Nyhed
Læsetid: 5 min.

Cølibatets tusinder af hemmelige børn

Katolske præster formodes at leve i cølibat - alligevel har over 1.000 af dem egne børn i Storbritannien og Irland. Nu kritiseres kirken for at opretholde et dogme, som beskyldes for at føre til tragiske menneskelige omkostninger. Pavens officielle besøg i Storbritannien i disse dage møder kritik, fordi den katolske kirkes skab med skeletter langt fra er ryddet
Tusindvis af katolske præsters 'hemmelige' partnere og ikke mindst deres kødelige børn har lidt under mangel på anerkendelse, tilstedeværelse og støtte, herunder også finansiel støtte. Det er længe blevet negligeret og fornægtet af kirken. De få støttegrupper, der er dukket op, har ikke gjort fremskridt i forhold til at flytte den katolske kirkes holdninger. Den prædiker stadig hyklerisk cølibat af præsterne.

Tusindvis af katolske præsters 'hemmelige' partnere og ikke mindst deres kødelige børn har lidt under mangel på anerkendelse, tilstedeværelse og støtte, herunder også finansiel støtte. Det er længe blevet negligeret og fornægtet af kirken. De få støttegrupper, der er dukket op, har ikke gjort fremskridt i forhold til at flytte den katolske kirkes holdninger. Den prædiker stadig hyklerisk cølibat af præsterne.

Roos Koole

Indland
17. september 2010

Stephen var otte år gammel, da hans far første gang fornægtede, at Stephen var hans søn. De to var ude at gå tur, da Stephen begyndte at lege med nogle lokale børn, og en anden forælder spurgte, hvis barn var han. Stephens far benægtede på stedet, at Stephen var hans.

»Han er søn af en af mine sognebørn«, sagde faderen, der var iført karakteristisk præstekrave. For Stephen føltes det som om faderen stødte ham fra sig. Over 30 år senere kaster en barndom som en romersk-katolsk præsts kun halvt anerkendte søn stadig skygger over hans liv. Stephen er nu i 40'erne, men har aldrig haft noget med familien på faders side at gøre af frygt for sætte sin far i et pinligt lys. »Jeg fik aldrig et nært forhold til min far og har i det hele taget haft det svært med at knytte mig til andre mennesker. Ingen fra fars familie i Irland vidste, at jeg eksisterede, så på en måde har hele familien fornægtet mig.«

Hans erfaring er ikke enestående. Det anslås, at der alene i Storbritannien og Irland findes over 1.000 personer, hvis fædre var præster på tidspunktet for børnenes undfangelse.

Paven er på officielt besøg i Storbritannien for første gang i over 550 år, og det mødes med en del kritik, og de store udendørs katolske messer, der er planlagt med paven, sælger ikke mange billetter.

En stor gruppe italienske kvinder, der hver især har haft et forhold til romersk-katolske præster eller munke, sendte i maj et åbent brev til paven, hvori de opfordrer til at afskaffe Romerkirkens cølibatregel. I brevet gør de gældende, at også en præst har brug for at opleve seksuelle samkvems tætte samvær - »for at elske og blive elsket.«

Brevskriverne udtalte endvidere deres sympati med alle de kirkens mænd, som dagligt må gennemleve »samme tvivl, frygt og usikkerhed, som vores mænd har oplevet«.

Også fra andre kanter rejses der kritik af dogmet om præsteligt cølibat.

Vi sublimerer lysten

Spørgsmålet er dukket op i de debatter, som er blevet ført i den katolske kirke om den seneste bølge af pædofiliskandaler, som mange har villet se som udslag af den seksuelle frustration, der er forbundet med cølibatets afholdenhed.

Ydermere er cølibatets oprindelse i den tidlige kristne kirke blevet draget i tvivl. Men over for alle disse kritikere har pave Benedikt XVI standhaftigt forsvaret status quo:

»Cølibatet muliggøres igennem Guds nåde ( ...) Det er Gud, som beder os om at transcendere os selv ...,« >har han udtalt.

For katolske præsters 'hemmelige' partnere og børn er manglen på anerkendelse og støtte, herunder også finansiel støtte, et problem, der længe er blevet negligeret. De få støttegrupper, der er dukket op, har ikke gjort fremskridt i forhold til at flytte kirkens holdninger.

»Min fortid har efterladt mig med sorg og bedrøvelse på grund af mine forældres manglende evne til at vise deres kærlighed,« siger Stephen.

»Jeg kender ikke til ét eneste billede af min mor og far sammen.«

Han fremviser et sort hvidt fotografi af den mand, han kendte som 'far'. En smuk, ung mand smiler ud fra billedrammen. Fotoet er taget i 1950'erne, lige før hans far forlod Irland for at slå sig ned i det sogn i Yorkshire, hvor han skulle være præst.

Mor og far levede i angst

I dette sogn, hvor hans mors familie var regelmæssige kirkegængere, mødte Stephens forældre hinanden.

»Det var meget risikabelt. Min mor var konstant på vagt,« fortæller Stephen. Forholdet kulminerede, da Stephen blev født i 1967.

»Da var min mor 28 år, så det var ikke en umoden teenagers flygtige affære. Det ser ud, som om de dyrkede deres forhold i nogen tid, og i betragtning af dets intensitet, har jeg nok været et ønskebarn. Men da min mor blev gravid, trak hun sig væk fra min far.«

»Jeg ved fra pålidelig kilde, at han var parat til at opgive sit embede, men hun bad om at lade være. I nogle breve omtaler han hendes graviditet som en god ting, og bagefter var han bitter over at blive holdt væk fra mig.«

Stephens bedstemor og moster kendte sandheden om hans far, men mændene i familien fik intet at vide. Da han blev en tre-fire år, begyndte Stephen at tilbringe lørdagene sammen med faderen.

»I starten var jeg ikke klar over, at han var en præst, men en dag, da jeg var otte eller ni år gammel, samlede jeg et brev op og læste, at det var adresseret til »Pastor ...«. Så brød min mor sammen og fortalte mig sandheden.«

Pat Buckley, en ekskommunikeret homoseksuel præst, har stiftet støttegruppen Bethany, der samler kvinder, som har haft intime forhold til præster.

»Sådanne forhold er blevet skjult i århundreder, men nu har der været så meget kritik af kirken i medierne, at flere har fået mod til at stå frem.

»Der er tre ret udbredte irske efternavne,« fortæller Buckley: »McEntaggart, McAnespie og McNab, som kan oversættes ved henholdsvis 'søn af præsten', 'søn af biskoppen' og 'søn af abbeden', så jo, det har stået på længe.«

Buckley mener, at Vatikanet ønsker at »klynge sig til cølibatet for at bevare sin magt og kontrol. Men Paulus erklærede i et af sine breve, at en biskop bør have en hustru. Hvis en mand ikke har erfaringer med at lede familie, hvordan kan han så lede en kirke?«

Cølibat var da også usædvanligt i Romerkirkens første 12 århundreder, pointerer Buckley.

»Det blev først indført i Middelalderen.«

Cølibat giver klarhed

Men i den romersk-katolske kirke har cølibatet endnu mange forsvarere. En af dem er fader Stephen Wang, dekan for teologiske studier på Allen Hall-seminariet i London. I et blogindlæg skriver han:

»Cølibatet har praktiske aspekter: Man får mere tid til andre mennesker og mere tid til bønner. Man kan stå op klokken tre om morgenen for at besøge nogen på et hospital uden at bekymre sig over, hvordan dette vil påvirke dit ægteskab ... Men cølibatet stikker dybere: Det ligger i det, at man i hele sit hjerte, i hele sit væsen har viet sig til Kristus og til de mennesker, man møder som præst.«

For Stephen blev forholdet til faderen aldrig lykkeligt. Han fik lejlighedsvis økonomisk støtte fra ham i form af små pengegaver, men faderen fortsatte sit virke som præst.

»Han døde i 60-års-alderen, og jeg nåede at se ham kort forinden og tale med ham,« siger Stephen.

»Han var på det tidspunkt meget syg. Min mor besøgte ham tit. Jeg tror aldrig, hun holdt op med at elske ham. Da han døde, var hun helt knust,« siger han.

»Jeg blev nægtet en far, min mor blev nægtet en partner, og min far blev faktisk nægtet en søn. Min mor og min far elskede hinanden, og hun kom sig aldrig over det. Hun viede sit liv til mig og til sit arbejde. Hun forelskede sig aldrig i andre mænd og begyndte at drikke. For fire år siden døde også hun.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Cølibatet er et 'sine qua non' i en spirituel sammenhæng.

Hvis den Katolske kirke opgiver dette princip, vil den ende lige så tandløs som protestantismen.

Men cølibat er ikke for karaktersvage sjæle. Det er for stålsatte viljer, og kan man ikke sublimere driften, så bør man nok overveje en anden karriere.

/O

Hans Jørgen Lassen

En mærkelig religion, der ikke vil anerkende mennesker, sådan som de nu (angiveligt) er skabt af deres gud. Inklusive den naturlige kønsdrift.

Men sådan er mange religioner jo mere eller mindre perverse.

Jødernes skal lemlæste drengebørnenes tissemænd; Jehova har ikke gjort sit job godt nok lige på det felt.

Nogle muslimske traditioner foreskriver lemlæstelse af pigebørnene. Andre at de skal skjule sig totalt for omverdenen.

Og urene er kvinder jo i flere traditioner og religioner, når de har menstruation.

Religioner er, i større eller mindre grad, en fornægtelse af virkeligheden, af menneskets naturlighed.

For en gang skyld er jeg 100% enig med H. J. Lassen.

Mads V. Christensen

Artiklen er noget sludder. Kirken tvinger ikke mænd til at gå i cølibat eller til at blive præster.

Denne "Stephens" far bærer alene ansvaret for Stephens problemer. Han skulle havde opsagt sit embede da han havde gjorde kvinden gravid eller endnu bedre da han indså at han ikke kunne håndtere cølibatets krav. Så måtte han jo bare finde sig et andet arbejde.

Forestil jer at en mand lever i et monogamt og barnløst forhold med en meget smuk kvinde. Nu går han så ud og gør en anden kvinde gravid. Men han synes alligevel at den første kvinde var så smuk at han ikke kan få sig til at forlade hende og nægter derfor at vedkende sig sit barn. Er det så den smukke kvinde og hendes krav om troskabs skyld at barnet må vokse op uden sin far? Nej, det er manden som ikke vil tage ansvaret for sine handlinger.

Det handler ikke om at hvorvidt præster skal leve i cølibat, for det er et rent teologisk spørgsmål. Det her handler snarere om at mænd der ikke kan eller vil leve i cølibat ikke skal være præster.

Hans Jørgen Lassen

- ja, eller bare ikke katolske præster.

Mads V. Christensen

Selvfølgelig

Spiegel havde for nogle år siden en artikel om netop dette emne. De citerede en kilde for denne bemærkning;

"Hos de evangeliske (dvs lutherske ) præster hænger børnenes vasketæj i forhaven. Hos katolikkerne hænger det i baghaven".

formodning:

p.t. går et “trick” i de borgerlige medier ud på
at (kunstigt op)prioritere artikler og debatter med
problemstillinger og forandringer fra

f) feudaltiden til det b) “borgerlige” samfund,
–––

især for at forsøge at aflede opmærksomhed og dynamik, bevægelse,
bort fra de noget mindre utidssvarende problemstillinger og forandringer fra

b) de “borgerlige” til k) communisme

––––––––––––––––––––––
––––––––––––––––––––––

Den gamle materialismes standpunkt var

b) det “borgerlige” samfund;

den nye materialismes standpunkt er

k) de ny samfund
det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed.

( lettere redigeret citat fra marx teser om feurbach )

hihihi ! ;-) sådan en flok højhellige spader.... der ellers render rundt og prædiker moral og børn inden for ægteskabet, sådan en flok hykleriske spradebasser...!

og når man dertil lægger det uendelige antal pædofilisager så får udtrykket lad de små børn komme til min en helt anden klang...

hellere tandløs og ikke pædofil hellere tandløs og en ærlig far.. med et sundt sexliv... op i røven med cølibatet !

Brian Pietersen

Maya

hvad så med reagensglassene??

det er trods alt ærligt... ikke sandt og de fleste har dog både en far og en mor...omend ikke den biologiske

Brian Pietersen

ok så, skulle lige høre.

cølibatet er som det her viser sig en temmelig umulig sag i længden for en normal mand med et normalt testosteron-niveau...!