år, er nødt til at flytte til Malmø i mindst 3 måneder, før de kan flytte videre til Danmark, så må man jo ophæve 24-års reglen eller evt. ændre den til en 21-års regel, og herefter finde på andre og mere egnede midler imod tvangsægteskaber.

Holland har f.eks. en 21-års regel, men argumentet for denne er ikke forebyggelse af tvangsægteskaber men derimod at sikre en vis modenhed hos de familiesammenførte par. Og det er jo et meget mere sagligt argument, da der faktisk er en vis generel sammenhæng mellem alder og modenhed.

Når jeg er stødt på en 18-19 årig dansker, der gerne vil have sin udenlandske ægtefælle hertil, så har jeg ofte tænkt, at det ærlig talt er lovlig tidligt, og at det måske ville være udmærket at det i det mindste ventede, til vedkommende var færdig med gymnasiet. Men hvorfor 21-23 årige universitetsstuderende eller lønmodtagere ikke skulle være modne nok til selv at træffe den slags beslutninger, det er mig omvendt helt ubegribeligt.

Så hvis Venstre gerne vil lempe reglerne i erkendelse af, at de gør mere skade end gavn, så lav dog 24-års reglen om til en 21-års regel. Det har bl.a. EU jo opfordret Danmark til, lige siden den blev indført.

Desuden er det forvejen muligt at få dispensation for både 24-års reglen og tilknytningskravet, hvis den herboende har et job på positivlisten. Så hvis man gerne vil undgå at skubbe dansk-udenlandske par ud af landet, som man gerne vil have bosætter sig her, fordi man mener, at de bidrager positivt til vores økonomi, så kan man jo bare udvide denne ordning.

Man kunne f.eks. sige, at parret vurderes efter et pointsystem, hvor begges uddannelse, erhvervserfaring og sprogkundskaber tæller med, og opnår parret et vist antal point, så kan de se bort fra ikke bare 24-års reglen men alle regler og krav.

Problemet for politikerne vil bare være, at de så bliver nødt til at tone rent flag og indrømme, at reglerne har til hensigt at forhindre ufaglærte i at bo i Danmark med deres familie, og ikke kun tjener ædle formål som at undgå tvangsægteskaber eller forbedre integrationen.

Og det er jo ikke sikkert, at der er den store folkelige opbakning til, at f.eks. en dansk ingeniør frit må vælge sin ægtefælle, uanset om denne er fra Brøndby, Istanbul eller Washington, men et dansk postbud eller en dansk kassedame, de må kun vælge en, som bor i Danmark i forvejen, fordi alting skal gøres op i penge.