Læsetid: 1 min.

KL: Dramatiske besparelser i vente

KL's formand Jan Trøjborg til kammeratlig samtale om kommunernes overforbrug: 'Men opgaven er allerede løst,' siger KL-formanden
14. september 2010

»Der er ingen, der klynker, men det er barskt ude i kommunerne lige nu. Sådan lyder meldingen fra formanden i Kommunernes Landsforening (KL), Jan Trøjborg (S), kort før et møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), hvor de skal drøfte kommunernes overforbrug.

Jan Trøjborg erkender, at kommunerne har brugt for mange penge i 2009 og 2010, men samtidig varsler han »dramatiske besparelser« fremover.

Tidligere på måneden for Claus Hjort Frederiksen i flint, efter at det kom frem, at udviklingen i kommunernes forbrug er gået stik imod regeringens mål om nulvækst.

Tal fra Danmarks Statistik viste nemlig, at det offentlige forbrug er steget med 0,8 procent i andet kvartal i år. Og set over det seneste år er det blevet til en vækst på 2,8 procent.

Siden er det yderligere kommet frem, at 32 kommuner har søgt om at sætte skatten op med 1,2 milliarder kroner.

Det har fået finansministeren til at indkalde kommunernes formand til en såkaldt 'kammeratlig samtale'.

Men står det til KL-formanden, er der reelt ikke noget at forhandle om.

»Opgaven er allerede løst. Vi overopfylder rent faktisk vores aftale med regeringen,« siger Jan Trøjborg, der mener, at kommunerne har brugt færre penge, end hvad der lå i aftalen med regeringen.

Samtidig siger KL-formanden, at borgerne ikke har været oplyst godt nok om, hvad der foregår ude i kommunerne.

»Den oplysning til borgerne, der mangler, er, at vi i 2009 brugte for mange penge. Vi har også brugt lidt for mange penge i 2010, men fremover vil der komme meget kraftige besparelser,« siger Jan Trøjborg.

KL-formanden fortæller, at der frem mod 2011 vil blive sparet omkring fem milliarder i kommunerne, og det vil kunne mærkes på blandt andet skolerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu