Læsetid: 4 min.

'Vi har en brudgom og en kusse'

Principsagen i Østre Landsret om udvisning af turkmeneren Saeed fortsatte i går med PET's dokumentation af mystiske kodeord i aflyttede telefonsamtaler mellem to terrormistænkte
4. september 2010

Den 3. juni 2006 ringede Amir Saeed og gav følgende besked til sin landsmand MH, der også boede i København: »Vi har en brudgom, og vi har en kusse.« Senere i samtalen sagde Saeed, at »brudgommen vil gerne trænge ind, men han har ikke noget hæfte.«

Ifølge PET's juridiske chef Lykke Sørensen, som i går i Østre Landsret dokumenterede stribevis af aflyttede telefon- og sms-aflytninger fra Saeed og andre, indeholder telefonsamtalen en kodet besked om transport af selvmordsbomber og -mænd. En 'brudgom' er nemlig en ofte anvendt kode for en bombemand, en 'kusse' er en bombe, mens et 'hæfte' er et pas.

I resten af samtalen diskuterede Saeed og MH ifølge PET, hvordan 'brudgommen' kunne komme ind i Irak fra Tyrkiet, Iran eller Syrien.

Saeed og navnlig MH mistænkes af PET for at være »helt centrale« medlemmer af et terrornetværk med forbindelser til al-Qaeda, og derfor blev begge i december 2007 udvist af Danmark for bestandig. Saeed har anlagt sagen, som nu kører i Østre Landsret, i et forsøg på at få ændret PET's farevurdering og den dermed forbundne udvisning.

Også MH har anlagt en sag, men den har han hævet for et par dage siden. Saeed-sagen er principiel, fordi det er første gang i Danmark, at PET får mulighed for at fremlægge materiale på hemmelige retsmøder, som hverken Saeed ellers hans almindelige beskikkede advokat må overvære.

På FN's terrorliste

En af de personer, hvor Saeed i samarbejde med MH ifølge PET havde haft en finger med i organiseringen af rejsen, var den nu afdøde svenske statsborger af marokkansk oprindelse, Mohamed Moumou, som har optrådt på FN's liste over al-Qaeda-terrorister siden december 2006. Et halvt år før udrejste han fra Københavns lufthavn til Damaskus i Syrien. Moumou døde under et militært sammenstød med amerikanske soldater i Irak i oktober 2008. Den 1. maj 2006, hvor Moumou rejste fra Kastrup, og de følgende dage var der livlig kontakt mellem MH i København og en Kamal Juma, der opholdt sig i Syrien: »Min kammerat er ankommet til sin moster,« >fik MH oplyst af Juma, der også har rødder i Danmark, selv om han angiveligt de sidste år har siddet fængslet i Irak.

Egentlig skulle der ved denne lejlighed have været to selvmordskandidater af sted, fortalte Lykke Sørensen, men den ene var blevet stoppet på grund af manglende visum. Det var Juma og MH meget vrede over: »De er dumme, jeg har lyst til at sparke,« sagde MH, der ville have Juma til at sende flybilletten retur til København, så den kunne forlænges.

Da endnu en formodet kandidat ved navn Muhamed Oasis godt tre uger senere skulle flyve fra Københavns lufthavn via Wien til Damaskus, var PET tidlig på færde og indrettede en observationspost i lufthavnen fra kl. o5.

De fotograferede manden, der med lang sort hestehale, rød jakke, rygsæk og kuffert steg af toget fra Malmø. PET observede ham fortsat, mens han tidligt om morgenen tjekkede ind til et fly på et falskt fransk pas, og helt ud i Gate 6B, hvor han ifølge PET-folkene sad i 40 minutter, mens han blev mere og mere nervøs.

Manden »stenede«, som PET-folkene skrev i deres observationsrapport, der blev læst op i retten.

Pludselig rejste den skyggede mand sig op. Han gik hurtigt tilbage til ankomsthallen og derfra ned på togperronen til Sverige, og her mistede PET kontakten. Mandens kuffert blev imidlertid pillet ud af flyet og senere ransaget med henblik på fingeraftryk og dna.

Den indeholdt dog ikke andet end et par nye sko, et par nye bukser, barbergrejer og et armbåndsur, der var pakket ind i staniol. Straks samme dag blev MH aflyttet, og ifølge PET forsøgte han samme eftermiddag fem gange at sende sms'er til Juma i Syrien.

Senere samme nat ringede MH til Juma og spurgte, hvor hans fætter var.

»Han dukkede ikke op,« svarede Juma.

I andre aflyttede samtaler mellem Juma og MH fra foråret og sommeren 2006 blev der gentagne gange talt om 'skjorter' eller 'bukser', der skulle sendes til Syrien. I disse måneder ringede Saeed ofte til MH, f.eks. den 25. juni, hvor Saeed fortalte, at »vores brudgom« var taget til Syrien i dag. Saeed havde givet ham besked på at åbne sin mail den følgende dag - >ifølge PET benyttede netværket usendte mailkladder som en hemmelig måde at kommunikere internt.

»Det går ikke. Jeg har ikke skrevet noget til manden,« protesterede MH, der gav Saeed besked på, at først på torsdag skulle de »kigge på deres mail« og så skulle de »gøre derefter.«

Ikke bare 'honning'

Én af samtalerne mellem Saeed og MH handlede om 'honning', som i andre sammenhænge har været brugt som kodeord for bomber. Men det er åbenbart ikke altid, at kodeord er kodede.

I samtalen, som fandt sted den 19. maj 2006, siger Saeed, at en Abu Mustafa vil have sin 'honning', og han vil have det med.

»Tales der om honning,« >afbryder Saeeds advokat Gunnar Homann.

»Det er det vel,« lyder det tøvende svar fra Lykke Sørensen.

Retsformanden: »Er det ikke ..?

Lykke Sørensen: »Nej.«

Retsformanden: »Er det ikke et synonym ..?«

Homann: »Er det rigtigt forstået, at Abu Mustafa har bistader?«

Retsformanden: »Det er ikke som 'brudgom'?«

Sørensen: »Vi vil kun vise, at der er forbindelse mellem de to.«

Retsformanden (dikterer til retsbogen): »Der er ikke fra PET's side bestridt, at samtalen handlede om honning.«

I forhold til første retsmøde, hvor retshandlingen flere gange blev afbrudt af tolkeproblemer, var der nu fremskaffet en ekstra tolk. Samtidig havde PET sørget for, at Saeed via høretelefoner kunne lytte med på de originale telefonsamtaler, når aflytningen blev læst op i retten på dansk.

Flere gange undervejs sikrede retsformand Karsten Bo Knudsen sig, at Saeed kunne følge med, og at oversættelserne nu fungerede, og som han afsluttede dagens retmøde:

»Vi kan konkludere, at vi har fundet en måde at køre sagen på.«

Den åbne del af Saeed-sagen fortsætter mandag den 13. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu