Læsetid: 4 min.

Grønlandske handicappede anbragt i Danmark siden 50'erne

De blev fjernet som børn og ført mere end 4.000 km væk fra deres familier, deres kultur og deres sprog. I dag er flere end 100 grønlandske handicappede anbragt i Danmark, og nogle af dem har været her i mere end 40 år. Anbringelserne finder fortsat sted
De blev fjernet som børn og ført mere end 4.000 km væk fra deres familier, deres kultur og deres sprog. I dag er flere end 100 grønlandske handicappede anbragt i Danmark, 
 og nogle af dem har været her i mere end 40 år. Anbringelserne finder fortsat sted
8. september 2010

Grønlandske udviklingshæmmede og handicappede er i stort tal blevet anbragt i Danmark siden 1950'erne. Åndssvage og invalide børn og voksne, som de blev kaldt dengang, blev samlet ind af danske overlæger og sendt til Danmark for at få den bedste behandling.

I stedet viste det sig, at det havde voldsomt negative konsekvenser for de grønlandske patienter at blive anbragt 4.000 kilometer væk fra deres familier, i et andet land med et andet sprog og en anden kultur.

Alligevel er mere end 100 grønlandske handicappede stadig permanent anbragt i Danmark, og anbringelserne finder stadig sted, om end i mindre omfang. Det fremgår af et særnummer af tidsskriftet Social Kritik, der udkommer i morgen. Under overskriften 'Nedsendt - i mangel af bedre' sætter tidsskriftet fokus på en række betændte sociale forhold mellem Grønland og Danmark, der har fundet sted siden moderniseringen og afkoloniseringen af Grønland i 1950'erne.

Historie skal endevendes

Forfatter og socialrådgiver Tine Bryld har været temaredaktør på tidsskriftet, og hun har en klart formål med det fornyede fokus på den fælles dansk-grønlandske historie.

»Nu skal vi have endevendt hele den periode. Vi trænger til at få belyst, hvad der er sket på de områder, som har gjort ondt, hvad der sker med dem, som er blevet sendt ned til Danmark og stadig bliver det,« siger Tine Bryld.

Hun er samtidig aktuel med en opdateret udgave af bogen I bedste mening om en gruppe grønlandske børn, der blev sendt til Danmark for at blive skolet til Grønlands kommende elite. I morgen udkommer filmatiseringen af bogen Eksperimentet med Ellen Hillingsø i hovedrollen.

Et andet af de glemte kapitler i den fælles dansk-grønlandske historie er anbringelsen af handicappede i Danmark, siger antropolog Stine Grønbæk Jensen, der også har bidraget til tidsskriftet.

»Det er bemærkelsesværdigt, at der i 1950'erne og 1960'erne ikke blev sat spørgsmålstegn ved, om det var det bedste for de her børn og voksne. Tværtimod regnede man med, at de ville glæde sig over at komme til Danmark, når de kom fra elendige sociale og materielle vilkår i Grønland,« siger Stine Grønbæk Jensen, der også har skrevet bogen 'Forvist til Forsorg' om emnet.

Først i starten af 1970'erne begyndte man at undersøge, hvilke konsekvenser anbringelserne havde. På den baggrund konkluderede undervisningsleder på forsorgscentret Andersvænge, Herman Hunger, at anbringelserne havde ført til »umenneskelige tragedier«. Enten reagerede de anbragte grønlændere ved at blive tillukkede og vægre sig ved kontakt med omverden, eller også blev de voldsomt aggressive og kastede om sig med ting. De fleste blev sat tilbage i udviklingen, konkluderede undervisningslederen.

Siden indførelsen af Hjemmestyret i 1979 har det været Grønlands officielle politiske ambition at beholde så godt som alle handicappede i landet. Alligevel har antallet af handicappede grønlændere i Danmark været relativt stabil, fremgår det af Social Kritiks temanummer.

I 1979 var der 140 under særforsorg i Danmark, og i dag er der 102 på permanent ophold i Danmark, hvoraf 82 er udviklingshæmmede. I mellemtiden er nogle blevet sendt hjem, mens andre er døde her i landet.

Ingen vej hjem

Typisk er det kun de bedst fungerende handicappede, der har fået tilbuddet om at vende tilbage til Grønland, men efter flere årtier i Danmark takker mange nej, fortæller antropolog Stine Grønbæk Jensen.

»Mange ville man slet ikke overveje at sende til Danmark i dag. De bor i egne lejligheder og har kun behov for støtte et par gange om dagen. Men de har mistet kontakten til familien i Grønland og taler kun lidt eller intet grønlandsk,« siger Stine Grønbæk Jensen.

