»Det hænger ikke sammen,« siger Lars Aagaard, administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, om regeringens energi- og klimapolitik.
Lars Aagaard forstår ikke, hvorfor regeringen på den ene side nu vil lave en køreplan for, hvordan Danmark kommer ud af den fossile æra, og så på den anden side afviser at støtte et højt EU-ambitionsniveau i form af et skærpet CO2-reduktionsmål på 30 pct. i 2020. For dansk erhvervsliv vil det ifølge energidirektøren være en betydelig fordel, hvis den krævende hjemlige omstilling til uafhængighed af kul, olie og gas bliver matchet af en markant EU-indsats for at dæmpe forbruget og klimabelastningen forbundet med de fossile energikilder.
»Man kan ikke mene, at Danmark skal være ambitiøs, og Europa ikke skal være det. Det giver ingen mening,« siger Lars Aagaard.
Han sigter til de gentagne meldinger fra klima- og energiminister Lykke Friis om, at Danmark kun kan gå ind for at hæve EU's gældende CO2-mål fra 20 til 30 pct., hvis det sker som led i en ny global klimaaftale, hvor andre lande uden for EU forpligter sig tilsvarende ambitiøst.
Lykke Friis og regeringen har hidtil afvist tanken om, at EU uden betingelser skal sætte 30 pct. CO2-reduktion i 2020 som mål og dermed lægge sig i front i den internationale klimaindsats.
Det er ellers et mål, som i dag bakkes op af markante EU-aktører. For nylig skrev den tyske miljøminister, Norbert Röttgen, hans franske kollega, Jean Louis Borloo, og den britiske klimaminister, Chris Huhne, en fælles kommentar i Financial Times, hvor de appellerer til EU om at vedtage 30 pct.-målet.
»Det gældende mål på 20 pct. reduktion synes i dag utilstrækkeligt til at drive den grønne omstilling (low-carbon transition),« konstaterer ministrene fra de tre store EU-lande.
»Hvis vi holder os til 20 pct. reduktion, vil Europa sandsynligvis tabe kapløbet om konkurrencedygtighed i den grønne verden til lande som Kina, Japan eller USA, som alle søger at skabe mere attraktive vilkår for grønne investeringer.«
De tre ministre tilføjer, at det på grund af den økonomiske krise med faldende energiforbrug og dæmpede CO2-udledninger er blevet meget billigere end hidtil antaget at nå det gældende 20 pct. mål og dermed også billigere at realisere et mere ambitiøst mål.
EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, har i en argumentation for de 30 pct. fremlagt beregninger, der bekræfter dette.
»Derfor fremlægger vi i dag vor overbevisning om, at EU bør skærpe sit mål for CO2-udledninger. En reduktion på 30 pct. fra 1990-niveauet i 2020 vil udgøre et virkeligt incitament til innovation og udvikling i international sammenhæng,« skriver ministrene.
»Vi må ikke glemme, at opbygningen af en fremtid med lav CO2-belastning i afgørende grad afhænger af den private sektor. At gå til et 30 pct.-mål vil give investorer større sikkerhed og forudsigelighed.«
Forud for ministrenes appel var gået en tilsvarende fællesappel til EU-Kommissionen fra store virksomheder som Shell, Philips, Skanska, Deutsche Telecom, Vodafone og Tesco om at »bevæge sig længere end 20 pct.-målet for drivhusgasser« og at gøre det »selv i fravær af en stærk international aftale.«
Bagvendt
Pointen hos Dansk Energi, der er de store elselskabers organisation, er, at et EU-mål på 30 pct. CO2-reduktion vil give dansk erhvervsliv bedre betingelser for at løfte udfordringen med omstilling til et energisystem uden fossil energi.
»Vi tager det alvorligt og tager dem på ordet, når regeringen siger, at vi skal have et fossilfrit Danmark, og når oppositionen spiller ud med en vision, der sætter årstal på: 2050. Det er ambitioner, som i udgangspunktet er tårnhøje, og i den situation er det en kæmpe fordel for det danske samfund og de danske virksomheder, hvis EU hæver sit ambitionsniveau. Det skaber meget hurtigere et stort marked at sende løsningerne ind i, og det minimerer forskellene i prisdannelsen på energi i Danmark og i de lande, vi konkurrerer med,« siger Lars Aagaard.
»Derfor bekymrer det os, når regeringen og VKO-blokken taler om høje nationale mål, men ikke fuldtonet arbejder for at skærpe de internationale mål. Det er bagvendt. Det rigtige er at kæmpe hårdt for høje internationale mål og standarder og så være en smart købmand herhjemme, så vi kan drage fordel af det større marked.«
Delte meninger
Blandt danske erhvervsledere er der forskellige syn på gavnligheden af at skærpe EU's klimamål.
Formanden for branchefællesskabet Energibranchen under Dansk Industri, Danfoss' bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen, siger, at »vi er meget positivt stemt for at gøre sådan noget, men vi synes ikke, vi skal hoppe på vognen lige nu. Vi har finanskrise, og virksomhederne er lidt kapitalsvage, så hvis der lige pludselig kommer et krav, vil der blive lagt yderligere beslag på deres kapital.«
Om den hjemlige ambition om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer siger Jørgen Mads Clausen:
»Det kan diskuteres, om vi skal være fossilfri i 2050 eller bare nærme os 'CO2-neutralitet'. Det er ikke sikkert, det er særlig lønsomt at fjerne den sidste rest fossil energi.«
Hos Novozymes støtter koncernchef Steen Riisgaard en ambitiøs kurs i forhold til både Danmark og EU.
»Skrappe reduktionsmål vil være godt. For os som virksomhed, der laver bæredygtig teknologi, vil det være en fordel, hvis der kommer en høj pris på CO2, og skrappe reduktionsmål er en måde at få det på. Det vil tvinge industrien til at omstille sig - nogle industrier vil være omstillingsparate og klare sig godt, nogle vil kæmpe imod til sidste blodsdråbe og klare sig rigtig dårligt, og det er der så ikke noget at gøre ved,« siger Steen Riisgaard, hvis virksomhed bl.a. laver andengenerations bioethanol.
»Hvis EU siger, at man skal nå 30 pct. CO2-reduktion i 2020, så kommer vi hurtigere til en bæredygtig økonomi, fordi industrien indretter sig efter det. Og det tror jeg, vi kan komme til at tjene rigtig mange penge på og skabe mange jobs ved.«
Velux Gruppen's CEO, Jørgen Tang-Jensen, tænker i samme baner.
»Der er behov for incitamenter til at understøtte en grøn vækst for fremtiden, som rækker bredere end nationale udspil, hvis virksomhederne skal have mulighed for at deltage aktivt i udvikling af løsninger. For Velux Gruppen er det vigtigste, at der arbejdes med realistiske og fremsynede krav om energieffektivitet og reduktion af CO2-udledningen,« siger Jørgen Tang-Jensen.
Lykke: Vi overvejer
EU's miljø- og klimaministre genoptager diskussionen om 20 eller 30 pct. CO2-reduktion til oktober. Man afventer bl.a. en rapport fra EU-Kommissionen om, hvad det indebærer for de enkelte lande at gå til 30 pct. Klima og energiminister Lykke Friis siger til Information, at regeringen i øjeblikket overvejer den danske position.
»Jeg vil ikke afvise, at vi lander på de 30 pct., da der er gode argumenter for det. Her tænker jeg bl.a. på forsyningssikkerhed og vækstmulighederne indenfor den danske cleantech-branche.«
»Det er dog ikke en beslutning, vi skal tage forhastet. Vores klimapolitik skal gå hånd i hånd med samfundsøkonomien, og vi skal derfor tænke os godt om og have gjort os konsekvenserne klart. Både i forhold til konkurrenceevne og arbejdspladser,« siger ministeren.
"Lars Aagaard forstår ikke, hvorfor regeringen på den ene side nu vil lave en køreplan for, hvordan Danmark kommer ud af den fossile æra, og så på den anden side afviser at støtte et højt EU-ambitionsniveau i form af et skærpet CO2-reduktionsmål på 30 pct. i 2020."
Fejlslutningen er at tro, at regeringen har et højt ambitionsniveau OVERHOVEDET. Planer er lette at lægge, det er udførelsen af dem, der tæller. Og hvis man ser på vores nærmeste fortid - regeringstiden i de sidste 10 år - ser man, hvordan regeringen har røgtet miljøet på alle niveauer. Hvad får Aagaard til at tro, at dette vil ændre sig? Det er ikke første gang, at der politisk siges et og gøres det stik modsatte, og derfor er det vigtigt at se på handlingerne istedet for at lytte til ordene.
