Sjældent har udtrykket 'djævelen ligger i detaljerne' været mere rammende end i denne historie, skriver Geir Selvik Malthe-Sørenssen i forordet til bogen Forfalskningen - Politiets Løgn i Treholtsaken. Detaljen er i dette tilfælde et lille stykke tape, eller rettere sporene efter det, på en attachémappe.
Vil det lykkes at bevise at netop dette lille spor kan vælte det, som er blevet kaldt Treholtsagens 'rådne bærebjælke', nemlig det såkaldte pengebevis?
Geir Selvik var 19 år, da kontorchef i det norske udenrigsministerium, Arne Treholt, i januar 1984 blev arresteret i Fornebu lufthavn. Han er altså gammel nok til at kunne huske det, men for ung til at have været fedtet ind i sagen.
Han havde da heller ikke som journalist beskæftiget sig med den, da han i marts 2006 blev ringet op af en gammel efterretningsmand, som han kendte fra sin tid som kriminalreporter. Efterretningsmanden ville gerne mødes med ham et sted langt uden for Oslo, men stedet ville han først aftale hen ad vejen.
Billedet af et storspion
Baggrunden kort: Først mere end et år efter arrestationen af Arne Treholt den 20. januar 1984 gik retssagen imod ham i gang, og på det tidspunkt var der bygget et billede op af ham som storspion. Dette image blev yderligere understreget af en iscenesættelse af retssagen, som havde været en større terrorist værdig: I håndjern og med bevæbnede vagter køres Treholt med over hundrede kilometer i timen fra arresten i Drammen ind til Eidsivating Lagmannsret, hvor der på toppen af bygningen er placeret hundepatruljer og skarpskytter. Hensigten er naturligvis, at man skal forledes til at tro, at Treholt var så vigtig for KGB, at de ville være parat til at udføre en væbnet befrielsesaktion af manden. Retssagen begyndte den 25. februar 1985 og den 20. juni faldt dommen: 20 års fængsel for »et svig mod os alle«, som dommeren formulerede det.
Problemet for anklagemyndigheden havde imidlertid under hele forløbet været, at det trods mange års tæt og kostbar overvågning af Treholt i både Oslo og New York var småt med beviser.
Pengebeviset
Men et par uger før retssagen gik i gang, blev Treholts advokater præsenteret for et såkaldt pengebevis, som skulle bevise, at han havde modtaget mange tusinde dollar af KGB, hvilket på sin side skulle vise, at han havde udleveret meget vigtige informationer til dem.
Pengene var ifølge efterretningstjenesten fotograferet i en attachémappe i hans lejlighed i Oslo i henholdsvis maj og august 1983, umiddelbart efter at han havde haft møder med KGB-agenten Titov.
Det vakte straks mistænksomhed, at forsvarerne ikke var blevet præsenteret for materialet før, og ikke mindst at rapporterne om ransagningerne først blev skrevet i januar 1985, altså halvandet år efter at de angiveligt havde fundet sted.
I alle dokumenter og overvågningsrapporter om Treholt indtil arrestationen i 1984 blev han omtalt med kodeordet 'Foxtrot', men i ransagningsrapporterne omtales han ved navn. Det var også mærkeligt, at mappen ikke var fotograferet på en baggrund, der kunne identificeres som Treholts lejlighed, og at der ikke var nøje redegjort for sedlernes valør. Endelig var det underligt, at der i mappen ikke var blevet fundet anden valuta end dollar, for Treholt havde altid en rejsekasse med fremmed valuta i mappen. Det virkede for en senere advokat heller ikke sandsynligt, at så mange penge kunne være i de små konvolutter. Det blev dog alt sammen affærdiget som konspirationsteorier.
Falsk bevis
Da Geir Selvik efter et par timers kørsel og under iagttagelse af alle mulige sikkerhedsforanstaltninger mødes med sin hjemmelsmand, forlanger denne, at Selvik garanterer ham anonymitet, for han kan af hensyn til sig selv og sin familie ikke stå frem.
»I hvert fald ikke foreløbigt,« tilføjer han
Efter lovet anonymitet lader han bomben springe: »Beviset er falsk. Helt falsk. Billederne blev aldrig taget i Treholts lejlighed. De blev taget på ottende etage i Politihuset, efter at Treholt blev pågrebet«.
Han havde ikke selv overværet fotograferingen, men arbejdede i huset, og der blev talt meget om pengebeviset, og det var kendt af flere, at det var konstrueret, eller 'rekonstrueret' som ledelsen valgte at kalde det.
