Studiekvalitet debatteres løbende og senest i forbindelse med nærværende dagblads og Forskerforums enquete om studiekvalitet, hvor 850 universitetslærere gav deres mening til kende om dette emne.
Næsten halvdelen af de adspurgte universitetslærere mente, at det faglige niveau var blevet ringere, og at de studerendes indgangsfærdigheder tilsvarende var blevet ringere.
Sådanne udsagn må naturligvis føre til refleksioner over, hvad der har forårsaget denne uheldige udvikling. Hvis vi vil prøve at forklare og forstå denne udvikling, kan vi både fokusere på individuelle og strukturelle forhold.
Individuelt forankrede forklaringsmodeller kunne gå på, at de studerende ikke er dygtige nok, fordi de arbejder for meget og læser for lidt (de har måske evnerne, men bruger dem i andre sammenhænge end på universitetet).
Byggesæt-uddannelse
Eller at de som et resultat af tidsånden er for dovne og tror på, at de gode job kommer flyvende af sig selv, uden at der behøver ligge en seriøs arbejdsindsats bag. Til denne type forståelser ligger det derfor lige for at tænke i løsningsmodeller, der f.eks. kan differentiere undervisningen og give de dygtigste - eliten - bedre vilkår.
Eller løsningsmodellen kan være at dumpe flere studerende og derved lære dem at skrue ned for erhvervsarbejdet/dovenskaben og op for studieaktiviteten. Men som sagt kan man også pege på strukturelle forhold som forklaringsgrund.
I den sammenhæng bliver skurken i stedet et universitært uddannelsessystem, der mere og mere satser på at udbyde sine uddannelser som moduler, hvor de studerende selv kan sammensætte studiet, som de ønsker og i den rækkefølge, de ønsker.
Sin egen konstruktør
Her/His Majesty, the student gøres her til sin egen uddannelseskonstruktør, der på kompetent og kreativ vis skaber sit eget unikke patchwork. Intro-universitetet kunne man kalde det, da undervisningen i sådanne valgfrie og moduliserede uddannelser nødvendigvis må bygge på den forudsætning, at de studerende er i deres fulde ret til at møde op uden forudsætninger. For ingen kræver jo en bestemt rækkefølge i modulerne.
Konsekvensen af det frie valg er således, at man som underviser ofte befinder sig i en situation, hvor nogle af de studerende er overordentligt godt klædt på til undervisningen fra tidligere fag, mens faget for andre er fuldkommen nyt.
Og hvad gør man så som underviser? Man vælger ofte en mellemvej, hvor ingen tilfredsstilles og udfordres optimalt. I mange tilfælde må man antage, at det fører til, at de studerende, der fagligt set er godt rustet til at tage faget, forbereder sig mindre, da de i undervisningssituationen alligevel får gennemgået meget stof, der hverken er nyt eller udfordrende.
Hvis man derfor ønsker at højne fagligheden blandt de studerende, må der skabes mere ens indgangsfærdigheder til modulerne. Med andre ord: Vi skal måske genoverveje ideen om intro-universitetet, hvor vi har givet køb på enhver form for progression.
Det drejer sig måske ikke (så meget) om, at nogle studerende ikke er dygtige nok eller er dovne, men mere om at vores moduliserede uddannelser kun kan tilbyde introduktion til fagene.
Nutidens studerende på de mange moduliserede uddannelser deler undervisning med studerende, der har valgt introduktioner til andre fag end dem selv, og det udfordrer en ambition om høj faglighed.
Løsningen er derfor ikke eliteuddannelser for de dygtigste - dem kan vi nemt udfordre, så længe vores studerendes viden ikke er for uhomogen - løsningen er det mere klassiske universitet, hvor progression er det styrende for den studerendes faglige forløb.
Nanna Mik-Meyer er lektor i sociologi på Copenhagen Business School
