Baggrund
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Det uforsvarlige forsvar

Hvor forsvarligt er det, at Danmark forsvares af et uforsvarligt Forsvarsministerium? Det spørgsmål rejser den tragiske farce om Jægerbogen
Indland
3. september 2010
Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, er indtil videre forblevet opretstående på skansen, mens alle andre trimler omkring ham i skandalen om den forfalskede arabiske oversættelse af Jæger-bogen.

Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, er indtil videre forblevet opretstående på skansen, mens alle andre trimler omkring ham i skandalen om den forfalskede arabiske oversættelse af Jæger-bogen.

Tom Ingvardsen

Med et Forsvarsministerium så uforsvarligt, som det er afsløret i det tragiske farceforløb omkring Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten', må man forfærdes ved tanken om, at Danmark skulle have virkelige fjender. Hvem skulle dog være i stand til at forsvare os mod dem? I hvert fald ikke den samling narrehatte, som jægerbogs-forløbet har stillet til skue.

I denne uge er det kommet frem, at forsvaret i sin undersøgelse af, om den tiltalte kommunikationschef Sønderskov skulle have lækket forsvarets forfalskede arabiske oversættelse af bogen, har afsøgt nettet for afsenderadressen 'sønderskov'. Intet fældende blev fundet, heller ikke af det tilkaldte rigspoliti. Der måtte et sidste-øjebliks anonymt tip - fremkommet under straffesagens slutfase - til for at sætte de professionelle fjendejægere på sporet af, at man måske kunne finde noget på afsenderadressen 'soenderskov'. Elementært, min kære Watson.

Tidligere er det afsløret, at da forsvarets - nu også tiltalte - it-chef fik ordre om på nettet at finde den arabiske oversættelse, som nogen i Forsvarsministeriet vist nok mente at have set - hvad gjorde den snedige it-chef så? Han googlede sig ud på ord som 'arabisk' og 'jægerbog'.

Fusket falsum

Og tænk en gang: It-chefen fandt ingenting på arabisk. Hvorfor det selvfølgelig var nødvendigt for det fjendesøgende ministerium selv at producere en oversættelse. Ganske vist aldeles fusket og ubehjælpsomt. Men alligevel så god som politisk kugle, at departementschef Lars Findsen lokkede sin daværende minister, Søren Gade, til at affyre kanonen - og dermed sig selv, viste det sig siden. Den behjælpsomme departementschef er indtil videre forblevet opretstående på skansen, mens alle andre trimler omkring ham. Her er et kreativt forslag til departementschef Lars Findsen og hans nye minister, Gitte Lillelund Bech (V): Hvorfor googler I ikke ud på nettet for at finde ud af, hvem Danmarks fjende egentlig er? Skriv »Danmarks fjende« og tryk på »søg«!

I går gav en søgning 1.880.000 resultater på 0,23 sekunder. Blandt topscorerne er overskrifter som »Multikulturalisterne er Danmarks fjender«. Og: »Socialisme er Danmarks fjende«. Men det allerøverste resultat, kære fjendesøgende forsvarstop, det lyder: »Danmarks fjende nummer et - krigen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her