Allerede nogle få måneder efter domsafsigelsen overhørte Treholts bror, Einar, på Oslobåden - eller Danskebåden som nordmændene kalder den - en samtale mellem to mænd, der tydeligvis var insidere i Treholtsagen, fordi de omtalte ham som 'Foxtrot', og de gav udtryk for, at pengebeviset var forfalsket. Da de blev konfronteret med det, afviste de det dog kategorisk, Einar måtte have hørt forkert.
Gådens løsning
Men tilbage til fjeldet uden for Oslo. Den gamle efterretningsmand anbefaler journalisten at finde negativerne til billederne, for det må af dem fremgå, hvor de er taget.
Efter mødet med sin kilde sidder Geir Selvik tilbage med facit, med hvordan kan han bevise gådens løsning?
Og jagten på beviserne er bogens motor. Først skal Treholts nuværende advokat, Harald Stabell, informeres, Han havde på det tidspunkt begæret sagen genoptaget ved den norske genoptagelseskommission og er enig i, at det gælder om at skaffe negativerne til 'gerningsstedsbillederne'.
I første omgang lover Politiets Sikkerhedstjeneste (PST), som den tidligere efterretningstjeneste (POT) hedder i dag, at Selvik skal få negativerne udleveret, for billederne har jo allerede været offentliggjort. Men næste dag er de fortsat hemmelighedsstemplet.
I 2009 lægger PST nye gerningsstedsbilleder ud på nettet, men en tidligere sagkyndig professor, Ingolf Hådem, siger, at der med sikkerhed ikke er tale om de samme billeder, som han fik til analyse i 1985.
Han havde i sin tid følt sig presset til at sige god for anklagemyndighedens påstande om, at de mange sedler kunne være i de viste konvolutter, men havde hele tiden haft sin nagende tvivl og ville i forbindelse med genoptagelsesbegæringen gerne have lavet nye målinger med nutidens bedre udstyr.
Men det bliver ikke til noget, for efter at chefen for genoptagelseskommissionen har haft en samtale med statsadvokat og tidligere næstformand i PST, Stein Vale, synes hun ikke, at der er grund til at undersøge pengebeviset nøjere.
Nye afsløringer
Stein Vale forfattede som statsadvokat anklagemyndighedens svar på Treholts begæring om genoptagelse, og året efter udgav han en bog om sagen, hvor han tog tydeligt stilling imod Treholt og bl.a. skrev, at et billede, som var blevet taget under ransagningen, var blevet forstørret, og at man der kunne tælle 315 dollarsedler. Det var virkelig en nyhed, for hvis et sådant billede fandtes, var der jo ingen tvivl om indholdet af de omstridte konvolutter. Men senere måtte Vale indrømme, at han ikke havde set et sådant billede, men havde taget oplysningen fra en bog, skrevet 23 år tidligere af en journalist fra avisen VG.
Det er samme Vale, der sammen med Lasse Qvigstad, der var en af anklagerne i den oprindelige retssag, som nu er blevet bedt om at vurdere de nye afsløringer, der er fremkommet i bogen. Dette vakte nogen bestyrtelse i norske kredse i forhold til habilitet, og en kritisk leder i Aftenposten mandag i denne uge, fik da også sent samme dag Vale til at trække sig fra denne opgave.
Som bekendt beslutter genoptagelseskommissionen, at der ikke er grundlag for at lade Treholts sag gå om. Chefen for kommissionen bliver kort efter forfremmet til chef for PST, og Treholt lader forstå, at han 'er ved vejs ende' - han orker ikke mere.
Små stykker tape
Men det er der andre, der gør, og i sensommeren 2009 får Treholt udleveret sin gamle attachémappe og overdrager den til Geir Selvik, der lader professor Hådem og hans søn, Håvard, se på den. Det er sønnen, der kort efter siger de forløsende ord til Selvik: »Har du lagt mærke til det, der ser ud som små stykker tape på Treholts kuffert? Jeg aner ikke, om det er vigtigt, men det ser bare så mærkeligt ud.«
Fra da af handler bogen om at finde ud af, om taperesterne fandtes på mappen, da Treholt blev arresteret. Et billede af Treholt med attachémappen i højre hånd, taget af Politiets Efterretningstjeneste (POT) umiddelbart før arrestationen i Fornebu lufthavn den 20. januar 1984, pryder såvel bogens forside som hvert kapitel, og beviset er at finde i et lille område omkring låsen, hvor der på arrestationstidspunktet ikke var noget spor af tape, men det er der på billederne fra 'gerningsstedet' og på den mappe som Treholt fik udleveret af PST i 2009. Her ligger beviset for, at billederne - og dermed pengebeviset - er taget efter arrestationen og ikke, som påstået, halvandet år før.
