Wikileaks er kritikkens nye infrastruktur

Wikileaks giver svaret, som den tyske filosof Habermas har søgt. Hjemmesiden kan give svaret på, hvordan et nyt civilsamfund igen kan rejse sig
5. august 2010

I disse dage siger vi måske farvel til den store filosof og sociolog Jürgen Habermas forfaldshistorie over den borgerlige offentlighed. I værket med samme navn skildrer Habermas blandt andet, hvordan interesseorganisationer, erhvervsinteresser og politiske partier forenes med statsmagten og hvorledes resten af samfundet forvandles til en afpolitiseret og afmægtig masse, der er sat uden for information og indflydelse.

Med Wikileaks, der er den hjemmeside, der publicerer lækkede dokumenter fra netop interesse-, erhvervsorganisationer og statsmagter, har Habermas endelig fået svar på, hvordan et nyt civilsamfund igen kan rejse sig.

De seneste ugers diskussioner af de lækkede dokumenter fra krigen i Afghanistan handler mest af alt om, hvorvidt det er rigtig eller forkert at lække de mange dokumenter, der ikke svarer overens med de involverede staters officielle rapporter om krigens gang. Man kunne naturligvis spørge, om nogen krigsførende nation nogensinde har opgivet sandfærdige tabstal og beretninger om krigens gang? Måske er det slet ikke en opgave for de krigsførende stater, men for de samtidige journalister og de efterfølgende historikere? Måske. Men med Wikileaks mange afsløringer, bliver journalisternes arbejde i hvert fald nemmere.

Gjort det før

Wikileaks har gjort det før, f.eks. med afsløringer af de islandske bankers finansnumre. Klare beviser, hvor selv de bedst betalte spindoktorer ikke kan overbevise offentligheden om en anden version af virkeligheden.

De kritiske afsløringer, hvor finans- eller statsmagter er taget i usandheder, er så klokkeklare, at civilsamfundet i Habermas' forstand igen kan tage til genmæle ved at bruge det, Habermas definerer som kommunikativ magt. På baggrund af reel oplysning, kan befolkningen nemlig igen udgøre en magt, der forholder sig kritisk til magthavernes fordrejning af virkeligheden.

Moralsk baggrundsværdi

Der har altid eksisteret, hvad man kan betegne en kritisk infrastruktur. Traditionelt er den gerne tænkt funktionelt, dvs., at f.eks. journalistikken eller videnskaben har beriget offentligheden med afsløringer eller videnskabelige resultater, der har revolutioneret offentlighedens opfattelse. Nogle har været mindre kritiske, andre mere. Uanset hvad, så har disse professioner udgjort en særlig infrastruktur for kritik. De har udgjort en sproglig bro for de kritisable forhold og bragt dem til offentligheden.

Nogle gange parkeres kritikken, udskydes eller forsøges stoppet. Nogle gange kolliderer den med andre argumenter. Andre gange bliver den kørt af sporet eller helt afmonteret. Kritikken kan rejse ad mange ruter med mange forhindringer foran sig.

Bag denne trafikale metafor for kritik ligger den grundlæggende moralske baggrundsværdi for vores civilsamfund, at et demokratisk samfund er et, der fuldt og helt gør det muligt for sine medborgere at ytre deres kritik på baggrund af reel oplysning. Den infrastruktur, som i bogstavelig forstand baner vejen for afsenders og modtagers kritiske interaktion udgør derfor rygraden i ethvert demokrati. Wiki- leaks udgør en sådan ny ryggrad. Wikileaks kan forsøges lukkes, men en ny side vil straks åbne med nye afsløringer. Ikke nogle dage efter, men sandsynligvis kun efter nogle få timers pause.

Wikileaks har efter sigende kun fem fuldtidsansatte og 1.000 frivillige medarbejdere. Alle anonyme. En håndfuld wiki'er mere og Habermas drøm om et velfungerende civilsamfund, er en realitet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer