Læsetid: 2 min.

Domstol bremser 155 danske udvisninger

Menneskerettighedsdomstol skrider ind over for udvisning af 155 asylansøgere til Grækenland. 'De danske myndigheder har ikke bedømt situationen korrekt', siger Europarådskommissær
18. september 2010

155 asylansøgere kunne i går ånde lettet op. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol griber nu ind over for de danske tvangsudsendelser til Grækenland.

»De danske myndighederne har ikke bedømt situationen rigtigt. Og vi har jo netop domstolen, for at den skal kunne korrigere den slags fejl,« siger Europarådets menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg.

Dansk Flygtningehjælp har anmodet Menneskerettighedsdomstolen om at trække i nødbremsen over for de danske overførsler af asylansøgere til Grækenland ved at anvende den såkaldte Rule 39-procedure, der medfører et forbud mod udsendelse. Og helt ekstraordinært har domstolen altså i går valgt at imødekomme 155 anmodninger på én gang.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsker i europæisk asylpolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, er domstolens indgriben »et meget klart signal om, at Danmark ikke kan fortsætte den nuværende praksis«:

»Det specielle i Danmark er, at man ikke fra myndighedernes side har stoppet for udsendelserne, indtil der kommer en principiel dom på området. Man har heller ikke haft en national domstol, som har blokeret. I stedet har man bare kørt på med udsendelserne og nærmest speedet dem op. Det er betænkeligt ud fra et menneskeretligt synspunkt.«

'Korrekt af domstolen'

Overførsler af asylansøgere til Grækenland sker i overensstemmelse med den såkaldte Dublin-forordning, der foreskriver, at EU-landene kan returnere asylansøgere til det første europæiske land, som de er blevet registreret i.

Den principielle sag, som Thomas Gammeltoft-Hansen henviser til, bliver behandlet netop nu ved Menneskerettighedsdomstolen og kan sætte en permanent stopper for udsendelser til Grækenland, fordi landets asylsystem i realiteten er ude af funktion. Asylansøgere får ikke deres sager behandlet og må oftest bo på gaden.

De oplysninger om forholdene i Grækenland, som ligger til grund for sagen i Strasbourg, har ført til, at en række andre europæiske lande har skruet ned for udsendelserne til Grækenland. Men som Information kunne fortælle tidligere på ugen, har de danske udlændingemyndigheder derimod i løbet af sommeren lagt op til at udsende langt flere asylansøgere end tidligere, og i sidste uge blev de første 12 asylansøgere tvangsoverført til Athen.

Før Menneskerettighedsdomstolens indgriben udtalte menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg over for Information, at det er 'sørgeligt', at Danmark ikke kan vente på den principielle dom fra Menneskerettighedsdomstolen. Men det er der altså nu blevet rettet op på.

»Det er korrekt af domstolen. Det er vigtigt, at de danske myndigheder nu erkender, at det her er et problem, og at man ikke kan udsende mennesker, mens Menneskerettighedsdomstolen prøver den principielle sag,« siger Thomas Hammarberg.

Menneskerettighedsdomstolens indgriben i går betyder, at udsendelsen af de 155 asylansøgere bliver sat i bero, indtil Menneskerettighedsdomstolen har afgjort, om det er konventionsmæssigt forsvarligt at udsende asylansøgere til Grækenland.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Hun udtaler dog gennem sin pressechef, at »Danmark følger Dublin-forordningen til punkt og prikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu