Læsetid: 2 min.

Forsinkelse af nødradio koster skatteyderne millioner

Årelange forsinkelser på dele af SINE-nettet, som regeringen har planlagt som hele Danmarks nødradiosystem, har foreløbig kostet de danske regioner et tocifret millionbeløb
7. september 2010

Landets fem regioner har i de sidste år været som en lus mellem to negle: På den ene side har staten med henvisning til EU-regler tvunget dem til at sende ambulanceberedskabet i offentligt udbud, og på den anden side har staten samtidig tvunget regionerne til at tilslutte sig SINE, dvs. det nødradiosystem som staten i løbet af de næste ti år vil investere knap tre milliarder kroner i.

Problemerne for regionerne er opstået, fordi den såkaldte kontrolrumssoftware - som kort fortalt skal gøre SINE praktisk anvendeligt på landets alarmcentraler - er blevet stærkt forsinket, og det har haft stor betydning for regionernes styringssystemer for ambulancekørslen. Som Information før sommerferien kunne beskrive, vandt et konsortium med virksomheden Terma i spidsen udbuddet om softwaren til SINE, men trods årelang forsinkelse er det endnu ikke lykkedes at få tingene på plads.

Dyre erstatninger

Derfor har regionerne været nødt til at finde midlertidige erstatninger for SINE-softwaren, som de havde forventet ville have været i funktion fra efteråret 2008.

Det er det, som ifølge Kirsten Jørgensen fra Danske Regioner foreløbigt er løbet op i over 57 millioner kroner. En rundspørge til regionerne viser, at de mange millioner er gået til at leje sig ind hos Falcks eget kontrolrumssystem kaldet EVA2000 og Falcks radionet. Foreløbig har regionerne aftalt at leje sig ind frem til den 1. juni 2011.

Stor spild i ventetiden

Dertil kommer ifølge planlæggerne af den såkaldte præhospitale indsats i regionerne et stort spild af arbejdstimer, mens man har forberedt sig på softwaren, der aldrig kom. Desuden har regionerne haft uforudsete udgifter til for eksempel ekstra husleje og til leje af datalinjer, men det er ikke konkret gjort op.

I SINE-sekretariatet, der på statens vegne styrer og koordinerer SINE-nettet, er man ved at afslutte overvejelserne om, hvorvidt staten skal kræve kompensation fra Terma på grund af de langvarige forsinkelser, eller om man i stedet helt skal hæve kontrakten.

Beslutningen forventes truffet meget snart, oplyser Anne Pihl Rasmussen fra SINE-sekretariatet. Til brug for overvejelserne har Kammeradvokaten tidligere udarbejdet et responsum om mulighederne for at få erstatning af Terma og der anbefalet, at staten arbejder målrettet frem mod en ophævelse af kontrakten.

Urealistisk med Terma

Mens man venter på SINE-sekretariatets beslutning, går regionerne nu ud og laver deres eget udbud for disponeringssystemer. Det ville man oprindeligt have gjort for flere år siden, men i stedet lod regionerne sig overtale til at vente på løsningen under SINE-paraplyen.

»Vi anser det for urealistisk, at en løsning med Terma kommer til at fungere. Derfor er vi gået videre med vores eget,« siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner, og tilføjer:

»Dette er endnu et eksempel på et stort statsligt system, der ikke kom til at fungere, men som vi får lov at betale til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu