Nyhed
Læsetid: 1 min.

Danmark slipper for romakritik fra EU

Der bliver ingen kritik af de danske romaudvisninger fra EU's side, men kun af Frankrig. Det fremgår af forslag, som Europa-Parlamentet skal stemme om idag
Indland
9. september 2010

Bruxelles - Danmarks udvisning af 23 rumænske romaer i juli ser ud til at slippe for direkte kritik fra EuropaParlamentet.

Tyskland og Sverige, som også stod til kritik, er ligeledes væk, mens Frankrig stadig står til kritik for sine udvisninger hen over sommeren.

»Jeg har svært ved at vurdere, hvad der er sket i Frankrig, men jeg har hele tiden sagt, at jeg står bag de udvisninger, der er sket i Danmark, som, jeg mener, er sket helt efter bogen,« siger Jens Rohde, der er medlem af parlamentet for Venstre.

Tirsdag aften lykkedes det ham at overbevise forhandlerne fra den liberale gruppe, Alde, om, at Danmark og Tyskland skal ud af resolutionen.

»Jeg har sagt til min gruppe, at den danske delegation ikke kan stemme for, hvis der er en kritik af Danmark,« siger Jens Rohde.

Han vil heller ikke acceptere kritikken af Tyskland, der ifølge Rohde har sendt romaer tilbage til Kosovo - ikke fordi de er romaer, men fordi de er flygtninge fra et land, hvor der ikke længere er krig.

Specielt SF's medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken har kæmpet for at få kritik af Danmark i resolutionen, og hun er ikke enig i Jens Rohdes udlægning.

»Danmark er ikke blevet spor mere frifundet, end de var i forvejen. Vi ville gerne have, kritikken blev tydeligere, men i og med at de er nævnt alligevel, er det okay for mig,« siger Margrete Auken.

Hun henviser til, at der i forslaget til resolutionen er nævnt en FN-resolution, som kritiserer Danmark for udvisningerne. Europa-Parlamentet skal stemme om resolutionsforslaget torsdag. Lige nu er flertallet dog snævert, og derfor er det heller ikke sikkert, at resolutionen med kritik af Frankrig bliver vedtaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her