Andre med stort behov for støtte har ikke fået tilbuddet om at vende tilbage med den begrundelse, at de ikke har verbalt sprog til at argumentere for deres ønsker. Nogle handicappede liver tydeligt op fra deres dvaletilstand, når de er på besøg i Grønland, men alligevel tør de grønlandske myndigheder ikke hente dem hjem, konstaterer Stine Grønbæk Jensen.

»Man er bange for at begå et nyt overgreb mod dem ved at hente dem hjem. Men jeg tror godt, man kunne gøre mere for at undersøge, hvad der ville være bedst for de personer,« siger hun.

Selv om Selvstyrets holdning er, at udviklingshæmmede grønlændere skal have et tilbud hjemme i Grønland, er det kun sket en enkelt gang, at en grønlandsk kommune selv har taget initiativ til at få sin udviklingshæmmede borger hjem. I praksis kræver det, at personalet i de danske institutioner vedholdende presser på for at finde en egnet plads i Grønland.

Fortsat anbringelser

I dag bliver grønlandske handicappede primært sendt på tidsbegrænsende højskole- og efterskoleophold i Danmark i op til tre år. Siden 2008 er to udviklingshæmmede og to fysisk handicappede grønlændere blevet sendt til institutioner i Danmark på permanent basis, og ifølge grønlandsk lov må det kun ske, når alle grønlandske muligheder er udtømte, oplyser Grønlands Repræsentation i Danmark.

Men ifølge Stine Grønbæk Jensen kan man godt stille spørgsmål ved, om det blokerer for arbejdet med at finde holdbare løsninger i Grønland, at man fortsat har muligheden for at sende de mest støttekrævende grønlændere til Danmark.

På samme måde mener hun, de danske myndigheder bør spørge sig selv, om de har gjort tilstrækkeligt, når nu Danmark selv stod for de omfattende anbringelser i sin tid.

Vi må ikke glemme vores ansvar, mener Tine Bryld.

»Der burde ikke nedsendes en eneste grønlænder efter min vurdering. Vi kunne sige, at Selvstyret selv må klare den, men vi har også et ansvar for at støtte Grønland, så længe det er en del af Danmark. Der er også tale om forhold, som vi har forsømt at gøre noget ved tidligere,« siger Tine Bryld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kritikken blev også fremført i 50'erne.
Det på billederne viste forsorgscenter var en en af landets store åndssvageinstitutioner under forsorgschef Bank Mikkelsen og med en lokal tredelt og ikke altid gnidningsfri ledelse mellem administration, medicin og undervisning. Børnene på billederne forekommer åndssvage og havde ingen behandlingsmuligheder på Grønland (eller varetagelse af omsorg?).

For helvede, hvor ville jeg nødigt dømme om, hvad der er/ har været den bedste løsning her.

Mens det er rimeligt nemt at se det hårrejsende vanvittige i at hente en gruppe grønlandske børn til Danmark for at skabe en "dansk" elite, så er den her sag vel noget mere grå.

Erik Kristensen

Måske ville anbringelse på Grønland have været meget værre. Der var / er jo ikke mange kompetente behandlere / specialister på den store ø, som har en befolkning, som er mindre end en dansk køstad.
Måske er det på tide med et opgør med de lidt naive pædagoger og socialrådgiveres moralske opstød over en god indsats på Grønland, som ingen har grund til at være ked af - alt taget i betragtning.
Sammenlign blot med, hvordan Canada, USA, USSR, Norge osv behandlede deres naturfolk! I det perspektiv ser tingene helt rosenrøde ud på Grønland og det ved man godt deroppe.

Tider og sæder ændres.
Dengang var mænd og kvinder adskilte og boede hver for sig på store fælles sovesale (således som vi gjorde på vandrehjem). Og inden for institutionernes mure var de fleste klar over, at løsningen var andenrangs (eget hjem er det bedste hjem), men historien minder om en tilsløring eller afledningsmanøvre.
I flere år har vi håndteret børn, der kommer til landet fra egne flere tusinde kilometer væk, med en uværdig behandling, gemt borte i lejre i årevis. Dét er øjeblikkets udfordring i et samfund, der glimter af luksus og rigdom i forhold til 50.erne (rationeringen var kun lige ophørt).

Når Grønland mener de kan have universiteter, kan de også klare disse patienter. Mon ikke den faglige udfordring vil virke motiverende på jobsøgere i Grønland, så Selvstyret dermed opkvalificeres og kan klare egne borgere selv?

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Charming:-(

Grønlændere har så vidt jeg er orienteret altid blevet set på, af de sociale myndigheder i DK, som "andenrangsmennesker". Og grænserne for stupiditet, ondskab og misforstået godhed vil ingen ende tage.
Så lad dem dog være, lad dem klare det de skal klare, og lur mig om de ikke godt selv kan. Og hvis ikke, så klarer de dog nok alligevel!!!