På et af billederne kan man desuden skimte et stykke parketgulv, og tre dage efter at bogen udkom, erklærer tømreren, at der først flere måneder efter det påståede tidspunkt blev lagt parketgulv i Treholts lejlighed.
'Forfalskningen' er som en krimi, blot langt mere fascinerende end den bedste i genren, fordi den handler om den skinbarlige (i ordets bogstavelige betydning, men det kræver at man læser bogen for at forstå) virkelighed.
Geir Selvik Malthe-Sørensen og Kjetil Bortelid Mæland: 'Forfalskningen - Politiets Løgn i Treholt-saken', Forlaget Publicom 2010.
Arne Treholt er offer for den skjulte McCarthyisme der som en psykose overskyggede al realisme under den kolde krig ...og hel helbredt er middelklassen stadig ikke.
TREHOLD og DRAGSDAHL- en provokation.
1984/85 var luften fuld af grøde mellem Øst og Vest, og mange anede Murens Fald få år senere.
Derfor var og er det stadig magtpåliggende for højrekræfterne i Norge og Danmark at stemple folk af en anden overbevisning for landssvigefulde handlinger, der med hjælp fra det siden krigen stadig velvillige politi kunne overspille retsopgøret fra 1945, som i Danmark aldrig blev gennemført (læs f.eks. Leifer og Madsen), men som med Dansk Folkeparti i et politisk ærinde har fået en Treholt-parallel med Bent Jensens koldkrigskommission.
Det afgørende for slige folk er, at få retssystemet, som de ellers kan have meget lidt til overs for, til at stemple kommunister som landsforrædere, før de måske selv skal stå skoleret, og Dragsdahl-sagen er et kærkommen, men misvisende forsøg på at fortegne hovedsagen, nemlig konfrontationen efter 1945 mellem Sovjet og USA.
For at tilsløre de mange fascistiske bevægelser i USA, især under McCarthy-regimet, lykkedes højrekræfterne med at skabe billedet af et farligt og angribende Sovjet. Med PETs bistand kunne flertalsmagten knægte ytrings- og organisationsfriheden hos mindretallet ved at kriminalisere folk med venskabelige forbindelser til Sovjet og Østeuropa og selv med såkaldte stasimetoder (overvågning, registrering og stikkervirksomhed) give befilkningen indtryk af landssvigelige holdninger. Som yderligere tilsløring anstilles mere eller mindre fiktive angreb på enkeltpersoner, her Treholt og Dragsdahl, som stedfortrædere for den politiske sag.
De politiske modsætninger var blot fortsættelsen af besættelsens interne og uafgjorte kampe. Kommunisterne var fra begyndelsen i 1933 nazisternes egentlige modstandere, de fleste andre danske partier mere eller mindre samarbejdsvillige, og nogle skiftede standpunkt under indtryk af krigens vendepunkt i 1942/43, men videreførte den fascistagtige antimommunisme.
Landets ledelse under besættelsen var mangehovedet. Foruden den officielle "regering" optrådte Frihedsrådet og dertil nogle stærke, selvbestaltede og og delvis modarbejdende grupper i Sverige, hvoraf de stærkeste var folk fra samfundets højeste lag med forbindelse til de konservative og royale kredse, til SOE og altså England og USA og til redaktionerne på Nationatidende og Berlingske. Men bortset fra de enkelte kommunister i Frihedsrådet havde DKP, der udførte det gjove arbejde, ingen repræsentation, hvilket fremgik af den skæve våbenfordeling og af registreringen til Brigaden.
Denne situation var gældende 5.maj 45 og blev bestemmende for overgangsregeringen med Buhl og indledte den uhelssvangre og unødvendige koldkrig, senere udvidet til krigene i Vietnam, Iraq og Afghanistan.
Spionerne gjorde et godt stykke arbejde under den kolde krig. Hvis det ikke havde været for dem, var vi sandsynligvis allesammen døde i dag, fordi en af parterne havde undervurderet modstanderen og forsøgt et overraskelsesangreb. De burde have en medalje alle sammen!