Det er såmænd fløjtende ligegyldigt, hvorvidt man bliver 'enige' om 20 eller 30 procent, for det bliver jo alligevel ikke ført ud i livet.
Der vil formodentligt blive snakket og skrevet og snakket og skrevet lige indtil ørerne falder af og blækket rinder ud.
Indenfor det nuværende økonomiske paradigme, drevet af mennesker uden modet til at lade sig materielt begrænse, er vores skæbne allerede beseglet.
Tyve eller tredive procent er både lidt for lidt og meget for meget.
"The Plan looks not only at how to implement a zerogreenhouse gas emission energy sector, but also how to achieve this within a ten year timeframe, from a technical perspective. It is recognised that this is needed to properly address the threat of severe and potentially irreversible climate change."
Zero Carbon Australia Stationary Energy Plan
Dette synspunkt bakkes i store træk op af fremtrædende videnskabsmænd som Hans Joachim Shellnhuber, James Hansen, Andrew Glickson og mange andre som taler om 350 ppm/80% reduktion i de rige lande i 2020-25; alt sammen langt væk fra 2 grader og 80-90% reduktion i 2050. Tværtimod forudser de at disse målsætninger risikerer at føre til både 3, 4 eller endog 5 grader i løbet af århundret.
Både tyve og tredive procents reduktion er altså alt for lidt og alt for sent. Alligevel er det også alt for meget. Nemlig hvis man ser dem med den igangværende kytorundes briller. Enhver kan se hvorledes diennes mål (5% reduktion) er blevet opfyldt henholdsvis ikke opfyldt. CDM og kuldsejlede kvoteordninger sammen med den manglende evne til at stable tilstrækkelig kapital på benene til en adækvat løsning fortæller os hvor lidt talmagi og besværgelser (forpligtende som uforpligtende) er værd, når markedet skal bane vej til en energi hinsides CO2. Til dato har det ikke holdt en meter og ikke meget tyder på, at hverken tyve eller tredive procent kan opnås inden 2020 uden at tage skeen i den anden hånd.
Som Mads Clausen tydeligt illustrerer, så kommer væksten før omlægningen ja, som sædvanlig før alt andet, fristes man til at sige. Derudover ønsker kapitalisterne at tjene store penge på omlægningen. De vil altså hobe ny kapital op, som vel skal bruges til et eller andet, hvis øvelsen skal have nogen værdi for dem. Tør man formode at broderparten af den ophobede kapital skal investeres i nye former for overforbrug?
Med andre ord er hele kapitalspørgsmålet i videste forstand og mest traditionelle aftapning det grundlæggende udgangspunkt for løsningen af energispørgsmålet, når man ser det fra kapitalens side. Det er det faktisk også hvis man ser det med kritiske briller. Bare på alle måder med modsat fortegn.
Hvis man går disse mange industriinteresser efter i sømmene vil man se, at de, ud over at være tilhængere af sol, vind og geo, har mange opfattelser af hvad bæredygtighed er. Det kan fx. være CO2-lagring, erstatning af samtlige to millioner fossildrevne kørertøjer med eldrevne ditto, fordobling af omsætningen op til et par gange i de næste hundrede år, atomkraft, biobrændstoffer, vækst i transportmængden etc. etc. Altså alt sammen løsninger som ikke er ubetingede bæredygtige; for nu at sige det mildt ironisk.
Klima- og energikampen må snart komme ud af sin fascination af numerologien og gå i clinch med virkeligheden.Endnu har vi måske ikke passeret nogle fatale grænser, men klimaet er allerede løbsk.
John Fredsted
Dit oplæg er kommet på mens jeg skrev. Så kunne jeg have sparet mig, når det i virkeligheden kan udtrykkes så enkelt;-O
@Niels-Holger Nielsen: Tak for den kompliment.
Her må jeg anmode evt. debattører til at læse følgende debatindlæg:
http://www.information.dk/243111#comment-270633
som viser, at det internationale trafikforbund tager klimakampen anderledes alvorligt. Læs det og døm selv.
Undskyld det rette link er:
http://www.information.dk/243111#comment-270638